Indledning / 1 / 2 / 3 / 4

 

Boaz gifter sig med Ruth

1Boaz var i mellemtiden gået hen til byporten og havde sat sig der. Da den slægtning, han havde omtalt, kom forbi, kaldte han på ham: »Kom og sæt dig her! Der er noget, jeg vil snakke med dig om!« Det gjorde han så. 2Boaz tilkaldte derefter ti af byens ledere og bad dem om at være vidner. »Sæt jer her!« sagde han, og de satte sig ned. 3Så sagde Boaz til sin slægtning: »Du kender No’omi, som vendte tilbage fra Moabs land. Hun tænker på at sælge det jordstykke, som tilhørte vores slægtning Elimelek. 4Jeg syntes lige, jeg ville nævne det for dig, så du kan købe jordstykket, hvis du er interesseret; og disse ansete mænd kan være vidner. Lad mig vide med det samme, om du ønsker at købe jorden, for hvis du ikke er interesseret, så vil jeg købe den. Jeg er jo den næste i rækken efter dig.«

Manden svarede: »Godt, jeg køber jorden!«

5Så sagde Boaz: »Hvis du køber jorden fra No’omi, må du naturligvis også gifte dig med enken Ruth fra Moab, så hun kan give sin afdøde mand en arving, og så hans jord senere går i arv til hendes børn.«

6»Det kan jeg ikke gøre!« svarede manden. »Så ville det jo ikke blive min slægts jord. Køb du hellere både jorden og kvinden!«

7På den tid var det skik, at en person trak sin sandal af og gav den til den anden part som en bekræftelse på, at handelen var afgjort. 8Da manden sagde: »Køb du hellere det hele!« trak han derfor sin sandal af og gav den til Boaz.

9Derefter sagde Boaz til vidnerne og de omkringstående: »I er i dag vidner på, at jeg køber den jord, som tilhørte Elimelek og hans sønner. 10Samtidig gifter jeg mig med moabitten Ruth, Malons enke. På den måde kan hun få en søn, der kan videreføre den afdødes slægt, sådan at hans navn vil blive husket både i slægten og i byen her.«

11De ti ledere, der sad i byporten, svarede: »Ja, det er vi vidner på! Må Herren gøre denne kvinde, som du nu har taget til dig, lige så frugtbar som vores stamfar Jakobs koner, Rakel og Lea. Må du få lykke og fremgang her i Betlehem, 12og må de efterkommere, som Herren giver dig sammen med denne kvinde, blive lige så talrige som efterkommerne fra din forfar Peretz, som Tamar fødte Juda.«

13Så giftede Boaz sig med Ruth, og hun flyttede hjem til ham. Herren lod hende blive gravid, og hun fødte en søn.

14Da sagde byens kvinder til No’omi: »Lovet være Herren, som har givet dig et barnebarn! Må han vinde ære i Israel. 15Må han bringe din sjæl trøst og forsørge dig i din alderdom, for han er din svigerdatters søn, hende, der elsker dig så højt og har været mere trofast imod dig end syv sønner!«

16Så tog No’omi drengen i sine arme, og hun passede ham, som var han hendes eget barn. 17Nabokonerne sagde: »Nu har No’omi fået en søn!« Og de kaldte ham Obed. Han blev senere far til Isaj, som blev far til kong David.

18-22Dette er Peretz’ stamtavle: Peretz blev far til Hetzron, som blev far til Ram. Ram blev far til Amminadab, som blev far til Nahshon, som igen blev far til Salma. Salma blev far til Boaz, som blev far til Obed, som igen blev far til Isaj – og Isaj blev far til kong David.

23 kommentare “Ruth – Kapitel 4”

  1. 4444dddd

    Skulle vi endda lade sammenholdelsen ‘gære’, om man så må sige, så kan vi jo bemærke os, at teksten /Ordet, her i kapitlet rent faktisk lader Både Rut -‘den aktuelt nytilkomne’- Og- Noomi -den ‘faktuelt’ ‘forbigangne’- have fået sig en søn,- meget sammenholdeligt med at juleevangeliet (hos Lukas) jo handler om Såvel den bedagede Elisabets sønlige nedkomst som om ungmøen Marias ditto, -og igen med en ‘pendent’ til denne: ‘ordets tilkendelse’ som sådan, i evangeliets anden ende, Jesu ord på korset til den -nu bedagede- Maria: “Se! din søn” (om Johannes, /-og til Johannes: Se! din moder), /hvori også Jesus implicit tilkendegiver sig Selv at være talende med : Guds-ordets autoritet\, _til den min pointes godtgørelse, at selv om der helt konkret taget jo Her er tale om noget ganske andet (-end dér), så er det dog -mere formelt eller abstrakt taget- de samme ‘ingredienser’, der i udpræget grad, synes jeg, er ‘genkendeligt tilstedeværende’ begge steder, _sådan som iøvrigt også Maria og Elisabet jo er Familiært knyttede.

  2. 4444dddd

    !! NB !! – min først indsatte kommentering -a 5. jan.- dukker desværre ikke op på siden, så i forståelighedens interesse af både det ene og det andet prøver jeg nu at indsætte den Her /igen.

    -Jamen er det ikke: Juleevangeliet in spe, vi har her ! ??-
    -jeg mener.. ..For det første- befinder vi os jo: i Betlehem, -og for det andet med et nyfødt [lovprisnings-fremkaldende] drengebarn i centrum, en ung kvindes førstefødte – som hun dog ikke -for det tredje- har fået med/pr sin almindeligt givne ægtemand, men pr: “Ordets” /Herrens Lovords, “tilsigelse”, \~’eksekveret’ af: Boaz, hendes mands nærmeste /(endnu levende) ‘forfader’, -og herindunder igen selv knyttende an til Boaz’ forfader Perez, Juda’s søn med sin sønnehustru: Tamar, hvad der -sammen med at Rut selv er efterkommer af den Moab, som Abrahams brodersøn Lots datter fik pr sin fader-, vist kan siges betone ‘inputtet’ fra (for)-Faderen (frem for ægtemandens-) endog: Særdeles Påfaldende,_ det Forholds betoning som vel kan kaldes juleevangeliets kerne, hos Mattæus startende med : Jesu Kristi, Davids søns, Abrahams søns stamtavle, og hos Lukas ført tilbage til : (..søn af) Gud Fader selv.

  3. 4444dddd

    -Forskellen ? … Ja, den er jo, at hvor: “Alle ting er underfulde i vor frelsers julefest, /(Himlen ligger nu på mulde, Gud er blevet jordens gæst)..”, så er det eneste, vor beretning Her har at byde på i den retning, fremdeles sin ‘underligt’ påfaldende (for-)faderlige ‘aktualiseren sig’ /(-‘overspringelse’), der i forhold til sagen selv (-altså juleevangeliets underfulde-) bliver til en slags: Hoppen på stedet (eller: stampen i jorden) – i stedet for det :hop fra vippen: -hvorved: “Han har brudt sin himmelsal, ligger ned i jordens dal” /- på Kingo’sk-
    -eller -på Kierkegaardsk : Dét absolutte paradox, som er Kristus-troens: Spring ud på de syv tusinde favne, – Det afkoms komme som tillige er: Ophavet, (“Før Abraham er jeg”)- og hvori Det evige tillige er noget: historisk.

  4. 4444dddd

    Færdigciterer vi kingoverset, så lyder dets sidste strofe jo sådan : “Til sit eget folk han tragter, dog de ham kun lidet agter”, – knyttende an /[i det hele], til: ‘juleevangeliet’ hos Johannes, Indledningen-, her til dette: at : “hans egne ikke tog imod ham”, – en: ‘ingrediens’ vi sådan set også godt kan genfinde i beretningen Her, -i hvert fald: in spe-, deri nemlig at den Familiært (aller-)nærmeststående Løser dog ikke: ‘vil tage imod’ /gå ind i: den med Rut aktuelt Tilkomne ‘vertikalt gående’ og af Ordet satte slægts-‘linjering’, -fordi han så ville belaste /undergrave sin aktuelt Værende -‘horisontalt omsluttende’- og af kødet satte: familaritet.

    • 4444dddd

      -‘Paradoksalt’ nok hertil, så er det, som modtagelsen (af Jesus Kristus) tilvejebringer indgåelsen i, jo ellers netop: Familaritetens (‘horisontale’) forhold, søskende-forholdet, blot uden det ‘vertikalt’ Itererede slægtskabs, /kødets, mere og mere horisontalt Indskrænkende effekt, – “Men alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn” -fødte af Gud selv /~Faderen, dét (eneste) ‘vertikale’ led, dénne familaritet er underlagt, \-og som vi jo -sjovt nok- osse godt kan sige, at beretningen her, på Sin måde, (netop): ‘peger hen til’.

  5. 4444dddd

    Mest: (sam-)Stemningsfuldt, synes jeg, at denne min bemærkelse af det enes ‘gåen igen’ i det andet gør sig gældende mellem vor beretning her, -med dens to aldrende aktører, Noomi og Boaz, hvorimellem den ene “tager barnet i sin favn”, det barn, hun er blevet trøstet ved, den anden “kalder alle til vidne” om sin egen ‘forbindtlighed’ til det, – og så med tempel-fremstillings-afsnittet hos Lukas, med déns to aldrende aktører, Simeon og Anna, hvoraf den ene “tager barnet i sin favn”, det barn, han er blevet trøstet ved, og den anden “vidner om det” for alle.

  6. 4444dddd

    Et mere formelt træk ved samstemmelsen som har slået mig selv, eller rettere: har bemærket sig for mig ved også at kunne abstraheres ud som et: fællestræk, er hvad jeg vil kalde : En overordnet grundlæggende: “Toheds”, optræden; – i evangeliet den ved Jesus og Johannes satte ditto, -fordelende sig på disse to, sådan at den ene “skal vende fædrenes hjerter til børnene”, ‘de børn’ [-nemlig], som den anden gør Dem til, der tager imod ham,_ fædrene-folkets omvenden sig fra at være: “fædrene”, /og de déri i sig selv særligt udmærkede -relativt/, til at blive_/være: “børnene” (nemlig: Gud Faders- egne ‘barne-gørelse’ af dem), /-i kraft af deres Tro på /(=modtagelse af) fædrenetroens Indfrielse i og med: Ham, Jesus\; _ en opstartende ‘tohed’ hvori den ene dog (mestendels) kun er med for den andens skyld, ‘Indledningsvist’, -lidt som ‘et vedhæng’, ( -“ham [Jesus] bør det at vokse, mig [Johannes] at aftage”); – sådan som også (moabitterinden) Rut i beretningen her træder ind i den Sammen med Orpa, som den ene af to svigerinder, hvoraf den anden dog mest tjener til at lade Rut ‘blomstre op’ -‘på scenen’, /for selv at forlade den,- og forøvrigt kendetegnende også for deres stamfader Moab, der ‘trådte ind på scenen’ sammen med den Ammon, som Lots yngste datter fik pr sin fader, – og sådan som Boaz’ fremdragne stamfader Perez, jo ‘kom til verden’ som den ene af de tvillinger Tamar fødte Juda, hvoraf endda den anden (og sidst Fødte), Zera, tilkendes at have været den først komne- ‘hånd’gribeligt tilsynekomne,- så vi næsten kan høre Johannes’ pointering af: at den som kommer efter ham, er før ham, – og sådan som vel også Boaz selv kan siges fremstå som den ene af To løsere, hvor den anden gør klart, at han Ikke (selv) er: ‘Ind’-løseren,- brugende sin givne forret for det til at: sanktionere- ‘den anden’.
    -Efter smag kan man så lægge det i det, at selv om disse foregående fremtrædelser (-af gode grunde) ikke har det for Toheden: Jesus – Johannes, konstituerende betydnings-Indhold (-fordi Jesus selv ikke er: Den ene), men mest er en ren kvantitativ ‘tohed’, så ligger dog deri -så meget mere, kan man sige- en slags: ‘forerrindring’ af- (_for at bruge et kierkegaardsk udtryk) og implicit ‘forberedelse til’- netop Dénne historiske fremtrædelse \-sform.

    • 4444dddd

      [-Men skulle så ikke også /(og ikke mindst): Obed- have været: Den ene -af: To /’optrædende’ –
      ..og det er han jo ikke (?)
      -Næh, men til gængæld er han jo så i selve sin indtræden, i vers 17, decideret ‘forlænget’, kunne man næsten sige, til : David, han som: ‘i forlængelsen’, /: i: 1. Samuels bog/, netop Sanktioneres af den Samuel, som Skriften i sin Umiddelbare fortsættelse fortæller os, at Hanna /[den ene af Elkanas To hustruer], fik ved i Herrens hus (-og trods Elis ‘protester’) at ‘klamre’ sig i bøn til Herren om det – [med samme ildhu som den Rut lagde for dagen mod (og: ‘imod’) Noomi] – en: Bønhørelsens frugt_ /ledende tanken hen på engelens besked til Zakarias i templet, om at hans bøn er hørt, og skal navngives: Johannes.
      Netop fordi det jo ikke ér: (jule-)evangeliet, vi har her, er det også ‘korrekt’, om man så må sige, at det heller ikke ‘fuldbringer’ samstemmelsen, men lægger kernen i det /(opfyldelsen) ud i: Det kommende-, //som Gud (-s Ord) selv allerede kender, og styrende kan forme såvel disse foregående ting selv som sin egen ‘udskrift’ af dem, efter – kundgørende Sin visdom_ -/for de dér på opmærksomme, må vi nok have med (~forudindtagede)._]

    • 4444dddd

      Toheds-mæssigt kan vi jo (som allerførst berørt) om Obed sige, at han (tværtimod): samler- dén tohed i: sig, som (moabitterinden) Rut og Noomi konstituerer,_ født af Rut ~’som menneske’-, og: Tilkendt Noomi- som et lem på Guds folk, medlem af Guds menighed, -i kraft af (Lov)-Ordets tilsigelse (_åndeligt /[‘genfødt’] om man vil), – en indlemmelse heri som vores herværende bibeloversætter i sin indledning til denne bog nævner som dens mulige nytestamentelige perspektivering, og -hvad værre er- som han desuden implicit ’sanktionerer’ ved i NT at opfatte (‘og oversætte’) kravet om- og behovet for- at “blive født af vand og Ånd” for at indgå i Guds rige, til -for vandets del- at gå på: det vand der går- før en kvinde føder,- førende det Nytestamentelige ind under dette Gammeltestamentelige – i stedet for omvendt.

      • 4444dddd

        Ikke fordi det Nytestamentelige mangler den pågældende toheds-ophævende Enhed, blot ikke ‘produceret’ af en naturlig kvindefødsel + Moselovens forordning, men frembragt af: det kvindefødte livs_ Dødelse som sådan = dét Skyldfrie sådanne (alias: den person), som af Loven fradømtes livet under loven, korsfæstedes, døde og begravedes, men på tredje dag ’stod op af døden’ og snart efter optoges til Gud i Himmelen – meddelende meddelagtiggørende verden (= enhver) Sin givne Guddomsfylde pr Troens modtagelse.

        • 4444dddd

          [ Det dybtgående, -og deraf måske også det dybtliggende, i: “tohedssagen”, er at den kristent set om- eller indbe-_fatter (karakteriserer-) Gud selv -(altså den ene sande-, alt det tilkomnes skaber-, som er En), derved at denne ene og samme Gud jo ‘giver sig selv’ (-‘har sig selv’) som / i : FADEREN-OG-SØNNEN, hvor imellem Faderen ikke er Sønnen (men heller ikke ‘noget andet’) og Sønnen ikke er Faderen (men heller ikke ‘noget andet’), som ved det, at Gud er: Den Værende, som har givet og giver alt værende (dets): Væren- bliver en indgående ‘grundsubstans’ i: Væren, som sådan, -for alt værende, – og deraf måske både ‘passe med’ så også at ‘tegne’ sig i Guds (eget ords) egen fremstilling (af Sit (eget)), og, igen Kristent set, selv ‘passe med’ at “Gud er Kærlighed” (allerdybest), d.v.s. på een gang Forudsættende tohed(en) og- /~for at kunne- ‘Ophæve’ den _som sådan.
          / ‘Endnu dybere-gående’ har så også Filosofien ført sagen selv over i de rene abstrakte tankebestemmelsers verden (-ud over/af sådan noget som: Guds Kærligheds- Hans Nådes-) – og deri gerne fulgt af teologer, som har ment Det da måtte være ‘endnu bedre /dybere’ – forglemmende, som Kierkegaard siger, “selv at være en faktisk eksisterende, og om Det kristent set er Etisk forsvarligt.” ]

    • 4444dddd

      Men rigtigt er det jo, at vi hos profeten Zakarias kan læse, at “i hine dage skal ti mænd af alle folks tungemål gribe fat i en [‘zionistisk’] jødes kappeflig og sige: Vi vil gå med jer; for vi har hørt, at Gud er med jer” (8, 23) /(_lidt i tråd endda med Ruts: trækken boaz’ kappeflig over sig, ’søgende ly under Herrens, Israels Guds vinger’ ~kap. 3), og_ apostolisk sandt er det, at den jødedom, der ‘i mellemtiden’, er fjendske mod- /(fjender af-) evangeliet, dog er (og bliver) elskede af Gud for fædrenes skyld og engang – når Herren /(Jesus) (igen): troner på Zion – skal omvende sig og søge ham dér (Rom. 11), en Hemmelighed i det nugældende, som (nytestamenteligt) måske vil: åbenbare sig, når åbenbaringsbogens ord (kap. 19) om tusindårsriget forvirkliges, passende med så, at hvor Herrens egen opstandelse højst overraskende (især) blev til gode for: hedningefolkene, så bliver (måske) “martyrenes” sæskilte ditto i særdeleshed (og højst overraskende) jøderne til gode.
      – Måske, måske ikke. Gud ved det.

      • 4444dddd

        Tankevækkende nok kan man hertil sige, at dén “kristen-hedenske kristendom”, der i givet fald ville passe ind i billedet, netop kunne være en, der ‘teologisk’ har fundet det mere passende /adequat, at eksponere: ‘Nødvendigheden’ af det naturgivne livs Fødelse /~’slægtslivets’, frem for og på bekostning af: Nødvendigheden af dette sammes (-kødets): Dødelse /~korsfæstelse, og som jeg i mine kommentarer til flere af kapitlerne i NT har påpeget vores oversætter at være (netop): Eksponent for.-
        – I så fald _Kunne_ det jo godt siges indgå i Guds visdom – omend ikke just som et udslag af den – og yderligere kunne det så eksemplificere for os, hvad en (gennemført) samtids-orienteret/tjenende oversætning af “Guds ord” så måtte ville få ud af det.

    • 4444dddd

      ! det er nu i _kap. 20_ tusindårsriget omhandles-
      \Aprospos, så er det da umiddelbart mig selv lidt gådefuldt hvordan “folkene” som sådan fremdeles kan være med–indgående i Den Nye Verden – evighedens /(kap. 21),_ uden (måske) derigennem at det er de folk /hedninge-folk, der folkeligt_religiøst har taget imod Guds Søn /Ordet /Evangeliet /(kristendommen, dåben), (dét som jøderne ikke gjorde), -og så herigennem (måske) kan tjene som ‘indhold’ for den karakteristik af Guds og Lammets tjenere /’præster’: at de er: Konger (~”et kongeligt præsteskab”), -der jo så nemlig må have nogen at være konger over-.
      Til gengæld tager “jøderne” så (igen) ‘revance’, derved at disse folk slet ikke kan komme ind i staden selv, Det Ny Jerusalem, uden at det sker ved at gå gennem en af dens tolv porte, ~’igennem en af Israels tolv stammer’.

  7. 4444dddd

    Føjer vi hertil, at oversætterens måske mest ledende princip for sin oversætning er at udradere alt det af den, der kunne bekræfte /understøtte en vis (folkekirkelig) opfattelse af dåben ( ~ barnedåben /’folkedåben’) (som (selve) : ‘Det frelsende’), – så tegner der sig: “En Bibel”, der både fortoner /omgår, den enkeltes personlige : Kors-Optagende efterfølgelse, og_ (-altså: I givet fald) : Har frakendt folkelegemelighedens livselement ‘livet’ (-i : Den Ny Verden, /-måske lovlig inspireret af: ‘den ny verdens’ (Amerikas) (manglende) : Folkelegemelighed) – og som jeg godt vil udskrive her, fordi jeg ved, denne bibel befindes meget adequat /passende, for dén (frikirkelige) ungdom (især), der gerne (fortsat) skulle kende sig hjemme i menighedens sammenkomst som sådan ( : i Ordets sfære), under deres (lige-)fulde forbliven i, hvad de (netop som: unge-) er (‘blevet til’) : Børn af deres samtid /(-s verden).

    • 4444dddd

      Kierkegaard taler om, at kristne forældre, som sådanne, har en egoistisk interesse i, at den ‘familiært interne’ kristendoms formidling ‘vogter sig for’ at være på det nytestamentelige ords egen præmis, det Guds Ords som “..er skarpere end noget tveægget sværd og trænger så dybt ind, at det sønderdeler sjæl og ånd, marv og ben..”, -og derind under (end mere): Familiesammenknytningens ‘bånd og sener’, [-sådan som Jesus sagde Om Disciplene -da hans mor og brødre ville kalde ham ud til sig-; “Se, her er min moder og mine brødre!” – og som Simeon sagde til Maria i templet: “ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge!”], — men i stedet hellere lader den ‘gå for sig’ inde under ‘menneskelivets’ gammeltestamentelige præmis, déts Opretholdelses, /’udlæggende’ apostelordet om at: “Det gamle er forbi-, Se, noget nyt er begyndt”, til: “Noget nyt er begyndt-, Se, det er det gamles (‘forevigede’) Fortsættelse”(?), / — noget der jo faldt ham selv i øjnene formedelst hans egen flittige læsning af det Nye testamente /på græsk endda, og hvortil vi måske kunne sige, at hvis saltbøssens indhold gøres saltløs, hvordan skal vi da ‘blive saltede’.

    • 4444dddd

      At den samme ‘tendentiøsitet’ så iøvrigt også giver sig til kende i det gammeltestamentelige Gudsords oversættelse har vi et eksempel på her i kapitlet, [vers 15], hvor Oversættelsen -i stedet for at lade Ruts helhjertede holden sig Herrens ord efterretteligt “være et større gode end syv sønner” (-nemlig under evighedens perspektiv [~Es. 56]),- lader det være “Ruts (sviger)-datterlige trofasthed, der er større end syv sønners sønlige ditto”; – /sådan som det også er nærmere omhandlet i slutningen af min meget lange kommentarrække til 1. Joh. 5.

    • 4444dddd

      Sjovt nok ved jo også farisæerne på Jesu tid at tale om (netop): “syv sønner” /-brødre, i forbindelse med (netop): Moselovens forordning om at indgå svogerægteskab, hvorudaf de så -på (netop) det foreliggende (faldne) menneskelivs (‘forevigede’) præmis /-’slægtslivets’,- mener at kunne afvise (tanken om) : En kommende Opstandelse; – hvortil: Jesus bedyrer dem, at de er “Helt på vildspor”.

  8. 4444dddd

    A pros pos ‘den ny verdens’- altså: den amerikanske dittos- indflydelse, så kan vor her-og nu-gældende samtid vel meget godt /mest udpræget- karakteriseres ved: At stå i dens (dénne ‘ny verdens’) tegn_: Individualiseringens /(og globaliseringens), alias dén menneskelige selvopfattelses der ‘atomiserende’ definerer menneskeheden efter luftens stoflige tilstandsform = de ‘atomare enheders’ selvstændige (bevægelses)-Frihed (-og endda, kunne man sige, ført yderligere igennem til også at selvstændiggøre den ægteskabelige etheds ‘bestanddele’ – /yderligere ‘forædlet’ efter: ædelgasserne, kunne man sige) – en (individualiserende) ‘fri-sættelse’, der i vor åndelige forbindelse (~til Guds ord) vel i første omgang godt _Kunne_ forbindes til hedninge-apostelens ord om, at de troende hedninger _Som Sådanne_: er blevet afhugget af dét vilde oliventræ, de af natur var grene på (deraf nemlig (og ensbetydende med-) at de ved deres tro (nu) er (blevet) indpodet i det ædle oliventræ), betydende at forbindelsen kommer til at halte, hvis ikke ‘afhugningen’ /’fri-sættelsens’ er denne samme Indpodnings medfølge, /-eller hvis dette andet vilde oliventræ dog skulle være trådt i: Rod-forbindelse med det ædle’s: Rod, og dens “fede saft” (Rom 11).
    Men netop ved at kunne kaldes amerikansk influreret har så denne samtids-tegnende individualisering jo også et forud-givent indpodnings-aspekt ved sig, nemlig: i ‘den ny verden’ (-s-orden), ~ i: “Guds eget land” (-s), – hvis identiskhed med: Guds Søns rige man dog måske kunne tvivle om, deraf f.eks. at Guds (og Troens) ord lærer os, at: Guds rige ikke kommer udvortes /objektivt observerbart, men “er inden i jer” (Luk. 17), -der dog godt _Kan_ oversættes med “midt iblandt jer”, sådan som vores herværende oversætter, sjovt nok, insisterer på, at det skal, -ud fra det objektivt anlagte kriterium, at når Jesus her taler Guds (og troens) ord foranlediget af et spørgsmål fra nogle farisærere (-der ikke har Guds Ord/-rige blivende I sig), så vil han ’selvfølgelig’ sige noget, der (‘alternativt’) bedst kunne passe til- og med- Deres ståsted, /deres: ‘verden’ – sådan som enhver nutidig kommunikations-videnskabelig uddannet lingvist ved, at ‘man’ skal gøre det.

    • 4444dddd

      -Lige for at trække sagens linjer op, så er det, som de nævnte farisæere “ikke har i sig”, jo: Troen- simplement -på Ham, at han er Guds Søn, (ud)-Talende det (ham givne) Guds ord, som ved troen planter Guds rige i den troende, vis a vis indpoder ham i Det, hvortil så oversætteren lige godt fører sin egen kommunikations-videnskabeligt oplyste tilgang til sagen (: at hvis ikke det udtalte tilpasses hvad tilhøreren /(målgruppen) ‘har i sig’, så bliver der ‘jo’ slet ingen: Kommunikation-), over på: Jesus (-der jo dårligt kan tænkes kommunikativt uoplyst /udygtig), / -den kommunikations-videnskab der forøvrigt er udklækket indenfor den amerikanske reklameindustri, -helt uden forestilling om, at der kunne gives en ’salgsvare’, hvor ‘reklamen’ for den selv udgjorde varen, når og såvidt ellers den gaves ud i en _tro_ udgave, mens den i modsat fald slet ikke er- (Varen).
      Når det er sagt, så taler jo også både Jesus og apostelen om at holde igen på belæringen, fordi de troende (endnu) ikke kan bære det, deres tro endnu ikke er bæredygtig for det, deraf at de, trods åndeligt fødte, endnu er for kødeligt sindede- (Joh. 16; 1. Kor. 3), men det er jo noget ganske andet -sådan cirka det modsatte af- så at lave om på det -for deres skyld, for at de kan forblive ‘dem de (Nu (engang)) er’-: ‘en af fiskene’ i vort demokratiske samfunds store menneskehav af potentielle kunder /købere, som det er Varens opgave at kunne Kommunikere med -i hvert fald for majoritetens del.

  9. 4444dddd

    Jeg skal da forøvrigt medgive, at det må kaldes en Fin omstændighed ved originalteksten i Luk. 17, at den også ‘rummer’ /tillader betydningsmuligheden: “[midt] iblandt jer”, /-sådan som også vore tidligere -skal vi sige: grundige og omhyggelige- bibeloversættelser gerne anmærker muligheden af-\, nemlig i henseende til at være Jesu svar til nogle farisærere, der, om de end ikke har troen ‘boende i sig’, så dog har det troens Ord (Himmerigets), der “blev kød og tog bolig iblandt dem (nemlig: iblandt Dem, -sit eget folk)” ‘gående rundt mellem sig’ (-“Ham i hvem hele Guddomsfylden bor legemligt”), – og hvor vi så kan sige, at tekst-anmærkningen om det netop gør ‘reklameringens’ formidling (mere): Tro-, (d.v.s. giver: Varen- (selv)), -mens udeladelsen af Originaltekstens Grundbetydning: “Indeni jer” (-til fordel for “midt iblandt jer”), sjovt nok så bliver til en mønsterlig gentagelse af det tidligere fremdragne “vand”-eksempel, igen førende det nytestamentelige ind under det gammeltestamentelige, \ i stedet for omvendt.

    Jeg har hertil reflekteret lidt over, hvordan og i hvilken forstand der også i denne sekundære oversættelse kunne ligge noget mere specifikt Kristent /~nytestamenteligt sandt, og ser dertil to muligheder byde sig. Den første er, at Jesus jo bedyrer, at “Hvor to eller tre er forsamlede om mit navn, dér er jeg midt iblandt dem” = den almægtige, der vil give dem hvad som helst, de bliver enige om at bede ham om (Matt. 18)-, altså når og hvor Hans menighed (-s medlemmer, “jordiske lemmer” (-på Hans legeme)) “aktualiserer” sig: Som sådan, /overgående, om man vil, fra luftighedens tilstandsform til: legemlighedens, -og som jeg egentlig tror, er det, vores oversætter nærmest knytter: “Guds rige” sammen med, uden måske at sondre mellem om ‘dets atomare enheder’ befinder sig i luftighedens eller legemlighedens tilstandsform.
    Den anden mulighed jeg synes byder sig -for den sekundære oversættelses ‘nytestamentelige optagelse’,- kunne være at forbinde den til Kærlighedens _mellem-menneskelige_ bånd (altså: Broderkærlighedens, Guds kærlighed i Kristus), der så igen vil konstituere legemlighedens ‘tilstandsform’ (nemlig som et levende /(be)-Åndet sådant)- frem for luftighedens ditto.

  10. 4444dddd

    Forøvrigt spørger farisæerne jo ikke Jesus om: Hvor Guds rige er-, men om: Hvornår det kommer (-‘til verden’ ~etablerer sig som sådan), hvortil det svar på det, der efter først at have afvist percipérbarheden af det, ved så at lade det Være værende “midt iblandt dem”, heri strengt taget kun (yderligere) afviser, at det (er noget, der) Kommer (~ikke allerede er her- altså: Her (og nu)), hvoraf det alt i alt, og sjovt nok, -når det så skulle konkretesire sig for os- helt umiddelbart ville passe med Luftens mellemrums-udfyldende fakticitet, – ~både passende for udtrykket: ‘Det ligger i luften’, /der så alligevel godt Kunne pege hen til noget Kommende (f.eks. et tordenvejr)/, men også forsåvidt med at være noget ‘levendegørende’, ~kropsligt levendegørende- pr: den kropslige: iltoptagelse- hérfra, _bibelsk_ ‘passende’ med, at det var da Gud Herren blæste ånde i Adams næsebor, at “mennesket” blev gjort levende, – så at når blot vi holder os til dette helt grundlæggende- (osse: bibelsk Helt grundlæggende)- d. v. s: I vores tekstformidling holder Formidlingens egen tekst åben for meningsmæssigt at kunne reflektere sig på dette helt grundlæggende /(helt alment-naturlige) plan (der så også vil være det faldne ‘dødsdømte’ menneskes-), så er jo refleksen af selve det Fælles-gældende blinkende i det (_til optimering af: “Kommunikationens” ‘indtræffelse’ som sådan -pr modtagerens oplevelse af det kommunikeredes samstemmen med sig, -med hvad han har ‘i sig’ -/til Dets bekræftelse) ___, eller (??-): så er det jo: refleksen af dette fælles-gældende, der er blinkende i det –(?) \(__~på bekostning af- og i stedet for: dét Budskabsords- (Gudsords-), der fordrer modtagerens samstemmen i Dét, imod og på trods af hvad han fælles-gældende ‘har i sig’, /(fordrer:Troen) ).

    / -Mens herimod (over-)Sætningen: “Thi Guds rige er indeni jer”, jo for det første er umiddelbart samsvarende med upercipérbarheden af det (giver os Hele besvarelsen som: et (kontrasterende) Hele), og for det andet så hentydende til, at de qua mennesker er skabte /anlagte til at (kunne) ‘rumme’ /bære /afspejle- Hans billede som er Ånd- /(ikke at forveksle med Luft)/ (alias: “De ord_ som er Ånd og er Liv-“, og som det er givet Sønnen at tale til Dem), og for det tredje, hvis de (farisæisk) ikke selv lader Åndsordet slå rod i sig -ved troen, så dog er dem /det (udvalgte) folk-, som dette frelsesgivende /(genoprettende ~ syndsforladende) Åndsord så Udgår fra_ -til verden.

Skriv en kommentar til dette kapitel

Du skal være logget ind for at poste en kommentar.