Indledning / 1 / 2 / 3 / 4 / 5 / 6 / 7 / 8 / 9 / 10 / 11 / 12 / 13 / 14 / 15 / 16

 

Paulus’ Første Brev til Korinterne

Forfatter, datering og baggrund: Brevet er skrevet af apostlen Paulus ca. år 55, mens han opholdt sig i Efesos i Lilleasien.

Under sin anden missionsrejse etablerede Paulus en menighed i storbyen Korinth, som var et økonomisk, kulturelt og religiøst centrum på den tid. Det var den største by i Grækenland. Paulus skrev sandsynligvis fire breve til menigheden i Korinth, men det første og det tredje er gået tabt. De breve, som vi kalder det første og det andet, er så i virkeligheden det andet og fjerde.

Indhold og budskab: Efter Paulus’ afrejse opstod der problemer af læremæssig og moralsk karakter i menigheden, og man sendte et brev med forskellige spørgsmål til Paulus. I Paulus’ svarbrev er det ikke altid klart, hvornår han svarer på et konkret spørgsmål, og hvornår han giver vejledning om et problem, som han har hørt, de har. I oversættelsen har vi klargjort de steder, hvor vi mener, at han hentyder til deres opfattelse og meninger, før han korrigerer dem.

Der var problemer på grund af sammenstødet mellem jødisk og græsk kultur. For eksempel skulle kvinderne ifølge jødisk kultur holde sig i baggrunden og bære slør eller tørklæde på offentlige steder – også i synagogen. De jødiske kristne forventede derfor en tilsvarende opførsel af de græske kristne. Men de græske kvinder var ikke undergivet sådanne kulturelle begrænsninger. De var derimod meget selvstændige og frigjorte og havde en fremtrædende plads i samfundet.

Et andet problem var den almindelige og religiøse prostitution. På et tidspunkt var der 1000 prostituerede tilknyttet det store Afrodite tempel. Den slags var fuldt accepteret i det græske samfund og åbenbart også blandt nogle af de kristne grækere. Det lader til, at grækerne fuldstændigt adskilte det åndelige og det kropslige, og de anbragte begrebet synd i det åndelige område. Det betød, at deres dagligliv ikke afspejlede deres åndelige overbevisning.

I kapitel 1-4 omtaler Paulus problemer med stolthed og splittelser, i kap. 5-6 nogle alvorlige moralske problemer, i kap. 7 giver han vejledning om ægteskab og skilsmisse, i kap. 8-10 behandler han spørgsmålet om afgudsdyrkelse og kød ofret til afguderne, i kap. 11 omtaler han forholdet mellem mand og kvinde samt enhed i menigheden i forbindelse med nadveren, i kap. 12-14 omtaler han den rette brug af nådegaverne i kærlighed, i kap. 15 kommer han ind på håbet om genopstandelsen, i kap. 16 nævner han kort den igangværende indsamling til de fattige kristne og sine egne rejseplaner.

»Kærlighedskapitlet« (kap. 13) er formentlig et af de mest kendte afsnit i Bibelen.

Skriv en kommentar til dette kapitel

Du skal være logget ind for at poste en kommentar.