Indledning til Johannes

Indledning til Johannes

Johannes
Forfatter, datering og baggrund: Evangeliet er skrevet af apostlen Johannes. Han skrev sandsynligvis sin øjenvidneberetning i Efesos ca. 90-96 e.Kr. Indhold: Ifølge sine egne ord skrev han bogen »for at I skal tro på, at Jesus er Messias, Guds Søn, og gennem jeres tro få del i det evige liv.« (Kap. 20,31). Bogen har en poetisk indledning, der omtaler Jesus som Ordet, universets »livskilde«, før verdens skabelse. Dernæst omtales en række af Jesu undere og hans konfrontation med de vantro jødiske ledere. Kap. 13-17 beskriver Jesu forhold til sine disciple og hans ord til dem, aftenen inden han blev arresteret. Budskab: Mens Mattæus fremhæver Jesus som jødernes Messias, og Markus og Lukas beskriver ham henholdsvis som Guds Tjener og som menneske, understreger Johannes Jesu guddommelighed og tolker hans liv og opgave derudfra. Jesus beskrives ofte ved hjælp af symboler og billedsprog, for eksempel lys, brød, vand, dør, hyrde, vinstok, sandhed, kærlighed osv. Johannes ønsker at supplere de andre evangeliers beretninger, så han har mange ting med, som de andre ikke omtaler. På den anden side gentager han ikke ret meget af, hvad de andre allerede har fortalt om. Joh.3,16 kaldes »den lille bibel«, fordi det vers ganske kort forklarer kernen i kristendommen: »Gud elskede verden så højt, at han gav sin eneste Søn, for at enhver, der tror på ham, ikke skal gå fortabt, men få det evige liv.«
Indledning til Galaterne

Indledning til Galaterne

Galaterne
Forfatter, datering og baggrund: Brevet er skrevet af apostlen Paulus, sandsynligvis i Antiokia ca. 49 e.Kr., umiddelbart efter det store apostelmøde i Jerusalem. Antiokia var hjemsted for den første græsktalende menighed med en del ikke-jøder som medlemmer. Paulus og Barnabas oprettede flere kristne menigheder under deres første missionsrejse i den romerske provins Galatien i Lilleasien (se Ap.G.13,14-14,23). Da de rejste videre, forsøgte tilrejsende jødekristne at overbevise deres ikke-jødiske trosfæller om nødvendigheden af at blive omskåret og overholde hele den jødiske lov, Toraen. Det gør Paulus skarpt op med i dette brev. Som baggrund for irettesættelsen af galaterne beretter Paulus om en episode i Antiokia, hvor han var nødt til at irettesætte både Peter og Barnabas, fordi de trak sig bort fra fællesskabet med de uomskårne, græsktalende kristne af hensyn til nogle jødekristne venner af Jakob, der var på besøg (kap. 2,11-19). Senere kom der nogle jødiske farisæere fra Jerusalem til Antiokia og forlangte, at de ikke-jødiske kristne skulle overholde de jødiske love og omskæres for at blive betragtet som en del af Guds folk (kap. 2,4). Kort efter rejste Paulus sammen med Barnabas og Titus til Jerusalem for at nå til enighed med ledelsen i modermenigheden. Dette berømte møde refererer Paulus til i 2,1-10, og det er omtalt i Ap.G.15. Indhold og budskab: De jødekristne lærere kom til galaterne med et andet budskab, end det Paulus og Barnabas havde givet dem. Derfor er det vigtigt for Paulus at forsvare sit kald som apostel, et kald, som han ikke fik fra mennesker, men fra Gud. Paulus imødegår i skarpe vendinger de jødekristnes falske lære. Frelsen bygger hverken på omskærelse eller forsøg på at overholde de jødiske love. Den bygger alene på troen på Jesus Kristus, som døde for os og derved satte os fri fra Guds vrede og straf. Paulus henviser også til Abraham, »troens far«, der levede over 400 år før de jødiske love blev givet til Moses. Siden Abraham blev accepteret af Gud på grundlag af sin tro, hvordan kan nogen så hævde, at det er nødvendigt at overholde de jødiske love for at blive accepteret af Gud? Samtidig fastslår Paulus, hvad et sundt kristenliv er: Det udspringer af troen på Jesus Kristus og leves ved lydighed over for Helligåndens vejledning. Brevet understreger den dybe sandhed, at vi bliver frelst alene af Guds nåde ved tro på Jesus. Al anden lære er falsk (kap. 1,7). Ved tro får vi fred med Gud (kap. 2,16) og bliver åndeligt set børn af Abraham (kap. 3,7), og dermed også Guds nye trosfolk, det »sande« eller »åndelige« Israel (kap. 6,16). Den frihed må de troende aldrig opgive (kap. 5,1). Men friheden må ikke misbruges til at gøre oprør mod Guds vilje. Vi skal leve under Guds Ånds ledelse (kap. 5,16), for kun da er det muligt at opfylde kærlighedsbudet og dermed også Toraens intentioner (kap. 5,14). I den nye nådespagt er grundloven Kristi Lov, også kaldet Kærlighedsloven (kap. 6,2).
Indledning til Judas

Indledning til Judas

Judas
Forfatter, datering og baggrund: Som det fremgår af brevet, er det skrevet af Judas, en bror til Jakob. Den omtalte Jakob er utvivlsomt den berømte leder af menigheden i Jerusalem, som også var bror til Jesus og forfatter til Jakobs brev. Judas er sandsynligvis den yngste af Jesu fire brødre (Matt.13,55). Brevet har mange ligheder med 2. Petersbrev og er sandsynligvis skrevet kort efter. Da Judas i vers 18 tilsyneladende citerer 2.Pet.3,3, er det rimeligt at antage, at han kendte til 2. Petersbrev. De bruger begge et specielt græsk ord, som kun findes i 2.Pet.3,3 og Jud.18. Dog er det også muligt, at både Judas og Peter citerer en mundtlig undervisning givet af apostlene. Ligheden i ordvalget på græsk i de to breve er så slående, at det er mest sandsynligt at Judas' ordvalg bygger på Peters. (Nogle mener dog, at 2. Peter i stedet bygger på Judasbrevet.) Nogle af tankerne i Judas' brev bygger på 1. Enoks bog, som var almindelig kendt på den tid blandt jøder og jødekristne. Men den bog var ikke af en sådan kvalitet, at den kom med i Bibelen. Judas citerer den i vers 14-15. Indhold og budskab: Judas opfordrer de troende til at tage sig i agt for de falske lærere, der frækt sniger sig ind og underminerer menigheden med deres forkerte lære og ugudelige levevis. Gud vil dømme dem. De svage og dem, der tvivler, bør de derimod være barmhjertige mod og ellers bestræbe sig på at styrke deres eget trosliv.
Indledning til Mattæus

Indledning til Mattæus

Mattæus
Forfatter, datering og baggrund: Denne beretning om Jesus og hans virke er ifølge traditionen skrevet af apostlen Mattæus, en tidligere skatteopkræver. Han hed også Levi. Det er sandsynligvis det evangelium, som blev skrevet først, altså før Markus, Lukas og Johannes. Mange mener, at Mattæus skrev det på aramæisk (eller måske hebraisk) omkring år 40-50, og at det derefter blev oversat til græsk. Fortællestilen og tankegangen er semitisk snarere end græsk, og det er skrevet med jødiske læsere i tanke. Nogle af de græske ord afspejler aramæisk sprogbrug. I Judæa var det almindeligste landsbysprog hebraisk, mens aramæisk var udbredt i Galilæa og i de større byer. For Mattæus er det væsentligt at fremhæve for sit jødekristne publikum, at Jesus ikke forkastede Toraen (også kaldet Moseloven) som unyttig eller forkert. (Det hebraiske ord »Torah« betyder »vejledning, instruktioner« og bruges dels som en betegnelse for de fem første bøger i Bibelen, dels som et mere generelt ord for Guds vejledning, og det kan henvise til hele det Gamle Testamente.) Samtidig gør Mattæus det klart, at den undervisning, som Jesus bragte, er fundamentalt ny i forhold til jødisk tradition, og at det nye var forudsagt i det Gamle Testamente. Jesus opfyldte det profetiske indhold i Toraen. Han overholdt dens ånd og oprindelige intention, selv om han forkastede de mange mundtlige traditioner, som var lagt oven i Toraen. Jesus gjorde stærkt op med den forkerte måde Toraen blev anvendt på af mange farisæere og skriftlærde. Mattæus har ikke meget til overs for de selvretfærdige farisæere. Som skatteopkræver har han utvivlsomt selv lidt under deres bedrevidende anklager. Indhold: Bogen er en gennemgang af Jesu liv fra hans fødsel til hans korsfæstelse, genopstandelse og himmelfart. Den fortæller om det nye Guds rige, som blev åbenbaret gennem Jesus. På mange måder står Jesu undervisning i kontrast til farisæernes og de skriftlærdes opfattelse af, hvad mennesker burde og kunne gøre for at blive accepteret af Gud. Jesus beskriver selv sin undervisning som »ny vin«, der ikke kan hældes på gamle, stive lædersække (kap. 9,17). Hans lære er et brud med religiøse traditioner, men samtidig en opfyldelse af et utal af ældgamle profetier. Bogens fortællende afsnit lægger op til fem væsentlige taler af Jesus: 1) Om Guds riges væsen (kap. 5-7), 2) om rigets udbredelse (kap. 10), 3) billedtale om riget (kap. 13), 4) principper for livet i Guds rige (kap. 18) og 5) om verdens ende og rigets endelige gennembrud (kap. 24-25). Bogen afsluttes med befalingen om at gå ud og gøre mennesker fra alle folkeslag til disciple af Jesus. Budskab: Mattæus' hensigt er at vise, at Jesus er den person, som ifølge det Gamle Testamentes profetier skulle genindføre noget, der svarede til Kong Davids storhedsrige fra ca. 1000 f.Kr. Derfor introduceres Jesus som en efterkommer af kong David og patriarken Abraham (kap. 1,1). De 3 gange 14 slægtled har symbolsk betydning, idet 3 er tallet for det guddommelige, og 14 er kong Davids tal. De fleste jøder havde svært ved at forstå, at Jesus ikke blev en jordisk konge ligesom kong David, men nogle af dem forstod, at Jesus var en guddommelig, åndelig konge i et åndeligt rige, der skulle blive langt større end noget, de havde drømt om. Mattæus citerer ca. 70 profetier fra det Gamle Testamente, for han ønskede at overbevise især jøder om, at Jesus virkelig var den lovede Messias. Men Mattæus fastholder synet på Jesus ikke alene som jødernes Frelser og Konge (kap. 1,21), men som Frelser for alle folkeslag (kap. 4,13-16) og hele verdens Herre og åndelige Konge (kap. 28,19). Det græske ord for »godt nyt« er »evangelion«, som gennem latin er blevet til »evangelium«. Både det græske ord »Christos« (Kristus) og det hebraiske »Mashiach« (Messias) betyder »den salvede« og henviser til den konge, som profeterne havde talt om skulle komme engang. Citaterne fra det Gamle Testamente tjener blandt andet til at forklare, at det ikke var nogen tilfældighed, at Jesus kom til denne jord. Det var en del af Guds plan fra evighed af. Når man på hebraisk bruger ordet »søn«, forstås det i en videre betydning end normalt på dansk. Det betyder blandt andet, at »sønnen« er lig med »faderen« i karakter. Vi kender den udvidede betydning fra det danske »barn«. Vi er alle børn af vores tid, og vi er alle »Guds børn« i den forstand, at vi er skabt af Gud. De, der tror på Jesus og bliver hans disciple, kaldes »Guds børn« i den åndelige betydning.
Indledning til 1. Peter

Indledning til 1. Peter

1. Peter
Forfatter, datering og baggrund: Brevet er skrevet af apostlen Peter ca. 65 e.Kr., sandsynligvis i Rom, hvor Peter et par år senere (67 eller 68) led martyrdøden under kejser Nero. Brevet indeholder en del svære græske ord, så man formoder, at det er Silas, som har nedskrevet brevet på græsk og været med til at formulere ordlyden (se 5,12). Brevet er hebraisk i sin struktur, og mange af tankerne i brevet har paralleller til Jakobs brev og passer med jødekristen tankegang. Men nogle af formuleringerne på græsk er dog inspireret af Paulus, som Silas arbejdede sammen med i nogle år. Indhold og budskab: Peter henvender sig til de forfulgte kristne, der boede rundt om i Lilleasien, og han tænker især på de jødekristne, som har måttet flygte fra deres hjemland. Han opmuntrer dem til at holde fast ved troen på Jesus Kristus, selvom de måske fristes til at opgive troen for at undgå forfølgelse. Med Jesus som eksempel påviser Peter, at prøvelser hører med til det kristne liv, og at den kristne menighed nu er Guds udvalgte folk, hvor alle er »præster«, der i tro og lydighed kan glæde sig midt i lidelsen.
Indledning til Filemon

Indledning til Filemon

Filemon
Forfatter, datering og baggrund: Brevet til Filemon er skrevet af apostlen Paulus, mens han var i husarrest i Rom ca. år 60 e.Kr. Samtidig skrev han også brevet til menigheden i Kolossæ, og han sendte Onesimos og Tykikos af sted med begge breve. Indhold: Brevet er henvendt til en velhavende kristen i Kolossæ ved navn Filemon. Onesimos, en af Filemons slaver, havde stjålet fra ham og var derefter løbet bort. Det er en forbrydelse, som efter romersk lov medførte dødsstraf. Onesimos nåede imidlertid til Rom, hvor han mødte Paulus og kom til tro på Jesus. Paulus sendte ham senere tilbage til Filemon med følgende anmodning: Tag imod Onesimos uden at straffe ham. Husk, at han nu er mere end en slave. Han er en kristen og bør behandles som sådan. Brevet er et klassisk eksempel på den type breve, der har til formål at overtale tilhørerne til at acceptere brevskriverens synspunkt. Vi genfinder noget af denne struktur i flere af Paulus' breve. Efter den indledende hilsen (1-3) søger brevskriveren at etablere eller udbygge en god, personlig relation til modtageren (4-7). Derefter søger han at tale til modtagerens fornuft med gode argumenter (11-16), og så til modtagerens følelser (20-21). Det egentlige formål med brevet er altså pakket ind, og der lukkes kun op for det lidt efter lidt (8-10,17-19). Brevet afsluttes med hilsener og et gentaget ønske om Guds velsignelse. Budskab: Brevet er kort, men betydningsfuldt. Det viser, at der ikke er personsanseelse hos Gud: Han kunne frelse en flygtet slave lige så vel som hans fornemme herre. Det viser også, at den forandring, der sker i mennesker, når de bliver kristne, kan skabe forsoning, hvor der før var fjendskab.
Indledning til Hebræerne

Indledning til Hebræerne

Hebræerne
Forfatter, datering og baggrund: Man ved ikke, hvem der har skrevet brevet, men mange regner med, at det er Apollos. Dog er Barnabas og forskellige andre også blevet foreslået. Fra ca. år 400 til 1600 antog man, at det var Paulus. Brevet er skrevet før Jerusalems ødelæggelse i 70 e.Kr., for der foregår stadig ofringer i templet (kap.9,8-9). Men da ofringerne hører den gamle pagt og dermed fortiden til, forventer forfatteren, at de snart vil ophøre (kap.8,13). Indhold og budskab: Brevet er et meget betydningsfuldt skrift i det Ny Testamente. Det er skrevet til kristne, der kendte de jødiske love og traditioner, måske især jødekristne, der af forskellige grunde overvejede at vende tilbage til jødedommen. Forfatteren behandler en række områder, hvor den nye pagt har afløst den gamle pagt, og hvor Jesus opfyldte det Gamle Testamentes profetiske ord og billeder. Det første område handler om Jesus i forhold til englene. Den konservative del af jødedommen (farisæerne) havde stor respekt for englene, men Jesus står langt over englene. Nogle jøder var under indflydelse fra græsk mytologi begyndt at tilbede englene. Endvidere står Jesus langt over Moses, som var den største leder og profet i den gamle pagt, og som formidlede jødernes frigørelse fra slaveriet i Egypten. Jesus er også ypperstepræst, men på en helt anden måde end de tidligere ypperstepræster. Han indstiftede en ny præsteorden, og han er selv den evige, himmelske ypperstepræst, der til stadighed hos Gud går i forbøn for de troende. De årlige forsoningsofre er afløst af ét offer én gang for alle, nemlig Jesus selv. Samtidig indstiftede Jesus en ny pagt med hele verdens befolkning i stedet for den gamle pagt med Israels folk, der blev indstiftet ved Sinaibjerget. At der skulle komme en ny pagt var profeteret flere steder i det Gamle Testamente, og brevet indeholder et langt citat om det fra Jer.33,31-34 i kapitel 8,8-12. I kap. 11 og 12 trækker forfatteren nogle af israelshistoriens store personligheder frem og viser, hvordan de var forbilleder på tro. I brevets formanende afslutning opfordres vi til at »rette blikket fremad mod Jesus, som vores tro skal bygge på fra først til sidst.« (kap.12,2).
Indledning til Apostlenes Gerninger

Indledning til Apostlenes Gerninger

Apostlenes Gerninger
Forfatter, datering og baggrund: Bogen er skrevet af Lukas og er en fortsættelse af Lukasevangeliet. Hvor den er skrevet, vides ikke, men den er ligesom Lukasevangeliet adresseret til en højtstående person ved navn Teofilus. Nogle mener, at den er skrevet ca. år 63, andre, at den først er skrevet efter år 70. Indhold: Bogen begynder, hvor evangeliet slutter - med Jesu himmelfart. Derefter skifter scenen til Jerusalem, hvor apostlene og de øvrige disciple sammen venter på opfyldelsen af, hvad Jesus har lovet dem. Pinsedag, 10 dage efter Jesu himmelfart, kommer Helligånden over dem og fylder dem med kraft. Fra da af vokser menigheden hurtigt - fra Jerusalem til Samaria og »helt til verdens ende« (kap. 1,8). I bogens første del er apostlen Peter og menigheden i Jerusalem midtpunkt i handlingen. Fra kap. 9 og ud følger vi apostlen Paulus på tre af hans fire missionsrejser til store dele af den romerske verden, samt hans tvungne rejse til den kejserlige domstol i Rom. Budskab: Apostlenes gerninger er beretningen om den kristne kirkes begyndelse og vilkår, om fællesskab og om forfølgelse, om ekspansion og om Helligåndens kraftige virke i menighedens og den enkelte kristnes liv.
Indledning til Filipperne

Indledning til Filipperne

Filipperne
Forfatter, datering og baggrund: Brevet er skrevet af apostlen Paulus, mens han var i husarrest i Rom (se Ap.G.28,16ff), sandsynligvis i år 61 e.Kr. Med sit brev ønsker Paulus blandt andet at takke sine venner i menigheden i Filippi for en pengegave, de har sendt ham. Indhold: Paulus begynder brevet med at udtrykke sin tillid til menigheden og beretter derefter om sine problemer i Rom. Han benytter lejligheden til at opmuntre filipperne til at stå fast i troen trods forfølgelser og andre vanskelige omstændigheder. Han opfordrer dem også til at glemme personlige ambitioner og stræbe efter at leve i ydmyghed og enhed. Endelig minder han dem om, at de er frelst ved tro på Kristus og ikke ved at overholde de jødiske love. Budskab: I dette meget personlige brev udtrykker Paulus sin glæde over at være kristen, selvom han sidder fængslet og ikke ved, hvad fremtiden bringer. Får han lov til at leve, vil han glæde sig over Guds kærlighed - og skal han dø, vil han glæde sig over at skulle være sammen med Jesus i Himlen. Som kristne har vi vores hjemsted i Himlen (kap. 3,20) og kan derfor med glæde og fortrøstning bære vores lidelser her på jorden.