Indledning / 1 / 2 / 3 / 4 / 5 / 6 / 7 / 8 / 9 / 10 / 11 / 12 / 13 / 14 / 15 / 16 / 17 / 18 / 19 / 20 / 21 / 22 / 23 / 24 / 25 / 26 / 27 / 28 / 29 / 30 / 31 / 32 / 33 / 34 / 35 / 36 / 37 / 38 / 39 / 40 / 41 / 42

 

Elihu påpeger Jobs selvretfærdighed

1Elihu fortsatte:

 

2»Hør godt efter, I vismænd,

lyt til mig, I som er så kloge.

3Man må vurdere alt, hvad man hører

ligesom man smager på maden, før man spiser den.

4Lad os derfor i fællesskab finde ud af,

hvad der er sandt og rigtigt.

 

5Job siger: ‘Jeg er uskyldig,

det er Gud, der gør mig uret.

6Jeg regnes for en løgner, selvom jeg taler sandt,

jeg bliver straffet hårdt, skønt jeg ikke har syndet.’

 

7Hvor har Job lært at tale sådan?

Det er jo en hån imod Gud.

8Han må have tilbragt sin tid i dårligt selskab

med onde og gudløse mennesker.

9Han påstår jo, at man intet får ud af

at leve retskaffent ind for Gud.

 

10I vise mænd, vil I ikke give mig ret i,

at det er umuligt for Gud at være ond?

Den Almægtige kan ikke være uretfærdig.

11Nej, vi ved, at han straffer mennesker for, hvad de har gjort.

Han lader dem opleve følgerne af deres synd.

12Gud handler absolut ikke ondt,

den Almægtige er aldrig uretfærdig.

13Han alene har al magt på jorden,

han opretholder og styrer verden.

14Hvis Gud en dag besluttede

at trække sin livsånde til sig igen,

15da ville alt levende uddø,

og menneskene igen blive til støv.

 

16Tag nu og brug din forstand.

Prøv at forstå, hvad jeg siger.

17Kunne Gud være den almægtige Dommer,

hvis han ikke var uangribelig?

Vil du anklage selve ‘Retfærdigheden’

og påstå, at han kan være uretfærdig?

18Han dømmer konger og regenter

for deres onde og uretfærdige handlinger.

19Han gør ikke forskel på folk,

men behandler rige og fattige ens.

Alle mennesker er jo skabt af Gud,

20og de skal alle sammen dø en gang.

Uden varsel er livet slut,

og ingen kan gøre fra eller til.

21Gud kender alle deres handlinger,

han ser alt, hvad de foretager sig.

22Ingen steder findes så tæt et mørke,

at de onde kan skjule sig for Gud.

23Gud behøver ikke at vente til dommens dag

med at straffe et menneske for dets synder.

24Han afsætter magtfulde ledere uden forhør

og indsætter andre i deres sted,

25for han kender deres onde handlinger

og kan vende deres skæbne på en enkelt nat.

26Han straffer dem for deres ondskab

på en måde, så alle kan se det,

27for de vendte sig bort fra Gud

og var ligeglade med hans vilje.

28Deres magtmisbrug over for de svage

førte til et råb om hjælp, som Gud hørte.

 

29Selv når Gud er tavs, kan du ikke dømme ham for det.

Hvis han skjuler sig, kan du ikke tvinge ham frem.

Han hersker jo over alt, hvad han har skabt,

30så de gudløse ikke skal have magten

og undertrykke andre mennesker.

 

31Hvad nu hvis et menneske siger til Gud:

‘Hvis jeg har syndet, vil jeg ikke gøre det mere.

32Sig mig, hvad jeg har gjort forkert.

Hvis jeg har svigtet,

lover jeg at forbedre mig.’

33Mon så ikke Gud er nådig,

selv om du benægter, at han er det?

 

Om du vil bede om nåde, er op til dig.

Sig os, hvad du har i tanke.

 

34Ethvert forstandigt menneske

vil være enig med mig og sige:

35‘Job taler uden indsigt.

Han ved ikke, hvad han snakker om.’

36Er det mærkeligt, at Job bliver straffet så hårdt?

Han taler jo som de gudløse taler.

37Ud over sin oprindelige synd

gør han nu oprør mod Gud

ved at vise foragt for vores vejledning

og ved stadig at anklage Gud.«

Skriv en kommentar til dette kapitel

Du skal være logget ind for at poste en kommentar.