Indledning / 1 / 2 / 3 / 4 / 5 / 6 / 7 / 8 / 9 / 10 / 11 / 12 / 13

 

Folket bekender deres synd

1Den 24. dag i den syvende måned samledes folket igen i Jerusalem. Denne gang fastede de og klædte sig i sækkelærred og kom jord på hovedet for at vise deres sorg. 2Israelitterne skilte sig ud fra alle de fremmede og bekendte deres egen og deres forfædres synd. 3-4I tre timer blev der læst op af Toraen, mens folk stod op og lyttede. I de næste tre timer bekendte folket deres synd og tilbad Herren deres Gud under ledelse af levitterne Jeshua, Bani, Kadmiel, Shebanja, Bunni, Sherebja, Bani og Kenani, der alle stod på trapper eller forhøjninger.

5Derefter råbte levitterne Jeshua, Kadmiel, Bani, Hashabneja, Sherebja, Hodija, Shebanja og Petaja til folket: »Rejs jer og pris Herren, jeres Gud, som lever fra evighed og til evighed!« Så lovpriste de Herren, han som er langt større end nogen kan fatte og udtrykke. Ezra ledte lovsangen:

 

6»Du er Gud, du er den eneste!

Du skabte himlen med alle dens stjerner,

jorden med alt, hvad den rummer,

havene med alt, hvad der findes i dem.

Fra dig udspringer alt liv,

og hele himlen tilbeder dig.

 

7Det var dig, Herre, vor Gud,

som udvalgte Abram,

førte ham ud af Ur i Kaldæa

og gav ham navnet Abraham.

8Du så hans hjertes trofasthed.

Derfor sluttede du pagt med ham

og gav ham løftet om landet,

hvor kana’anæerne og hittitterne,

amoritterne og perizzitterne,

jebusitterne og girgashitterne boede.

Og du holdt dit løfte, som du altid gør!

 

9Du så vores forfædres nød i Egypten,

hørte deres råb ved Det Røde Hav.

10Du fældede Farao og alle hans folk,

du vidste, hvor hovmodige de var.

Med tegn og undere greb du ind.

Derfor er du æret den dag i dag!

11Du kløvede havet for folkets øjne

og lod dem vandre tørskoet over.

Men deres fjender fejede du bort.

Du druknede dem på havets bund,

de sank som sten i bølgernes brus.

12Med en skysøjle viste du vej om dagen,

en ildsøjle lyste for dem om natten.

 

13Du steg ned på Sinais bjerg

og talte til folket fra Himlen.

Du gav dem retfærdige regler,

gode love, bud og befalinger.

14Du bød dem at holde Sabbatten hellig,

gav dem din lov gennem Moses, din tjener.

15Du stillede deres sult med brød fra himlen,

slukkede deres tørst med vand fra en klippe.

Du bød dem gå hen og indtage landet,

det land, du havde lovet dem.

16Men vores forfædre blev hovmodige,

hørte ikke på dine bud.

De adlød ikke dine befalinger,

17men fortsatte i deres ulydighed.

De glemte alle de undere,

som du gjorde engang.

De nægtede stædigt at ydmyge sig,

ville hellere tilbage til Egyptens slaveri!

Men du, oh Gud, er barmhjertig og god.

Du vredes nødigt, men tilgiver gerne.

Stor er din nåde og trofasthed,

du lod dem ikke i stikken.

18De støbte en tyrekalv af guld og råbte:

‘Her er den gud, som førte os ud af Egypten!’

De hånede dig op i dit åbne ansigt,

19men du viste dem alligevel nåde.

Du prisgav dem ikke i ørkenen!

Skysøjlen ledte dem fremad om dagen,

ildsøjlen viste dem vej om natten.

20Du vejledte dem ved din gode Ånd,

gav dem manna at spise

og vand til at slukke deres tørst.

21Du sørgede for dem i 40 år,

de manglede intet i ørkenen.

Deres klæder blev ikke slidt op,

deres fødder blev ikke ømme!

22Du gav dem sejr over mægtige folkeslag,

hjalp dem indtage landet stykke for stykke.

De erobrede kong Sihon af Heshbons land

og siden kong Og af Bashans rige.

23Du gjorde dem talrige som himlens stjerner.

Du førte dem ind i det dejlige land,

som du havde lovet deres forfædre,

at de skulle få i arv og eje.

24Deres børn kom og indtog landet.

Du overgav kana’anæerne til dem,

så de kunne gøre, hvad de ville,

med både konger og folkeslag.

25De indtog befæstede byer,

overtog fornemme huse med store vandreservoirer.

De overtog frugtbare jordlodder og vingårde,

olivenlunde og frugtplantager.

De spiste sig mætte og fede

og glædede sig over dine gaver.

26Men de gjorde oprør imod dig,

var ulydige og tilsidesatte din lov.

De myrdede dine profeter,

som formanede dem til omvendelse.

De hånede dig op i dit åbne ansigt.

27Da udleverede du dem til fjenderne,

og de kom i stor nød og ulykke.

I deres lidelser råbte de til dig,

og du hørte deres råb i din Himmel.

I din nåde sendte du dem ledere,

som frelste dem fra deres fjender.

28Men så snart der igen var fred,

gjorde de atter oprør imod dig.

Du gav dem påny i fjendevold,

så de igen måtte råbe til dig om hjælp.

Du hørte deres bøn i himlen

og reddede dem gang på gang.

29Du formanede dem til at følge din love,

men de ville ikke høre på dine bud.

De overtrådte de befalinger,

som netop skulle holde dem i live.

De var stædige og stivnakkede,

de nægtede at adlyde dig.

30I mange år bar du over med dem.

Du advarede dem ved din Ånd

gennem dine profeters ord.

Men de vendte det døve øre til,

og fremmede folk besejrede dem.

31Men på grund af din trofasthed,

udryddede du dem aldrig helt.

I din nåde svigtede du dem aldrig,

for du er en barmhjertig Gud.

 

32Og nu, Herre, vor Gud,

du store, mægtige, frygtindgydende,

du, som holder fast ved din pagt og nåde,

du ved, hvilke lidelser der har ramt os:

vores konger, fyrster og præster,

profeter, forfædre og hele vores folk

siden assyrerkongerne indtog vores land.

33Hver gang du straffede os, var det retfærdigt.

Du havde ret, og vi havde uret.

34Vores konger adlød ikke dine love,

vores fyrster, præster og forfædre

lyttede ikke til dine gentagne advarsler.

35Du gav dem deres eget land,

du viste dem godhed gang på gang.

De nød godt af et stort og frugtbart land,

men vendte sig ikke fra deres ondskab.

36Derfor sidder vi som slaver i vores eget land,

det dejlige land, du gav vores forfædre

for at de skulle nyde dets goder.

37Landets rigdom går nu til de konger,

du har sat over os på grund af vores synd.

De har hånds- og halsret over os.

Vi er i stor nød!

En kommentar om “Nehemias – Kapitel 9”

  1. mollerik

    De nød godt af et stort og frugtbart land,
    men vendte sig ikke fra deres ondskab.
    Derfor sidder vi som slaver i vores eget land,
    det dejlige land, du gav vores forfædre
    for at de skulle nyde dets goder.
    Landets rigdom går nu til de konger,
    du har sat over os på grund af vores synd.
    De har hånds- og halsret over os.
    Vi er i stor nød!

Skriv en kommentar til dette kapitel

Du skal være logget ind for at poste en kommentar.