Indledning / 1 / 2 / 3 / 4 / 5 / 6 / 7 / 8 / 9 / 10 / 11 / 12 / 13 / 14 / 15 / 16 / 17 / 18 / 19 / 20 / 21 / 22 Åb

 

Johannes’ Åbenbaring

Forfatter, datering og baggrund: Justinus Martyr fra midten af det andet århundrede har bevidnet, at den Johannes, som har skrevet bogen, er apostlen Johannes, bror til Jakob. Bogen omhandler nogle syner og åbenbaringer, han modtog, mens han var fange på øen Patmos. Den er sandsynligvis skrevet ca. år 95 e.Kr., mens Domitian var kejser i Rom. Man har i nyere tid tvivlet på, at apostlen Johannes skulle være forfatteren, men der er mange fælles træk i sprogbrugen mellem Johannesevangeliet, Johannes’ breve og Åbenbaringsbogen. F.eks. findes det sjældne ord »skænoå« (bo i telt) kun 5 gange i NT, 4 gange i Åbenbaringsbogen og 1 gang i Johannesevangeliet. Ordene »bevidne« og »vidnesbyrd« er meget anvendt i alle Johannes’ skrifter. Af de 76 forekomster af »bevidne« i NT er de 47 i Johannesbøgerne, heraf 33 i Johannesevangeliet, 6 i 1. Johannes, 4 i 3. Johannes og 4 i Åbenbaringen. Af de 37 forekomster af »vidnesbyrd« i NT er de 30 i Johannesbøgerne, heraf 14 i Evangeliet, 6 i 1. Johannes, 1 i 3. Johannes og 9 i Åbenbaringsbogen. Et andet ord, som især Johannes bruger, er »holde af« (fileå). Af de 25 forekomster i NT er de 13 i Johannesesvangeliet og 2 i Åbenbaringsbogen. Sprogbrugen har mange semitiske træk, så det er muligt, at beretningen først blev nedskrevet på hebraisk eller aramæisk og senere oversat til græsk. Dog er det mere sandsynligt, at Johannes skrev den på græsk med en stærk afsmitning fra hans hebraiske modersmål.

Indhold og budskab: Under kejser Nero var der alvorlige forfølgelser af de kristne, især i perioden 64-68. Det var på det tidspunkt, Paulus og Peter blev henrettet. Der var ingen væsentlige forfølgelser under de næste to kejsere, Vespasian og Titus. Men under Domitian tog forfølgelserne til igen. Kejseren kunne ikke acceptere, at de kristne betragtede Jesus som deres Herre og derfor nægtede at tilbede kejseren. Bogen er således blevet til under en tid med forfølgelse.

Bogen har to hovedafsnit: Det første (kap. 1-3) indeholder breve til syv menigheder i Lilleasien, og det andet (kap. 4-22) består af en række syner og åbenbaringer om fremtiden med en rig symbolik. De forskellige syner overlapper til dels hinanden i tid, som det er normalt i den cirkulære semitiske fortællestil. Læseren må selv prøve at forstå tidssammenhængen, men det er vanskeligt i en vestlig kultur, som har tradition for at fortælle en historie i kronologisk rækkefølge.

Synerne omhandler ondskabens oprør imod Gud, Guds vrede og straf over det onde, Satans og alle onde magters nederlag, Kristi synlige genkomst, tusindårsriget og til sidst verdens undergang efterfulgt af skabelsen af en ny jord og en ny himmel, hvor al ondskab og lidelse er utænkelig, hvor død og sorg, skrig og smerte hører fortiden til (kap. 21,4).

Skriv en kommentar til dette kapitel

Du skal være logget ind for at poste en kommentar.