Indledning til Mattæus

Indledning til Mattæus

Mattæus
Forfatter, datering og baggrund: Denne beretning om Jesus og hans virke er ifølge traditionen skrevet af apostlen Mattæus, en tidligere skatteopkræver. Han hed også Levi. Det er sandsynligvis det evangelium, som blev skrevet først, altså før Markus, Lukas og Johannes. Mange mener, at Mattæus skrev det på aramæisk (eller måske hebraisk) omkring år 40-50, og at det derefter blev oversat til græsk. Fortællestilen og tankegangen er semitisk snarere end græsk, og det er skrevet med jødiske læsere i tanke. Nogle af de græske ord afspejler aramæisk sprogbrug. I Judæa var det almindeligste landsbysprog hebraisk, mens aramæisk var udbredt i Galilæa og i de større byer. For Mattæus er det væsentligt at fremhæve for sit jødekristne publikum, at Jesus ikke forkastede Toraen (også kaldet Moseloven) som unyttig eller forkert. (Det hebraiske ord »Torah« betyder »vejledning, instruktioner« og bruges dels som en betegnelse for de fem første bøger i Bibelen, dels som et mere generelt ord for Guds vejledning, og det kan henvise til hele det Gamle Testamente.) Samtidig gør Mattæus det klart, at den undervisning, som Jesus bragte, er fundamentalt ny i forhold til jødisk tradition, og at det nye var forudsagt i det Gamle Testamente. Jesus opfyldte det profetiske indhold i Toraen. Han overholdt dens ånd og oprindelige intention, selv om han forkastede de mange mundtlige traditioner, som var lagt oven i Toraen. Jesus gjorde stærkt op med den forkerte måde Toraen blev anvendt på af mange farisæere og skriftlærde. Mattæus har ikke meget til overs for de selvretfærdige farisæere. Som skatteopkræver har han utvivlsomt selv lidt under deres bedrevidende anklager. Indhold: Bogen er en gennemgang af Jesu liv fra hans fødsel til hans korsfæstelse, genopstandelse og himmelfart. Den fortæller om det nye Guds rige, som blev åbenbaret gennem Jesus. På mange måder står Jesu undervisning i kontrast til farisæernes og de skriftlærdes opfattelse af, hvad mennesker burde og kunne gøre for at blive accepteret af Gud. Jesus beskriver selv sin undervisning som »ny vin«, der ikke kan hældes på gamle, stive lædersække (kap. 9,17). Hans lære er et brud med religiøse traditioner, men samtidig en opfyldelse af et utal af ældgamle profetier. Bogens fortællende afsnit lægger op til fem væsentlige taler af Jesus: 1) Om Guds riges væsen (kap. 5-7), 2) om rigets udbredelse (kap. 10), 3) billedtale om riget (kap. 13), 4) principper for livet i Guds rige (kap. 18) og 5) om verdens ende og rigets endelige gennembrud (kap. 24-25). Bogen afsluttes med befalingen om at gå ud og gøre mennesker fra alle folkeslag til disciple af Jesus. Budskab: Mattæus' hensigt er at vise, at Jesus er den person, som ifølge det Gamle Testamentes profetier skulle genindføre noget, der svarede til Kong Davids storhedsrige fra ca. 1000 f.Kr. Derfor introduceres Jesus som en efterkommer af kong David og patriarken Abraham (kap. 1,1). De 3 gange 14 slægtled har symbolsk betydning, idet 3 er tallet for det guddommelige, og 14 er kong Davids tal. De fleste jøder havde svært ved at forstå, at Jesus ikke blev en jordisk konge ligesom kong David, men nogle af dem forstod, at Jesus var en guddommelig, åndelig konge i et åndeligt rige, der skulle blive langt større end noget, de havde drømt om. Mattæus citerer ca. 70 profetier fra det Gamle Testamente, for han ønskede at overbevise især jøder om, at Jesus virkelig var den lovede Messias. Men Mattæus fastholder synet på Jesus ikke alene som jødernes Frelser og Konge (kap. 1,21), men som Frelser for alle folkeslag (kap. 4,13-16) og hele verdens Herre og åndelige Konge (kap. 28,19). Det græske ord for »godt nyt« er »evangelion«, som gennem latin er blevet til »evangelium«. Både det græske ord »Christos« (Kristus) og det hebraiske »Mashiach« (Messias) betyder »den salvede« og henviser til den konge, som profeterne havde talt om skulle komme engang. Citaterne fra det Gamle Testamente tjener blandt andet til at forklare, at det ikke var nogen tilfældighed, at Jesus kom til denne jord. Det var en del af Guds plan fra evighed af. Når man på hebraisk bruger ordet »søn«, forstås det i en videre betydning end normalt på dansk. Det betyder blandt andet, at »sønnen« er lig med »faderen« i karakter. Vi kender den udvidede betydning fra det danske »barn«. Vi er alle børn af vores tid, og vi er alle »Guds børn« i den forstand, at vi er skabt af Gud. De, der tror på Jesus og bliver hans disciple, kaldes »Guds børn« i den åndelige betydning.
Indledning til 2. Kongebog

Indledning til 2. Kongebog

2. Kongebog
Forfatter, datering og historisk baggrund: Se indledningen til Første Kongebog. Indhold: Bogen kan opdeles i to perioder: 1. Judas og Israels historie fra midten af det 9. årh. f.Kr. til Israels fald i 722 f.Kr. (kap. 1-17) og 2. Judas historie fra 722 f.Kr. til Judas og Jerusalems fald i 586 f.Kr. (kap. 18-25). Bogen handler således om baggrunden for et af de helt store vendepunkter i israelitternes historie - eksilet, fangenskabet i Babylonien. Selv om Gud havde givet dem deres eget land at bo i, var han nødt til at rykke dem op fra landet igen på grund af deres afgudsdyrkelse og deres ulydighed imod ham. Budskab: De enkelte konger og begivenheder beskrives med fokus på den åndelige betydning, de havde. Gennem dette drama af begivenheder med få gode og mange onde konger, fredstid og krigstid, fremgang og ødelæggelse, tegnes et billede af Gud som historiens Gud, der styrer de enkelte akter fra kulisserne, og som bruger sine modstandere til at fremme sine formål med sit folk. Han styrer og vejleder ved hjælp af sine profeter, og Anden Kongebog er et godt eksempel på, at han aldrig straffer uden først at give en klar advarsel.
Indledning til Habakkuk

Indledning til Habakkuk

Habakkuk
Historisk baggrund: Habakkuk levede i sidste halvdel af det 7. årh. f.Kr., nogenlunde samtidig med Jeremias og Zefanias. Indhold og budskab: Profeten anklager judæerne for deres ondskab og ugudelighed og forudsiger, at Gud vil bruge babylonierne til at straffe sit folk. Han har dog svært ved at forstå, at Gud kan bruge et så ugudeligt folk som babylonierne i sin plan. Bogen udtrykker Habakkuks frustration, men også Guds åbenbaring af sig selv midt i denne frustration: Gud er historiens Herre, mægtig til at tvinge gudløsheden ind under sin vilje. Derfor behøver de gudfrygtige ikke at fortvivle over de tilsyneladende meningsløse omstændigheder, tværtimod, de bør have tro til Gud og tillid til, at han har det sidste ord.
Indledning til Ezra

Indledning til Ezra

Ezra
Forfatter og datering: Bogen er skrevet af en jødisk skriftlærd, præsten Ezra, ca. 440 f.Kr. Historisk baggrund: Ezras bog er en fortsættelse af de to krønikebøger, der muligvis også er redigeret af Ezra ud fra en række tidligere historiske skrifter. Bogen fortæller om begivenheder hen mod slutningen af judæernes eksil i Babylonien fra den tid, da perserkongen Kyros gav dem lov til at rejse hjem (538 f.Kr.) og til Ezras reformation i Israel (458 f.Kr.). Det var kun folk fra Judas og Benjamins stamme, der vendte tilbage, og de kaldtes »judæere«, hvorfra vi har det danske ord »jøder«. Indhold og budskab: Bogens indhold kan opdeles i tre afsnit: 1. Den første gruppe judæere vender hjem fra eksilet (kap. 1-2) 2. Templet bliver genopbygget og indviet (kap. 3-6) 3. Den næste gruppe judæere vender hjem under ledelse af Ezra (kap. 7-10) Judæernes hjemkomst fra eksilet i Babylonien ses som opfyldelsen af Guds løfter til sit folk. Templets genopbygning blev den første og vigtigste opgave efter hjemkomsten, fordi templet var centrum for deres gudsdyrkelse. Det skete ikke uden modstand fra de fremmede, som under judæernes eksil havde bosat sig i Judæa og Samaria. Profeterne Haggaj og Zakarias var med til at opflamme de hjemvendte til at fuldføre arbejdet på trods af modstanden. Ud over genopbygningen af selve templet gjorde Ezra også meget for at føre folket tilbage til deres Gud og til de love og forordninger, Moses havde givet dem.
Indledning til Højsangen

Indledning til Højsangen

Højsangen
Forfatter og datering: Højsangen er formodentlig skrevet af kong Salomon i det 10. årh. f.Kr. Indhold og budskab: Bogen indeholder en række elskovsdigte, hvor en kvinde og en mand beskriver og erklærer deres kærlighed til hinanden. Somme tider henvender de sig til hinanden, andre gange til vennerne eller til sig selv. Af og til mindes de fortiden. Oversættelsen har klargjort, hvem der taler, selv om der er nogle steder, hvor det ikke kan afgøres med sikkerhed. Ingen anden bog i Bibelen har været genstand for så mange forskellige fortolkninger som Højsangen. Frem til midten af det 19. årh. var den allegoriske fortolkning fremherskende, dvs. bogen blev opfattet som en billedtale, der beskriver en åndelig virkelighed. Visse jødiske fortolkere opfattede bogen som en fremstilling af det jødiske folks historie fra overgangen over Det Røde Hav til Messias' komme. Luther mente, at der var tale om det ideelle forhold mellem en hersker og hans undersåtter. Middelalderens lærde så i bogen en beskrivelse af forholdet mellem Kristus og Jomfru Maria. Den mest udbredte, kristne, allegoriske fortolkning, den mystiske, som har overlevet op til vor tid, tolker bogen som kærlighedsforholdet mellem Kristus og kirken. Den realistiske opfattelse, at bogen skal opfattes bogstaveligt som beskrivelsen af et kærlighedsforhold mellem to mennesker, er nu ved at vinde frem, men det udelukker ikke, at den stadig også kan fortolkes allegorisk. Kap. 8,6-7 anses for at være et af bogens højdepunkter.
Indledning til Titus

Indledning til Titus

Titus
Forfatter, datering og baggrund: Titus var en af de første grækere, der kom til tro som resultat af Paulus' forkyndelse, sandsynligvis i Antiokia. Paulus udvalgte ham tidligt som sin medarbejder og tog ham med til apostelmødet i Jerusalem i år 49 e.Kr (Gal.2,1-3). På Paulus' tredje missionsrejse hjalp Titus ham under opholdet i Efesos, hvorefter Paulus sendte ham på en mission til korintermenigheden. Efter sit fangenskab i Rom tog Paulus Titus med på sin fjerde missionsrejse, og sammen grundlagde de en menighed på Kreta. Da Paulus fortsatte sin rejse, bad han Titus blive tilbage på Kreta for at tage sig af menigheden. Paulus skrev sandsynligvis brevet til Titus ca. år 66 e.Kr., kort efter at han havde skrevet det første brev til Timoteus. Han beder Titus om at prøve at finde skibslejlighed til havnebyen Nikopolis på Grækenlands vestkyst (kap.3,12). Brevet blev overbragt af Zenas og Apollos (kap.3,13). Det sidste, vi hører om Titus, er, at han rejste videre til Dalmatien, nord for Grækenland (2.Tim.4,10). Indhold og budskab: Paulus minder Titus om, hvor vigtigt det er, at menighedens ledere og øvrige medlemmer har en uangribelig levevis, især da Kreta på den tid var kendt for sin umoral. De kristne bør leve i overensstemmelse med den sunde lære, dvs. de skal opføre sig besindigt og værdigt og lade sig opdrage af Guds nåde til at leve et gudfrygtigt liv. Et sådant liv har langt større slagkraft end mange ord.
Indledning til Malakias

Indledning til Malakias

Malakias
Historisk baggrund: Inspireret af profeten Haggaj og under ledelse af Zerubbabel og Josva blev templet i Jerusalem færdigbygget i 516 f.Kr. I 458 f.Kr. kom Ezra tilbage fra eksilet sammen med flere tusinde jøder. Ezra gennemførte religiøse reformer og en fornyet respekt for Toraen. I 445 f.Kr. ankom Nehemias, og han fik genopbygget muren omkring Jerusalem. Han lagde også vægt på, at det jødiske folk skulle følge Guds love (Toraen) og specielt overholde sabbatten, give tiende og afholde sig fra at gifte sig med ikke-jøder. I 433 f.Kr. vendte Nehemias tilbage til sit job ved det persiske hof, og folk begyndte igen at blive ulydige mod Guds befalinger. Da Nehemias senere kom til Jerusalem, måtte han atter skride ind over for folkets ulydighed. Malakias virkede sandsynligvis i tiden efter, at Nehemias var vendt tilbage til hoffet i Persien og måske også under hans senere tilbagekomst til Jerusalem. Indhold og budskab: Malakias' navn betyder »min udsending«. Ligesom Johannes Døber var han en Guds udsending, der skulle bane vejen for Messias. Folket havde langtfra lært deres lektie under de 70 års eksil i Babylonien. De var havnet i eksilet på grund af synd og afgudsdyrkelse. Nu, da de var kommet hjem igen, fortsatte de med at være ulydige imod Gud. Det var det problem, Malakias pegede på. Men han afslutter bogen med at pege hen på den Messias (Kristus), som skal komme og frelse folket, og den profet (Johannes Døber), som skal bane vej for Messias. Det Gamle Testamente slutter således med at pege frem imod, hvad Gud vil gøre i det Ny Testamente.
Indledning til Hebræerne

Indledning til Hebræerne

Hebræerne
Forfatter, datering og baggrund: Man ved ikke, hvem der har skrevet brevet, men mange regner med, at det er Apollos. Dog er Barnabas og forskellige andre også blevet foreslået. Fra ca. år 400 til 1600 antog man, at det var Paulus. Brevet er skrevet før Jerusalems ødelæggelse i 70 e.Kr., for der foregår stadig ofringer i templet (kap.9,8-9). Men da ofringerne hører den gamle pagt og dermed fortiden til, forventer forfatteren, at de snart vil ophøre (kap.8,13). Indhold og budskab: Brevet er et meget betydningsfuldt skrift i det Ny Testamente. Det er skrevet til kristne, der kendte de jødiske love og traditioner, måske især jødekristne, der af forskellige grunde overvejede at vende tilbage til jødedommen. Forfatteren behandler en række områder, hvor den nye pagt har afløst den gamle pagt, og hvor Jesus opfyldte det Gamle Testamentes profetiske ord og billeder. Det første område handler om Jesus i forhold til englene. Den konservative del af jødedommen (farisæerne) havde stor respekt for englene, men Jesus står langt over englene. Nogle jøder var under indflydelse fra græsk mytologi begyndt at tilbede englene. Endvidere står Jesus langt over Moses, som var den største leder og profet i den gamle pagt, og som formidlede jødernes frigørelse fra slaveriet i Egypten. Jesus er også ypperstepræst, men på en helt anden måde end de tidligere ypperstepræster. Han indstiftede en ny præsteorden, og han er selv den evige, himmelske ypperstepræst, der til stadighed hos Gud går i forbøn for de troende. De årlige forsoningsofre er afløst af ét offer én gang for alle, nemlig Jesus selv. Samtidig indstiftede Jesus en ny pagt med hele verdens befolkning i stedet for den gamle pagt med Israels folk, der blev indstiftet ved Sinaibjerget. At der skulle komme en ny pagt var profeteret flere steder i det Gamle Testamente, og brevet indeholder et langt citat om det fra Jer.33,31-34 i kapitel 8,8-12. I kap. 11 og 12 trækker forfatteren nogle af israelshistoriens store personligheder frem og viser, hvordan de var forbilleder på tro. I brevets formanende afslutning opfordres vi til at »rette blikket fremad mod Jesus, som vores tro skal bygge på fra først til sidst.« (kap.12,2).
Indledning til Efeserne

Indledning til Efeserne

Efeserne
Forfatter, datering og baggrund: Brevet er skrevet af apostlen Paulus, mens han var i husarrest i Rom, sandsynligvis ca. år 60 e.Kr. Under sin tredje missionsrejse havde han gjort et længere ophold i Efesos, hvor det var lykkedes ham at oprette en livskraftig menighed. Kort efter blev der oprettet satellitmenigheder i de omkringliggende byer. Efesos var på det tidspunkt hovedstad i Provinsen Asien, det nuværende Lilleasien, og et vigtigt handelscentrum. Efeserbrevet er sandsynligvis tænkt som en rundskrivelse til alle Lilleasiens menigheder. Ved modtagelsen ville brevet blive læst op. Indhold og budskab: Til forskel fra de fleste andre af Paulus' breve er Efeserbrevet ikke et opgør med falsk lære og problemer i menigheden. Det blev skrevet, fordi Paulus ønskede at udvide sine tilhøreres åndelige horisont, så de bedre kunne forstå deres rolle i Guds evige frelsesplan. Brevet giver således et frelseshistorisk overblik, lige fra Guds tanker, før verden blev skabt, til hans frelsesværk på Golgata og helt frem til verdens ende, hvor al ondskab skal ophøre. Paulus minder sine tilhørere om, at vi står midt i kampen mellem det onde og det gode - kampen mellem Satan og Gud (kap. 6,12). Som lemmer på Kristi legeme er vi på forhånd lovet sejr i den kosmiske kamp. Menighedens forhold til sin Herre beskrives i forskellige billeder - f.eks. som forholdet mellem ægtefæller, som et legeme, hvor Kristus er hovedet, og som en bygning, hvor Kristus er hjørnestenen. Brevet slutter med en opfordring til i alle forhold at leve et værdigt kristenliv.
Indledning til Filipperne

Indledning til Filipperne

Filipperne
Forfatter, datering og baggrund: Brevet er skrevet af apostlen Paulus, mens han var i husarrest i Rom (se Ap.G.28,16ff), sandsynligvis i år 61 e.Kr. Med sit brev ønsker Paulus blandt andet at takke sine venner i menigheden i Filippi for en pengegave, de har sendt ham. Indhold: Paulus begynder brevet med at udtrykke sin tillid til menigheden og beretter derefter om sine problemer i Rom. Han benytter lejligheden til at opmuntre filipperne til at stå fast i troen trods forfølgelser og andre vanskelige omstændigheder. Han opfordrer dem også til at glemme personlige ambitioner og stræbe efter at leve i ydmyghed og enhed. Endelig minder han dem om, at de er frelst ved tro på Kristus og ikke ved at overholde de jødiske love. Budskab: I dette meget personlige brev udtrykker Paulus sin glæde over at være kristen, selvom han sidder fængslet og ikke ved, hvad fremtiden bringer. Får han lov til at leve, vil han glæde sig over Guds kærlighed - og skal han dø, vil han glæde sig over at skulle være sammen med Jesus i Himlen. Som kristne har vi vores hjemsted i Himlen (kap. 3,20) og kan derfor med glæde og fortrøstning bære vores lidelser her på jorden.