Indledning / 1 / 2 / 3 / 4 / 5 / 6 / 7 / 8 / 9 / 10 / 11 / 12 / 13 / 14 / 15 / 16 / 17 / 18 / 19 / 20 / 21

 

De, der bliver genfødt ved Guds Ånd, får evigt liv

1En aften efter mørkets frembrud kom en af de jødiske ledere, en farisæer ved navn Nikodemus, for at tale med Jesus. 2»Mester,« sagde han, »vi er klar over, at Gud har sendt dig, for ingen kunne gøre de mirakler, du gør, hvis ikke Gud var med ham.«

3Da sagde Jesus: »Det siger jeg dig: Det er kun, hvis et menneske bliver født igen, at det kan komme ind i Guds rige.«

4»Hvad mener du?« udbrød Nikodemus. »Et voksent menneske kan da umuligt komme ind i sin mors mave igen og blive født endnu en gang?«

5Jesus svarede: »Det siger jeg dig: Det er kun, hvis et menneske bliver født af både vand og ånd, at det kan komme ind i Guds rige. 6Et menneske føder et menneskebarn, men Guds Ånd føder et åndeligt barn. 7Du skal ikke være så forundret over, at jeg sagde, at I skal fødes igen. 8Tænk på vinden. Den blæser, hvorhen den vil. Du kan ikke se, hvor den kommer fra, eller hvor den skal hen, men du kan høre dens susen. Sådan er det også, når Guds Ånd giver et menneske åndeligt liv.«

9»Jamen, hvordan kan det ske?« spurgte Nikodemus.

10Jesus svarede: »Du er lærer for Israels folk. Forstår du det ikke? 11Det siger jeg dig: Vi taler om det, vi kender til, og vi fortæller om det, vi har set – men I tror ikke på os! 12Hvis I ikke tror mig, når jeg fortæller jer om de jordiske ting, hvordan skulle I så kunne tro mig, hvis jeg begyndte at fortælle jer om de himmelske? 13Intet menneske har fået lov at se, hvad der er i Himlen, undtagen Menneskesønnen, som jo er kommet ned fra Himlen.

14-15Ligesom Moses løftede kobberslangen op og satte den fast på en stang ude i ørkenen, og de, der så hen på den, reddede livet, sådan skal Menneskesønnen løftes op, så enhver, der ser hen til ham og tror på ham, vil få det evige liv.«

16Gud elskede nemlig verden så højt, at han gav sin eneste Søn, for at enhver, der tror på ham, ikke skal gå fortabt, men få det evige liv. 17Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden gennem ham kunne opleve frelse.

18De, der tror på ham, bliver ikke dømt. Men de, der ikke tror på ham, er allerede dømt, for de har nægtet at tro på Guds egen Søn. 19Dommen kommer som følge af menneskers egne valg. Da Lyset kom ind i verden, valgte de nemlig mørket frem for lyset. Det gjorde de, fordi deres handlinger var onde. 20Onde mennesker hader lyset og undgår det. De ønsker ikke, at deres handlinger skal komme frem i lyset. 21Men de, der følger sandheden, kommer frem i lyset, så det kan ses, at de har handlet efter Guds vilje.

Johannes Døbers opgave er ved at være slut

22Efter sit ophold i Jerusalem vandrede Jesus rundt i Judæa sammen med sine disciple, hvor mange kom til dem og blev døbt.

23Men også Johannes døbte stadig mange mennesker, for folk blev ved med at strømme ud til ham. Han opholdt sig oppe ved Ænon i nærheden af Salem, hvor der var masser af vand. 24(Johannes var endnu ikke blevet kastet i fængsel.)

25En dag kom Johannes’ disciple i diskussion med en af de jødiske ledere om, hvem der havde ret til at døbe. 26Efter diskussionen kom disciplene hen til Johannes og sagde: »Mester, den mand, som kom til dig øst for Jordanfloden, og som du har fortalt om, han døber også, og nu går alle folk over til ham!«

27Johannes svarede: »Det er Gud, der giver hver enkelt af os vores særlige opgave. 28I har jo selv hørt mig sige, at jeg ikke er Messias, men jeg blev udsendt for at bane vejen for ham. 29Bruden tilhører brudgommen – men brudgommens ven, der står og venter på at høre brudgommens stemme, bliver glad, når han hører ham. Derfor glæder jeg mig af hele mit hjerte over det, som nu sker. 30Hans betydning vil blive større og større, min vil blive mindre og mindre.«

Tro fører til liv – ulydighed fører til dom

31Han, som er kommet ovenfra, står over alt og alle, men de, som kommer fra denne verden, hører denne verden til og er optaget af det, som hører denne verden til. Han, som er kommet fra Himlen, står over alt. 32Han fortæller om det, han selv har set og hørt, og alligevel vil næsten ingen tro ham. 33Men enhver, som er kommet til tro på hans ord, kan skrive under på, at Gud taler sandt. 34Han, som Gud har sendt, taler Guds ord, for Gud giver ham af sin Ånd uden begrænsning. 35Faderen elsker Sønnen og har overgivet alt i hans hænder. 36Alle, der tror på Sønnen, har evigt liv, men de, der ikke adlyder ham, får ikke del i det liv. De forbliver under Guds dom.

9 kommentare “Johannes – Kapitel 3”

  1. mollerik

    Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden gennem ham kunne opleve frelse.

  2. mollerik

    Jesus svarede: »—— Tænk på vinden. Den blæser, hvorhen den vil. Du kan ikke se, hvor den kommer fra, eller hvor den skal hen, men du kan høre dens susen. Sådan er det også, når Guds Ånd giver et menneske åndeligt liv.«

  3. 4444dddd

    Det tjener bestemt oversættelsen såvel som dens Oversætter til gode, synes jeg, at han ikke her i selve samtalen mellem Jesus og Nikodemus -via den rent menings-bestemte gen-Skrivelses princip- direkte har indskrevet sin (egen) ellers ofte nok fremsatte forståelse /(~`fastslåen´)- af, at: “vand”, her endelig ikke må forstås som dåbens vand, men sigter til: Barsels-vandet, det vand der går umiddelbart før en kvinde barsler.
    -Men det ville jo nok også kræve en (længere) decideret tilskrivning -i teksten. / (Tak for undladelsen af dét.)

    Skulle imidlertid nogen undre sig over, hvorfra det i vers 17 (-frit- ) tilskrevne ord: “opleve”, kommer ind, så er det nok (netop) som et stænk herfra, idet oversætterens tilsidesættelse, /Nedsættelse, /(`nedsænkning´ (-?!)) af : “dåben i vand”-, hænger sammen med den hans senere i livet gjorte (apostolsk-pinselige) antagelse / ophøjende ansættelse, af (netop) en bestemt: “Oplevelse”-, som man i dette regi benævner /(~har døbt) : ånds-dåben.
    (-Og som han i øvrigt selv antager at være den ånd, han har fået: Barsels-vands-forståelsen, fra, -når blot samme ånd forudsættes sagtens at kunne indgive den ene `af sine´ [-sig herpå Decideret påberåbende endda-] een bestemt forståelse af dette samme (:”vand”, ~at det skal forstås som: “Guds ord”), og den anden altså en helt forskellig forståelse -(af det samme) – noget vi vel gerne kunne tænke os om f.eks den moderne videnskabeligheds ånd, -men som nogen vel ville finde utænkeligt om den Her indikerede ånd, – idet dog vi bemærker os, at forståelsen i ingen af tilfældene er den, der af Evangeliets eget ord (-s sammenhæng) synes aldeles Selv-forståelig.)

    Derimod er jeg tilbøjelig til at antage det i det foregående vers (v. 16) ligeledes frit tilskrevne ord, ordet: “højt”, mest at være taget med over fra den foregående første Hverdagsdanske oversættelse, hvis Oversætter var missionsk-kristent rundet, og deraf vel højst sandsynligt kunne have fået den forståelse “af sagen” ind `med modermælken´, at “nu var Gud ikke længere vred” (“på verden” – i hvert fald ikke på den “døbte verden”, – ikke fordi Dén skulle have undergået nogen (væsens)-forandring (-sligt forbyder lutheransk rettroenhed nogen rettroende `at indlade sig med´ -i praksis))-, men fordi “Gud har forandret sig”, `omsider´ `har lært sig´ og er begyndt- at se på og elske `verden´, (Lige-) som verden ser på og elsker sig selv -og sit eget (~altså med Dens `art af kærlighed´) indikeret (netop) af udtrykket: ” så Højt “, [der jo netop angiver en forøgelse i Det kendtes spor], i stedet for, ved ordet: “Således”- (..elskede Gud verden.. /= den ordrette oversættelse) at angive (væsens)-Forskellen på: Guds kærlighed, og verdens-.
    / I Rom. 5. 7-8, hvor Paulus trækker netop dette forhold op, havde da også den foregående oversættelse `følgerigtigt´ -kunne man næsten sige, (fået) sat sætningens syntaktiske sammenhæng modsat op, -hvad dog den herværende oversættelse Har fået retvendt.

    Siden er det jo rigtignok den første oversætter, der er slået ind på `oplevelses-banen´, mens éllers den herværendes oversætter synes holde sig aldeles Ånds-fastende (-eller endda: Ånds-forsagende / qua: Bibel-oversætter), sådan som begge dele findes nærmere gået ind på i mine skrevne kommentarer til Matt. 11.

  4. 4444dddd

    ~
    Dén “(-kristent fatale-) Mis-Forståelse” vores herværende oversættelses Oversætter angiveligt er oppe mod (-og måske endda selv har været i) er den, der holder selve Dåben (: i Vand-) for: det frelsende, -hvad der igen -pr: Barnedåben, fører en For stødende “Automatik” med sig, /: dog Ikke deraf at frelsen så lægges over i noget andet end: Troen ( på Jesus Kristus, Guds enbårne Søn) -noget sådant (-andet) er det netop, at også Oversætteren er stødt på – formentlig underforstående Troen bare at skulle og kunne `tilsættes´ ved siden af / – men (et sådant andet andet) som ved at udspringe af voksne menneskers bevidste beslutten sig for, at få deres kristus-tros frelse sanktionerende `lagt over´ i en bestemt foreholdt `spirituel´ Oplevelse (~kaldet ånds-dåben), så langt fra at virke stødende -på det religiøse gemyt, endda kan virke såre tiltalende – især måske det med at kunne: Have, sin frelse-.. -betrygget i “noget bestemt”-.. -andet, – end : Troen.

    Noget han så igen ikke er blevet stående ved, men via sin dygtiggørende tilegnen sig den moderne videnskabeligheds principper for oversættelse i al almindelighed (-snarere end at lade Skriften forstå sig af Skriften) altså er kommet så vidt, at han (-`pudsigt nok´) mener på den konto at kunne fastslå “Vandet” i v. 5 at sigte til..Det for alle helt almindeligt gældende-, så at det Jesus her `substantielt´ “lærer” Nikodemus, er at han først må være blevet et menneske (= født af en kvinde), og dernæst, desuden, og ved siden af må være blevet “født af ånd” (-hvad der, som et sådant ekstra tilbehør til det første, vel kunne passe meget godt med “ånds-dåbs-oplevelsen”-?), idet der på denne måde bliver tale om to egne særskilte “fødsler” – \ inddirekte men tydeligt nok, indikeret i Oversættelsen med dens frit tilføjede ord: “både”-.
    -/ Og således at når Paulus i Titus 3. 5 ( og Efes. 5. 26) tydeligt nok lader (vand)-badet og ånd-(-s-ordet) Hænge sammen- og taler om, hvad de: Til sammen fuldbringer, så bliver dér -i Over-sættelsen (dvs: pr fri indsættelse af ordet “Lige-som”), `sammenhængen´ den, at der til fuldbringelsen kun indgår det ene, det “ånds-dåbslige”, som imidlertid det andet, det “vandbads-lige”, godt kan tjene som en mere almen-forståelig oplevelsesmæssig beskrivelse af-, ..hvad det så også gives med som.

    Vel, med hensyn til her i Joh. 3, at: “lade Skriften forklare Skriften”, så er der selvfølgelig den omstændighed at tage i betragtning, at selv om det af Evangelie-beretningens egen umiddelbare sammenhæng “giver sig selv”, at “vandet” i v. 5 tyder hen på Dåbens vand, så er det jo i bredere ny-testamentelig sammenhæng ikke den Selvsamme: Dåb i vand ( dvs: ikke Johannes’ dåb -af Israels folk -til omvendelse) der generelt sigtes til, men den dåb (i vand) der som sit “Indhold” har: syndernes forladelse, Kristi dåb- dvs `fyldt´ af den Hans egen “dåbs” fuldbringelse han taler om i Luk. 12. 50, hans eget blods forsonende udgydelse Til : syndernes forladelse, hans Død på korset- i Rom. 6 sat således i forbindelse med dåben (i vand) at “alle vi, som blev døbt til Kristus Jesus, blev døbt til hans død.” [~ “Dåben til døden”- alias det naturgivne livs dødelse-, som det nu-mere lykkes Oversætteren at identificere som: det naturgivne livs Fødelse – – ]
    – Yderligere forskellig fra Johannes’ dåb deri at Dén var for det udvalgte folk efter kødet (Israels folk), mens Kristi dåb er for alle folk, hvor ud af: Troen (-s åndelige udvælgelse) Gør ét (nyt ejendoms)-folk.

    • 4444dddd

      -[ Og i forbindelse med samme forskel måske også værd at bemærke sig, at der i vers 3 (-skal vi sige: grundbetydnings-mæssigt) tales om, at “Ingen kan se /[skelne], Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny /[eller: ovenfra]”, idet der til Johannes Døber og hans virke (-som også Jesus selv med-optager i sit-) i udpræget grad knytter sig forjættelsen om at: Se- Guds frelse “personligt” (-i dobbelt betydning), indvarslet og frem-brydende med opfyldelsen af Simeons personligt givne forjættelse: “Herre! nu…har mine øjne set din frelse-” (Luk. 2), udtrykkende sig videre i Jesu ord til Diciplene (Luk. 10): “Salige er de øjne, som ser det, I ser”, nemlig de “troens øjne”, som i det, de ser (Hans Ords gerninger), ser Guds rige at være kommet til dem, til Israel -(Luk. 11. 20) – \ mens det “at komme ind i Guds rige” (~”arve det”) nok mere er at bygges op i det, blive til- i det, lade det (-s “sædekorn” = Ordet, evangeliets-) Ind- i en (selv), gennem troens annammelse af det, den tro -på Kristus, der (`aktivt´) lader Ham vinde skikkelse i sig (~elskende Ham og hans fremfor sig selv og sit eget);-
      -.. det vil sige: snarere end dén protestantisk udbredte Rettroenhed der (kun) medtager det der til først fornødne: Hans iklæden sig Vor -(syndige køds)- skikkelse, og lader det være nok med det- (-dvs: Tager det /ham, forfængeligt ( eller `rent jule-evangelisk´-) op), – den “Rettroenhed” som øjensynligt Den første oversætter mærkede en utilstrækkelighed ved, men så, ved selv at `forstå´ som Troens utilstrækkelighed- som sådan, igen kun har taget den første halvdel med, den : “famlende at søge Gud, så sandt han ikke er langt fra en eneste af os, -men er ham vi lever og røres og er i” (Apg. 17) -(nu blot Helt almen-menneskeligt), `be-gravende´ at det er “hjertens-Tro der retfærdig-gør, og munds-bekendelse [til Herren Jesus] der frelser.” (Rom. 10).
      ..
      …- sådan som jo også Jesus her i teksten på Nikodemus’ anmoden ham om (lige først) at forståeliggøre tingene for ham, foreholder ham deres vantro-s uimodtagelighed for det-, gør ham forståeligt, at Tror de ikke hans (eller deres) ord-s vidnesbyrd, som Gud har sendt, så vil de intet fatte af det Himmeriges “realisering” de ellers selv er blandt de forhånds-udkårne arvinger til-, – det forholder sig der med i den just modsatte orden (Joh. 8. 31..) ]

  5. 4444dddd

    – På slap line –

    Som bekendt imødegår Johannes Døber [i Matt. 3] farisæerne og saddukæerne med de ord: “..sandelig siger jeg jer, at Gud kan opvække Abraham børn af stenene der-” /(-‘genlydende’ osse senere i Jesu egne ord til de samme: “Jeg siger jer: Hvis disse tier, skal stenene råbe” [Luk. 19]), og foruden at dét nu kan siges fra en anden kant at ‘underminere’ oversætterens ‘forståelse’ af, at ‘man’ til Guds rige selvsagt, ’selvfølgelig’, først må være blevet født af en kvinde- [-passende godt med den brug af “sin sunde fornuft”, oversætteren nok som anbefaler, -snarere end med hele tiden at have “Gud” med- ‘i billedet’- (Mar. 12. 24..)] , så er jeg kommet til at tænke på, at denne “anden kant” jo faktisk osse her var: en “vand_kant”, nemlig Jordanflodens eller flod-systemets ditto; -på østsiden og, som det kunne synes, nærmere bestemmeligt: ret overfor Jeriko-.

    Det pudserlige herved bliver så nemlig, at man med “..stenene der” let (-sådan for sig selv) kunne komme til at tænke på de [to gange-] tolv sten_-støtter, Josua lod rejse efter overgangen, dels i selve flodlejet, og dels oppe på land, i Gilgal (“mindestenene”),- og selv om det nu Næppe (eller garanteret ikke-) har været, hvad Johannes ‘aktuelt’ sigtede til, så må man alligevel sige, at hele ‘opsætningen’ nærmest Kalder den begivenhed frem -på ‘ekkolodsradaren’, om man så må sige (-og det vil så sige: Ikke efter mindestenene på land ~ det efter kødet udvalgte tolvstammefolks ’sanktionering’ som sådan, men efter deres ‘druknelse’ -som sådan- i vand, (= den “dåb” farisæerne umuligt kunne gå ind på)), en parallellitet som igen (-når og mens vi har den oppe) tillader Josua delvis at overlappe eller ‘flyde sammen’ med Jesus i de ord af Johannes, at “Han, som kommer efter mig, er kommen forud for mig” [ så meget mere som det jo ér det samme navn], og hvor så Johannes i anden omgang selv kommer til at stå som Moses i første, den der leder frem til indgangen, men ikke selv er blandt de aktuelt indgående.

    [Lægger vi der til, at det såmænd var på jordanflodens østside overfor Jeriko, at Elias fór op i Himmelen (efter først at have skilt Jordans vande for sin egen tørskoede overgang /’udgang’) -synligt for Elisas øjne, hvorfor denne arvede Elias’ ånds-_kraft (..og kappe, ‘iklædende sig ham’)- i hvilken Han igen, men ‘indgangsvis’- skilte Jordans vande,- og så tænker på, at Johannes “skulle gå foran Herren i Elias’ ånd og kraft” [Luk. 1], og at det netop var på hans egne øjnes syn af det Himmelsk-sendte han skulle udpege Ånds-døberen, Guds Søn, selv bevirkende at Himlene skiltes ad for det,- ja så ses dåbsoptrinnet her jo i den grad at ‘bade sig selv’ i frelseshistorisk sammenhæng og betydning, sammenfattet i Hans indgåelse i det, hvis navn betyder: Herren(s) frelse.]

    Ellers indsættes jo i NT: overgangen gennem Det røde hav, netop i: Dåbs-sammenhæng (1. Kor. 10; “..døbte til Moses i Skyen og i havet”), hvor havet jo betød deres forfølgende fjenders død -ved druknelse- der mente at eje dem til tjenende brug (-a la den kristne dåbs druknende dødelse af kødet med dets Gudsfjendske begæringer), og i 1. Pet. 3, kaldes syndflodsvandet et modsvarende billede af dåbens ditto, idet selve frelses-sagen ikke mindst er den at ‘undslippe og bevares fra denne verdens fordærvende fordærvethed’, hvortil Enok kan tjene som ét (første) eksempel, der af Gud selv blev rykket ud af verden som en endnu ung fyr på bare 365 år -for at ikke ondskaben i verden skulle smitte af på ham -også, og Noa som det næste, hvor Gud (omvendt) udryddede hele den omgivende smitte-verden, indtil endelig den nødvendige forvandlende nyskabelse fra grunden lanceredes, stenhjertets udskiftning med et kødhjerte, formedelst konsumerende indtagelse af Hans kød og blod som var: Ydmyg af Hjertet – .. “således elskede (nemlig) Gud verden, at han (hen)-gav sin Søn den enbårne, for…

  6. 4444dddd

    Udover princippet om at lade “Skriften forklare sig af Skriften” så er, for os der holder Skriftens eget givne Ord for et “Inspireret Ord” (~’inspirerede ord’, – /hvorfor også vi benævner det “Guds -ord”), en ren semantisk kundskab dette givne Ords ord betræffende, selvsagt en naturlig vej til forståelsesmæssigt at gå mere i detaljen: Zoome ind- om man så må sige.

    -Således har i v. 3, ordet for “på ny” grundbetydningen “ovenfra”, “fra et højere niveau”, /gerne i Himmelsk-sigtende forstand\, og éllers indeholdende betydningen af “at starte Helt forfra”, ‘udgangspunktsligt’, der, sammen med at ordet for at: “blive født”, på græsk er det mere generelle ord for: “Opkomst”, “oprindelse”, når dette nemlig hæftes på mennesker- ses tillade /(‘indikere’), en betydning af at skulle bibringes en ‘højere_(stående) oprindelse’ for at kunne se Guds rige; [-ikke specielt uens med Pauli ord i Efes. 1. 4, – indebærende dén for tanken uigennemtrængelige paradoksalitet Kierkegaard opsætter som: Det eviges betingethed af noget historisk- /(som kun Troen ‘løser’), og som Paulus i øvrigt lader falde tilbage på Guds forud-viden /og -bestemmelse, af /om alle ting.]

    Om Nikodemus’ gensvar i v. 4, kunne man så sige, at det i den grad ‘konfirmerer’ Jesu talte ord i kap. 8, v. 23 : “I er nedenfra…” //~ ganske indesluttet i denne verden efter kødet, -forladende sig på heri at være en lovformelig efterkommer af Abraham.\

    -Hvor til Jesus fremsætter, hvad der fordres til at komme ind i Guds rige : “at blive født af vand og ånd”, -under anmærkning af at hvad der “er født af kødet er kød” (det -jordisk- lavere), og hvad der “er født af ånden er ånd” (det -Himmelsk- højere), idet det førstnævnte(s) liv (~kødets-) er så langt fra at være principelt ‘nødvendig’ for det sidstnævnte(s) (~åndens-), at det tværtimod: hører til samme Ny Fødsel og er en ( For de kød-fødte) uomgængelig omstændighed for det nye ånds-fødte livs fremvækst, at det givne kød-fødte liv må ‘visne’, (for)-svinde = dø-des -for det nye åndelige livs skyld-, og til hvis dødelse vi overalt i Det nye testamentes lære derom, læres at dertil er Dåben givet- /(..ovenfra)\, dåben i Vand ~ / følgende: Guds Ords vejledning.

    • 4444dddd

      I 1’ste Johs. 5, 6 holder oversætteren sig IKKE tilbage fra direkte at indskrive sin særlige ‘vand-forståelse’ I teksten (selv, – I stedet for Dens egne ord), hvad jeg så (osse) dér -i kommentarerne- har forsøgt gøre ‘positivt’ brug af, ved at lade det Guddommeligt givne ords (selv)-forståelse træde ‘Ekstra skarpt’ frem (så at sige) i Kontrast (nemlig) til denne af Oversætteren medgivne menneskelig-gjorte /omgjorte-, tekst.

  7. mollerik

    14-15: Ligesom Moses løftede kobberslangen op og satte den fast på en stang ude i ørkenen, og de, der så hen på den, reddede livet, sådan skal Menneskesønnen løftes op, så enhver, der ser hen til ham og tror på ham, vil få det evige liv.«

Skriv en kommentar til dette kapitel

Du skal være logget ind for at poste en kommentar.