Indledning / 1 / 2 / 3 / 4 / 5

 

Straf, smerte og håbløshed

 

1Afstraffelsen var hård, hans vrede imod mig stor.

2»Af sted med dig!« sagde han, og førte mig ind i det dybeste mørke.

3Angrebene haglede ned over mig, jeg oplevede hans straf dagen lang.

4Bedøvet ligger jeg med knuste knogler, min hud er flået i laser.

5Bitterhed og smerte er blevet min lod, han omringede mig og angreb fra alle sider.

6Bunden er nået, dødens mørke omslutter mig, som om jeg allerede lå i graven.

7Det føles, som om jeg er låst inde og lagt i lænker, jeg er ude af stand til at slippe fri.

8Desperat råber jeg om hjælp, men han har besluttet ikke at høre mine bønner.

9Der er ingen vej ud af mit fængsel, for enhver flugtvej er spærret af forhindringer.

10En løve lå på lur efter mig, en vild bjørn overfaldt mig.

11Enden var nær, for han trak af med mig og begyndte at flå mig i småstykker.

12Eller han var som en bueskytte, der brugte mig som skydeskive.

13Forfærdet så jeg hans pile komme flyvende og bore sig ind i mit hjerte.

14Folk lo blot ad mig, de sang spotteviser dagen lang.

15Frygteligt var det at drikke et bæger så fuldt af sorg og smerte.

16Gruset fyldte min mund, da han trykkede mig ned i støvet.

17Glemt er den glæde, jeg havde engang, og fred hører fortiden til.

18Grænsen for min udholdenhed er nået, jeg har mistet håbet om, at Herren vil redde mig.

Herrens trofasthed, nåde og almagt

19Hjemløs og ulykkelig ligger jeg her, jeg kan ikke holde ud at tænke på min smerte.

20Hver gang jeg tænker over det, bliver jeg dybt deprimeret.

21Håbet er dog ikke helt udslukt, for én ting holder jeg fast ved:

22Herrens trofasthed er stor, hans barmhjertighed er ikke brugt op.

23Hans trofasthed er stor, hans nåde er ny hver morgen.

24»Herren er min Gud,« siger jeg, »derfor vil jeg sætte min lid til ham.«

25Ingen, der søger Herren, bliver skuffet, han hjælper dem, der håber på hans svar.

26Imødese hans svar med tålmodighed, for før eller siden vil han gribe ind.

27I ungdommen må man lære at bære sit åg.

28Ja, når Herren lægger sit åg på mig, må jeg acceptere det i stilhed.

29Jeg vil bøje mig for ham i ydmyghed, for der er stadig håb om redning.

30Jeg vil vende den anden kind til og tage imod alle fjendens fornærmelser.

31Lidelsen varer ikke ved, for Herren forkaster os ikke for evigt.

32Leder han os ind i sorg og smerte, viser han os bagefter nåde og barmhjertighed.

33Lad ingen tro, at han glæder sig over at straffe vores ulydighed.

34Mon Herren ikke ser, når et land mishandler sine fanger?

35Mon Herren ikke ser, når nogen dømmes uretfærdigt?

36Mon Herren ikke ser, når et menneske fratages sine rettigheder?

37Nogle tror, at de handler i egen kraft, men Herren står bag det.

38Når vi oplever velsignelse eller bliver straffet, kommer begge dele fra Herren.

39Nu kan vi lige så godt se i øjnene, at vi straffes for vore egne synder.

Omvendelse og syndserkendelse

40Oprigtig selverkendelse er nødvendig, lad os erkende vores synd og bede om nåde.

41Og lad os så løfte vore hjerter og hænder og råbe til Gud i Himlen.

42Oprørskhed førte os ud i store synder, som Herren var nødt til at straffe.

43På grund af vore synder blev du vred på os, du ramte os hårdt uden skånsel.

44Påkaldte vi dig i vore bønner, var det, som om du gemte dig bag en sky.

45Provokationen fra folkeslagene var ikke til at bære, de så på os som det værste skidt.

46Ringeagt og trusler var alt, hvad vi mødte fra alle vore fjender omkring os.

47Rædsel og angst fyldte vore hjerter, for hele vores verden blev lagt i ruiner.

48Reaktionen på mit folks ødelæggelse kunne ikke blive andet end en strøm af tårer.

49Strømmen af tårer, der flyder fra mine øjne, er ikke til at standse.

50Se i nåde til os, Herre, for kun du kan redde os.

51Synet af Jerusalems befolkning er en stadig smerte i min sjæl.

52Tænk på, hvordan fjenderne overfaldt mig, selv om jeg ikke havde gjort dem noget.

53Triumferende smed de mig i et dybt hul og overdængede mig med sten.

54Til sidst troede jeg, at alt var forbi, og jeg sagde: »Det er ude med mig!«

Bøn om hjælp og straf over fjenderne

55Uden noget af mit eget tilbage råbte jeg til dig, Herre.

56Udmattet og ussel skreg jeg om hjælp, og du hørte mine tryglende bønner.

57Uden at tøve kom du mig til hjælp og trøstede mig med et: »Vær ikke bange!«

58Ved at høre min bøn, Herre, har du reddet mit liv.

59Vær min dommer, Herre, og døm mine fjender for deres ondskab imod mig.

60Vend dig mod mine fjender, alle dem, der vendte sig mod mig.

61Øgenavne brugte de imod mig, Herre, du kender deres ondskabsfulde tanker.

62De håner mig dagen lang og lægger hele tiden nye planer imod mig.

63Hør, hvor de håner mig. Fra morgen til aften er jeg skydeskive for deres spot.

64Åh, Herre, de fortjener, at du straffer dem for alt det onde, de har gjort.

65Gør dem ude af sig selv af rædsel, udøs din forbandelse over dem.

66Forfølg dem i din vrede og udslet dem. Udryd dem fra jordens overflade.

En kommentar om “Klagesangene – Kapitel 3”

  1. mollerik

    22Herrens trofasthed er stor, hans barmhjertighed er ikke brugt op.
    23Hans trofasthed er stor, hans nåde er ny hver morgen.
    24 »Herren er min Gud,« siger jeg, »derfor vil jeg sætte min lid til ham.«
    25 Ingen, der søger Herren, bliver skuffet, han hjælper dem, der håber på hans svar.
    26 Imødese hans svar med tålmodighed, for før eller siden vil han gribe ind.

Skriv en kommentar til dette kapitel

Du skal være logget ind for at poste en kommentar.