Indledning / 1 / 2 / 3 / 4 / 5 / 6 / 7 / 8 / 9 / 10 / 11 / 12

 

1Et par døde fluer kan få en hel flaske parfume til at stinke, og en smule tåbelighed kan overdøve mange visdomsord. 2Den vises tanker er hans styrke, tåbens tanker er hans svaghed. 3Man kan genkende en tåbe, bare man ser ham gå hen ad vejen.

4Hvis din overordnede bliver vred på dig, skal du ikke sige op af den grund. Selv alvorlige misforståelser kan glattes ud, hvis du tager det ganske roligt.

5En anden uretfærdighed har jeg lagt mærke til, og det er en fejl, som magthavere ofte begår: 6De giver tåbelige personer en høj stilling, men overser dem med de store evner. 7Jeg har endda set slaver ride som fyrster, og fyrster gå til fods, som var de slaver.

8Den, der graver en grav, må passe på ikke selv at falde i den. Den, der nedbryder en gammel mur, skal passe på ikke at blive bidt af en slange i buskadset. 9Den, der arbejder i et stenbrud, skal passe på ikke at få en sten ned over sig. Den, der fælder træer, skal passe på ikke at blive knust under et af dem. 10Hvis øksen er sløv, må der lægges flere kræfter i under arbejdet. Den kloges visdom kan hjælpe ham, så hans arbejde lykkes. 11Hvis slangen bider, før den er tæmmet, hjælper det ikke, at slangetæmmeren er nok så dygtig.

Visdom og tåbelighed

12En vismands ord bringer ham ære og fremgang, men tåbens ord giver ham store problemer. 13Fordi hans udgangspunkt er tåbeligt, bliver hans konklusion det rene sludder. 14Tåber snakker og snakker, men hvem kan vide, hvad fremtiden bringer? 15En tåbe kan blive så udmattet af sit arbejde, at han ikke engang kan finde vejen hjem.

16Det er en ulykke for et land at have en tåbelig konge, som tillader landets ledere at være fulde fra morgenstunden. 17Det er godt for et land at have en forstandig konge, som har styr på landets ledere, så de kun fester på de rette tidspunkter – og uden at blive fulde. 18Den dovne blæser på, at taget er utæt, og bjælkerne er ved at rådne. 19Fest fører til latter, og vin gør munter, har man penge, kan man få det hele. 20Tænk aldrig en ond tanke imod kongen. Tal ikke ondt om dem, der sidder ved magten, ikke engang hjemme i dit eget soveværelse. En lille fugl kunne synge om, hvad du sagde i smug.

Skriv en kommentar til dette kapitel

Du skal være logget ind for at poste en kommentar.