Indledning til Filemon

Indledning til Filemon

Filemon
Forfatter, datering og baggrund: Brevet til Filemon er skrevet af apostlen Paulus, mens han var i husarrest i Rom ca. år 60 e.Kr. Samtidig skrev han også brevet til menigheden i Kolossæ, og han sendte Onesimos og Tykikos af sted med begge breve. Indhold: Brevet er henvendt til en velhavende kristen i Kolossæ ved navn Filemon. Onesimos, en af Filemons slaver, havde stjålet fra ham og var derefter løbet bort. Det er en forbrydelse, som efter romersk lov medførte dødsstraf. Onesimos nåede imidlertid til Rom, hvor han mødte Paulus og kom til tro på Jesus. Paulus sendte ham senere tilbage til Filemon med følgende anmodning: Tag imod Onesimos uden at straffe ham. Husk, at han nu er mere end en slave. Han er en kristen og bør behandles som sådan. Brevet er et klassisk eksempel på den type breve, der har til formål at overtale tilhørerne til at acceptere brevskriverens synspunkt. Vi genfinder noget af denne struktur i flere af Paulus' breve. Efter den indledende hilsen (1-3) søger brevskriveren at etablere eller udbygge en god, personlig relation til modtageren (4-7). Derefter søger han at tale til modtagerens fornuft med gode argumenter (11-16), og så til modtagerens følelser (20-21). Det egentlige formål med brevet er altså pakket ind, og der lukkes kun op for det lidt efter lidt (8-10,17-19). Brevet afsluttes med hilsener og et gentaget ønske om Guds velsignelse. Budskab: Brevet er kort, men betydningsfuldt. Det viser, at der ikke er personsanseelse hos Gud: Han kunne frelse en flygtet slave lige så vel som hans fornemme herre. Det viser også, at den forandring, der sker i mennesker, når de bliver kristne, kan skabe forsoning, hvor der før var fjendskab.
Indledning til Hebræerne

Indledning til Hebræerne

Hebræerne
Forfatter, datering og baggrund: Man ved ikke, hvem der har skrevet brevet, men mange regner med, at det er Apollos. Dog er Barnabas og forskellige andre også blevet foreslået. Fra ca. år 400 til 1600 antog man, at det var Paulus. Brevet er skrevet før Jerusalems ødelæggelse i 70 e.Kr., for der foregår stadig ofringer i templet (kap.9,8-9). Men da ofringerne hører den gamle pagt og dermed fortiden til, forventer forfatteren, at de snart vil ophøre (kap.8,13). Indhold og budskab: Brevet er et meget betydningsfuldt skrift i det Ny Testamente. Det er skrevet til kristne, der kendte de jødiske love og traditioner, måske især jødekristne, der af forskellige grunde overvejede at vende tilbage til jødedommen. Forfatteren behandler en række områder, hvor den nye pagt har afløst den gamle pagt, og hvor Jesus opfyldte det Gamle Testamentes profetiske ord og billeder. Det første område handler om Jesus i forhold til englene. Den konservative del af jødedommen (farisæerne) havde stor respekt for englene, men Jesus står langt over englene. Nogle jøder var under indflydelse fra græsk mytologi begyndt at tilbede englene. Endvidere står Jesus langt over Moses, som var den største leder og profet i den gamle pagt, og som formidlede jødernes frigørelse fra slaveriet i Egypten. Jesus er også ypperstepræst, men på en helt anden måde end de tidligere ypperstepræster. Han indstiftede en ny præsteorden, og han er selv den evige, himmelske ypperstepræst, der til stadighed hos Gud går i forbøn for de troende. De årlige forsoningsofre er afløst af ét offer én gang for alle, nemlig Jesus selv. Samtidig indstiftede Jesus en ny pagt med hele verdens befolkning i stedet for den gamle pagt med Israels folk, der blev indstiftet ved Sinaibjerget. At der skulle komme en ny pagt var profeteret flere steder i det Gamle Testamente, og brevet indeholder et langt citat om det fra Jer.33,31-34 i kapitel 8,8-12. I kap. 11 og 12 trækker forfatteren nogle af israelshistoriens store personligheder frem og viser, hvordan de var forbilleder på tro. I brevets formanende afslutning opfordres vi til at »rette blikket fremad mod Jesus, som vores tro skal bygge på fra først til sidst.« (kap.12,2).
Indledning til Apostlenes Gerninger

Indledning til Apostlenes Gerninger

Apostlenes Gerninger
Forfatter, datering og baggrund: Bogen er skrevet af Lukas og er en fortsættelse af Lukasevangeliet. Hvor den er skrevet, vides ikke, men den er ligesom Lukasevangeliet adresseret til en højtstående person ved navn Teofilus. Nogle mener, at den er skrevet ca. år 63, andre, at den først er skrevet efter år 70. Indhold: Bogen begynder, hvor evangeliet slutter - med Jesu himmelfart. Derefter skifter scenen til Jerusalem, hvor apostlene og de øvrige disciple sammen venter på opfyldelsen af, hvad Jesus har lovet dem. Pinsedag, 10 dage efter Jesu himmelfart, kommer Helligånden over dem og fylder dem med kraft. Fra da af vokser menigheden hurtigt - fra Jerusalem til Samaria og »helt til verdens ende« (kap. 1,8). I bogens første del er apostlen Peter og menigheden i Jerusalem midtpunkt i handlingen. Fra kap. 9 og ud følger vi apostlen Paulus på tre af hans fire missionsrejser til store dele af den romerske verden, samt hans tvungne rejse til den kejserlige domstol i Rom. Budskab: Apostlenes gerninger er beretningen om den kristne kirkes begyndelse og vilkår, om fællesskab og om forfølgelse, om ekspansion og om Helligåndens kraftige virke i menighedens og den enkelte kristnes liv.
Indledning til Filipperne

Indledning til Filipperne

Filipperne
Forfatter, datering og baggrund: Brevet er skrevet af apostlen Paulus, mens han var i husarrest i Rom (se Ap.G.28,16ff), sandsynligvis i år 61 e.Kr. Med sit brev ønsker Paulus blandt andet at takke sine venner i menigheden i Filippi for en pengegave, de har sendt ham. Indhold: Paulus begynder brevet med at udtrykke sin tillid til menigheden og beretter derefter om sine problemer i Rom. Han benytter lejligheden til at opmuntre filipperne til at stå fast i troen trods forfølgelser og andre vanskelige omstændigheder. Han opfordrer dem også til at glemme personlige ambitioner og stræbe efter at leve i ydmyghed og enhed. Endelig minder han dem om, at de er frelst ved tro på Kristus og ikke ved at overholde de jødiske love. Budskab: I dette meget personlige brev udtrykker Paulus sin glæde over at være kristen, selvom han sidder fængslet og ikke ved, hvad fremtiden bringer. Får han lov til at leve, vil han glæde sig over Guds kærlighed - og skal han dø, vil han glæde sig over at skulle være sammen med Jesus i Himlen. Som kristne har vi vores hjemsted i Himlen (kap. 3,20) og kan derfor med glæde og fortrøstning bære vores lidelser her på jorden.
Indledning til 1. Timoteus

Indledning til 1. Timoteus

1. Timoteus
Forfatter, datering og baggrund: Efter sit fangenskab i Rom, ca. år 60-62 e.Kr. (Ap.G.28,16 ff.), blev Paulus løsladt og foretog sin fjerde missionsrejse, som ikke er omtalt direkte i Bibelen. På denne rejse efterlod han Titus på Kreta for at føre tilsyn med menigheden der, mens Timoteus blev efterladt i Efesos for at hjælpe menigheden der. Selv tog Paulus videre til Filippi i Makedonien. Derfra skrev han sit første brev til Timoteus samt brevet til Titus. Tidspunktet kendes ikke med sikkerhed, men muligvis ca. år 66 e.Kr. Indhold: Problemerne i efesermenigheden var en blanding af jødisk inspireret lovtrældom og en forkert opfattelse af askese. Nogle grækere mente, at den fysiske verden var ond, og at ingen kunne opnå Guds accept undtagen ved særlig kundskab og ved askese som f.eks. afholdenhed fra visse mad- og drikkevarer og fra seksuelt samvær i ægteskabet. Paulus går imod denne vranglære og opmuntrer Timoteus til at være Jesu Kristi trofaste tjener. Samtidig giver han sin unge ven instrukser vedrørende ledelse af menigheden. Budskab: Falsk lære har indflydelse på, hvordan vi lever. Vi må kende sandheden, så vi kan forsvare den imod falsk lære og undgå, at Satan får fodfæste blandt Guds folk og ødelægger deres liv.
Indledning til 2. Johannes

Indledning til 2. Johannes

2. Johannes
Forfatter, datering og baggrund: (Se indledningen til Johannes' Første Brev.) Indhold og budskab: Brevet er skrevet til en bestemt menighed, men vi ved ikke hvilken, da Johannes bruger kodesprog for at undgå at afsløre menighedens identitet. De kristne blev ofte forfulgt og mødtes i al hemmelighed. Menigheden kaldes »den udvalgte frue« og menighedens medlemmer »fruens børn«. Søstermenigheden, som Johannes opholder sig i, kaldes »fruens søster«. Johannes røber heller ikke sin egen identitet, men kalder sig »den gamle mand«. Han opmuntrer læserne til at være lydige mod det kærlighedsbud, som Jesus demonstrerede og forkyndte, og som de har kendt lige fra den første gang, de hørte budskabet om Jesus. Samtidig opfordrer han dem til at have sund dømmekraft, så de kan skelne den sande lære fra den falske. Ved at støtte falsk lære gør man sig nemlig medansvarlig i kætteri.
Indledning til 1. Johannes

Indledning til 1. Johannes

1. Johannes
Forfatter, datering og baggrund: Apostlen Johannes var fætter til Jesus, idet hans mor, Salome, og Jesu mor, Maria, var søstre (jf. Matt.27,56; Mark.16,1; Joh.19,25). Sammen med Peter og sin bror Jakob hørte han til inderkredsen af Jesu disciple. Foruden Johannesbrevene skrev han Johannesevangeliet og Johannes' Åbenbaring. Selvom brevene ikke nævner, hvem de er skrevet af, er der så mange sproglige ligheder mellem dem og Johannesevangeliet, at der ikke hersker megen tvivl om, at de har samme forfatter. Desuden bevidner de tidlige kirkefædre, at brevene er skrevet af apostlen Johannes. De tre breve blev skrevet omtrent samtidigt hen mod slutningen af apostlens liv, mellem år 85 og 95 e.Kr. Johannes skrev sandsynligvis både evangeliet og brevene i Efesos i det nuværende Tyrkiet, hvor han tilbragte sine sidste år som en højt agtet, ældre kirkeleder. Indhold og budskab: Johannes ønsker med dette meget personlige brev at opmuntre sine læsere til at have et nært forhold til Gud og til hinanden. Han advarer dem desuden imod visse vranglærere, der benægtede, at Jesus, Guds Søn, blev født som et menneske og døde som et menneske. Nogle mennesker hævdede nemlig, at Messias (Kristus) kun syntes at være et menneske uden at være det, og at han forlod sin menneskelige krop, før denne krop blev dræbt på korset. Det ser også ud, som om Johannes advarer imod visse vranglærere, der sagde, at det kristne liv drejede sig om at nå til »fuldkommenhed« gennem åndelig kundskab, og derfor betød det ikke så meget, hvad man gjorde med sin krop. For nogle af disse vranglærere var der ingen modsætning mellem en umoralsk levevis og en kristen livsstil. Johannes klargør, at en sådan »kundskab«, der fører til umoralitet, i virkeligheden er en stor løgn. Den sande kundskab kommer fra Helligånden gennem et helligt liv. Han fastslår, at Jesus, Guds evige Søn, var et virkeligt menneske, og han understreger betydningen af kærlighed, tilgivelse, fællesskab, sejr over synd, frelsesvished, hellighed og evigt liv.
Indledning til 2. Peter

Indledning til 2. Peter

2. Peter
Forfatter, datering og baggrund: Brevet er skrevet af apostlen Peter kort før hans martyrdød i Rom år 67 eller 68 e.Kr. Mens Peter sad i fængsel og ventede på at blive henrettet, tænkte han på, hvordan Jesus havde forudsagt, at han ikke ville komme til at dø en naturlig død (jf. 1,14; Joh.21,18-19). Indhold og budskab: Brevet er henvendt til kristne i almindelighed og har til hensigt at advare imod de falske lærere og den umoral, deres lære medfører. Det er vigtigt at holde fast ved den sande forståelse af Gud og Kristus, sådan som den er videregivet af de apostle, der vandrede sammen med Jesus. Peter afviser den påstand, at Kristus ikke skulle komme igen, og understreger at »Herrens dag« vil komme, men at Gud lader vente på sig, fordi han er tålmodig og ikke ønsker at noget menneske skal gå fortabt. Udtrykket »Herrens dag« i Bibelen henviser til et tidspunkt, hvor Gud på en særlig måde griber ind i historien, som regel tænkes der på dommens dag, men det kan også henvise til Jesu genkomst. Med det for øje opfordrer Peter sine læsere til at leve med en god samvittighed over for Gud, tålmodigt at bære deres lidelser og ivrigt se frem til den dag, hvor Jesus kommer igen.
Indledning til Kolossenserne

Indledning til Kolossenserne

Kolossenserne
Forfatter, datering og baggrund: Brevet er skrevet af apostlen Paulus, mens han var i husarrest i Rom, ca. år 60 e.Kr. (se Ap.G.28,16 ff.). Det ser ud til at være skrevet samtidig med Efeserbrevet og kort før Filipperbrevet. Både Efeserbrevet og Kolossenserbrevet blev åbenbart overbragt af Paulus' medarbejder Tykikos. Paulus havde aldrig selv været i Kolossæ. Menigheden dér var en indirekte frugt af hans forkyndelse i nabobyen Efesos. Det var Epafras, en ung mand, der blev omvendt under Paulus' forkyndelse i Efesos, som bragte budskabet om Jesus Kristus til Kolossæ, sandsynligvis hans hjemby. Indhold og budskab: Epafras var bekymret over situationen i Kolossæ. Derfor opsøgte han Paulus i Rom. Brevet er Paulus' vejledning til menigheden. Han imødegår den blanding af mysticisme, hedensk filosofi og jødedom, der har sneget sig ind blandt de troende og udvandet troen på Kristi guddommelighed. Kristus er Guds eget billede, Skaberen, som opretholder alle tings eksistens, menighedens Herre og den Frelser, der skabte forsoning mellem mennesker og Gud. Kun gennem ham er der frelse. Al anden filosofi og praksis fører bort fra ham. Paulus beskriver, hvordan troen på Kristus får konsekvenser for de kristnes liv.