Indledning / 1 / 2 / 3 / 4 / 5 / 6 / 7 / 8 / 9 / 10 / 11 / 12 / 13 / 14 / 15 / 16 / 17 / 18 / 19 / 20 / 21 / 22 / 23 / 24 / 25 / 26 / 27 / 28 / 29 / 30 / 31 / 32 / 33 / 34 / 35 / 36 / 37 / 38 / 39 / 40 / 41 / 42 / 43 / 44 / 45 / 46 / 47 / 48 / 49 / 50 / 51 / 52 / 53 / 54 / 55 / 56 / 57 / 58 / 59 / 60 / 61 / 62 / 63 / 64 / 65 / 66 / 67 / 68 / 69 / 70 / 71 / 72 / 73 / 74 / 75 / 76 / 77 / 78 / 79 / 80 / 81 / 82 / 83 / 84 / 85 / 86 / 87 / 88 / 89 / 90 / 91 / 92 / 93 / 94 / 95 / 96 / 97 / 98 / 99 / 100 / 101 / 102 / 103 / 104 / 105 / 106 / 107 / 108 / 109 / 110 / 111 / 112 / 113 / 114 / 115 / 116 / 117 / 118 / 119 / 120 / 121 / 122 / 123 / 124 / 125 / 126 / 127 / 128 / 129 / 130 / 131 / 132 / 133 / 134 / 135 / 136 / 137 / 138 / 139 / 140 / 141 / 142 / 143 / 144 / 145 / 146 / 147 / 148 / 149 / 150

 

Bøn om Israels genoprettelse

1En visdomssang af Asaf

Åh, Gud, har du forkastet os for evigt?

Du er vores hyrde, men har straffet os hårdt.

2Vi er det folk, du udvalgte i ældgamle dage.

Du satte os i frihed og gjorde os til dit folk.

Du udvalgte Zion som din bolig på jorden.

3Prøv at gå en runde i byens ruiner,

se, hvordan fjenden har nedbrudt din helligdom.

4De udstødte sejrsråb midt i dit tempel,

de plantede et banner dér som tegn på ejerskab.

5De angreb dit tempel som skovhuggere,

der svinger økserne mod de store træer.

6De knuste det udskårne træværk,

huggede det i stumper og stykker.

7De satte ild til din helligdom, Herre.

De jævnede din bolig med jorden.

8De besluttede at knuse os helt

og afbrændte alle vore bedehuse.

9Nu er der intet, der viser, at vi er dit folk.

Der er heller ingen profeter tilbage.

Vi ved ikke, hvor længe vores ulykke skal vare.

10Hvor længe får fjenden lov at håne os, Gud?

Vil du tillade dem for evigt at spotte dit navn?

11Hvorfor gør du ikke noget?

Hvorfor straffer du dem ikke?

 

12Gud, du har været vores Konge fra ældgamle tider,

ofte har du reddet os ved dine mægtige undere.

13Du skilte vandene med vældig kraft,

du knuste hovederne på havets uhyre,

14ja, du knuste Livjatans hoveder

og gav den som føde til ørkenens folk.

15Du åbnede kilder og lod vand springe frem,

du standsede flodernes løb.

16Du satte solen til at herske om dagen

og månen til at skinne om natten.

17Du fastlagde jordens grænser,

du lod sommer og vinter afløse hinanden.

 

18Hør, hvordan fjenderne håner dig, Herre,

de gudløse nationer spotter dit navn.

19Giv ikke din due i rovdyrets vold,

forkast ikke for evigt dit stakkels folk.

20Husker du ikke din pagt og dine løfter?

Verden er jo fyldt med vold og ondskab.

21Lad ikke dit forpinte folk blive til spot,

men giv os grund til at lovprise dig.

22Åh, Gud, grib ind og forsvar din ære.

Hør, hvor du hånes af tåber hver dag.

23Glem ikke alt, hvad de gudløse siger,

deres hån og forbandelser stiger og stiger.

Skriv en kommentar til dette kapitel

Du skal være logget ind for at poste en kommentar.