Indledning / 1 / 2 / 3 / 4 / 5 / 6 / 7 / 8 / 9 / 10 / 11 / 12 / 13 / 14 / 15 / 16 / 17 / 18 / 19 / 20 / 21

 

Jesus og den samaritanske kvinde

1Da farisæerne i Jerusalem fik meddelelse om, at Jesus fik flere disciple og døbte flere end Johannes – 2selv om det faktisk var Jesu disciple, der døbte – blev de vrede på ham. Da Jesus blev klar over det, 3brød han op fra Judæa for at vende tilbage til Galilæa.

4Han vidste, at det var Guds plan, at han skulle rejse gennem Samaria. 5-6Da han nærmede sig byen Sykar i Samaria, standsede han op ved den berømte Jakobs brønd. Den ligger på et stykke jord, som patriarken Jakob købte og senere gav i arv til sin søn Josef. Jesus var træt efter den lange vandring og satte sig udmattet ved brønden. Klokken var cirka seks om aftenen.

7Kort tid efter kom en samaritansk kvinde for at hente vand, og Jesus sagde til hende: »Vær venlig at give mig noget at drikke.« 8Han var alene, for hans disciple var gået ind til byen for at købe mad. 9Kvinden blev overrasket over, at en jøde henvendte sig til hende, for jøderne plejer ikke at ville have noget med samaritanere at gøre. »Hvordan kan det være, at du, som er jøde, beder mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« spurgte hun.

10Jesus svarede: »Hvis du vidste, hvad Gud kan give dig, og hvis du forstod, hvem jeg er, så var det dig, der ville bede mig om noget at drikke – og så ville jeg give dig levende vand.«

11»Du har jo ingen spand,« sagde hun, »og brønden her er meget dyb. Hvordan vil du så skaffe det levende vand? 12Du er vel ikke større end vores stamfar Jakob, som gav os denne brønd? Kan du give mig vand, der er bedre end det både Jakob selv, hans familie og hans kvæg har drukket af?«

13Jesus svarede: »Drikker man af det her almindelige vand, bliver man tørstig igen. 14Men drikker man af det vand, jeg giver, vil man aldrig mere tørste. Det vand, jeg giver, bliver som en kilde, der vælder frem med evigt liv.«

15»Åh, giv mig noget af det vand!« udbrød kvinden. »Tænk, hvis man aldrig mere skulle tørste og være nødt til at gå helt herud efter vand!«

16»Gå hjem og hent din mand,« sagde Jesus.

17-18»Jeg har ikke nogen mand,« svarede kvinden.

»Det har du ret i, for du har haft fem mænd; og ham, du nu bor sammen med, er du ikke gift med. Dér sagde du noget sandt.«

19»Herre,« udbrød kvinden, »du må være en profet! 20Kan du så forklare mig, hvorfor I jøder påstår, at det kun er i templet i Jerusalem, man kan tilbede Gud? Vi har jo fra gammel tid tilbedt Gud på det her bjerg.«

21Jesus svarede: »Tro mig: Den tid kommer, hvor det ikke længere er væsentligt, hvor man tilbeder Gud – her eller i Jerusalem. 22I samaritanere tilbeder det, som I ikke kender, men vi tilbeder det, vi kender, for frelsen udgår fra jøderne. 23Men der kommer en tid, ja, den er allerede kommet, hvor de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. Det er den slags tilbedere, Faderen søger. 24Gud er ånd, og de, der tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.«

25Kvinden sagde: »Jeg ved, at Messias skal komme engang, og når han kommer, vil han forklare os alt.« 26Da sagde Jesus til hende: »Han står her og taler med dig!«

27I det samme kom disciplene tilbage. De blev overraskede over, at han talte med en kvinde, men ingen af dem spurgte ham, hvorfor han gjorde det, eller hvad han ville hende.

28Kvinden lod nu sin vandkrukke stå ved brønden og løb tilbage til byen. 29»Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort!« råbte hun. »Mon ikke han er Messias?« 30Straks løb en masse mennesker ud for at se, hvem det var, hun snakkede om.

Den åndelige, samaritanske ‘mark’ er klar til at blive høstet

31Da kvinden var gået, sagde disciplene til Jesus: »Mester, kom og få noget at spise.« 32Men Jesus svarede: »Jeg har mad at spise, som I ikke kender til.« 33Disciplene spurgte hinanden: »Hvem kan være kommet med mad til ham?«

34Jesus svarede: »Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og at fuldføre den opgave, han gav mig. 35I siger nok: ‘Der er stadig fire måneder til høsten begynder.’ Men jeg siger jer: Luk øjnene op! ‘Markerne’ er hvide og parate til at blive høstet! 36Høstfolkene er allerede begyndt at arbejde og få deres løn. De samler afgrøde ind til evigt liv. Den, som sår, skal glæde sig sammen med den, som høster, 37for her gælder det ordsprog: ‘Én sår, og en anden høster.’ 38Jeg har sendt jer ud for at høste det, som I ikke har arbejdet med. Andre har slidt i det før jer, men I skal fuldføre det, som de begyndte.«

Mange samaritanere kommer til tro på Jesus

39Kvinden gik rundt og fortalte alle og enhver om, hvordan Jesus havde vidst ting om hende, som en fremmed ikke kunne vide. Som resultat heraf var der mange samaritanere fra den by, som kom til tro på ham.

40Da samaritanerne kom ud til brønden, indbød de straks Jesus til at komme ind og overnatte i byen, og han blev hos dem i to dage. 41I løbet af den tid kom mange til tro ved at lytte til hans ord, 42og de sagde til kvinden: »Nu tror vi, fordi vi selv har hørt ham, og ikke kun på grund af det, du fortalte. Han er virkelig verdens Frelser, den Messias, vi har ventet på. «

Jesus helbreder en embedsmands søn

43Da de to dage var gået, fortsatte Jesus sin rejse til Galilæa, dog ikke til sin hjemby, 44for han havde jo selv sagt, at en profet ikke er anerkendt i sin egen by. 45Men de øvrige galilæere tog imod ham med åbne arme. Mange havde nemlig været i Jerusalem under påskefesten og havde set de undere, han havde udført der.

46Jesus slog sig foreløbig ned i Kana, hvor han havde gjort vand til vin. I byen Kapernaum i nærheden boede der en højtstående embedsmand, hvis søn lå alvorligt syg. 47Da han hørte, at Jesus var ankommet til Kana, tog han straks af sted, opsøgte Jesus og bad ham følge med til Kapernaum for at helbrede drengen, der lå for døden.

48»I vil kun tro på mig, hvis I ser tegn og undere,« sagde Jesus.

49»Herre,« bønfaldt embedsmanden, »du må komme, inden min lille dreng dør!«

50»Du kan roligt gå hjem,« sagde Jesus, »din søn er helbredt.« Manden troede Jesus og gik. 51Allerede på vejen hjem traf han nogle af sine tjenere, der var gået ham i møde for at fortælle ham, at hans søn nu var rask. 52Han spurgte dem, hvornår drengen var begyndt at få det bedre. »I går aftes ved syvtiden forsvandt feberen pludselig!« forklarede de. 53Da forstod han, at det var sket i det øjeblik, Jesus havde sagt: »Din søn er helbredt.« Og han selv og hele hans familie kom til tro på Jesus.

54Det var det andet mirakuløse tegn, som Jesus udførte i Galilæa, efter at han var vendt hjem fra turen til Judæa.

2 kommentare “Johannes – Kapitel 4”

  1. mollerik

    Jesus svarede: »Tro mig: Den tid kommer, hvor det ikke længere er væsentligt, hvor man tilbeder Gud – her eller i Jerusalem.
    I samaritanere tilbeder det, som I ikke kender, men vi tilbeder det, vi kender, for frelsen udgår fra jøderne.
    Men der kommer en tid, ja, den er allerede kommet, hvor de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. Det er den slags tilbedere, Faderen søger.
    Gud er ånd, og de, der tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.«

  2. Klynger | Promenaden

    […] av det, som jeg her tar dere med inn i.” Der krydsklippes mellem en læsning af stykket om Jesus og den samaritanske kvinde og en indføring i hvordan og hvorfor man bruger bækkenbundstræneren Vagiflex (i teksten kaldet […]

Skriv en kommentar til dette kapitel

Du skal være logget ind for at poste en kommentar.