Indledning / 1 / 2 / 3 / 4 / 5 / 6 / 7 / 8 / 9 / 10 / 11 / 12

 

Daniel i løvekulen

1Efter Belshazzars død overtog mederen Dareios magten over det babyloniske storrige i en alder af 62 år. 2Han opdelte riget i 120 provinser og indsatte en guvernør i hver provins. 3Over dem satte han tre statholdere, som de skulle stå til regnskab for, så riget blev effektivt administreret. Daniel var en af dem.

4Daniel udviste større administrative evner end de andre statholdere og guvernører, for han sad inde med en helt speciel visdom, og kong Dareios overvejede at gøre ham til rigets øverste administrative leder. 5De andre statholdere og guvernører blev derfor misundelige på Daniel, og de søgte at finde noget ved hans embedsførelse, som de kunne anklage ham for. Men de kunne ikke finde noget at kritisere, for Daniel var ærlig og ikke det mindste korrupt eller forsømmelig. 6»Vi kan ikke finde noget at anklage ham for, hvad hans arbejde angår,« konstaterede de. »Men måske vi kan finde noget i hans gudsdyrkelse.«

7I samlet trop gik de derfor til kongen og sagde: »Deres Majestæt længe leve! 8Vi statholdere, guvernører, rådgivere og andre højtstående embedsmænd er blevet enige om, at De burde udstede en lov, som siger, at hvis nogen i de næste 30 dage beder en bøn til nogen anden end Dem – det være sig til en gud eller til et menneske – skal de kastes for løverne. 9Vi opfordrer Dem til personligt at underskrive denne lov, så den ifølge medisk-persisk tradition ikke kan omstødes.« 10Kong Dareios udstedte da en sådan lov.

11Selvom Daniel vidste besked med den nye lov, gik han alligevel hjem og knælede, som han plejede, i det værelse ovenpå, hvor vinduerne stod åbne i retning af Jerusalem. Han blev ved med at bede og takke Gud tre gange dagligt, som han altid havde gjort. 12De misundelige embedsmænd stormede da ind i Daniels hus og fandt ham i færd med at bede til Gud. 13Straks gik de hen til kongen. »Deres Majestæt husker nok den lov, De lige har udstedt,« begyndte de. »Hvis nogen i de næste 30 dage beder en bøn til nogen anden end Dem – det være sig til en gud eller til et menneske – så skal de kastes for løverne.«

»Jo,« svarede kongen, »det står fast efter den medisk-persiske tradition. Loven kan ikke trækkes tilbage.«

14»Men Daniel, en af de bortførte judæere, er ligeglad med Dem og Deres lov. Han beder stadig til sin Gud tre gange om dagen.«

15Da kongen hørte det, blev han meget ked af det og spekulerede på, hvordan han mon kunne redde Daniel. Hele resten af dagen prøvede han at finde en udvej til at hjælpe Daniel.

16Om aftenen troppede mændene igen op hos kongen. »Deres Majestæt,« sagde de. »Vi vil gerne minde Dem om, at De ifølge medisk-persisk tradition ikke kan tilbagetrække en lov, De selv har underskrevet.«

17Så blev Daniel hentet og kongen sagde til ham: »Gid din Gud, som du tjener så trofast, må redde dig ud af det her!« Derpå blev Daniel kastet ned til løverne, 18og man hentede en stor sten, som blev lagt over løvekulens åbning. Til sidst forseglede kongen stenen både med det kongelige segl og regeringens segl, så det var umuligt at ændre noget i den sag. 19Derpå vendte kongen tilbage til paladset. Men han ville ikke spise, aflyste sin sædvanlige aftenunderholdning og lukkede ikke et øje hele natten.

20Næste morgen ved daggry stod kongen op og skyndte sig hen til løvekulen. 21Endnu inden han var nået helt derhen, råbte han sørgmodigt: »Åh, Daniel, du den levende Guds tjener! Mon den Gud, som du tjente så trofast, kunne redde dig fra løverne?« 22Straks svarede Daniel: »Deres Majestæt længe leve! 23Min Gud sendte en engel og lukkede løvernes gab, så de ikke kunne skade mig. I Guds øjne er jeg nemlig uskyldig, og jeg har heller ikke gjort noget forkert over for Dem, Deres Majestæt.«

24Kongen var ude af sig selv af glæde. Han fik straks Daniel hejst op fra løvekulen. Ikke en skramme havde han fået, for han havde sat sin lid til Gud.

25Men de mænd, som havde udtænkt den snedige plan, blev derefter på kongens befaling hentet og kastet i løvekulen sammen med deres koner og børn, og løverne kastede sig straks over dem og knuste deres knogler.

26Efter den oplevelse udsendte kong Dareios en meddelelse til alle sine undersåtter fra de forskellige folkeslag, stammer og sprog:

Alle gode ønsker fra kongen! 27Jeg befaler hermed, at alle borgere i hele riget fremover skal vise respekt og ærefrygt for Daniels Gud. Han er den levende og uforanderlige Gud, hvis herredømme aldrig vil ophøre, og hvis magt aldrig vil få ende. 28Han redder og frelser, hvem han vil. Han gør tegn og undere i himlen og på jorden. Han frelste Daniel fra løverne!

29Således oplevede Daniel fortsat lykke og fremgang både under Dareios og den persiske kong Kyros.

Skriv en kommentar til dette kapitel

Du skal være logget ind for at poste en kommentar.