Indledning / 1 / 2 / 3 / 4 / 5 / 6 / 7 / 8 / 9 / 10 / 11 / 12 / 13 / 14 / 15 / 16 / 17 / 18 / 19 / 20 / 21 / 22 / 23 / 24 / 25 / 26 / 27 / 28 / 29 / 30 / 31 / 32 / 33 / 34 / 35 / 36 / 37 / 38 / 39 / 40 / 41 / 42

 

Bildads første tale til Job

1Da sagde Bildad til Job:

 

2»Hvor længe bliver du ved med at rase?

Din tale buldrer som et tordenvejr.

3Tror du Gud afsiger en uretfærdig dom?

Kan den almægtige Gud tage fejl?

4Dine børn må have syndet imod ham,

siden han straffede dem med døden.

 

5Hvorfor ikke søge Gud og bede ham om nåde?

6Hvis du virkelig er uskyldig og oprigtig,

skal han nok give dig oprejsning.

7Han giver dig så meget fremgang og rigdom,

at det, du før havde, er for intet at regne.

 

8Ved du ikke, hvad der skete med vores forfædre?

Tag ved lære af de tidligere generationer.

9Vi ved så lidt, vi blev født i går,

vores liv er som en skygge, der glider forbi.

10Mon ikke de gamles erfaring kan hjælpe

og give dig det svar, du af hjertet søger?

11Kan sivene vokse, hvis sumpen tørrer ud?

Kan rørgræs klare sig, hvis vandet forsvinder?

12Selv om de stod i blomst, ville de hurtigt visne,

de ville gå til, før de var klar til høst.

13Sådan går det med dem, der glemmer Gud.

De gudløse mister alt håb.

14Det, de satte deres lid til, falder sammen,

det er skrøbeligt som et spindelvæv.

15De støtter sig til det, men det holder ikke,

de klamrer sig til det, men det falder til jorden.

16De gudløse kan se ud som en frodig plante,

der breder sig ud til alle sider,

17hvis rødder borer sig ned mellem stenene

og fæstner sig dybt nede i jorden.

18Men når de rykkes op og kastes bort,

er der intet tilbage, ingen husker dem mere.

19Det var alt, hvad de fik ud af livet.

Snart skyder andre op, hvor de stod.

 

20Vi ved, at Gud ikke hjælper de gudløse,

og at han ikke støder de retskafne fra sig.

21Derfor kan han give dig glæden tilbage,

han kan fylde din mund med latter igen.

22Dine fjender vil stå skamfulde tilbage,

og de gudløse forsvinde for bestandigt.«

 

Skriv en kommentar til dette kapitel

Du skal være logget ind for at poste en kommentar.