Indledning / 1 / 2 / 3 / 4 / 5 / 6 / 7 / 8 / 9 / 10 / 11 / 12 / 13 / 14 / 15 / 16 / 17 / 18 / 19 / 20 / 21

 

Dans stamme stjæler Mikas afgudsbilleder

1På den tid var der som sagt ingen konge i Israel. Dans stamme søgte efter et sted, hvor de kunne slå sig ned, eftersom det endnu ikke var lykkedes dem at indtage det område, de havde fået tildelt. 2De udvalgte fem tapre krigere som repræsentanter for deres forskellige klaner fra byerne Zora og Eshtaol. De blev sendt af sted for at udspionere hele landet. I Efraims højland overnattede de i Mikas hus. 3Da de hørte den unge levits dialekt, gik de hen til ham og spurgte: »Hvordan er du kommet herhen? Hvad laver du her?« 4Så fortalte han dem, hvordan Mika havde taget imod ham og ansat ham som sin personlige præst.

 

5»Bed så Gud om at vise os, om vores ærinde vil lykkes!« sagde de. 6Præsten svarede: »Vær ved godt mod! Herren vil være med jer på rejsen!«

7Derefter fortsatte de fem mænd til byen Lajish. De så, at byens folk levede ubekymret i fred og sikkerhed ligesom sidonierne, at de var velstående og ikke manglede noget, og at de boede langt fra Sidon og ingen kontakt havde med de omkringboende aramæere.

8Da spionerne kom tilbage til Zora og Eshtaol, spurgte deres stammefæller dem: »Hvordan gik det? Hvad fandt I ud af?« 9-10Mændene svarede: »Lad os tage af sted og erobre Lajish! Vi har set, at landet er virkelig godt. Der er ikke noget at betænke sig på. Folket dér lever fredeligt og bekymrer sig ikke om noget, for de mangler intet. Gud har givet os et frugtbart og rummeligt land.«

11Så rykkede danitterne op fra Zora og Eshtaol med en hær på 600 bevæbnede krigere, 12og de slog lejr ved det sted vest for Kirjat-Jearim i Juda, som den dag i dag kaldes Dans Lejr. 13Derfra gik de ind i Efraims højland.

Da de kom til Mikas hus, 14sagde spionerne til krigerne: »I gudehuset derhenne er der en efod, nogle husguder, et gudebillede og en støbt gudestatuette. Mon ikke vi er enige om, hvad vi skal gøre?«

15-16Så gik de fem mænd hen til gudehuset, mens de 600 krigere blev stående uden for porten. Da den unge præst kom ud til porten, hilste mændene hjerteligt på ham. 17Mens præsten stod udenfor sammen med krigerne, kom de fem mænd ud fra Mikas gudehus med gudebilledet, efoden, husguderne og den støbte gudestatuette. 18»Hvad er det, I gør?« udbrød præsten forbavset. 19»Ti stille og følg med!« svarede de. »Fra nu af skal du være vejleder og præst for os! Er det ikke bedre at være præst for en hel stamme end bare for en enkelt mand?« 20Det forslag syntes præsten godt om, og uden yderligere indvendinger tog han efoden, husguderne og gudebilledet og fulgte med dem.

21Hele gruppen fortsatte nu rejsen mod Lajish med deres børn, kvæg og ejendele forrest. 22Da de var kommet lidt på afstand, tilkaldte Mika sine naboer og satte efter dem, der havde stjålet hans guder. Da de havde indhentet dem, 23råbte de til dem, at de skulle standse.

»Hvad er der i vejen?« spurgte danitterne. »Hvorfor kommer du med alle de folk?« 24»Hvad tror I?« råbte Mika tilbage. »I har stjålet mine guder og min præst, så nu har jeg ingenting tilbage. Og så spørger I, hvad der er i vejen!« 25»Du gør bedst i at passe dig selv!« svarede danitterne. »Ellers kunne det være, at nogle af os blev sure og huggede jer alle sammen ned!«

26Da Mika blev klar over, at der ikke var noget at stille op, vendte han om og gik hjem, og danitterne fortsatte deres rejse 27-28med hans afgudsbilleder og hans præst.

Da de nåede frem til Lajish, der lå fredeligt og trygt i dalen ved Bet-Rehob, huggede de indbyggerne ned og brændte byen af. Der var ingen, der kom til undsætning, afstanden til Sidon var for stor, og de havde ingen kontakt med de omkringboende aramæere. Efter sejren genopbyggede danitterne byen og blev boende der. 29De gav byen et nyt navn og opkaldte den efter deres forfar Dan, en af Jakobs sønner.

30Derefter opstillede de afgudsbillederne i byen og udnævnte Jonatan fra Gershoms slægt til præst. Jonatans efterkommere vedblev at være præster for danitterne, indtil byens befolkning blev ført bort som fanger til et fjendtligt land. 31Danitterne brugte Mikas afgudsbilleder, imens Herrens helligdom var i Shilo.

3 kommentare “Dommer – Kapitel 18”

  1. 4444dddd

    I den forstand at en: Skyggeaftegnig giver et: Omrids, /kontur, /’profil’, af det, den aftegner, synes jeg at: Jonatans- ‘figur’ her i kap. 17 og 18 ‘kalder lidt’ på at blive set som en sådan-, i første omgang som en ‘efterdønning’ i historien af hans bedstefar-, af: Moses / eller snarere af den ‘historisk’ agerende enhed: Moses – Aron.
    ‘Kontur-ridsene’ bliver da
    1): At han på et tidspunkt drager ud fra sit givne sted ‘på må og få’ og inviteres ind og tager ophold hos en ‘guds-dyrkende’ mand; /[-helt ‘i Moses’ skygge’];
    2): At han herfra: ‘kaldes (ud)’-, / i forbindelse med en ‘hjemløs’ folke-stammes ‘Udkald’ til Sit ‘forjættede land’;
    og 3): [ Helt ‘i Arons skygge’, /d.v.s: føjende sig efter: Folke-viljen]_ ladende et støbt gudebillede (-efter opholdslandets smag) _ [‘en guldkalv’ (-støbt af ‘kvindfolkets’ offergave)] være dén folkelige helligdom, som han selv forudskikkes til præst for -og hans sønner efter ham.

    Lidt søgt måske, – men alligevel;- /_og for resten også pegende lidt fremad, til rigets deling, hvor (netop) Dan som det ene af to steder i: Israels rige- udstyres med (netop): En guldkalv, “som folket ledsagede i optog til Dan”, og som kong Jeroboam gav dem med ordene: “Se, Israel, der er dine guder, som førte dig ud af Ægypten.”

    -Og endnu mere søgt kan vi -‘modsatgående hertil’- bemærke os, at beretningen jo allerførst -i kap. 17 (vers 7)- præsenterer ham for os som: En levit af Juda slægt-! ( en oplysning- /’knast’,- vores herværende oversætter har fundet det bedst at høvle væk /ned), men som ‘ubehøvlet’ vel nærmest finder en slags ‘genklang’ for sig helt fremme i Det nye testamente, hvor Paulus i Hebr. 7. taler om “en vis ypperstepræst oprundet af Juda stamme”, efter kødet (og herindunder såmænd også -efter sin moder : i slægt med den Arons-datter Elisabet), og hvortil så beretningens yderligere ‘konturering’ bliver noget Partiel, som f.eks. det “at være udgående fra Betlehem”, og det at være Deres ‘åndelige vejleder /hyrde’ hvis hu står til et “bedre hjemsted” (som de gerne “voldeligt river til sig”), og som : “kender ham på røsten”(!)

    • 4444dddd

      / Lidt decideret anstrengt måske -men det er nu engang denne slags kontur-Ligheds fremtræden _i evangeliets lys, der i mine øjne giver disse gammeltestamentelige beretninger deres decideret kristelige værd, Bibelske Medhørenhed,- så kunne vi jo bemærke os den nytestamentelige beskrivelse af Jesu frelsesværk som et: Sejrstog-, -den Stærkeres udfriende ‘udplyndring’ af Den stærkes ‘fængsel’-, om ikke just med en forgudet guldkalv i spidsen for sig (og senere opstillelse -udenfor lejrenes aktuelle omfang) , så jo dog (alligevel) i og med “et Lams”, Guds Offerlams- ‘ophøjelse’, (: ‘udenfor lejrens område’) ~under ledelse af den Hyrde, “som sætter sit liv til for fårene”, Dem der i troen på Ham -ligesom indbyggerne i danitternes nye land_: intet fattes.
      Det i vort regi herfor særlige er at opretholdelsen /fremståelsen af forskelligheden under Ligheden er lige så essentiel for Sandheden i det som Lighedens ‘bevidnelse’ af den,- når nemlig Det er sandt, at Gud har samlet hele Fylden i En (Guds Søn Jesus Kristus), så den ikke (-ikke i mindste måde) ‘fordeler’ sig ud over flere, – hvoraf det er mig en ’sand fornøjelse’ at se kontur-Ligheden (‘bevidnelsen’) tegne sig -for den derefter søgende /åbne, _mere abstrakt, kunne man sige,_ nemlig: Underordnet forskellighedens Distinktion (~nævnte: Sandhed), – men det forudsætter så også, at man glæder sig over Sandheden _i dette ords nytestamentelige betydning.

Skriv en kommentar til dette kapitel

Du skal være logget ind for at poste en kommentar.