Indledning / 1 / 2 / 3 / 4 / 5 / 6 / 7 / 8 / 9 / 10 / 11 / 12 / 13

 

Trosheltene

1Hvad er tro? Tro er grundlaget for vores håb, en overbevisning om ting, der ikke kan ses.2Vi har jo mange vidnesbyrd om den tro, vores forfædre havde.

3Det er ved tro vi forstår, at universet blev til på Guds befaling. Den synlige verden blev skabt ud fra den usynlige verden.

4Abel troede Gud. Derfor var han i stand til at bringe et offer, der var bedre end Kains. Gud accepterede Abels gave og viste dermed, at Abel havde et ret forhold til Gud. Abel selv er død, men hans tro er et vidnesbyrd for os endnu den dag i dag.

5Enok troede Gud. Derfor blev han taget op til Himlen, så han undgik at dø. Ingen kunne finde ham, for Gud havde taget ham til sig. Men inden da havde han fået det vidnesbyrd, at Gud glædede sig over ham.6Gud kan kun glæde sig over dem, der har tro, for de, der henvender sig til Gud, må nødvendigvis tro, at han er til, og at han belønner dem, der søger ham.

7Noa troede Gud. Da Gud advarede ham om syndfloden, der skulle komme, troede han på det, selvom der ikke var nogen tegn på, at der ville komme en oversvømmelse. Han adlød Gud, og i ærefrygt for ham byggede han en ark for at redde sin familie. På den måde forkyndte Noa dommen over den onde verden, og selv blev han på grund af sin tro accepteret af Gud.

8Abraham troede Gud. Da Gud bad ham om at forlade sit hjem og fædreland og rejse bort til et andet land, som Gud ville give ham og hans efterkommere i arv og eje, tog han af sted uden at vide, hvor han kom hen. 9Han slog sine telte op i et land, som tilhørte andre, og i tillid til Gud vandrede han fra sted til sted i det land, han var blevet lovet. Det samme gjorde Isak og Jakob, der jo fik det samme løfte. 10Abraham så nemlig frem til at bo i byen med de evige grundvolde, som Gud selv er både arkitekt og bygmester for.

11Sara troede Gud. Derfor fik hun kraft til at blive stammor for et helt folk til trods for, at hun var for gammel til at få børn. Hun troede på, at Gud, der havde givet løfte om en søn, var til at stole på. 12Således blev Abraham stamfar til et helt folk. Selvom han gik på gravens rand, blev han ene mand stamfar til et folk så talrigt, at det er lige så umuligt at tælle som himlens stjerner og sandet ved havets bred.

13De mennesker, jeg har omtalt, døde alle i tro uden at se løftet blive opfyldt. Men de skimtede det forude og hilste det velkommen, og de sagde helt klart, at de var som udlændinge på midlertidigt ophold på denne jord. 14De, der taler sådan, viser, at de er på udkig efter et hjemland. 15Hvis de havde tænkt på det land, de oprindeligt kom fra, kunne de have vendt tilbage dertil. 16Men de længtes efter noget endnu bedre, nemlig det himmelske hjemland. Derfor skammer Gud sig ikke ved at blive kaldt deres Gud, og han har en evig stad parat til dem.

17-18Da Gud satte Abraham på prøve, holdt Abraham fast på sin tro og var parat til at ofre sin søn Isak på alteret, også selvom det var hans eneste søn, og Gud havde lovet ham: »Det er gennem Isak, din slægt skal opbygges.«19Abraham regnede nemlig med, at Gud kunne oprejse Isak fra de døde, hvis det skulle være. Han fik ham jo også tilbage i live som et billede på Jesu opstandelse fra de døde.

20Isak troede Gud. Derfor kunne han velsigne sine to sønner Jakob og Esau med fremtiden for øje.

21Jakob troede Gud. Lige før han døde, velsignede han Josefs sønner i tro og bøjede hovedet over sin stav i tilbedelse.

22Josef troede Gud. Inden sin død talte han om, at Gud en dag ville føre Israels folk ud af Egypten, og han fik dem til at love, at de ville tage hans jordiske rester med sig til det land, Gud havde lovet at give dem.

23Moses’ forældre troede Gud, og de skjulte ham i tre måneder efter fødslen. De så, at han var en dejlig dreng, og de var ikke bange for at trodse kongens ordre.

24Moses troede Gud, da han som voksen gav afkald på sin position som søn af Faraos datter. 25-26I stedet for at nyde en kortvarig fornøjelse uden for Guds vilje foretrak han at dele kår med Guds folk. Frem for at eje alle Egyptens skatte foretrak han at blive mishandlet – ligesom Kristus blev det – for han så frem til sin belønning.

27Moses forlod Egypten i tro til Gud og uden at frygte kongens vrede. Han holdt ud, fordi han hele tiden holdt den Usynlige for øje. 28I tro indførte han den første påske med blodet på dørstolperne for at dødsenglen ikke skulle gå ind i israelitternes hjem og dræbe den førstefødte søn i hver familie.

29Israelitterne viste tro til Gud, da de gik gennem Det Røde Hav som over tørt land. Men egypterne, som fulgte bagefter, druknede alle sammen.

30Israelitterne viste tro til Gud, da de på hans befaling vandrede rundt om Jeriko i syv dage, så byens mure faldt.

31Ved at hjælpe de israelitiske spioner viste den prostituerede Rahab, at hun troede på Gud. Derfor blev hun ikke dræbt sammen med dem, der var ulydige.

32Behøver jeg sige mere? Det ville tage for lang tid at fortælle om Gideon, Barak, Samson, Jefta, David, Samuel og alle profeterne. 33Ved deres tro besejrede sådanne helte fjendtlige folkeslag, regerede med retfærdighed og så Guds løfter blive opfyldt. De lukkede løvers gab 34og overlevede brændende flammer. De undslap overlegne hære, fik ny kraft efter udmattelse, ny styrke i krig og slog fjendehære på flugt.

35Nogle kvinder havde tro til at få deres kære oprejst fra de døde. Nogle mennesker blev tortureret til døde, fordi de ikke ville fornægte deres tro. De ville hellere se frem til den kommende genopstandelse. 36Andre blev hårdt prøvet med hån og piskeslag, eller de blev kastet i fængsel og lagt i lænker. 37Nogle blev stenet, skåret midt over eller henrettet med sværd. Andre gik sultende rundt, klædt i fåre- eller gedeskind, forfulgte og mishandlede. 38De var for gode til denne verden. De måtte flygte gennem ørkener og over bjerge og skjule sig i bjerghuler eller huller i jorden.

39Alle dem, der her er omtalt, fik et godt vidnesbyrd for deres tro, men opnåede ikke at se Guds løfte opfyldt, 40for Gud havde en større plan om, at de ikke skulle nå målet, før vi fik chancen for at komme med.

16 kommentare “Hebræerne – Kapitel 11”

  1. 4444dddd

    Også her formår oversættelsen fremkalde et lille vrinsk fra min kæphest, når den i vers 38 lader “troens helte” have været: “for gode til denne verden”, selv om jeg skal indrømme, at (netop): Hverdags-sprogligt, er denne omskrivende formulering (-indført med: New international version) meningsmæssigt vel ganske på linje med den traditionelle (og mere ordrette) oversættelse: “Dem var verden ikke værd”, som dog (og meget i overensstemmelse med Bibelsk konsensus) (til)-lader betydningen at gå på: Verdens værd-, nemlig, at i forhold til troen (~tiltroen (til Gud)) har denne verdens (timelige) goder /(onder) ingen afgørende: vægt (-som netop er, hvad der på græsk ligger i ordet: værd) (2. Kor. 4. 17; Rom. 8. 18), hvor til og for: troen på at være frelst i Gud giver den fornødne ‘modvægt’, -åbenbaret og beseglet /fuldbragt, i og for verden – i og med: Kristus.
    Skulle de ’slet og ret’ have været: “for gode” -til denne verden, ja så må det jo strengt taget (bare) kaldes: ret uheldigt – for dem selv- (nemlig, og ikke mindst-), hvor til da også Paulus, der vel selv er at tælle med blandt disse “troens helte”, bedyrer, at : i ham (selv, _i hans kød) bor der intet godt- (Rom. 7. 18), (_og Jesus selv fastslår, at: “Ingen er god uden een, nemlig Gud.” (Luk. 18. 19)).
    Så vi vel må sige, at dette ekstra, tekst-om-skrivende Nøk helt ind i hverdags-sproget, også decideret fører teksten Ud- af sin Egen, bibelske konsensus.
    : ‘Ikke fordi de var gode, men fordi de tro’de’. \ “-og dette er den sejr, som har sejret over verden: vor tro”. (1. Joh. 5. 4)

  2. 4444dddd

    Mit forslag til den ‘ rigtigste ‘ over_sætning (-som jeg vel så lidt skylder at give et bud på), både efter sætnings-ordenes iboende betydnings-indhold på grundsproget og efter den sammenhæng sætningen står i (såvel ‘lokalt’ som ‘globalt’), skal da være denne :
    “For dem var det ikke verden, der havde vægt.”-
    /-mens det, der så -hos Dem- Havde vægt(-en), er nævnt omstående: “Den bedre opstandelses opnåelse” (v. 35), “Det bedre, Himmelske, hjemland” (v. 16), – det, de troede på, i deres tiltro til Gud (-s ord).

  3. 4444dddd

    Apropos tekstens egne konsensus så forstår sig herunder hele kapitlet overordnet nok bedst som primært gående ud på : Fra, og på, (kristen)-Troens standpunkt, dvs, fra det Guds-Ords, der helt rummer og giver sig selv i: troen på det, / til forskel fra eksempelvis (Mose)-Lovens Gudsord\, at godtgøre dette med Kristus ‘Ny-tilkomne’s- underliggende virksomhed /kraft og sandhed -helt fra begyndelsen; – lade det tidligere ‘forklare’ sig for os heraf,- /os, der er kommet til troen\ ~spejle det tidligere i evangeliets lys /~tros-ordets-, – snarere end: fra det tidligeres mindre (eller ikke ganske Satte) Åndelige standpunkt-, at foreholde os “troen” i sin mere ‘jordisk-almene’ omgivelse /til-skikkelse ~ \ A la når astronomen retter sin kikkert mod ‘himlens lysgiver’, han da først sætter et kraftigt lys-filter ind imellem, fordi han ikke interesserer sig for lyset, men for at blive klog -på verden, ~på solen, denne planet blandt planeter; og som også er et stærkt medhørende aspekt af : Hverdags-fordanskningens fordanskning af: Skriftens Gudsord /’lyset’ (thi i vor langt senere, og sækulariserede, kristenhed er ‘astronomens måde’ netop den almindeligt gældende konsensus på området, den som en: hverdags-fordanskning skal ramme -’sig selv ind i’), så den nok Mest tjener til at gøre læseren klog -på: “bibelen” /bibelbogen.

  4. 4444dddd

    -Efter smag kunne man også sige: Mest tjener til at gøre en: Verdslig ‘klog’ -‘på det hellige’ / Den Hellige Skrifts ord, ( eller: profant klog-), sådan som også vor astronoms ‘oversætning’ af Dagslysets lysgiver jo Meget ligner: Månen, -ved Fuldmåne, nemlig, -så meget at ligesom månens skin af natur er vekslende (‘falmer’), således ligger det også i den tids-svarende fordansknings natur, at den som sådan snart vil være utidssvarende, -det som Skriftens eget ord undgår, ved aldrig at have været: I tidens ånd /(tidssvarende), men Selv være (og som sådan ‘definere’): det evigt uforanderlige, -være dettes tilstedeværelse i ‘verdens-mørket’, alias dets lige-fulde tilstedeværelse i: ‘det vekslende’, være identisk med det herfor ‘bagvedliggende’, – noget som vore moderne oversættere gerne overser, for i stedet ‘at gøre dem selv vigtige’ ved at være dem, der (løbende) skal hente ‘dette bagvedliggende’ Mode-rigtigt frem (Tids-bestemt ‘konkretiseret’ /= tidsliggjort ), – meget analogt faktisk med den katolske forståelse af messe-offeret, på Luthers tid, som en løbende påtrængt ‘fornyelse’ af Kristi én gang bragte offer, og hvortil svaret er det samme som Luther gav dengang, nemlig: At holde sig til dette os (på Skrift) givne Ord (-s egen ordlyd).

  5. 4444dddd

    Når Oversættelsen -helt frit og selvbestaltet- opstartende lader kapitlet opkaste spørgsmålet: “Hvad er tro?”, så er det netop Oversætteren, der lægger kapitlet an, som om det ud fra ‘den hellige historie’ /Skriftens ord, ville gøre os dette ‘emne’ : “Tro”, fatteligt,- snarere end at det (modsat) jo er startende med påpegningen af, at det er ved: Tro, vi fatter Skriftens ord (skabelsens-), at det altså her er troen, der Er : Fattelsen -af det, – endda også ‘bagklogt’, kunne vi sige, som forklarende for os, hvoraf det var /(må have været), at Gud var ‘til Stede’ i Abels offer, (men ikke i Kains), \ idet hin jo også (og netop): héri (-i sin tro) fremdeles var ‘i levende forbindelse’ med Gud efter at være blevet slået ihjel af Kain / der så til gengæld netop heri bekræfter for os, at Han ikke var (Gudfrygtigt) Guds-troende.
    – En sådan ‘omlægning’ vil jeg selvfølgelig ikke nægte nogen ret til at gøre, men misligheden i det er her, at den jo præsenterer Sig selv som værende Skriften selv, déns egen tekst, en mis-lighed som jeg finder det af betydning at påpege, fordi jeg regner Den hellige skrift for noget meget meget betydnings-fuldt; (/men så også må sige, at for min egen del tjener selve det at se ‘omlægningen’ således gjort til at lade Skriften selv ‘udskille sig’ -om man så må sige.)

  6. 4444dddd

    Apropos Abels tilfælde så ser vi her hvordan selve forehavendet [‘tidsliggørelsen af det evige’] geråder ‘i splid med sig selv’ (-logisk nok kunne man så sige), idet nemlig præcis det, der her godt kunne tjene lidt til at give troen ‘profil’, og altså : profilere ‘emnet’ – sådan som oversætteren lige selv har lagt op til, at kapitlet skulle,- det nemlig at “Herren hører Abels blod råbe til sig fra jorden” (1.Mos. 4. 10) ~ “ved troen endnu taler efter sin død”, -som det siges her i vort kapitel – /’lærende’ os- om troen, at Den ikke (lige så lidt som Gud selv, nemlig): ‘er slut med døden’\ – denne ‘konkrete læreuddragelse’ er her i Oversættelsen unddraget os (= omskrevet til en intetsigende almindelighed), formentlig for ikke at støde an mod den i Vor tid (-s ånd, og til forskel fra: tidligere-) mest herskende, /’tids-definerende’, konsensus: at med døden er det slut (-helt slut), /-ellers kan jeg da ikke se, hvad udviskningen skal til for.

  7. 4444dddd

    Ved nærmere eftersyn er nævnte Udskiftning af tekstens egen ordlyd (~herfor indlagte: “Skifting”) nok ikke Bare intetsigende, men nok så meget: selvmodsigende.
    “Abel [selv] er død”, fortælles vi nu (-vi takker for oplysningen), “men hans tro er et vidnesbyrd for os endnu den dag i dag” – Ja, dét har vi da nok nødig at blive fortalt, for ellers anede vi det vist ikke, -vi gik rundt i den tro, at det her var Skriften der bar vidnesbyrd for os om Abel (-s tro), medmindre da.. /(og heri for såvidt: læggende op til at-) det er: os, ‘der kan høre: Abels blod råbe til os fra jorden- endnu den dag i dag’-? //-i stedet for (bibelsk) indhold [?] benyttende en meget bibelsk brugt, [‘klingende’] vending,- om et eller andet tilkomment, der endnu står -på//, – thi om: Abels tro, tilkendegives intet ’særligt Abelsk’ andet, end at: “han i den endnu taler efter sin død”, -den oplysning oversætteren så har fundet det bedst at gå uden om, lade ufortalt-, \ eller -(for at kunne komme uden om [-?])- har valgt at forstå som en almindelig (løs) tale-måde for Abels ligeledes ‘helt almindelige’ (= “intet Sigende”) tro.

    Når jeg dvæler lidt ved det, er det fordi jeg har grundet lidt over, hvordan en omskrivning i den dur skulle /kunne være skåret for at ‘Sige noget’, (‘fremadrettet’), og sjovt nok er kommet frem til, at den ‘blot’ skulle have været: Omvendt vendt-, [: Abel troede, og er ved sin Død selv blevet et Stående vidnesbyrd- (for: Troen)], idet nemlig han efter (først) at have fået Guds eget givne vidnesbyrd For sig, bliver ihjelslagen (-‘for det’, -af sin bror, ’sine brødre’), og deri kommer til forud (fra allertidligst af) at være og give: et Samstemmelsens vidnesbyrd om og for: Kristus /~evangelie-Ordet; men igen: inde under den (‘omvendte’) anlagthed, at det er lyset herfra, fra Kristi evangelium, der kaster Lys over dette tidligere, det lys der, for: os, også vitterligt er: lyst, ved at det Deri udgydte blod “forkynder noget bedre end Abels”, -som det siges i næste kapitel, -vore synders forladelse.

  8. 4444dddd

    En sammenhængende gennemlæsning af kommentarene falder vist ud som at: (1) Den ‘tidsorienterede’ bibelgengivelse ’sigter Lyset fra’, og (2): Det lys den sigter fra er: evangeliets-. Overraskende ‘at blive fortalt’-.., -ikke mindst, sikkert, for oversætteren, som jeg kunne tænke mig svare: ‘At han da ellers gik rundt i den tro’, at når han havde evangelie-beretningerne med, så havde han jo da også (nemlig déri og med-) “evangeliets lys” med-, og som alt det øvrige tjener til- og grundlæggende er med: for- at belyse (..?..) /-nemlig i dets: historisk-kulturelt (~tidsbestemte-..) sammenhæng.
    -Joh, men er det ikke også just /(Grundlæggende): at ‘være hildet i’ : astronomens tilgang, – den objektiverende. ? – den der her i stil med hjerneforskerens tilgang vil lokalisere (og ‘partikularisere’) det Mentale: ‘materielt’-objektivt, mens dog hele pointen i vort brevs belæring ligger i at ‘gøre den Omvendte bevægelse’, lade hørelsen /(læsningen) af Guds ord ’subjektiverende’ (= troende det) ’sætte mig over’ i dette ords virkelighed (‘immaterielle’, Åndelige, ‘mentale’-), sådan som Abraham Tilegnede sig hvad Gud talte til ham (-også selv om det ikke lige var med evangelieberetningernes ord), til forskel fra israellitterne under ørkenvandringen, der fæstede lid til deres egne objektivt Frembragte og baserede konklusioner frem for til hvad Gud Herren i sit Ord til dem havde forjættet dem.
    I betegnelsen: Den Hellige Skrift, ligger tilkendegivelsen af at den indeholder denne den ene sande og almægtige Guds talte ord -på skrift, hvad der jo dels gør den til noget mildt sagt ganske særligt, og dels betyder at enhver indforstået tilgang til den må være i den nævnte Omvendte bevægelses ånd, for ikke i stedet (bare) at gøre os kloge på et af de i vor objektivt foreliggende verden foreliggende objekter, populært kaldet bibelen.
    I denne sammenhæng bliver forskellen på Evangelierne (-s Gudsord) og: det øvrige(-s), eller på NT’s og GT’s, først den, at det ny-testamentelige ord er: op til Enhver (~er Guds ord til: Mig-) til frelse For enhver -der vil Tro det, (og til dom for enhver, der ikke vil-), idet nemlig det dernæst er den dybeste grund i og for alt det øvrigt talte og fortalte-, begyndelsen Og enden, nådens og kærlighedens Gud -s- ord, sådan som også Jesus i Evangeliet (Joh. 5) siger til og om farisæerne både at de ikke blivende har det Guds ord, der ellers vitterligt er talt til Dem, i sig (~’subjektiveret’) [-men har det ‘i en (lov)-bog’ ~ ‘juridisk objektiveret, reduceret’], og at de ikke har Guds kærlighed i sig, [-men er fjendske mod den, nemlig mod ham-, det Guds lam på hvis selvopfring det lovisk-gamle er forbi ( fuld-bragt) og nådens nye er begyndt.]

    • 4444dddd

      Det er iøvrigt såre betegnende for gangen i vor tidshistoriske udvikling, at når den førnævnte katolske forståelse af messeofferet li’som ikke rigtig vil sige det lovisk-gamle farvel, men iklæde det nye ’samme dragt’, så forstår man, modsætningsvis, derefter dette lovisk-gamle selv til lige så vel at have været : et produkt at Tiden som alle andre: kultur-formationer, og ansætter så desuden /-fanget i sin egen konsekvens-, det nye til -lige som alt (andet) timeligt /forgængeligt- at skulle ‘Fødes’ af Tiden /nutiden-, for : at Være.
      -I en slags omvendt logik af Kejserens nye klæder’s: At hvis ikke Lyset sættes ind under den skæppe vi syr til det, så kan ingen se det. \-dvs se hvad det i vor aktuelt-faktiske virkeligheds, forbigåenhedens,- lys, bliver til.

    • 4444dddd

      Skulle nogen være bekendt med en vis hr Kierkegaards forfatterskab, skal jeg da gerne hertil yderligere præcisere, at ukristeligheden i det ovenfor fremdragne ligger i at ville lade “det eviige” skulle ‘fødes’ _Af_ tiden /(~.i. tidens ånd), hvorimod der da kan lægges udmærket (kristelig) mening ind i, at lade det blive ‘født’: I tiden (nemlig _af_ Ånden /Guds-), -det, som Kierkegaard lader være: “Øjeblikkets” (afgørende) betydning ( i forhold til “det socratiske”), og som vi, rent nytestamenteligt, vel vil kalde : Kaldelsen.

    • 4444dddd

      Netop fordi det lovisk-gamle Ikke er: Et produkt af Tiden, men af evigheds-Ordet, kunne dette Ord (selv) “blive kød” og indgå i det [nemlig: i Dét-] -uden at blive noget andet- -end: ’sig selv’, /-men deri_(mod): selv-åbenbarende.
      /For resten sætter jo også Kierkegaard selv nytestamenteligt navn på: “øjeblikket”, nemlig: “genfødelsen”, – men de to (Kaldelsen og genfødelsen) er vel også nytestamenteligt nærmest_ omfattende hinanden.

  9. 4444dddd

    Når endvidere oversætteren sikkert vil sige, at han ved at have evangelierne med, har “evangeliets lys” med, så ligger igen heri (-såvidt jeg kender hans anskuelse), nærmere bestemt ikke (så meget) at vi heri har det Ord talt og fortalt, som vi skal tro på -indlade, annamme,- men at vi heri har budskabet, ‘efterretningen’ om: At Gud (selv) blev menneske (-et menneske, slet og ret), hvilken efterretning netop er: evanmgeliets Lys ( er: Lyset, i det), /’idet det, deraf, ‘giver sig selv’, ‘Forstår sig selv’, at så har Gud (selv) forligt sig med: mennesket’ – /eller hvad nu..-\ under alle omstændigheder: i noget Andet end (i): Ordet selv, (hvori Dette absolut Ikke: Siges), men til gengæld helt i pagt med opfattelsen af dette os i Skriften givne Guds ord som tidsbestemte formuleringer af noget ‘bagvedliggende’, der her med baggrund i vor tids teologiske oplysthed -som de dengang selvsagt manglede- nu kan ‘bestemmes’ bedre, end de formåede dengang.
    -En ‘bedreviden’ som også sine steder giver sig kendeligt til kende i oversættelsens Omskrivninger af teksten, eksempelvis i 1. Joh. 5, /og hvis ’større oplysning’ synes komme af nærmere at have Lokaliseret Lyset i evangelierne til at være: juleevangeliet.
    Ellers kunne vi jo nok sige, at evangelierne og NT iøvrigt- belyser den sag lidt anderledes, nemlig at det Menneske, der ikke kendte til synd -overhovedet (-undfanget af den Helligånd), i lydighed mod sin Himmelske Faders vilje (Guds-) frivilligt (dvs: Fornægtende sig selv, sin egen ret som Menneske, menneske-Ret) tog den død på sig, der er syndens følge, i sin absolut mest fordømmende, syndstilkendende form,- i: Troen på og tiltro til, at hans Fader både ville og kunne oprejse ham af døden og give ham oprejsning for det ~for denne sin selvfornægtende lydighed, for derigennem at have banet en vej til Gud, for enhver (ellers) fortabt synder, der vil følge Ham efter, i den tro på ham der ifølge ham selv også er selvfornægtelsens og korsoptagelsens.

  10. 4444dddd

    Inddragende GT lader denne bagvedliggende Teologi sig også belyse således, at den samme Gud, Herren, som på Noas tid “angrede at have gjort menneskene på jorden” og besluttede at udslette dem af jordens flade,- fordi de fyldte og fordærvede den jord han havde skabt, med: onde gerninger (~Gudløse /=stridende mod den hans Guddommelighed /’karakter, retfærd’, i hvis billede de var skabt) //(men hvor: Noa, i sin tro på Gud (-s ord, -om: udslettelsen) kom frelst igennem udslettelsen)\\, – at han så senere er ‘kommet på bedre tanker’, og ud af sin ‘Kærlighed til menneskene’, /= ud af at have mærket [?] at han vist alligevel ikke kunne undvære dem, -sådan som de nu engang var (= “fra ungdom af med hjertet fuldt af ondskab”)\ i stedet besluttede at fornægte sin egen Guddommelighed og dérigennem: indlade dem i Himmelen, -når ellers de er med på ideen.
    -Et lidt anderledes og, indrømmet, noget mere tidssvarende: “evangelium”.
    Men så igen ikke sådan: at den ved siden af Skriftens eget ord teologisk udarbejdede forståelse af det- til en given tid er: ét med sig selv [som Guds ord er- over tid], – idet nemlig også oversætteren har fundet en vis nutidig teologisk forståelse /: af dåben (barnedåben)-, at være: farlig- (nemlig for den rette forståelse af tingene), og deraf set sig foranlediget til -ikke blot at skrive tekstens egne ord om til at konformere med: ‘den rette Forståelse’,- men også skrive de steder om, der ellers kunne befindes i medfør af denne ‘urette Forståelse’, så næsten det eneste der synes betydningsløst at få med i oversættelsen, er hvad: ordet /teksten (selv) siger (= det, der er givet os at fatte (om) med: troen), -i forhold til at få ‘forkyndt’ og ‘knæsat’ det, man (selv) tror/-mener, er den ( p.t. ) bedste ‘fattelse’ -af det.

  11. 4444dddd

    Forstands-fattelsen af et eller andet forholder sig til det, der skal fattes, så længe det (endnu) ikke er fattet (~bragt i samsvarenhed med noget forstands-gyldigt), hvorefter den forholder sig til det, den har fattet- (~ved at have indset ‘i hvilken forstand’ det er gyldigt),- tilladende sig så at ‘udskifte’ det, der skulle fattes- med : sin fattelse af det,- mens troen ‘på et eller andet’ betyder at opgive den ‘modstand’ mod det og modsigelse af det, som såvel forstanden som den forhåndenværende virkelighed /(‘nutiden’), måtte udgøre, -føjende sig selv efter Det, den tror på. – Det siger sig selv, at hvis det, der skal fattes, både er (grundigt) stridende mod den forhåndenværende virkelighed, og med hvad forstanden kan bringe i samklang med sig selv, så er dét i høj grad ‘befordrende’ /favoriserende for (netop): Troens- fattelse-. Men, ser vi efter, så er det netop hvad det, vi læres at skulle: Tro på- er, -og heri er så meget på tværs af forstandens (evt.) fattelse af det, at dén kun har det inddirekte fodfæste for sig, at kunne se de foreliggende formentlige fattelser af det, at stride mod Det, der skulle fattes.
    -For nu at give et bud på sådan noget, som oversættelsen lader kapitlet ‘være et forsøg på’, \ og hvoraf det måske forklarer sig at: det ikke er ’sådan noget’ Skriften Selv eksellerer i.

  12. 4444dddd

    Det, der under denne belysning bliver det afgørende punkt, er hvor_/når troen kommer til, tiltroen, om det er i tiltro til forstandsfattelsens duelighed man tror på hvad dén har at bringe, -som jo også falder ind under at tro, (men ikke er: Troen), eller om det er i form af en specifik tiltro til (tro på) her at være stødt på selve Sandheden (sandheden Selv), en tiltro man ikke selv kan producere, men som er beliggende i sandheden ((Guds)-Ordet) selv (-som Hans Tiltro til Gud, sin Fader, der der gik i døden på den) (-og som man godt: kan have øre for- /få vakt), – sådan som også Kierkegaard i sine Filosofiske smuler bestandig siger om Den Guddommelige lærer /Guddoms-Ordet, at han selv er den, der “giver betingelsen med”.
    -Så kommer da troen af at få meddelt tros-ordet, og meddelelsen af det af at være blevet betroet (til dets meddelere-) af Herren (selv)- //-‘Vor sjæl er døv og stum for evangelium, men høres vil Guds ord, og bringes trindt om jord.’-

  13. Bjarne J Kjær – Bjarne Kjær

    […] Hebr. 11 | 1. Kor. 7 | 2. Kor. 11 | Judas. | 1.Pet. 2. […]

Skriv en kommentar til dette kapitel

Du skal være logget ind for at poste en kommentar.