Indledning til Romerne

Indledning til Romerne

Romerne
Forfatter, datering og baggrund: Romerbrevet er skrevet af apostlen Paulus ca. 57 e.Kr., mens han opholdt sig i Korinth eller i den tilstødende havneby, Kenkrea. Paulus var ved afslutningen af sin tredje missionsrejse og på vej til Jerusalem med en pengegave fra menighederne i Grækenland. Samtidig forberedte han sin fjerde missionsrejse, som blandt andet skulle gå til Spanien via Rom. I brevet præsenterer Paulus sig for menigheden i Rom, som bestod af både jøder og grækere og derfor også var præget af forskelle i kultur og tankegang. Dele af brevet henvender sig især til de kristne med græsk baggrund, mens andre dele især er henvendt til de kristne med jødisk baggrund. Indhold og budskab: Brevet er Paulus' mest systematiske skrift og det Ny Testamentes klareste fremstilling af den kristne tro som et budskab, der lå skjult i det Gamle Testamentes profetier, men blev åbenbaret gennem Jesus, den ventede Frelser og Messias. I menigheden i Rom var der som i flere andre menigheder en tendens til, at de kristne jøder fortsat bibeholdt deres traditionelle tankegang og lagde vægt på stadig at være underlagt den jødiske religiøse lov, også kaldet Toraen. Paulus understreger, at en kristen skal leve i lydighed mod Gud og under Helligåndens vejledning. Det er ikke længere et spørgsmål om at overholde bestemte lovregler for at behage Gud. På den anden side vil resultatet af et liv under Helligåndens vejledning betyde, at lovens etiske fordringer bliver fulgt. I kapitel 7 gør Paulus rede for, at kristne jøder er løst fra den gamle pagts lov, og i kapitel 8 hører vi om det sejrende kristne liv under Helligåndens vejledning. Når Paulus ofte stiller spørgsmål i sin argumentation, er det for at drage læseren med ind i diskussionen. Nogle gange bliver spørgsmålene stillet af en tænkt debatmodstander, andre gange stiller Paulus selv spørgsmål, som han så svarer på.
Indledning til Jakob

Indledning til Jakob

Jakob
Forfatter, datering og baggrund: Brevet er skrevet af Jakob, Jesu ældste bror, der var en fremtrædende personlighed blandt de første kristne ledere og havde ansvaret for menigheden i Jerusalem. I år 62 e.Kr. blev Jakob anklaget af de jødiske ledere under ypperstepræsten Ananus II og henrettet ved stening. Brevet kan være skrevet allerede ca. 45-48 e.Kr. og er i så fald det ældste skrift i det Ny Testamente. De fleste regner dog med, at det er skrevet en gang i 50'erne. Da det er et generelt rundbrev, har det kun en meget kort indledning og ingen afslutning. Indhold og budskab: Brevet er henvendt til kristne jøder i almindelighed, muligvis dem, der efter forfølgelsen i forbindelse med Stefanus' død blev spredt ud over det romerske kejserrige. Så vidt vi ved, forblev Jakob i Jerusalem hele sit liv og forkyndte budskabet om Jesus udelukkende for jøder. Derfor er det naturligt, at han i brevet henvender sig til jødekristne. Det er også naturligt, at han ordner sit stof efter hebraisk tankegang. Det betyder, at han i kapitel 1 giver et kort overblik over væsentlige temaer i sit budskab. I de næste kapitler tager han de forskellige emner op i mere detaljeret form. Brevet genspejler budskabet fra Jesu bjergprædiken (se Mattæus kap. 5-7). Kort og koncist behandler Jakob problemer som stolthed, diskrimination, fattigdom, grådighed, begær, fristelse, hykleri, verdslighed, praleri, skænderi, negativ kritik osv., og han påviser betydningen af tro, hellighed, ydmyghed, bøn, tålmodighed og visdom i en kristens liv. Jakob understreger nødvendigheden af, at der er overensstemmelse mellem tro og handling. Det hjælper ikke at have tro, hvis den ikke samtidig giver sig udtryk i handling.
Indledning til 1. Korinter

Indledning til 1. Korinter

1. Korinter
Forfatter, datering og baggrund: Brevet er skrevet af apostlen Paulus ca. år 55, mens han opholdt sig i Efesos i Lilleasien. Under sin anden missionsrejse etablerede Paulus en menighed i storbyen Korinth, som var et økonomisk, kulturelt og religiøst centrum på den tid. Det var den største by i Grækenland. Paulus skrev sandsynligvis fire breve til menigheden i Korinth, men det første og det tredje er gået tabt. De breve, som vi kalder det første og det andet, er så i virkeligheden det andet og fjerde. Indhold og budskab: Efter Paulus' afrejse opstod der problemer af læremæssig og moralsk karakter i menigheden, og man sendte et brev med forskellige spørgsmål til Paulus. I Paulus' svarbrev er det ikke altid klart, hvornår han svarer på et konkret spørgsmål, og hvornår han giver vejledning om et problem, som han har hørt, de har. I oversættelsen har vi klargjort de steder, hvor vi mener, at han hentyder til deres opfattelse og meninger, før han korrigerer dem. Der var problemer på grund af sammenstødet mellem jødisk og græsk kultur. For eksempel skulle kvinderne ifølge jødisk kultur holde sig i baggrunden og bære slør eller tørklæde på offentlige steder - også i synagogen. De jødiske kristne forventede derfor en tilsvarende opførsel af de græske kristne. Men de græske kvinder var ikke undergivet sådanne kulturelle begrænsninger. De var derimod meget selvstændige og frigjorte og havde en fremtrædende plads i samfundet. Et andet problem var den almindelige og religiøse prostitution. På et tidspunkt var der 1000 prostituerede tilknyttet det store Afrodite tempel. Den slags var fuldt accepteret i det græske samfund og åbenbart også blandt nogle af de kristne grækere. Det lader til, at grækerne fuldstændigt adskilte det åndelige og det kropslige, og de anbragte begrebet synd i det åndelige område. Det betød, at deres dagligliv ikke afspejlede deres åndelige overbevisning. I kapitel 1-4 omtaler Paulus problemer med stolthed og splittelser, i kap. 5-6 nogle alvorlige moralske problemer, i kap. 7 giver han vejledning om ægteskab og skilsmisse, i kap. 8-10 behandler han spørgsmålet om afgudsdyrkelse og kød ofret til afguderne, i kap. 11 omtaler han forholdet mellem mand og kvinde samt enhed i menigheden i forbindelse med nadveren, i kap. 12-14 omtaler han den rette brug af nådegaverne i kærlighed, i kap. 15 kommer han ind på håbet om genopstandelsen, i kap. 16 nævner han kort den igangværende indsamling til de fattige kristne og sine egne rejseplaner. »Kærlighedskapitlet« (kap. 13) er formentlig et af de mest kendte afsnit i Bibelen.
Indledning til Markus

Indledning til Markus

Markus
Forfatter, datering og baggrund: Denne beretning om Jesus og hans virke er sandsynligvis skrevet af Johannes Markus. Som ung mand havde Markus lejlighed til at se og høre Jesus i Jerusalem og kom til tro på ham. Senere fulgte han Paulus og Barnabas på deres første missionsrejse. Han var også i en længere periode medhjælper for apostlen Peter. Mange af detaljerne i hans beretning om Jesus bygger sandsynligvis på, hvad Peter fortalte. Bogen er skrevet med kristne ikke-jøder i tanke, sandsynligvis omkring 45-55 e.Kr., men det nøjagtige tidspunkt kendes ikke. Det vides ikke med sikkerhed, om Markusevangeliet blev skrevet før Mattæusevangeliet eller efter. Vi mener, at kirkefædrene har ret, når de fortæller os, at Mattæusevangeliet var det første. Ved at sammenligne de to beretninger kan man se, at Markus sandsynligvis har kendt til Mattæusevangeliet og bruger en del materiale derfra. Han udelukker dele, som er mindre relevant for ikke-jøder, og forklarer af og til nogle specielt jødiske traditioner, som ikke-jøder havde vanskeligt ved at forholde sig til. Indhold og budskab: Markus koncentrerer sig mere om, hvad Jesus gjorde, end hvad han sagde. Derfor lægges hovedvægten på, at Jesus viser sin magt til at frelse, befri og helbrede mennesker. Der er fokus på Jesus som Guds Tjener og Guds Søn. Hans undere, helbredelser, befrielser fra dæmoner og hans magt til at tilgive synd viser hans identitet som Guds Søn. Bogen begynder med en beskrivelse af Jesu offentlige tjeneste og hans forkyndelse af, at Guds rige nu er kommet til denne jord. Der henvises flere gange til Jesu korsfæstelse som grundlaget for forsoning mellem Gud og mennesker. Jesus blev straffet for vores synd (se kap. 8,31; 9,31; 10,33-34 og 45). Den sidste uge, inden Jesus døde, beskrives indgående og afsluttes med beretningen om hans opstandelse og himmelfart. Det er et godt og glædeligt budskab, som gælder alle mennesker over hele jorden, ikke kun det jødiske folk. Det græske ord for »godt nyt« er »evangelion«, som gennem latin er blevet til »evangelium«. Både det græske ord »Christos« (Kristus) og det hebraiske »Mashiach« (Messias) betyder »den salvede« og henviser til en person, som Gud på en særlig måde har udrustet og udsendt til en bestemt opgave. Det er et af flere udtryk, der bruges om den befrier og konge, som jøderne havde ventet på i mange hundrede år, og som er omtalt i mange profetier i det Gamle Testamente. De mange citater i det Nye Testamente, som er hentet fra det Gamle Testamente, tjener blandt andet til at forklare, at det ikke var nogen tilfældighed, at Jesus kom til denne jord. Det var en del af Guds plan fra evighed af. Når man på hebraisk bruger ordet »søn«, forstås det i en videre betydning end på dansk. Det betyder blandt andet, at »sønnen« er lig med »faderen« i karakter. Vi kender den udvidede betydning fra det danske »barn«. Vi er alle børn af vores tid, og vi er alle »Guds børn« i den forstand, at vi er skabt af Gud. De, som tror på Jesus, bliver »Guds børn« i den åndelige betydning, hvilket vil sige, at de har fået deres synder tilgivet og er kommet ind i Guds rige.
Indledning til Åbenbaringen

Indledning til Åbenbaringen

Åbenbaringen
Forfatter, datering og baggrund: Justinus Martyr fra midten af det andet århundrede har bevidnet, at den Johannes, som har skrevet bogen, er apostlen Johannes, bror til Jakob. Bogen omhandler nogle syner og åbenbaringer, han modtog, mens han var fange på øen Patmos. Den er sandsynligvis skrevet ca. år 95 e.Kr., mens Domitian var kejser i Rom. Man har i nyere tid tvivlet på, at apostlen Johannes skulle være forfatteren, men der er mange fælles træk i sprogbrugen mellem Johannesevangeliet, Johannes' breve og Åbenbaringsbogen. F.eks. findes det sjældne ord »skænoå« (bo i telt) kun 5 gange i NT, 4 gange i Åbenbaringsbogen og 1 gang i Johannesevangeliet. Ordene »bevidne« og »vidnesbyrd« er meget anvendt i alle Johannes' skrifter. Af de 76 forekomster af »bevidne« i NT er de 47 i Johannesbøgerne, heraf 33 i Johannesevangeliet, 6 i 1. Johannes, 4 i 3. Johannes og 4 i Åbenbaringen. Af de 37 forekomster af »vidnesbyrd« i NT er de 30 i Johannesbøgerne, heraf 14 i Evangeliet, 6 i 1. Johannes, 1 i 3. Johannes og 9 i Åbenbaringsbogen. Et andet ord, som især Johannes bruger, er »holde af« (fileå). Af de 25 forekomster i NT er de 13 i Johannesesvangeliet og 2 i Åbenbaringsbogen. Sprogbrugen har mange semitiske træk, så det er muligt, at beretningen først blev nedskrevet på hebraisk eller aramæisk og senere oversat til græsk. Dog er det mere sandsynligt, at Johannes skrev den på græsk med en stærk afsmitning fra hans hebraiske modersmål. Indhold og budskab: Under kejser Nero var der alvorlige forfølgelser af de kristne, især i perioden 64-68. Det var på det tidspunkt, Paulus og Peter blev henrettet. Der var ingen væsentlige forfølgelser under de næste to kejsere, Vespasian og Titus. Men under Domitian tog forfølgelserne til igen. Kejseren kunne ikke acceptere, at de kristne betragtede Jesus som deres Herre og derfor nægtede at tilbede kejseren. Bogen er således blevet til under en tid med forfølgelse. Bogen har to hovedafsnit: Det første (kap. 1-3) indeholder breve til syv menigheder i Lilleasien, og det andet (kap. 4-22) består af en række syner og åbenbaringer om fremtiden med en rig symbolik. De forskellige syner overlapper til dels hinanden i tid, som det er normalt i den cirkulære semitiske fortællestil. Læseren må selv prøve at forstå tidssammenhængen, men det er vanskeligt i en vestlig kultur, som har tradition for at fortælle en historie i kronologisk rækkefølge. Synerne omhandler ondskabens oprør imod Gud, Guds vrede og straf over det onde, Satans og alle onde magters nederlag, Kristi synlige genkomst, tusindårsriget og til sidst verdens undergang efterfulgt af skabelsen af en ny jord og en ny himmel, hvor al ondskab og lidelse er utænkelig, hvor død og sorg, skrig og smerte hører fortiden til (kap. 21,4).
Indledning til Efeserne

Indledning til Efeserne

Efeserne
Forfatter, datering og baggrund: Brevet er skrevet af apostlen Paulus, mens han var i husarrest i Rom, sandsynligvis ca. år 60 e.Kr. Under sin tredje missionsrejse havde han gjort et længere ophold i Efesos, hvor det var lykkedes ham at oprette en livskraftig menighed. Kort efter blev der oprettet satellitmenigheder i de omkringliggende byer. Efesos var på det tidspunkt hovedstad i Provinsen Asien, det nuværende Lilleasien, og et vigtigt handelscentrum. Efeserbrevet er sandsynligvis tænkt som en rundskrivelse til alle Lilleasiens menigheder. Ved modtagelsen ville brevet blive læst op. Indhold og budskab: Til forskel fra de fleste andre af Paulus' breve er Efeserbrevet ikke et opgør med falsk lære og problemer i menigheden. Det blev skrevet, fordi Paulus ønskede at udvide sine tilhøreres åndelige horisont, så de bedre kunne forstå deres rolle i Guds evige frelsesplan. Brevet giver således et frelseshistorisk overblik, lige fra Guds tanker, før verden blev skabt, til hans frelsesværk på Golgata og helt frem til verdens ende, hvor al ondskab skal ophøre. Paulus minder sine tilhørere om, at vi står midt i kampen mellem det onde og det gode - kampen mellem Satan og Gud (kap. 6,12). Som lemmer på Kristi legeme er vi på forhånd lovet sejr i den kosmiske kamp. Menighedens forhold til sin Herre beskrives i forskellige billeder - f.eks. som forholdet mellem ægtefæller, som et legeme, hvor Kristus er hovedet, og som en bygning, hvor Kristus er hjørnestenen. Brevet slutter med en opfordring til i alle forhold at leve et værdigt kristenliv.
Indledning til Titus

Indledning til Titus

Titus
Forfatter, datering og baggrund: Titus var en af de første grækere, der kom til tro som resultat af Paulus' forkyndelse, sandsynligvis i Antiokia. Paulus udvalgte ham tidligt som sin medarbejder og tog ham med til apostelmødet i Jerusalem i år 49 e.Kr (Gal.2,1-3). På Paulus' tredje missionsrejse hjalp Titus ham under opholdet i Efesos, hvorefter Paulus sendte ham på en mission til korintermenigheden. Efter sit fangenskab i Rom tog Paulus Titus med på sin fjerde missionsrejse, og sammen grundlagde de en menighed på Kreta. Da Paulus fortsatte sin rejse, bad han Titus blive tilbage på Kreta for at tage sig af menigheden. Paulus skrev sandsynligvis brevet til Titus ca. år 66 e.Kr., kort efter at han havde skrevet det første brev til Timoteus. Han beder Titus om at prøve at finde skibslejlighed til havnebyen Nikopolis på Grækenlands vestkyst (kap.3,12). Brevet blev overbragt af Zenas og Apollos (kap.3,13). Det sidste, vi hører om Titus, er, at han rejste videre til Dalmatien, nord for Grækenland (2.Tim.4,10). Indhold og budskab: Paulus minder Titus om, hvor vigtigt det er, at menighedens ledere og øvrige medlemmer har en uangribelig levevis, især da Kreta på den tid var kendt for sin umoral. De kristne bør leve i overensstemmelse med den sunde lære, dvs. de skal opføre sig besindigt og værdigt og lade sig opdrage af Guds nåde til at leve et gudfrygtigt liv. Et sådant liv har langt større slagkraft end mange ord.
Indledning til Johannes

Indledning til Johannes

Johannes
Forfatter, datering og baggrund: Evangeliet er skrevet af apostlen Johannes. Han skrev sandsynligvis sin øjenvidneberetning i Efesos ca. 90-96 e.Kr. Indhold: Ifølge sine egne ord skrev han bogen »for at I skal tro på, at Jesus er Messias, Guds Søn, og gennem jeres tro få del i det evige liv.« (Kap. 20,31). Bogen har en poetisk indledning, der omtaler Jesus som Ordet, universets »livskilde«, før verdens skabelse. Dernæst omtales en række af Jesu undere og hans konfrontation med de vantro jødiske ledere. Kap. 13-17 beskriver Jesu forhold til sine disciple og hans ord til dem, aftenen inden han blev arresteret. Budskab: Mens Mattæus fremhæver Jesus som jødernes Messias, og Markus og Lukas beskriver ham henholdsvis som Guds Tjener og som menneske, understreger Johannes Jesu guddommelighed og tolker hans liv og opgave derudfra. Jesus beskrives ofte ved hjælp af symboler og billedsprog, for eksempel lys, brød, vand, dør, hyrde, vinstok, sandhed, kærlighed osv. Johannes ønsker at supplere de andre evangeliers beretninger, så han har mange ting med, som de andre ikke omtaler. På den anden side gentager han ikke ret meget af, hvad de andre allerede har fortalt om. Joh.3,16 kaldes »den lille bibel«, fordi det vers ganske kort forklarer kernen i kristendommen: »Gud elskede verden så højt, at han gav sin eneste Søn, for at enhver, der tror på ham, ikke skal gå fortabt, men få det evige liv.«
Indledning til Galaterne

Indledning til Galaterne

Galaterne
Forfatter, datering og baggrund: Brevet er skrevet af apostlen Paulus, sandsynligvis i Antiokia ca. 49 e.Kr., umiddelbart efter det store apostelmøde i Jerusalem. Antiokia var hjemsted for den første græsktalende menighed med en del ikke-jøder som medlemmer. Paulus og Barnabas oprettede flere kristne menigheder under deres første missionsrejse i den romerske provins Galatien i Lilleasien (se Ap.G.13,14-14,23). Da de rejste videre, forsøgte tilrejsende jødekristne at overbevise deres ikke-jødiske trosfæller om nødvendigheden af at blive omskåret og overholde hele den jødiske lov, Toraen. Det gør Paulus skarpt op med i dette brev. Som baggrund for irettesættelsen af galaterne beretter Paulus om en episode i Antiokia, hvor han var nødt til at irettesætte både Peter og Barnabas, fordi de trak sig bort fra fællesskabet med de uomskårne, græsktalende kristne af hensyn til nogle jødekristne venner af Jakob, der var på besøg (kap. 2,11-19). Senere kom der nogle jødiske farisæere fra Jerusalem til Antiokia og forlangte, at de ikke-jødiske kristne skulle overholde de jødiske love og omskæres for at blive betragtet som en del af Guds folk (kap. 2,4). Kort efter rejste Paulus sammen med Barnabas og Titus til Jerusalem for at nå til enighed med ledelsen i modermenigheden. Dette berømte møde refererer Paulus til i 2,1-10, og det er omtalt i Ap.G.15. Indhold og budskab: De jødekristne lærere kom til galaterne med et andet budskab, end det Paulus og Barnabas havde givet dem. Derfor er det vigtigt for Paulus at forsvare sit kald som apostel, et kald, som han ikke fik fra mennesker, men fra Gud. Paulus imødegår i skarpe vendinger de jødekristnes falske lære. Frelsen bygger hverken på omskærelse eller forsøg på at overholde de jødiske love. Den bygger alene på troen på Jesus Kristus, som døde for os og derved satte os fri fra Guds vrede og straf. Paulus henviser også til Abraham, »troens far«, der levede over 400 år før de jødiske love blev givet til Moses. Siden Abraham blev accepteret af Gud på grundlag af sin tro, hvordan kan nogen så hævde, at det er nødvendigt at overholde de jødiske love for at blive accepteret af Gud? Samtidig fastslår Paulus, hvad et sundt kristenliv er: Det udspringer af troen på Jesus Kristus og leves ved lydighed over for Helligåndens vejledning. Brevet understreger den dybe sandhed, at vi bliver frelst alene af Guds nåde ved tro på Jesus. Al anden lære er falsk (kap. 1,7). Ved tro får vi fred med Gud (kap. 2,16) og bliver åndeligt set børn af Abraham (kap. 3,7), og dermed også Guds nye trosfolk, det »sande« eller »åndelige« Israel (kap. 6,16). Den frihed må de troende aldrig opgive (kap. 5,1). Men friheden må ikke misbruges til at gøre oprør mod Guds vilje. Vi skal leve under Guds Ånds ledelse (kap. 5,16), for kun da er det muligt at opfylde kærlighedsbudet og dermed også Toraens intentioner (kap. 5,14). I den nye nådespagt er grundloven Kristi Lov, også kaldet Kærlighedsloven (kap. 6,2).