Indledning / 1 / 2 / 3 / 4 / 5 / 6

 

Paulus’ Brev til Galaterne

Forfatter, datering og baggrund: Brevet er skrevet af apostlen Paulus, sandsynligvis i Antiokia ca. 49 e.Kr., umiddelbart efter det store apostelmøde i Jerusalem. Antiokia var hjemsted for den første græsktalende menighed med en del ikke-jøder som medlemmer.

Paulus og Barnabas oprettede flere kristne menigheder under deres første missionsrejse i den romerske provins Galatien i Lilleasien (se Ap.G.13,14-14,23). Da de rejste videre, forsøgte tilrejsende jødekristne at overbevise deres ikke-jødiske trosfæller om nødvendigheden af at blive omskåret og overholde hele den jødiske lov, Toraen. Det gør Paulus skarpt op med i dette brev.

Som baggrund for irettesættelsen af galaterne beretter Paulus om en episode i Antiokia, hvor han var nødt til at irettesætte både Peter og Barnabas, fordi de trak sig bort fra fællesskabet med de uomskårne, græsktalende kristne af hensyn til nogle jødekristne venner af Jakob, der var på besøg (kap. 2,11-19). Senere kom der nogle jødiske farisæere fra Jerusalem til Antiokia og forlangte, at de ikke-jødiske kristne skulle overholde de jødiske love og omskæres for at blive betragtet som en del af Guds folk (kap. 2,4). Kort efter rejste Paulus sammen med Barnabas og Titus til Jerusalem for at nå til enighed med ledelsen i modermenigheden. Dette berømte møde refererer Paulus til i 2,1-10, og det er omtalt i Ap.G.15.

Indhold og budskab: De jødekristne lærere kom til galaterne med et andet budskab, end det Paulus og Barnabas havde givet dem. Derfor er det vigtigt for Paulus at forsvare sit kald som apostel, et kald, som han ikke fik fra mennesker, men fra Gud.

Paulus imødegår i skarpe vendinger de jødekristnes falske lære. Frelsen bygger hverken på omskærelse eller forsøg på at overholde de jødiske love. Den bygger alene på troen på Jesus Kristus, som døde for os og derved satte os fri fra Guds vrede og straf. Paulus henviser også til Abraham, »troens far«, der levede over 400 år før de jødiske love blev givet til Moses. Siden Abraham blev accepteret af Gud på grundlag af sin tro, hvordan kan nogen så hævde, at det er nødvendigt at overholde de jødiske love for at blive accepteret af Gud? Samtidig fastslår Paulus, hvad et sundt kristenliv er: Det udspringer af troen på Jesus Kristus og leves ved lydighed over for Helligåndens vejledning.

Brevet understreger den dybe sandhed, at vi bliver frelst alene af Guds nåde ved tro på Jesus. Al anden lære er falsk (kap. 1,7). Ved tro får vi fred med Gud (kap. 2,16) og bliver åndeligt set børn af Abraham (kap. 3,7), og dermed også Guds nye trosfolk, det »sande« eller »åndelige« Israel (kap. 6,16). Den frihed må de troende aldrig opgive (kap. 5,1). Men friheden må ikke misbruges til at gøre oprør mod Guds vilje. Vi skal leve under Guds Ånds ledelse (kap. 5,16), for kun da er det muligt at opfylde kærlighedsbudet og dermed også Toraens intentioner (kap. 5,14). I den nye nådespagt er grundloven Kristi Lov, også kaldet Kærlighedsloven (kap. 6,2).

Skriv en kommentar til dette kapitel

Du skal være logget ind for at poste en kommentar.