Indledning / 1 / 2 / 3 / 4 / 5 / 6 / 7 / 8 / 9 / 10 / 11 / 12 / 13 / 14 / 15 / 16 / 17 / 18 / 19 / 20 / 21 / 22 / 23 / 24 / 25 / 26 / 27 / 28 / 29 / 30 / 31 / 32 / 33 / 34 / 35 / 36 / 37 / 38 / 39 / 40 / 41 / 42 / 43 / 44 / 45 / 46 / 47 / 48 / 49 / 50 / 51 / 52 / 53 / 54 / 55 / 56 / 57 / 58 / 59 / 60 / 61 / 62 / 63 / 64 / 65 / 66

 

Dom over folkets ledere

1Herren, den Almægtige, vil afskære Jerusalem og Juda fra al hjælp og alle forsyninger af mad og vand. 2Han vil fjerne landets ledere – helte og krigere, dommere og profeter, spåmænd og slægtsoverhoveder, 3delingsførere og magtfulde mænd, rådgivere, troldmænd og slangetæmmere.

4De får drenge som ledere, kåde knægte skal herske over dem. 5Der bliver anarki og kaos. Folk bekæmper hinanden, de unge gør oprør mod de ældre, slyngler overfuser hæderlige folk. 6Når den tid kommer, vil en mand gribe fat i sin slægtning og sige: »Du har i det mindste tøj på kroppen. Tag ledelsen, så vi kan få ryddet op i det her rod!« 7Men hans slægtning vil svare: »Nej tak! Jeg vil ikke overtage et fallitbo. Jeg har slet ikke ressourcer til at klare den opgave.« 8Jerusalem falder og Judariget går i opløsning, fordi de har trodset Herren med deres ord og handlinger og ringeagtet hans ære og værdighed. 9Deres ansigtsudtryk er nok til at afsløre dem. De er stolte over deres synder som Sodomas mænd, de har ikke skygge af skam i livet. De har nedkaldt dommen over sig selv.

10Lad de retskafne glæde sig, for dem skal det gå godt. De skal nyde frugten af deres gode gerninger. 11Men ve de onde, for med dem står det skidt til. De skal få, hvad de har fortjent.

12Folkets ledere er som selviske børn og dominerende kvinder. De vejleder jer ikke, de vildleder jer! De fører jer på afveje, så I ender i afgrunden.

13Herren rejser sig, parat til at dømme folkene. 14Herren, den Almægtige, anklager folkets ledere og siger: »Det er jer, der har plyndret vinmarkerne og røvet kornhøsten fra de magtesløse bønder. 15Hvor vover I at knuse mit folk og træde de fattige ned i støvet?«

Dom over de stolte kvinder

16Herren siger: »Jerusalems kvinder tripper stolte af sted med ringlende ankelkæder og næsen i sky, med knejsende nakke og kælne blikke. 17Derfor vil jeg gøre dem skaldede, så de må gå skamfulde omkring.«

18-19Herren vil fjerne al deres pynt: ankelkæder, månetegn og soltegn, øreringe, armbånd, slør, 20tørklæder, ankellænker, bælter, lugtedåser, amuletter, 21fingerringe, næseringe, 22festdragter, kapper, slag, tasker, 23spejle, kjortler, turbaner og sjaler. 24I stedet for duft af parfume bliver der stank, i stedet for et bælte om livet får de reb, i stedet for kunstfærdige frisurer skaldethed, i stedet for festtøj sækkelærred, i stedet for skønhed skam.

Dommen over landets og byens krigere

25Landets mænd vil falde for sværdet, Jerusalems krigere dø i kamp. 26På byens torve vil man jamre og klage, for byen er som en kvinde, der sidder på jorden, berøvet alt.

Skriv en kommentar til dette kapitel

Du skal være logget ind for at poste en kommentar.