Indledning / 1 / 2 / 3 / 4 / 5 / 6 / 7 / 8 / 9 / 10 / 11 / 12 / 13

 

Det kræver udholdenhed at nå målet

1Lad da også os med udholdenhed gennemføre det løb, som ligger foran os, inspireret af den mængde af troshelte, som allerede har fuldført løbet. Lad os kaste alt det bort, som tynger os, og synden, som så let griber fat i os og får os til at snuble. 2Lad os rette blikket fremad mod Jesus, som vores tro skal bygge på fra først til sidst. Ved at se frem til den glæde, der ventede ham, kunne han udholde skammen og døden på korset, og nu sidder han på tronen ved Guds højre hånd. 3Tænk på al den modstand fra syndige mennesker, som Jesus måtte kæmpe imod – så vil I også kunne holde ud uden at miste håbet eller tabe modet. 4I jeres kamp mod synden er I jo endnu ikke nået dertil, hvor I har mistet livet.

Gud opdrager sine børn

5Husk på den formaning, hvor Skriften omtaler jer som Guds børn:

»Mit barn, strit ikke imod, når Herren opdrager på dig,

tab ikke modet, når han sætter dig i rette.

6Det er jo dem, han elsker, han opdrager på.

Han irettesætter dem, han regner som sine børn.«

7Hold ud i modgangen, for derigennem styrkes I. Gud behandler jer som en far, der opdrager sine børn. Kan man forestille sig et barn, der aldrig bliver irettesat? 8Hvis I ingen opdragelse får, så betyder det, at I slet ikke er hans børn. 9Vi har alle haft jordiske fædre som irettesatte os, og vi havde respekt for dem. Hvor meget mere skal vi så ikke underordne os vores åndelige Far og få livet fra ham i eje? 10Vores jordiske fædre har opdraget os i en kort årrække efter bedste evne, men Guds opdragelse er altid til bedste for os, og den sigter på, at vi får del i hans hellighed. 11Enhver irettesættelse er smertefuld, mens den står på, og bringer ikke umiddelbart glæde. Men på langt sigt bliver de, der tager ved lære af irettesættelsen, i stand til at gøre det rigtige og leve med fred i hjertet.

Hellighed er nødvendig for at få del i Guds velsignelse

12Se nu at få gang i de slappe hænder og de stive knæ! 13Følg den lige vej fremad, så jeres stive led ikke forvrides, men får ny smidighed. 14Stræb efter at holde fred med alle og at leve et helligt liv. Uden hellighed får ingen Herren at se. 15Sørg for, at ingen glider væk fra Guds nåde. Lad ingen bitterhed få lov at spire frem i jer og sprede sin gift, så mange bliver smittet af den. 16Pas på, at ingen af jer er utro eller ringeagter Gud, som Esau gjorde, da han solgte sin arveret for et eneste måltid mad. 17I ved jo godt, at da han bagefter med tårer bønfaldt sin far om alligevel at få del i velsignelsen, blev han afvist. Det var for sent at få det lavet om.

Det konkrete Sinaibjerg og det åndelige Zions bjerg

18I står jo ikke som Israels folk ved et konkret bjerg med flammende ild, mørke, sorte skyer og et voldsomt uvejr.19Dengang folket hørte lyden fra vædderhornet og den vældige røst, blev de så bange, at de bad sig fri for at høre Gud tale til dem.20De kunne ikke klare, at Gud havde sagt, at selv et dyr, der rørte ved bjerget, skulle stenes.21Guds hellighed var så frygtindgydende, at selv Moses udbrød: »Jeg ryster af angst.«

22Nej, I står ved »Zions bjerg«, den levende Guds stad, det himmelske Jerusalem, hvor tusinder af engle er samlet til fest. 23I står overfor Guds menighed af arveberettigede børn, indskrevet som borgere i Himlen. I står over for den Gud, som vil dømme alle mennesker, og over for vores retsindige forfædres ånder, som er nået frem til målet. 24Ja, I står over for Jesus selv, som indstiftede den nye pagt, over for Jesu blod, der har et bedre budskab om renselse og tilgivelse end Abels blod, som råbte på hævn.

25Pas på, at I ikke beder jer fri for at høre, hvad Gud taler til jer. For når Israels folk blev straffet, fordi de nægtede at adlyde, da Gud talte sit advarende ord til dem på jorden, hvor meget mere skal vi da ikke blive straffet, hvis vi vender os bort fra Gud, når han taler fra Himlen. 26Da han talte fra Sinaibjerget, rystede jorden ved hans stemme, men nu har han givet et andet løfte: »Én gang mere vil jeg ryste ikke kun jorden, men også himlen.«27Udtrykket »én gang mere« betyder, at alt det, der hører den skabte verden til, vil blive fjernet ved den sidste rystelse. Kun det, der står urokkeligt fast, vil bestå.

28Da vi tilhører Guds rige, som står urokkeligt fast, så lad os tjene Gud med taknemmelighed og på en måde, der glæder ham, med ærefrygt og dyb respekt. 29For vores Gud er som en fortærende ild, når han straffer de ugudelige.

3 kommentare “Hebræerne – Kapitel 12”

  1. mollerik

    Se nu at få gang i de slappe hænder og de stive knæ! Følg den lige vej fremad, så jeres stive led ikke forvrides, men får ny smidighed. Stræb efter at holde fred med alle og at leve et helligt liv. Uden hellighed får ingen Herren at se.

  2. 4444dddd

    Fordi det er godt at befatte sig (nærmere) med Guds ord, har jeg ladt kommentar_muligheden lokke mig til at gøre netop det, -også her.
    Nærmere bestemt med vers 2, som efter sin græske grundtekst har to mulige læsemåder, den her givne (og umiddelbart nok mest oplagte \og enerådende) hvorefter det er/var for glædens skyld, den kommende,- at Jesus kunne og ville udholde kors_fæstelsen, mens han efter den anden mulige læsemåde i stedet for- eller frem for: den glæde han stod i og med [~hans ‘medfødte’ glæde, /som ‘ufødt’\, kunne man sige, (= den herlighed han havde hos Gud, før verden blev til – /Joh. 17, 5)], udholdt Lidelsen, til sin Død, i den. – helt parrallelt med: Fil. 2. 6-9; og tillige parrallelliserende det forrige kapitels omhandling af Moses’ tilfælde her med; \~foretrækkende at lide ondt med ‘kristus-folket’ frem for (timeligt) at nyde det liv han stod med.
    -og når så Moses hertil angiveligt: ser frem til lønnen, -ja så har vi jo det med i den gængse mulige læsemåde. -Men det er så også netop svagheden ved den, som alenestående, at det så i grunden nærmest bliver Jesus, der paralliserer sig med Moses -i stedet for omvendt- alias det evige /(eller den evige), med noget (rent) timeligt fremstået, hvorimod det evige altid i Guds ord omhandles på det eviges præmis, fuldendelsens, der (allerede) Er -[jvnf. Hebr. 4], men måske ikke timeligt har vist Hvad det er, vist sig: Som det er, hvortil hører Nyskabelsens fuldbringelse formedelst: troen.

    Angående: ‘ufødtheden’, så er den jo at se i relation til hans opvækkelse fra de døde i Guds Ånds kraft, ~Født af Gud-, hvori det er, eller rettere har vist og bevist sig, at: “han /Ordet /evangeliet, som var i begyndelsen og var hos Gud og var Gud”, er Sønligt ét med Gud_Fader, i den Guds Kærlighed der i og med ham “gav sig selv hen (i døden) for at enhver, som tror på Ham ikke skal fortabes, men have evigt liv”.
    – ihvorvel han jo heller ikke (fra først af) var: født af en kvinde, og heller ikke kunne være blevet opvakt fra de døde uden at være blevet: født af en kvinde, ~en dødelig, – den omstændighed hvorudaf oversætteren åbenbart, objektivt reflekterende, har sluttet sig til dette givne menneskelivs, adamslivets, (abstrakt-) absolutte nødvendighed for hele sagen, i sin helhed, (-uanset om også sagen selv, konkret, består i dette givne adamslivs Dødelse for dets egen skyld, -thi i Jesu eget tilfælde var det skyldfrit), en ‘højere-stående’ (overordnet) indsigt som han ikke er bleg for at henføre til Helligånden, d.v.s til lige så godt at kunne være Helligånds-inspireret som noget andet, og deraf heller ikke er bleg for via sin egen oversætning (= ‘forbedrende’ omskrivning) af bibelteksten, at ‘inkorporere’ den i selve bibelteksten, – eksempelvis i: Joh. 3, og: 1. Joh. 5, -som der påpeget og omhandlet i kommentar delen.
    -det: ‘højere standpunkt’, Kierkegaard kalder: Sub specie aeterni, og som Kristent religiøst set er: Sagens, (absolutte) Afsporing.-

  3. Bjarne J Kjær – Bjarne Kjær

    […] 11 (12) | 1. Kor. 7 | 2. Kor. 11 | Judas | 1.Pet. 2. | Rut […]

Skriv en kommentar til dette kapitel

Du skal være logget ind for at poste en kommentar.