Indledning / 1 / 2 / 3 / 4 / 5 / 6 / 7 / 8 / 9 / 10 / 11 / 12 / 13 / 14 / 15 / 16 / 17 / 18 / 19 / 20 / 21

 

Benjaminitternes forbrydelse

1På den tid, da der endnu ingen konge var i Israel, boede der en mand af Levis stamme på et afsides sted i Efraims højland. Han havde hentet sig en medhustru i Betlehem i Juda. 2Men hun blev vred på ham og tog derefter tilbage til sin fars hus i Betlehem. Da der var gået fire måneder, 3opsøgte manden hende for at få hende med tilbage. Han havde taget sin tjener og et ekstra æsel med. Pigen førte ham ind til sin far, og faderen bød ham velkommen 4og bad ham blive nogle dage. Så blev han boende i tre dage. Han både spiste og sov der.

5På den fjerde dag stod levitten og hans tjener tidligt op for at begive sig på hjemturen sammen med konen, men svigerfaderen sagde: »I må da ikke tage af sted, før I har fået et godt måltid.« 6Så satte de sig ned og spiste et større måltid. »Bliv dog en dag mere!« bad svigerfaderen. »Vi har det jo dejligt sammen.« 7Levitten afslog, men hans svigerfar blev ved med at presse ham, indtil han gav efter og blev der natten over. 8Næste morgen stod de igen tidligt op for at komme af sted. »Spis nu først,« insisterede svigerfaderen. »Så kan I tage af sted i eftermiddag.«

9Samme eftermiddag, da levitten og hans medhustru og tjener gjorde klar til afrejsen, sagde svigerfaderen: »Det er ved at blive sent! Hvad med at blive endnu en nat, så vi kan hygge os sammen denne sidste aften? Så kan I tage af sted i morgen tidlig!«

10Men denne gang var levitten fast besluttet på at tage af sted. Så han sadlede sine to æsler og red af sted sammen med sin medhustru i retning af Jebus, som nu hedder Jerusalem.

11Det var sent på dagen, da de nåede til byen. »Vi kan ikke nå længere i dag,« sagde tjeneren. »Lad os overnatte i den her jebusitiske by.«

12-13»Nej,« svarede hans herre, »vi kan ikke tage ind i en fremmed by, hvor der ikke bor nogen israelitter. Lad os fortsætte til Gibea eller helt til Rama.«

14Så fortsatte de, indtil de kort efter solnedgang nåede Gibea, en landsby, som tilhørte Benjamins stamme, 15og de standsede for at overnatte der. De satte sig til at vente på torvet, men ingen tilbød dem husly for natten. 16Så kom en gammel mand forbi, der var på vej hjem fra arbejdet i marken. Han var efraimit, men boede nu i Gibea, skønt byen tilhørte Benjamins stamme. 17Da han fik øje på de fremmede, der sad på torvet, spurgte han dem, hvor de kom fra, og hvor de var på vej hen.

18»Vi er på vej hjem fra Betlehem i Juda,« svarede levitten. »Vi bor på et afsides sted i Efraims højland. Men ingen har tilbudt os husly for natten, 19skønt vi har foder til æslerne og rigeligt med mad og vin til os selv.«

20»Kom dog med mig!« udbrød den gamle mand. »Jeg skal nok sørge godt for jer. I kan da ikke blive siddende her på torvet.«

21Så tog han dem med hjem og fodrede deres æsler, og efter at de havde vasket deres fødder, spiste de til aften sammen. 22Men bedst som de sad og hyggede sig, blev huset omringet af en flok onde mænd fra byen. De hamrede på døren og råbte til den gamle mand: »Bring din gæst herud til os, så vi kan stille vores lyst på ham!« 23Den gamle mand gik ud for at tale dem fra det. »Hør nu her, venner,« sagde han. »I må ikke være så onde ved min gæst. 24I huset her er der både hans medhustru og min datter, der endnu er jomfru. Dem kan vi sende ud til jer, så I kan forlyste jer med dem. Men gør ikke noget så skammeligt mod min gæst.«

25Men de ville ikke tage imod fornuft. Så tog levitten sin medhustru og skubbede hende ud på gaden, hvor mændene på skift voldtog hende natten igennem, indtil det begyndte at blive lyst. 26Da solen stod op, slæbte hun sig hen til den gamle mands hus, hvor hun besvimede på dørtrinet og blev liggende, til det var helt lyst. 27Da levitten senere åbnede døren for at gøre sig klar til at tage af sted, fandt han sin medhustru liggende med hænderne på dørtrinet.

28»Rejs dig, og lad os komme af sted!« sagde han.

Men der kom ikke noget svar, for hun var død. Så lagde han hende op på æslet og bragte hende hjem til sit hus. 29Der tog han en kniv og skar hendes lig i 12 stykker, som han sendte ud til Israels 12 stammer. 30Alle, som hørte om det, sagde: »Så grusom en forbrydelse er ikke blevet begået siden vi forlod Egypten! Vi har aldrig set noget lignende. Der må gøres noget, men hvad?«

8 kommentare “Dommer – Kapitel 19”

  1. 4444dddd

    Der er især et element i fortællingen her, som jeg synes er tankevækkende i relation til evangeliet, det nemlig at vor levit -efter at have ‘ofret’ sin (“judæiske”) medhustru /(‘halvpart’), /~overgivende hende i syndige menneskers vold,- “skærer hende i tolv stykker”, som han ‘byder rundt’ til hver stamme (-s ‘eftertanke’); – tankevækkende med tanke på Jesu brøds_brydelse skærtorsdag sammen med de tolv-, qua: Hans legeme der Gives for dem, -til hans (forestående) hengivelses /(ofrings), ihukommelse, /-indtil han kommer igen.
    _Også deri: At det er Forenende de særskilte modtagere, så de handlingsmæssigt bliver ét legeme, (besindende sig på at være: ‘af et og samme brød’), – /med undtagelse af Benjamin (-eller skulle vi sige: “judas”.)

  2. 4444dddd

    Men ellers ligner den jo umiddelbart nærmest (-og ret så påfaldende) beretningen om Herrens besøg hos Abraham i Mamre med sine to ledsagere, og Deres videre færd herfra til Sodoma, med Lots gæstfrihed mod dem, (hvorind under han -ligesom her den gamle mand- er rede til at ‘ofre’ sine egne døtre for at redde dem fra at falde i sine gejle medborgeres vold, da de stormer huset for det-), hvortil de dog – ( i mangel af (?) først at have været omkring ‘bageren’ (eller ’slagteren’) alias : Betlehem (“brødets hus” (eller “kødets-“) ? ) – i stedet slog hele banden med blindhed, [~lod deres øjne blindes af : “Lyset” fra “Døren” (-?)].

    – Og, \igen søgende Fremad-\ : “Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra Himmelen”, -[og kommet til verden i Betlehem]-, “om nogen spiser af det brød, han skal leve til evig tid. Og det brød jeg vil give, er mit kød, til Liv for verden.”

    -Hvor overfor og hvortil jeg synes vi ret godt kan sige, at vor mellemliggende fortælling her, netop udgør en: Mellemproportional.-

    • 4444dddd

      / En mærkelig parallel mellem de to beretninger findes også deri, at hvor svigerfaderen fem gange holder levitten tilbage, så opholder Abraham Herren i sin videre færd ved fem gange i sin samtale med Ham at trykke ‘prisen’ for Sodomas overlevelse nedad.

    • 4444dddd

      \ Direkte søgende i Evangeliets beretning efter noget også Her ‘parallelt _tilsvarende’, dukker der faktisk _på en tilsvarende ‘beretningsmæssig position’ (-umiddelbart før syndens ‘opgørelse’ /-i henholdsvis Sodoma, Benjamin og verden)_ en flere gange gentagen ‘opholdelse’ af denne forestående opgørelse op, når nemlig Jesus i Getsemane tre gange ‘trækker sig tilbage’ for i bønnens betroelse både at lade sin sjæle-vånde “ånde”, om man så må sige, og hente sjæle-styrke i visheden om, at dénne forestående opgørelse _(for synderes indgang til Livet)_ ingen anden ‘betalingsmåde’ har-; ..(end Hans (sonings)-død).

  3. 4444dddd

    Skulle man her ligefrem savne min (ellers) ‘obligatoriske’ kritik af: Oversætningen-, så kunne den jo roses for her at have fremtryllet en ægte dansk hygge-komsammen ( noget vi alle kan forstå uden videre) – ‘midt i blodighederne’, dem den,- for så vidt dénne ‘iklædning’ også kunne kaldes et litterært karaktérmord (-på de (helt særlige) skrifter den oversætter (-kendetegnet ved Herrens navns ophøjelses /Gudfrygtighedens-, absolutte reference)),- også godt selv kunne siges yderligere at bidrage til(-), lægge mere ovenpå, _ mens den ‘forståelses-nøgle’ -af vor svigerfaders attitude- der helt kunne stemme med Skriften selv, giver sig i forlængelse af den forrige beretnings udtrykte særdeles glæde ved at få og have en: Levit, under sit tag.

  4. 4444dddd

    For øvrigt kommer der jo i ingen af de to nævnte tilfælde noget specielt Glædeligt ud af det for dem; -tværtimod må man vel sige,
    -Men faktisk kunne et sådant projekt : I mellem-menneskelighedens nærheds regi og med forventning om belønnende gengældelse, ‘privat’ at ville ‘fedte sig ind’ hos den levende Gud, Herren, også godt anskues som netop at lykkes for dem, når det nemlig tages med, at samme Gud ultimativt, ‘helt nær på’, er ham, som ‘i mellem-menneskelighedens nærheds regi’ lader sig selv dybt fornedre, og ofrer sit eget liv -for Syndens skyld, – ’svarende’ med at Mikas udbytte af det blev hans egen personlige fornedrelse, og med at vor svigerfaders ditto blev hans datters ofrelse -på syndighedens alter.
    -Også Abrahams omnævnte særdeles begunstigelse med Herrens eget ‘mellem-menneskelige nærvær’ “indbringer ham” jo, kunne man så sige, efterfølgende et forlangende om en helt særlig _offerydelse_.

    /Lidt i samme dur, -efter Herrens egen særdeles nærværenhed i sit navn-, kunne der jo så osse siges være en vis “logik” i, at det blev Jeftas egen datter, der først mødte ham ved hans hjemkomst./

    (Den velsignelse fra Herren -over deres jordeliv,- som de to “levit-holdere’ sikkert ellers har villet opnå, er derimod eksemplarisk eksemplificeret i beretningen om Elkana og Hannah, der i stedet for “at gøre som de selv fandt bedst”, nøje fulgte Herrens eget givne bud for Gudsdyrkelsen i Israel, hvert år drog op til helligdommen i Silo og dér bragte ham deres ofre, korrekt efter Loven, og hvor Hannah efter yderligere ‘på eget initiativ’ at ‘have dvælet i Hans særdeles nærhed’, så osse selv ‘ofrer’, d.v.s. frivilligt (igen) ‘afleverer’: ‘lønnen’ heraf, -at den nemlig, ‘korrekt placeret’, osse helt kan være og blive til: Velsignelse.)

    • 4444dddd

      -Nytestamenteligt ’sammentygget’ er dét Hannah her ‘tager højde for’, om man så må sige ( når hun så snart som muligt ‘placerer’ Samuel i Helligdommen), dét, Maria Ikke ‘tog i agt’, -da hun skældte den tolvårige Jesus ud for at være ‘blevet hængende’ i : Helligdommen-, _ og dét hun samtidig ‘afværger’_ dét, Simeon bebuder Maria under tempelfremstillingen: “At endog hendes egen sjæl skal et sværd gennemtrænge” \ som f.eks. da hun qua hans mor må lide den tort at blive afvist /_miskendt som sådan_ af Jesus, når hun, ‘hjemkaldende ham’, vil kalde ham ud af: ‘helligdommen’, ud af: “Sin kirke”.
      -Men det hænger selvfølgelig sammen med, at når alt det gammelt-givne har fået sin fuldbyrdelse i og med Sønnens (“Menneske-sønnens)” fuldbyrdelse af det, så er dette gamle ikke mere, hvad det var (: ufuldbyrdet), men er blevet _noget nyt_ -i forhold til sig selv (: ikke “noget andet”, men noget meget anderledes , noget fuldbragt, nemlig, (åndeligt værende – efter Sønnens (“Menneske-sønnens”) Guddommelige være_måde), så det gamle som sådant bliver til noget, vi skal se at ‘vænne os fra’, idet vi nemlig vender os til, i (troen på) ham, selv at blive åndeligt nyskabte.
      -for lige at minde os selv om især hedningeapostelens forkyndelse af evangeliets ord, \ hvis brod også Maria måtte smage, /eller måske: i særdeleshed-.

Skriv en kommentar til dette kapitel

Du skal være logget ind for at poste en kommentar.