Indledning til 2. Korinter

Indledning til 2. Korinter

2. Korinter
Forfatter, datering og baggrund: Brevet er skrevet af apostlen Paulus, sandsynligvis nogle få måneder efter 1. Korinterbrev i året 55 (se indl. til 1.Kor.). Ud fra brevets oplysninger regner man med, at det er skrevet, mens han opholdt sig i Makedonien i det nordlige Grækenland, muligvis under et besøg hos menigheden i Filippi. Korinth er den største by i provinsen Akaja, der udgør den sydlige del af Grækenland. I brevet omtaler Paulus sit forestående besøg i Korinth, som åbenbart vil blive hans tredje (kap.13,1). Besøg nummer to er ikke omtalt i Apostlenes Gerninger, men fandt sikkert sted, mens han opholdt sig i to år i Efesos (Ap.G.19). Han omtaler det i kap.2,1 som et smertefuldt besøg, fordi han var nødt til at komme med en alvorlig irettesættelse. Der var jævnlig skibsforbindelse mellem de to store byer, Efesos og Korinth, så det ville ikke være svært at tage en tur derover. Paulus havde egentlig tænkt at tage til Korinth først, videre til Makedonien og så tilbage til Korinth igen, men han valgte i stedet at tage den anden vej rundt, først til Makedonien og derfra videre til Korinth. Fra Korinth rejste han så via Makedonien tilbage til Jerusalem. Indhold og budskab: Paulus' tidligere brev såvel som hans besøg havde ikke løst alle problemerne i menigheden. Bl.a. var der - af grunde vi ikke kender - dyb mistillid til ham hos nogle, ja direkte angreb på hans autoritet som apostel. Paulus var tilsyneladende blevet beskyldt for at være uærlig i pengesager. I brevet underbygger han sin uskyld ved at henvise til sin høje moralske standard. Desuden opfordrer han menigheden til at afslutte indsamlingen til de fattige kristne i Jerusalem, som de påbegyndte året før. Endelig råder han menighedens ledere til at sætte urostifterne på plads og i det hele taget få orden i sagerne, så han ikke, når han kommer til dem, skal bruge den myndighed, Gud har givet ham, til at løse problemer, men hellere til at opmuntre de troende. Brevet understreger også stærkt forsoningens betydning. I kapitel 3 beskriver Paulus, hvordan Helligåndens nye pagt er langt bedre end Toraens gamle pagt.
Indledning til 2. Timoteus

Indledning til 2. Timoteus

2. Timoteus
Forfatter, datering og baggrund: Efter sin fjerde missionsrejse kom Paulus tilbage til Rom, hvor han igen blev fængslet og lagt i lænker. Brevet her blev skrevet under dette sidste fangenskab, kort før han blev henrettet af den morderiske diktator, kejser Nero. Tidspunktet vides ikke med sikkerhed, men det var utvivlsomt efter den store brand i Rom i år 64 e.Kr., og før Neros selvmord i år 68. Mange anslår Paulus' død til år 67 eller 68 e.Kr. Brevet blev sendt af sted på et tidspunkt, hvor Timoteus sandsynligvis opholdt sig i Efesos. Indhold: Paulus føler sig forladt af vennerne, og han udtrykker sin længsel efter Timoteus midt i sin ensomhed. Han fortvivler dog ikke, for han ejer en dyb forvisning om, at selvom hans liv går mod sin afslutning, har Gud magt til at bevare ham også gennem de sidste lidelser her på jorden, inden han går ind til det evige liv. I brevet viser Paulus sin omsorg for menighederne, som oplevede svære forfølgelser under kejser Nero. Han opfordrer Timoteus til at bevare troen på budskabet om Kristus og til frimodigt at forkynde det, selvom det koster forfølgelse. Desuden skal han irettesætte de falske lærere. Budskab: Brevet er først og fremmest en opmuntring til at vise udholdenhed i vanskelige tider. Gud har det sidste ord og belønner dem, der stoler på ham. Paulus' eget liv er et eksempel til efterfølgelse.
Indledning til 3. Johannes

Indledning til 3. Johannes

3. Johannes
Forfatter, datering og baggrund: (Se indledningen til Johannes' Første Brev). Indhold og budskab: Der var alvorlige problemer i en menighed med en diktatorisk menighedsleder ved navn Diotrefes. Johannes sendte nogle medarbejdere derhen, men Diotrefes ville ikke vide af dem. De, der tog imod sendebudene, blev endog udelukket af menigheden. Gajus tog åbenbart imod sendebudene, som kom fra Johannes, selvom han ikke kendte dem. Derfor sendte Johannes et personligt brev til ham i stedet for at skrive direkte til menighedens ledere. En mand ved navn Demetrios overbragte brevet til Gajus.
Indledning til Romerne

Indledning til Romerne

Romerne
Forfatter, datering og baggrund: Romerbrevet er skrevet af apostlen Paulus ca. 57 e.Kr., mens han opholdt sig i Korinth eller i den tilstødende havneby, Kenkrea. Paulus var ved afslutningen af sin tredje missionsrejse og på vej til Jerusalem med en pengegave fra menighederne i Grækenland. Samtidig forberedte han sin fjerde missionsrejse, som blandt andet skulle gå til Spanien via Rom. I brevet præsenterer Paulus sig for menigheden i Rom, som bestod af både jøder og grækere og derfor også var præget af forskelle i kultur og tankegang. Dele af brevet henvender sig især til de kristne med græsk baggrund, mens andre dele især er henvendt til de kristne med jødisk baggrund. Indhold og budskab: Brevet er Paulus' mest systematiske skrift og det Ny Testamentes klareste fremstilling af den kristne tro som et budskab, der lå skjult i det Gamle Testamentes profetier, men blev åbenbaret gennem Jesus, den ventede Frelser og Messias. I menigheden i Rom var der som i flere andre menigheder en tendens til, at de kristne jøder fortsat bibeholdt deres traditionelle tankegang og lagde vægt på stadig at være underlagt den jødiske religiøse lov, også kaldet Toraen. Paulus understreger, at en kristen skal leve i lydighed mod Gud og under Helligåndens vejledning. Det er ikke længere et spørgsmål om at overholde bestemte lovregler for at behage Gud. På den anden side vil resultatet af et liv under Helligåndens vejledning betyde, at lovens etiske fordringer bliver fulgt. I kapitel 7 gør Paulus rede for, at kristne jøder er løst fra den gamle pagts lov, og i kapitel 8 hører vi om det sejrende kristne liv under Helligåndens vejledning. Når Paulus ofte stiller spørgsmål i sin argumentation, er det for at drage læseren med ind i diskussionen. Nogle gange bliver spørgsmålene stillet af en tænkt debatmodstander, andre gange stiller Paulus selv spørgsmål, som han så svarer på.
Indledning til Jakob

Indledning til Jakob

Jakob
Forfatter, datering og baggrund: Brevet er skrevet af Jakob, Jesu ældste bror, der var en fremtrædende personlighed blandt de første kristne ledere og havde ansvaret for menigheden i Jerusalem. I år 62 e.Kr. blev Jakob anklaget af de jødiske ledere under ypperstepræsten Ananus II og henrettet ved stening. Brevet kan være skrevet allerede ca. 45-48 e.Kr. og er i så fald det ældste skrift i det Ny Testamente. De fleste regner dog med, at det er skrevet en gang i 50'erne. Da det er et generelt rundbrev, har det kun en meget kort indledning og ingen afslutning. Indhold og budskab: Brevet er henvendt til kristne jøder i almindelighed, muligvis dem, der efter forfølgelsen i forbindelse med Stefanus' død blev spredt ud over det romerske kejserrige. Så vidt vi ved, forblev Jakob i Jerusalem hele sit liv og forkyndte budskabet om Jesus udelukkende for jøder. Derfor er det naturligt, at han i brevet henvender sig til jødekristne. Det er også naturligt, at han ordner sit stof efter hebraisk tankegang. Det betyder, at han i kapitel 1 giver et kort overblik over væsentlige temaer i sit budskab. I de næste kapitler tager han de forskellige emner op i mere detaljeret form. Brevet genspejler budskabet fra Jesu bjergprædiken (se Mattæus kap. 5-7). Kort og koncist behandler Jakob problemer som stolthed, diskrimination, fattigdom, grådighed, begær, fristelse, hykleri, verdslighed, praleri, skænderi, negativ kritik osv., og han påviser betydningen af tro, hellighed, ydmyghed, bøn, tålmodighed og visdom i en kristens liv. Jakob understreger nødvendigheden af, at der er overensstemmelse mellem tro og handling. Det hjælper ikke at have tro, hvis den ikke samtidig giver sig udtryk i handling.
Indledning til 1. Korinter

Indledning til 1. Korinter

1. Korinter
Forfatter, datering og baggrund: Brevet er skrevet af apostlen Paulus ca. år 55, mens han opholdt sig i Efesos i Lilleasien. Under sin anden missionsrejse etablerede Paulus en menighed i storbyen Korinth, som var et økonomisk, kulturelt og religiøst centrum på den tid. Det var den største by i Grækenland. Paulus skrev sandsynligvis fire breve til menigheden i Korinth, men det første og det tredje er gået tabt. De breve, som vi kalder det første og det andet, er så i virkeligheden det andet og fjerde. Indhold og budskab: Efter Paulus' afrejse opstod der problemer af læremæssig og moralsk karakter i menigheden, og man sendte et brev med forskellige spørgsmål til Paulus. I Paulus' svarbrev er det ikke altid klart, hvornår han svarer på et konkret spørgsmål, og hvornår han giver vejledning om et problem, som han har hørt, de har. I oversættelsen har vi klargjort de steder, hvor vi mener, at han hentyder til deres opfattelse og meninger, før han korrigerer dem. Der var problemer på grund af sammenstødet mellem jødisk og græsk kultur. For eksempel skulle kvinderne ifølge jødisk kultur holde sig i baggrunden og bære slør eller tørklæde på offentlige steder - også i synagogen. De jødiske kristne forventede derfor en tilsvarende opførsel af de græske kristne. Men de græske kvinder var ikke undergivet sådanne kulturelle begrænsninger. De var derimod meget selvstændige og frigjorte og havde en fremtrædende plads i samfundet. Et andet problem var den almindelige og religiøse prostitution. På et tidspunkt var der 1000 prostituerede tilknyttet det store Afrodite tempel. Den slags var fuldt accepteret i det græske samfund og åbenbart også blandt nogle af de kristne grækere. Det lader til, at grækerne fuldstændigt adskilte det åndelige og det kropslige, og de anbragte begrebet synd i det åndelige område. Det betød, at deres dagligliv ikke afspejlede deres åndelige overbevisning. I kapitel 1-4 omtaler Paulus problemer med stolthed og splittelser, i kap. 5-6 nogle alvorlige moralske problemer, i kap. 7 giver han vejledning om ægteskab og skilsmisse, i kap. 8-10 behandler han spørgsmålet om afgudsdyrkelse og kød ofret til afguderne, i kap. 11 omtaler han forholdet mellem mand og kvinde samt enhed i menigheden i forbindelse med nadveren, i kap. 12-14 omtaler han den rette brug af nådegaverne i kærlighed, i kap. 15 kommer han ind på håbet om genopstandelsen, i kap. 16 nævner han kort den igangværende indsamling til de fattige kristne og sine egne rejseplaner. »Kærlighedskapitlet« (kap. 13) er formentlig et af de mest kendte afsnit i Bibelen.
Indledning til Markus

Indledning til Markus

Markus
Forfatter, datering og baggrund: Denne beretning om Jesus og hans virke er sandsynligvis skrevet af Johannes Markus. Som ung mand havde Markus lejlighed til at se og høre Jesus i Jerusalem og kom til tro på ham. Senere fulgte han Paulus og Barnabas på deres første missionsrejse. Han var også i en længere periode medhjælper for apostlen Peter. Mange af detaljerne i hans beretning om Jesus bygger sandsynligvis på, hvad Peter fortalte. Bogen er skrevet med kristne ikke-jøder i tanke, sandsynligvis omkring 45-55 e.Kr., men det nøjagtige tidspunkt kendes ikke. Det vides ikke med sikkerhed, om Markusevangeliet blev skrevet før Mattæusevangeliet eller efter. Vi mener, at kirkefædrene har ret, når de fortæller os, at Mattæusevangeliet var det første. Ved at sammenligne de to beretninger kan man se, at Markus sandsynligvis har kendt til Mattæusevangeliet og bruger en del materiale derfra. Han udelukker dele, som er mindre relevant for ikke-jøder, og forklarer af og til nogle specielt jødiske traditioner, som ikke-jøder havde vanskeligt ved at forholde sig til. Indhold og budskab: Markus koncentrerer sig mere om, hvad Jesus gjorde, end hvad han sagde. Derfor lægges hovedvægten på, at Jesus viser sin magt til at frelse, befri og helbrede mennesker. Der er fokus på Jesus som Guds Tjener og Guds Søn. Hans undere, helbredelser, befrielser fra dæmoner og hans magt til at tilgive synd viser hans identitet som Guds Søn. Bogen begynder med en beskrivelse af Jesu offentlige tjeneste og hans forkyndelse af, at Guds rige nu er kommet til denne jord. Der henvises flere gange til Jesu korsfæstelse som grundlaget for forsoning mellem Gud og mennesker. Jesus blev straffet for vores synd (se kap. 8,31; 9,31; 10,33-34 og 45). Den sidste uge, inden Jesus døde, beskrives indgående og afsluttes med beretningen om hans opstandelse og himmelfart. Det er et godt og glædeligt budskab, som gælder alle mennesker over hele jorden, ikke kun det jødiske folk. Det græske ord for »godt nyt« er »evangelion«, som gennem latin er blevet til »evangelium«. Både det græske ord »Christos« (Kristus) og det hebraiske »Mashiach« (Messias) betyder »den salvede« og henviser til en person, som Gud på en særlig måde har udrustet og udsendt til en bestemt opgave. Det er et af flere udtryk, der bruges om den befrier og konge, som jøderne havde ventet på i mange hundrede år, og som er omtalt i mange profetier i det Gamle Testamente. De mange citater i det Nye Testamente, som er hentet fra det Gamle Testamente, tjener blandt andet til at forklare, at det ikke var nogen tilfældighed, at Jesus kom til denne jord. Det var en del af Guds plan fra evighed af. Når man på hebraisk bruger ordet »søn«, forstås det i en videre betydning end på dansk. Det betyder blandt andet, at »sønnen« er lig med »faderen« i karakter. Vi kender den udvidede betydning fra det danske »barn«. Vi er alle børn af vores tid, og vi er alle »Guds børn« i den forstand, at vi er skabt af Gud. De, som tror på Jesus, bliver »Guds børn« i den åndelige betydning, hvilket vil sige, at de har fået deres synder tilgivet og er kommet ind i Guds rige.
Indledning til Åbenbaringen

Indledning til Åbenbaringen

Åbenbaringen
Forfatter, datering og baggrund: Justinus Martyr fra midten af det andet århundrede har bevidnet, at den Johannes, som har skrevet bogen, er apostlen Johannes, bror til Jakob. Bogen omhandler nogle syner og åbenbaringer, han modtog, mens han var fange på øen Patmos. Den er sandsynligvis skrevet ca. år 95 e.Kr., mens Domitian var kejser i Rom. Man har i nyere tid tvivlet på, at apostlen Johannes skulle være forfatteren, men der er mange fælles træk i sprogbrugen mellem Johannesevangeliet, Johannes' breve og Åbenbaringsbogen. F.eks. findes det sjældne ord »skænoå« (bo i telt) kun 5 gange i NT, 4 gange i Åbenbaringsbogen og 1 gang i Johannesevangeliet. Ordene »bevidne« og »vidnesbyrd« er meget anvendt i alle Johannes' skrifter. Af de 76 forekomster af »bevidne« i NT er de 47 i Johannesbøgerne, heraf 33 i Johannesevangeliet, 6 i 1. Johannes, 4 i 3. Johannes og 4 i Åbenbaringen. Af de 37 forekomster af »vidnesbyrd« i NT er de 30 i Johannesbøgerne, heraf 14 i Evangeliet, 6 i 1. Johannes, 1 i 3. Johannes og 9 i Åbenbaringsbogen. Et andet ord, som især Johannes bruger, er »holde af« (fileå). Af de 25 forekomster i NT er de 13 i Johannesesvangeliet og 2 i Åbenbaringsbogen. Sprogbrugen har mange semitiske træk, så det er muligt, at beretningen først blev nedskrevet på hebraisk eller aramæisk og senere oversat til græsk. Dog er det mere sandsynligt, at Johannes skrev den på græsk med en stærk afsmitning fra hans hebraiske modersmål. Indhold og budskab: Under kejser Nero var der alvorlige forfølgelser af de kristne, især i perioden 64-68. Det var på det tidspunkt, Paulus og Peter blev henrettet. Der var ingen væsentlige forfølgelser under de næste to kejsere, Vespasian og Titus. Men under Domitian tog forfølgelserne til igen. Kejseren kunne ikke acceptere, at de kristne betragtede Jesus som deres Herre og derfor nægtede at tilbede kejseren. Bogen er således blevet til under en tid med forfølgelse. Bogen har to hovedafsnit: Det første (kap. 1-3) indeholder breve til syv menigheder i Lilleasien, og det andet (kap. 4-22) består af en række syner og åbenbaringer om fremtiden med en rig symbolik. De forskellige syner overlapper til dels hinanden i tid, som det er normalt i den cirkulære semitiske fortællestil. Læseren må selv prøve at forstå tidssammenhængen, men det er vanskeligt i en vestlig kultur, som har tradition for at fortælle en historie i kronologisk rækkefølge. Synerne omhandler ondskabens oprør imod Gud, Guds vrede og straf over det onde, Satans og alle onde magters nederlag, Kristi synlige genkomst, tusindårsriget og til sidst verdens undergang efterfulgt af skabelsen af en ny jord og en ny himmel, hvor al ondskab og lidelse er utænkelig, hvor død og sorg, skrig og smerte hører fortiden til (kap. 21,4).
Indledning til Efeserne

Indledning til Efeserne

Efeserne
Forfatter, datering og baggrund: Brevet er skrevet af apostlen Paulus, mens han var i husarrest i Rom, sandsynligvis ca. år 60 e.Kr. Under sin tredje missionsrejse havde han gjort et længere ophold i Efesos, hvor det var lykkedes ham at oprette en livskraftig menighed. Kort efter blev der oprettet satellitmenigheder i de omkringliggende byer. Efesos var på det tidspunkt hovedstad i Provinsen Asien, det nuværende Lilleasien, og et vigtigt handelscentrum. Efeserbrevet er sandsynligvis tænkt som en rundskrivelse til alle Lilleasiens menigheder. Ved modtagelsen ville brevet blive læst op. Indhold og budskab: Til forskel fra de fleste andre af Paulus' breve er Efeserbrevet ikke et opgør med falsk lære og problemer i menigheden. Det blev skrevet, fordi Paulus ønskede at udvide sine tilhøreres åndelige horisont, så de bedre kunne forstå deres rolle i Guds evige frelsesplan. Brevet giver således et frelseshistorisk overblik, lige fra Guds tanker, før verden blev skabt, til hans frelsesværk på Golgata og helt frem til verdens ende, hvor al ondskab skal ophøre. Paulus minder sine tilhørere om, at vi står midt i kampen mellem det onde og det gode - kampen mellem Satan og Gud (kap. 6,12). Som lemmer på Kristi legeme er vi på forhånd lovet sejr i den kosmiske kamp. Menighedens forhold til sin Herre beskrives i forskellige billeder - f.eks. som forholdet mellem ægtefæller, som et legeme, hvor Kristus er hovedet, og som en bygning, hvor Kristus er hjørnestenen. Brevet slutter med en opfordring til i alle forhold at leve et værdigt kristenliv.