Indledning / 1 / 2 / 3 / 4 / 5 / 6 / 7 / 8 / 9 / 10 / 11 / 12 / 13 / 14 / 15 / 16 / 17 / 18 / 19 / 20 / 21 / 22 / 23 / 24 / 25 / 26 / 27 / 28 / 29 / 30 / 31 / 32 / 33 / 34 / 35 / 36 / 37 / 38 / 39 / 40 / 41 / 42

 

Jobs sjette tale: Et svar til Bildad

1Job gav følgende svar:

 

2»Hvor længe bliver I ved med at håne mig?

Hvor længe vil I plage mig med jeres fornærmelser?

3I anklager mig nu for tiende gang,

mishandler mig uden barmhjertighed.

4Hvis jeg har gjort noget forkert,

så er det mit problem og ikke jeres.

5I mener, at I er bedre end mig,

og at mine lidelser er straf for min synd.

6Forstår I ikke, at Gud gør mig uret

ved at sende disse ulykker over mig?

 

7Jeg råber om hjælp, men får intet svar.

Jeg skriger højt, men ingen griber ind.

8Gud har spærret vejen for mig,

han har indhyllet mit liv i mørke.

9Han har berøvet mig min ære,

ødelagt mit gode omdømme.

10Han angreb mig fra alle sider, så jeg faldt.

Han har taget ethvert håb fra mig.

11Hans vrede blussede op imod mig,

han behandlede mig som en fjende.

12Han sender en hær af ulykker imod mig,

de omringer mit hus og falder over mig.

13Mine slægtninge har slået hånden af mig,

mine bekendte vil ikke kendes ved mig.

14Min familie har vendt mig ryggen,

mine nærmeste venner ignorerer mig.

15Mine gæster ser på mig som en fremmed,

mine tjenestepiger gør intet for mig.

16Min tjener kommer ikke, når jeg kalder,

ikke engang når jeg trygler ham om hjælp.

17Min kone føler afsky ved min ånde,

mine brødre kan ikke udholde stanken.

18Selv børnene regner mig ikke for noget.

Når jeg rejser mig op, håner de mig.

19Mine bedste venner viser mig afsky,

de, jeg holder mest af, har vendt mig ryggen.

20Jeg er ikke andet end skind og ben,

med nød og næppe undgik jeg døden.

21Vis dog lidt barmhjertighed, venner!

Hav medlidenhed, for Guds vrede har ramt mig.

22Hvorfor vil I straffe mig, som Gud gør?

Har jeg ikke lidt tilstrækkeligt allerede?

 

23Ak, gid mine ord blev skrevet ned,

gid nogen ville optegne dem i en bog.

24Gid nogen ville mejsle dem i sten,

indridse dem i en klippe for evigt.

25Men jeg ved, at der er en, som vil befri mig,

engang skal han stå frem på jorden.

26Jeg ved, at selv om min krop går til grunde,

får jeg mulighed for bagefter at se Gud.

27Jeg skal se ham med mine egne øjne.

Jeg kan næsten ikke rumme den tanke.

28Hvor vover I da at anklage mig

og påstå, at min lidelse er en velfortjent straf?

29Pas på, at I ikke selv bliver straffet,

bliver ramt af Guds vrede og dom.«

Skriv en kommentar til dette kapitel

Du skal være logget ind for at poste en kommentar.