Indledning / 1 / 2 / 3 / 4 / 5 / 6 / 7 / 8 / 9 / 10 / 11 / 12 / 13 / 14 / 15 / 16 / 17 / 18 / 19 / 20 / 21 / 22 / 23 / 24 / 25 / 26 / 27 / 28 / 29 / 30 / 31

 

1Pral ikke med dine fremtidsplaner,

du ved jo ikke, hvad morgendagen bringer.

 

2Ros ikke dig selv,

men overlad det til andre.

 

3Sten og sand er tungt at bære,

men at udholde en tåbes provokationer er værre.

 

4Det er hårdt at møde vrede,

men bitter jalousi er dog værre.

 

5Kærlighed, der irettesætter,

er bedre end passiv kærlighed.

6Det er bedre at få kritik fra en ven

end skulderklap fra en fjende.

 

7Den, der er stopmæt, har ikke lyst til dessert,

men den sultne kan spise tørt brød.

 

8Som en fugl, der er kommet bort fra sin rede,

er den, der har måttet forlade sit hjem.

9Sande venner giver styrke til sjælen

som aromatiske olier giver lindring til kroppen.

10Vedligehold dine venskaber,

både dine egne og dine forældres.

Når ulykken da rammer,

behøver du ikke søge hjælp hos en slægtning.

Det er bedre at have en god ven tæt på

end en slægtning langt borte.

 

11Når du vokser i visdom, min unge lærling, gør du mig glad,

for så har min undervisning dog båret frugt.

12Den fornuftige ser faren på forhånd og undgår den,

en tåbe vader videre og må tage konsekvensen.

 

13Den, der stiller kaution og tager imod pant fra fremmede,

risikerer at miste alt, hvad han ejer.

 

14Hvis man for tidligt råber godmorgen til sin nabo,

bliver han irriteret i stedet for glad.

 

15En kone, der altid skælder ud,

er som vedvarende dryp fra et hul i taget.

16At få hende til at holde op

er som at prøve at fange vinden

eller holde fast på et stykke sæbe.

 

17Som jern skærper jern,

sådan skærper gode venner hinanden.

 

18Den, der passer et figentræ godt,

får del i frugten,

og den tjener, der passer sit arbejde godt,

får ære og ros fra sin herre.

 

19Dit ansigt kan du se i et spejl,

din karakter kan du se i dit hjerte.

 

20Død og ødelæggelse får aldrig ende,

et begærligt menneske får aldrig nok.

 

21Smeltning afslører guldets ægthed,

et menneskes omdømme viser dets karakter.

 

22Om du så hakkede en tåbe til plukfisk,

ville hans dumhed stadig hænge ved ham.

 

23Pas godt på dine får og geder,

sørg godt for hele din besætning.

24Ejendele og position kan man hurtigt miste,

selv kongen ved ikke, om hans søn arver tronen.

25Men når høet er høstet og nyt græs spirer frem,

og når græsset på skråningerne er bragt i hus,

26da får du masser af uld til nyt tøj,

og du kan opkøbe jord ved at sælge dine geder.

27Tilmed har du rigeligt med gedemælk,

nok til dig selv, din familie og dine tjenestefolk.

En kommentar om “Ordsprogene – Kapitel 27”

  1. mollerik

    Kærlighed, der irettesætter, er bedre end passiv kærlighed.
    Det er bedre at få kritik fra en ven end skulderklap fra en fjende.
    Som jern skærper jern, sådan skærper gode venner hinanden.

Skriv en kommentar til dette kapitel

Du skal være logget ind for at poste en kommentar.