Indledning / 1 / 2 / 3 / 4 / 5 / 6 / 7 / 8 / 9 / 10 / 11 / 12 / 13 / 14 / 15 / 16 / 17 / 18 / 19 / 20 / 21 / 22 / 23 / 24 / 25 / 26 / 27 / 28 / 29 / 30 / 31 / 32 / 33 / 34 / 35 / 36 / 37 / 38 / 39 / 40 / 41 / 42 / 43 / 44 / 45 / 46 / 47 / 48 / 49 / 50 / 51 / 52 / 53 / 54 / 55 / 56 / 57 / 58 / 59 / 60 / 61 / 62 / 63 / 64 / 65 / 66 / 67 / 68 / 69 / 70 / 71 / 72 / 73 / 74 / 75 / 76 / 77 / 78 / 79 / 80 / 81 / 82 / 83 / 84 / 85 / 86 / 87 / 88 / 89 / 90 / 91 / 92 / 93 / 94 / 95 / 96 / 97 / 98 / 99 / 100 / 101 / 102 / 103 / 104 / 105 / 106 / 107 / 108 / 109 / 110 / 111 / 112 / 113 / 114 / 115 / 116 / 117 / 118 / 119 / 120 / 121 / 122 / 123 / 124 / 125 / 126 / 127 / 128 / 129 / 130 / 131 / 132 / 133 / 134 / 135 / 136 / 137 / 138 / 139 / 140 / 141 / 142 / 143 / 144 / 145 / 146 / 147 / 148 / 149 / 150

 

Herrens trofasthed imod sit folk

1Halleluja!

Tak Herren, for han er god.

Hans trofasthed varer til evig tid.

2Hvem har tal på alle hans undere?

Hvordan kan vi nogensinde takke ham nok?

3Velsignede er de, der gør det gode,

de, der altid handler ret.

 

4Husk på mig, Herre, når du velsigner dit folk,

giv også mig del i dine goder.

5Lad mig se dit folk få fremgang,

lad mig glædes sammen med dine udvalgte,

juble med det folk, som tilhører dig.

6Vi har svigtet dig, som vore forfædre gjorde,

vi har begået fejl og handlet forkert.

7Vore forfædre ænsede ikke dine undere i Egypten,

de glemte hurtigt din trofasthed imod dem,

i stedet gjorde de oprør imod dig ved Det Røde Hav.

8Alligevel frelste Herren sit folk for sin æres skyld,

og for at vise sin magt for verden.

9Han truede Det Røde Hav, så det tørrede ud,

og folket kunne gå tørskoet over.

10Han frelste dem fra deres fjender,

friede dem fra egypternes had.

11Vandet skyllede hen over forfølgerne,

så de druknede alle som en.

12Da troede folket på Guds løfter

og brød ud i lovsang til ham.

 

13Men de glemte snart, hvad Herren havde gjort,

de holdt op med at søge hans vilje.

14I ørkenen krævede de kød at spise,

de udfordrede Guds tålmodighed.

15Han gav dem, hvad de forlangte,

men straffede dem også for deres oprør.

16Nogle i lejren blev misundelige på Moses

og på Aron, Guds udvalgte præst.

17Som straf åbnede jorden sig og opslugte Datan,

lukkede sig over Abiram og de medsammensvorne.

18Ild for ned fra himlen

og fortærede dem, der gjorde oprør.

19Ved Horebs bjerg støbte de en tyrekalv,

de tilbad en afgud af metal.

20De byttede Guds herlighed bort

for et billede af et dyr, der æder græs.

21De glemte den Gud, der førte dem ud af Egypten,

han, som reddede dem på forunderlig vis.

22Tænk på de mirakler, han udførte,

de fantastiske undere ved Det Røde Hav.

23Gud var lige ved at udrydde sit oprørske folk,

men hans tjener Moses gik i forbøn for dem,

så de ikke blev tilintetgjort af hans vrede.

24De nægtede at gå ind i det frugtbare land,

for de troede ikke på Guds løfte.

25De sad bare i deres telte og surmulede

og ville slet ikke høre på Herrens ord.

26Derfor svor han højt og helligt,

at oprørerne skulle dø i ørkenen.

27Deres efterkommere skulle spredes blandt folkeslagene

og gøres til flygtninge i fremmede lande.

28Dernæst tilbad de Ba’al i Peor,

de holdt fest og ofrede til livløse afguder.

29Deres opførsel krænkede Herren dybt,

og han lod en pest bryde ud iblandt dem.

30Men Pinehas tog mod til sig og greb ind,

og det gjorde, at plagen holdt op.

31Pinehas viste sig som en gudfrygtig mand,

og det vil han altid blive husket for.

32Ved Meribas kilder gjorde de oprør igen,

og Moses faldt i unåde hos Herren.

33De gjorde ham nemlig så oprørt,

at han talte i vrede og handlede overilet.

34De undlod også at tilintetgøre de folkeslag,

som Herren havde befalet dem at udrydde.

35De giftede sig tilmed ind i deres familier,

lærte sig deres ugudelige skikke,

36så de dyrkede de fremmedes afguder

og derved blev skyld i deres egen ulykke.

37De ofrede både deres sønner og døtre

til de fremmede folkeslags guder.

38Fordi de myrdede uskyldige børn

og ofrede dem til afguderne,

blev landet besmittet af det udgydte blod.

39Guds folk var blevet urent i hans øjne,

deres handlinger viste deres utroskab mod Herren.

40Derfor blussede Guds vrede op imod dem,

han følte afsky for sit ejendomsfolk.

41Han overgav dem i fremmedes vold,

deres fjender undertrykte dem.

42De gjorde livet surt for dem

og kuede dem på alle måder.

43Gang på gang befriede Herren sit folk,

men de blev ved med at gøre oprør,

og falde dybere og dybere i synd.

44Alligevel kunne han ikke lukke øjnene for deres nød,

han hørte deres råb om nåde.

45Han havde jo indgået en pagt med sit folk,

og hans trofasthed forbød ham at udslette dem helt.

46Han sørgede for, at de fremmede herskere

fik medlidenhed med dem.

 

47Vor Herre og Gud, frels os!

Bring os tilbage fra landflygtigheden,

så vi kan give dig taknemmelighedsofre

og lovprise dit hellige navn.

48Lovet være Herren, Israels Gud.

Lad os prise ham nu og til evig tid.

Lad hele folket svare: Amen!

Halleluja!

Skriv en kommentar til dette kapitel

Du skal være logget ind for at poste en kommentar.