Indledning / 1 / 2 / 3 / 4 / 5 / 6 / 7 / 8 / 9 / 10 / 11 / 12 / 13 / 14 / 15 / 16 / 17 / 18 / 19 / 20 / 21 / 22 / 23 / 24 / 25 / 26 / 27 / 28

 

Mattæusevangeliet

Forfatter, datering og baggrund: Denne beretning om Jesus og hans virke er ifølge traditionen skrevet af apostlen Mattæus, en tidligere skatteopkræver. Han hed også Levi. Det er sandsynligvis det evangelium, som blev skrevet først, altså før Markus, Lukas og Johannes. Mange mener, at Mattæus skrev det på aramæisk (eller måske hebraisk) omkring år 40-50, og at det derefter blev oversat til græsk. Fortællestilen og tankegangen er semitisk snarere end græsk, og det er skrevet med jødiske læsere i tanke. Nogle af de græske ord afspejler aramæisk sprogbrug. I Judæa var det almindeligste landsbysprog hebraisk, mens aramæisk var udbredt i Galilæa og i de større byer. For Mattæus er det væsentligt at fremhæve for sit jødekristne publikum, at Jesus ikke forkastede Toraen (også kaldet Moseloven) som unyttig eller forkert. (Det hebraiske ord »Torah« betyder »vejledning, instruktioner« og bruges dels som en betegnelse for de fem første bøger i Bibelen, dels som et mere generelt ord for Guds vejledning, og det kan henvise til hele det Gamle Testamente.)

Samtidig gør Mattæus det klart, at den undervisning, som Jesus bragte, er fundamentalt ny i forhold til jødisk tradition, og at det nye var forudsagt i det Gamle Testamente. Jesus opfyldte det profetiske indhold i Toraen. Han overholdt dens ånd og oprindelige intention, selv om han forkastede de mange mundtlige traditioner, som var lagt oven i Toraen. Jesus gjorde stærkt op med den forkerte måde Toraen blev anvendt på af mange farisæere og skriftlærde. Mattæus har ikke meget til overs for de selvretfærdige farisæere. Som skatteopkræver har han utvivlsomt selv lidt under deres bedrevidende anklager.

Indhold: Bogen er en gennemgang af Jesu liv fra hans fødsel til hans korsfæstelse, genopstandelse og himmelfart. Den fortæller om det nye Guds rige, som blev åbenbaret gennem Jesus. På mange måder står Jesu undervisning i kontrast til farisæernes og de skriftlærdes opfattelse af, hvad mennesker burde og kunne gøre for at blive accepteret af Gud. Jesus beskriver selv sin undervisning som »ny vin«, der ikke kan hældes på gamle, stive lædersække (kap. 9,17). Hans lære er et brud med religiøse traditioner, men samtidig en opfyldelse af et utal af ældgamle profetier. Bogens fortællende afsnit lægger op til fem væsentlige taler af Jesus: 1) Om Guds riges væsen (kap. 5-7), 2) om rigets udbredelse (kap. 10), 3) billedtale om riget (kap. 13), 4) principper for livet i Guds rige (kap. 18) og 5) om verdens ende og rigets endelige gennembrud (kap. 24-25). Bogen afsluttes med befalingen om at gå ud og gøre mennesker fra alle folkeslag til disciple af Jesus.

Budskab: Mattæus’ hensigt er at vise, at Jesus er den person, som ifølge det Gamle Testamentes profetier skulle genindføre noget, der svarede til Kong Davids storhedsrige fra ca. 1000 f.Kr. Derfor introduceres Jesus som en efterkommer af kong David og patriarken Abraham (kap. 1,1). De 3 gange 14 slægtled har symbolsk betydning, idet 3 er tallet for det guddommelige, og 14 er kong Davids tal. De fleste jøder havde svært ved at forstå, at Jesus ikke blev en jordisk konge ligesom kong David, men nogle af dem forstod, at Jesus var en guddommelig, åndelig konge i et åndeligt rige, der skulle blive langt større end noget, de havde drømt om.

Mattæus citerer ca. 70 profetier fra det Gamle Testamente, for han ønskede at overbevise især jøder om, at Jesus virkelig var den lovede Messias. Men Mattæus fastholder synet på Jesus ikke alene som jødernes Frelser og Konge (kap. 1,21), men som Frelser for alle folkeslag (kap. 4,13-16) og hele verdens Herre og åndelige Konge (kap. 28,19).

Det græske ord for »godt nyt« er »evangelion«, som gennem latin er blevet til »evangelium«. Både det græske ord »Christos« (Kristus) og det hebraiske »Mashiach« (Messias) betyder »den salvede« og henviser til den konge, som profeterne havde talt om skulle komme engang. Citaterne fra det Gamle Testamente tjener blandt andet til at forklare, at det ikke var nogen tilfældighed, at Jesus kom til denne jord. Det var en del af Guds plan fra evighed af.

Når man på hebraisk bruger ordet »søn«, forstås det i en videre betydning end normalt på dansk. Det betyder blandt andet, at »sønnen« er lig med »faderen« i karakter. Vi kender den udvidede betydning fra det danske »barn«. Vi er alle børn af vores tid, og vi er alle »Guds børn« i den forstand, at vi er skabt af Gud. De, der tror på Jesus og bliver hans disciple, kaldes »Guds børn« i den åndelige betydning.

Skriv en kommentar til dette kapitel

Du skal være logget ind for at poste en kommentar.