Indledning / 1 / 2 / 3 / 4 / 5 / 6 / 7 / 8 / 9 / 10 / 11 / 12 / 13 / 14 / 15 / 16 / 17 / 18 / 19 / 20 / 21 / 22 / 23 / 24 / 25 / 26 / 27 / 28 / 29 / 30 / 31 / 32 / 33 / 34 / 35 / 36 / 37 / 38 / 39 / 40 / 41 / 42

 

1Beklag dig bare, så meget du vil,

der er ingen, der hører dit råb.

Tror du englene vil tale din sag?

2Vrede kan tage livet af en tåbe,

deres bitterhed kan koste dem livet.

3En tåbe kan klare sig godt for en tid,

men pludselig ligger alt i ruiner.

4Hans familie er prisgivet andres begær,

der er ingen til at forsvare dem i retten.

5De sultne kommer og stjæler hans høst,

de lader intet tilbage på marken,

begærlige folk overtager hans ejendele.

 

6Ingen bliver straffet uden grund,

ulykker kommer ikke af sig selv.

7Nej, årsagen findes i mennesket selv,

der kommer jo kun røg, hvor der er ild.

8Derfor må du bekende din synd for Gud

og lade ham være din dommer.

9Hans visdom og storhed er grænseløs,

hans undere kan man ikke tælle.

10Han sender regn på jorden

og vander både haver og marker.

11Han rejser de ydmyge op

og bringer de forliste i sikkerhed.

12Men de listige spænder han ben for,

så der intet kommer ud af deres onde planer.

13Han fanger de kloge i deres egen snedighed,

så deres kunstfærdige planer går i vasken.

14De famler sig frem som i blinde,

de kan ikke finde vej selv ved højlys dag.

15Men de magtesløse redder han fra de stærkes kløer,

han frelser dem fra de magtfuldes intriger.

16Han giver de svage nyt håb

og standser uretfærdigheden imod dem.

 

17Det er en velsignelse at blive irettesat af Gud!

Vær taknemmelig, når den Almægtige straffer dig!

18For selv om han slår og sårer,

så forbinder han også og helbreder.

 

19Gang på gang beskytter han dig,

både seks og syv gange redder han dig.

20Under hungersnød redder han dig fra sultedøden,

under krig redder han dig fra sværdets hug.

21Han beskytter dig mod ondskabsfuld sladder

og redder dig fra voldelige overfald.

22Du kan le ad ulykker så vel som hungersnød,

selv de vilde dyr behøver du ikke at frygte.

23Markens sten skader ikke din plov,

du kan passe din jord i fred for vilde dyr.

24Du kan bo i tryghed i dit hus

uden frygt for at miste dine ejendele.

25Dine efterkommere bliver mange,

så frodige som det grønne græs.

26Som korn, der modnes, før det høstes,

skal du nå en moden alder, før du dør.

27Jeg har talt ud fra min egen erfaring,

så hør efter og følg mit råd.«

Skriv en kommentar til dette kapitel

Du skal være logget ind for at poste en kommentar.