Indledning / 1 / 2 / 3 / 4 / 5 / 6 / 7 / 8 / 9 / 10 / 11 / 12 / 13 / 14 / 15 / 16 / 17 / 18 / 19 / 20 / 21 / 22 / 23 / 24 / 25 / 26 / 27 / 28 / 29 / 30 / 31 / 32 / 33 / 34 / 35 / 36 / 37 / 38 / 39 / 40 / 41 / 42

 

Job beklager sig over for Gud

1Mit livsmod er brudt,

mine dage er talte,

og graven venter mig.

2Jeg er omgivet af spottere,

som blot gør nar ad mig.

3Det er kun dig, der kan hjælpe mig, Gud.

Ingen anden kan løse mit problem,

4for du har ikke givet dem indsigt til at forstå det.

Derfor bør de ikke hovere over mig.

5Når nogen lader sin ven i stikken,

rammer straffen hans egne børn.

 

6Du har gjort mig berygtet,

én man håner og spytter i ansigtet.

7Mit blik er sløret af tårer,

jeg er ikke andet end skind og ben.

8Retskafne folk er bestyrtede over min ulykke

og oprørte over de gudløses fremgang.

9Men de retsindige lader sig ikke lokke til synd,

de, som har rene motiver, får ny styrke.

Job er frustreret over sine venner

10Men hvad jer angår, mine venner,

finder jeg ingen visdom i jeres ord.

11Mit livsløb er snart forbi,

og mine ønsker blev ikke opfyldt.

12I siger, at lyset er ved at bryde frem,

men jeg ser ikke andet end mørke.

13Jeg ser frem til at blive lagt i graven,

hvor jeg kan hvile mig i dødens mørke.

14Forrådnelsen bliver som en far for mig,

ormene som en mor eller søster.

15Hvad mener I om sådan et håb?

Hvem kan få øje på min lykke?

16Er der håb tilbage, når man ligger i graven?

Har man stadig et håb, når man bliver til støv?«

Skriv en kommentar til dette kapitel

Du skal være logget ind for at poste en kommentar.