Indledning / 1 / 2 / 3 / 4 / 5 / 6 / 7 / 8 / 9 / 10 / 11 / 12 / 13 / 14 / 15 / 16 / 17 / 18 / 19 / 20 / 21 / 22 / 23 / 24 / 25 / 26 / 27 / 28 / 29 / 30 / 31 / 32 / 33 / 34 / 35 / 36 / 37 / 38 / 39 / 40 / 41 / 42

 

Jobs nuværende elendighed

1Men ak, nu er jeg til grin for de unge,

hvis fædre var samfundets udskud.

Jeg havde mere respekt for mine hyrdehunde,

end jeg plejede at have for dem.

2De kunne ikke gøre et ordentlig stykke arbejde,

havde hverken energi eller kræfter til noget som helst.

3De var udtærede af sult

og søgte efter føde i ødemarken.

4De levede af planter fra vildmarken,

og hvad de kunne finde under en gyvelbusk.

5De var udstødt af samfundet,

hængt ud som tyveknægte.

6De holdt til i de stejle kløfter

og i vildmarkens klippehuler.

7De brølede som dyr i buskene

og søgte ly i tornekrattet.

8De var samfundets udskud,

blev ikke regnet for noget som helst.

9Og nu håner deres børn mig!

De synger spotteviser om mig.

10De afskyr mig og holder sig på afstand,

alt imens de spytter efter mig.

11Siden Gud har ydmyget mig og berøvet mig alt,

mener folk, at de kan tillade sig hvad som helst.

12De angriber mig fra alle sider,

og generer mig på alle måder.

13De spærrer vejen for mig

og ødelægger mit liv totalt

uden at nogen hindrer dem.

14De myldrer imod mig som fjender,

der er trængt igennem fæstningsmuren.

15Jeg lever i konstant rædsel og frygt.

Min anseelse er borte med blæsten,

min værdighed forsvundet som en sky.

 

16Mit hjerte er knust af sorg,

min sjæl tynges ned af depression.

17Natten gnaver i mine knogler,

jeg kan ikke sove for smerter.

 

18Du lagde din stærke hånd på mig, Gud,

du greb mig i kraven.

19Du kastede mig ud som affald,

og her sidder jeg i støv og aske.

20Jeg råbte til dig om hjælp,

men du svarede mig ikke.

Jeg bad til dig,

men du hørte mig ikke.

21Du behandlede mig grusomt,

slog mig med din vældige magt.

22Du slyngede mig ud i en voldsom vind,

jeg blev kastebold for stormen.

23Du førte mig til gravens rand,

hvor jeg ved, at alt levende skal ende.

 

24Råber man ikke om hjælp, når man er i nød?

Rækker man ikke hånden ud for at blive hjulpet?

25Var jeg ikke barmhjertig, når andre kom i ulykke?

Viste jeg ikke omsorg for mennesker i nød?

26Jeg forventede et lykkeligt liv,

men blev overvældet af ulykke.

Jeg glædede mig til en lys fremtid,

men endte i et kulsort mørke.

27Smerterne piner min sjæl og min krop,

lidelserne fylder min dag og mine tanker.

28Jeg går rundt i et evigt mørke uden solskin,

jeg klager min nød for mine venner.

29Jeg hyler som en sjakal over min smerte,

jamrer som en struds i min nød.

30Min hud er blevet mørk og skaller af,

min krop fortæres af feber.

31Lyren bliver kun brugt til klagesange,

fløjten spiller kun sørgelige strofer.

Skriv en kommentar til dette kapitel

Du skal være logget ind for at poste en kommentar.