Indledning til 1. Johannes

Indledning til 1. Johannes

1. Johannes
Forfatter, datering og baggrund: Apostlen Johannes var fætter til Jesus, idet hans mor, Salome, og Jesu mor, Maria, var søstre (jf. Matt.27,56; Mark.16,1; Joh.19,25). Sammen med Peter og sin bror Jakob hørte han til inderkredsen af Jesu disciple. Foruden Johannesbrevene skrev han Johannesevangeliet og Johannes' Åbenbaring. Selvom brevene ikke nævner, hvem de er skrevet af, er der så mange sproglige ligheder mellem dem og Johannesevangeliet, at der ikke hersker megen tvivl om, at de har samme forfatter. Desuden bevidner de tidlige kirkefædre, at brevene er skrevet af apostlen Johannes. De tre breve blev skrevet omtrent samtidigt hen mod slutningen af apostlens liv, mellem år 85 og 95 e.Kr. Johannes skrev sandsynligvis både evangeliet og brevene i Efesos i det nuværende Tyrkiet, hvor han tilbragte sine sidste år som en højt agtet, ældre kirkeleder. Indhold og budskab: Johannes ønsker med dette meget personlige brev at opmuntre sine læsere til at have et nært forhold til Gud og til hinanden. Han advarer dem desuden imod visse vranglærere, der benægtede, at Jesus, Guds Søn, blev født som et menneske og døde som et menneske. Nogle mennesker hævdede nemlig, at Messias (Kristus) kun syntes at være et menneske uden at være det, og at han forlod sin menneskelige krop, før denne krop blev dræbt på korset. Det ser også ud, som om Johannes advarer imod visse vranglærere, der sagde, at det kristne liv drejede sig om at nå til »fuldkommenhed« gennem åndelig kundskab, og derfor betød det ikke så meget, hvad man gjorde med sin krop. For nogle af disse vranglærere var der ingen modsætning mellem en umoralsk levevis og en kristen livsstil. Johannes klargør, at en sådan »kundskab«, der fører til umoralitet, i virkeligheden er en stor løgn. Den sande kundskab kommer fra Helligånden gennem et helligt liv. Han fastslår, at Jesus, Guds evige Søn, var et virkeligt menneske, og han understreger betydningen af kærlighed, tilgivelse, fællesskab, sejr over synd, frelsesvished, hellighed og evigt liv.
1. Johannes – Kapitel 1

1. Johannes – Kapitel 1

1. Johannes
1-3 Vi fortæller jer om ham, som var til, før verden blev skabt. Han, den evige og udødelige, som var hos Faderen i Himlen, blev sendt her til jorden, for at vi kunne se ham og tage imod hans budskab og gennem ham få del i det evige liv. Vi så ham med vores egne øjne, og vi rørte ved ham med vores egne hænder. Han bragte budskabet om evigt liv til os mennesker, og vi har selv lyttet til det. Vi fortæller jer om det, vi selv har set og hørt, for at I må opleve det samme fællesskab, som vi oplever, nemlig fællesskabet med Faderen og med hans Søn, Jesus Kristus.
1. Johannes – Kapitel 2

1. Johannes – Kapitel 2

1. Johannes
1 Mine kære børn, jeg skriver det her for at hjælpe jer til ikke at synde. Men hvis I synder, så har vi en, der går i forbøn for os hos Faderen, nemlig Jesus Kristus, som selv er syndfri. 2 Han har allerede ved at ofre sit liv for os påtaget sig straffen for alle vores synder, ja, ikke kun for vores, men for alle menneskers synder.
1. Johannes – Kapitel 3

1. Johannes – Kapitel 3

1. Johannes
1 Tænk, hvor højt Gud Fader elsker os! Vi må kaldes hans børn, og det er vi! De, der tilhører denne verden, forstår os ikke, fordi de ikke forstår, hvem Jesus er. 2 Elskede venner, vi er Guds børn allerede her og nu, men vi kan ikke forestille os, hvor herligt det vil blive i fremtiden engang. Vi ved dog så meget, at når Jesus kommer igen, skal vi blive ligesom ham, for til den tid får vi ham at se, som han er i al sin herlighed.
1. Johannes – Kapitel 4

1. Johannes – Kapitel 4

1. Johannes
1 Elskede venner, I skal ikke tro på alt, hvad I hører. Vurder det for at se, om det er inspireret af Gud. For der er mange falske profeter, som rejser rundt i verden med deres forførende budskaber. 2 Vi kan bedømme, om de taler ud fra Guds Ånd på følgende måde: Hvis de forkynder, at Jesus er den ventede Messias, og at han er kommet herned på jorden som et menneske af kød og blod, så er det et budskab, der kommer fra Gud.
1. Johannes – Kapitel 5

1. Johannes – Kapitel 5

1. Johannes
1 Alle, som tror, at Jesus er den lovede Messias, er Guds børn. Hvis vi elsker ham, som vi er børn af, må vi også elske de andre børn, han har. 2 Vi ved, at vi elsker Guds børn, hvis vi elsker Gud og adlyder hans befalinger.