Indledning / 1 / 2 / 3 / 4 / 5 / 6 / 7 / 8 / 9 / 10 / 11 / 12 / 13 / 14 / 15 / 16

 

Markusevangeliet

Forfatter, datering og baggrund: Denne beretning om Jesus og hans virke er sandsynligvis skrevet af Johannes Markus. Som ung mand havde Markus lejlighed til at se og høre Jesus i Jerusalem og kom til tro på ham. Senere fulgte han Paulus og Barnabas på deres første missionsrejse. Han var også i en længere periode medhjælper for apostlen Peter. Mange af detaljerne i hans beretning om Jesus bygger sandsynligvis på, hvad Peter fortalte.

Bogen er skrevet med kristne ikke-jøder i tanke, sandsynligvis omkring 45-55 e.Kr., men det nøjagtige tidspunkt kendes ikke. Det vides ikke med sikkerhed, om Markusevangeliet blev skrevet før Mattæusevangeliet eller efter. Vi mener, at kirkefædrene har ret, når de fortæller os, at Mattæusevangeliet var det første. Ved at sammenligne de to beretninger kan man se, at Markus sandsynligvis har kendt til Mattæusevangeliet og bruger en del materiale derfra. Han udelukker dele, som er mindre relevant for ikke-jøder, og forklarer af og til nogle specielt jødiske traditioner, som ikke-jøder havde vanskeligt ved at forholde sig til.

Indhold og budskab: Markus koncentrerer sig mere om, hvad Jesus gjorde, end hvad han sagde. Derfor lægges hovedvægten på, at Jesus viser sin magt til at frelse, befri og helbrede mennesker. Der er fokus på Jesus som Guds Tjener og Guds Søn. Hans undere, helbredelser, befrielser fra dæmoner og hans magt til at tilgive synd viser hans identitet som Guds Søn.

Bogen begynder med en beskrivelse af Jesu offentlige tjeneste og hans forkyndelse af, at Guds rige nu er kommet til denne jord. Der henvises flere gange til Jesu korsfæstelse som grundlaget for forsoning mellem Gud og mennesker. Jesus blev straffet for vores synd (se kap. 8,31; 9,31; 10,33-34 og 45). Den sidste uge, inden Jesus døde, beskrives indgående og afsluttes med beretningen om hans opstandelse og himmelfart.

Det er et godt og glædeligt budskab, som gælder alle mennesker over hele jorden, ikke kun det jødiske folk. Det græske ord for »godt nyt« er »evangelion«, som gennem latin er blevet til »evangelium«. Både det græske ord »Christos« (Kristus) og det hebraiske »Mashiach« (Messias) betyder »den salvede« og henviser til en person, som Gud på en særlig måde har udrustet og udsendt til en bestemt opgave. Det er et af flere udtryk, der bruges om den befrier og konge, som jøderne havde ventet på i mange hundrede år, og som er omtalt i mange profetier i det Gamle Testamente. De mange citater i det Nye Testamente, som er hentet fra det Gamle Testamente, tjener blandt andet til at forklare, at det ikke var nogen tilfældighed, at Jesus kom til denne jord. Det var en del af Guds plan fra evighed af.

Når man på hebraisk bruger ordet »søn«, forstås det i en videre betydning end på dansk. Det betyder blandt andet, at »sønnen« er lig med »faderen« i karakter. Vi kender den udvidede betydning fra det danske »barn«. Vi er alle børn af vores tid, og vi er alle »Guds børn« i den forstand, at vi er skabt af Gud. De, som tror på Jesus, bliver »Guds børn« i den åndelige betydning, hvilket vil sige, at de har fået deres synder tilgivet og er kommet ind i Guds rige.

Skriv en kommentar til dette kapitel

Du skal være logget ind for at poste en kommentar.