Indledning til Job

Indledning til Job

Job
Forfatter og datering: Ud over bogens egne oplysninger ved man intet om, hvem Job eller bogens forfatter er. Indhold: Bogen er en poetisk dialog imellem den lidende Job og hans tre venner. Poesien er især kendetegnet ved parallelle linier, der udtrykker en og samme tanke på to forskellige måder eller to sider af den samme sag. Derfor er der så mange gentagelser. Vennerne forsøger at forklare Jobs ynkelige situation ud fra datidens gængse, jødiske opfattelse, at lidelse er Guds straf for menneskets synder. Ved at fordømme Job gør hans venner dog kun situationen værre. Fra kap. 32 blander en fjerde ven, Elihu, sig i samtalen og bereder med sin mere nuancerede opfattelse vej for bogens klimaks: Guds direkte tale til Job og Jobs svar (kap. 38-42). Budskab: Jobs historie viser, at uanset hvor svære og ufortjente lidelser man gennemgår, behøver man ikke at forkaste troen på Gud. Jobs lidelser kom fra Satan, som er menneskets anklager og Guds fjende. Men Gud brugte lidelsen i sin plan. Bogen skal forstås ud fra sin jødiske sammenhæng og den begrænsede åbenbaring, vi finder i det Gamle Testamente. Den hjælper os til at forstå, at vi ikke behøver at kende alle svarene på livets spørgsmål og problemer. Det er vigtigere at kende Gud end at kende svarene.
Indledning til 3. Mosebog

Indledning til 3. Mosebog

3. Mosebog
Forfatter og datering: Se indledningen til Første Mosebog. Indhold: Tredje Mosebog tjente som håndbog for præsterne i deres tjeneste ved åbenbaringsteltet og for deres assistenter, levitterne, idet den indeholder en lang række forskrifter for det israelitiske samfunds moralske og religiøse liv. Proceduren for de forskellige offerhandlinger gennemgås, højtiderne og helligdagene forklares, og emner af ceremoniel karakter behandles. Kapitel 23 beskriver de vigtige højtider. Der kan spores lighedspunkter med hedenske offerkulter, som er baseret på menneskers frygt for guderne og forsøg på at formilde dem med offergaver. Men de gammeltestamentlige ofre med deres forskellige ritualer var forordnet af Gud og havde deres udspring i hans pagtsfællesskab med sit folk. De udtrykte langt mere end idéen om en formildende gave, idet de udfordrede mennesker til overgivelse og lydighed mod Gud. Offerhandlingen var kun et ydre symbol på menneskets indre fællesskab med Gud (se f.eks. Es.1,11-18). Således peger de også profetisk og symbolsk frem mod andre former for ofre, der hører til i den nye pagt, som Kristus senere indstiftede. Budskab: Bogens nøgleord er hellighed. Gud er hellig, og han kræver hellighed af dem, der søger ham. Gennem offerblodet har Gud gjort det muligt for mennesker at blive helligede, hvilket peger hen på Kristi stedfortrædende død på korset, hvor han med sit eget blod skabte forsoning mellem Gud og mennesker (se Hebr.9,11-14). Det mest berømte vers i bogen er det, som Jesus citerer og kalder et af de to vigtigste bud: »Elsk din næste som dig selv.« (Kap.19,18).
Indledning til Klagesangene

Indledning til Klagesangene

Klagesangene
Historisk baggrund: Klagesangene er sørgesange over Jerusalems ødelæggelse - skrevet af et øjenvidne, sandsynligvis profeten Jeremias, kort efter at byen i 586 f.Kr. blev indtaget af babylonierne og jævnet med jorden. Den babyloniske hær belejrede byen i halvandet år, så der blev en enorm hungersnød i byen. De nærmere omstændigheder er beskrevet i 2.Kong.25, 2.Krøn.36, Jer.39 og 52. Ikke alene blev det prægtige Salomons tempel fuldstændig ødelagt, men størstedelen af befolkningen blev ført i eksil som slaver. I vilkårlig rækkefølge beskriver profeten katastrofen i al dens gru til skræk og advarsel for kommende generationer: Ulydighed imod Gud får skæbnesvangre konsekvenser. Hvert år på en bestemt dato sørger jøderne over templets ødelæggelse og læser blandt andet Klagesangene. Allerede 900 år før Jeremias' tid havde Moses advaret Israels folk om, at en katastrofe var uundgåelig, hvis de var ulydige mod Gud (se 5.Mos. kap. 28). Indhold og budskab: Bogen er kunstfærdig poesi på hebraisk, idet fire af de fem klagesange er alfabetiske, dvs. at hvert af de 22 vers i sangen begynder med et af de 22 hebraiske bogstaver i alfabetisk rækkefølge. De to første sange har tre linier i hvert vers. Den tredje sang har egentlig også tre linier i hvert vers, men da de tre linier alle begynder med samme bogstav er de traditionelt splittet op i tre vers, så der i alt bliver 3 gange 22 vers i den sang. Den fjerde sang har kun to linier i hvert vers, mens den femte har en linie i hvert vers og ikke er alfabetisk. Oversættelsen er tilsvarende alfabetisk uden at gøre brug af de udanske bogstaver c, q, w, x og z. Bogen er en anskuelsesundervisning om Guds vrede og dom over folkets synd. Men midt i fortvivlelsen er der alligevel håb. Gud er trofast, og hvis mennesker erkender deres synd og beder Gud om tilgivelse og hjælp, vil han altid svare. De mest kendte vers fra Klagesangene er kap 3,22-23: »Herrens trofasthed er stor, hans barmhjertighed er ikke brugt op. Hans trofasthed er stor, hans nåde er ny hver morgen.«
Indledning til 2. Mosebog

Indledning til 2. Mosebog

2. Mosebog
Forfatter og datering: Se indledningen til Første Mosebog. Indhold: Bogen kan inddeles i fire afsnit: 1. Befrielsen fra slaveriet i Egypten (kap. 1-15). 2. Folkets vandring til Guds bjerg: Horeb/Sinai (kap. 15-18), hvor Gud bekræfter sin trofasthed imod dem - på trods af deres ulydighed. 3. Gud indstifter en pagt med hele Israels folk (kap. 19-24), hvori han åbenbarer de love og retningslinier, der skulle blive grundlaget for israelitternes samfundsorden og gudsdyrkelse. 4. Helligdommens indretning med forskrifter for gudstjenesten og præsteskabet (kap. 25-40). Budskab: Gud begynder at opfylde sit løfte til patriarkerne Abraham, Isak og Jakob om et utal af efterkommere og om det land, han vil give dem. Men israelitterne må vente med at komme ind i det lovede land på grund af deres manglende tro. Hele denne vantro generation går til grunde i ørkenen og bliver dermed et eksempel til skræk og advarsel for alle senere generationer (Hebr.3,7-19). Gud opretter sin pagt med hele folket med Moses som mellemmand. I modsætning til de tidligere pagter med Adam, Noa og patriarkerne, Abraham, Isak og Jakob, er denne pagt ikke mellem Gud og et enkelt menneske eller en enkelt familie, men med et helt folk, en »menighed«. Som ved de andre pagter forventer Gud, at den menneskelige part udviser både tro og lydighed. Ellers mister de pagtens velsignelser og bliver straffet i stedet. Hver gang Gud straffer mennesker for deres ulydighed mod pagten, bliver der altid en rest tilbage, som bærer håbet om en ny tid, en tilbagevenden til Guds velsignelser. Bogen giver et indblik i Guds karakter - hans hellighed, retfærdighed, pålidelighed, barmhjertighed, kærlighed og trofasthed (se f.eks. kap. 3 og 6 og 33-34). Gud fremstår som historiens Gud - en Gud, der handler ved at gribe ind i historiens gang. Påskens indstiftelse (kap. 12) er også en profetisk forberedelse til Kristi stedfortrædende død for alle mennesker (se Joh.1,29 og 1.Kor.5,7).
Indledning til Haggaj

Indledning til Haggaj

Haggaj
Historisk baggrund: Profeten Haggaj, der var samtidig med profeten Zakarias, forkyndte sit budskab til Judas ledere i kong Dareios af Persiens andet regeringsår, 520 f.Kr. Indhold og budskab: Haggajs særlige ærinde bestod i at opmuntre den rest af folket, som nogle år tidligere var vendt tilbage fra eksilet i Babylon, til at genoptage arbejdet med at opbygge templet. Bogen består af fire profetiske budskaber, som Haggaj modtog i løbet af fire måneder. Budskaberne havde den ønskede effekt, for det nye, men beskedne, tempel blev indviet fire år senere, nemlig i år 516 f.Kr. Haggaj understreger vigtigheden af, at Guds folk prioriterer rigtigt: Gud først, og derefter dem selv. Når de følger den regel, lover Gud sin velsignelse og sit nærvær.
Indledning til Ordsprogene

Indledning til Ordsprogene

Ordsprogene
Forfatter og datering: Hovedparten af bogens ordsprog er formentlig samlet af kong Salomon i det 10. årh. f.Kr. Salomon forfattede 3000 ordsprog, hvoraf en del er med i denne bog. Derudover er der bidrag af flere andre vismænd helt frem til kong Hizkijas tid (begyndelsen af det 7. årh. f.Kr.). Flere steder kan der spores paralleller til mesopotamisk og egyptisk visdomslitteratur. Indhold: Bogen indeholder praktisk vejledning i poetisk form. Sammen med Bibelens øvrige visdomslitteratur er den et supplement til de historiske og profetiske bøger, idet den understreger behovet for både guddommelig visdom og menneskelig sund fornuft under alle livets forhold. Budskab: Bogens oprindelige formål var at opdrage unge mennesker til et gudfrygtigt liv (se kap. 1,4 og 4,20ff.). Forudsætningen for et lykkeligt liv er gudsfrygt og ydmyghed (kap. 1,7). I dette perspektiv berøres en lang række konkrete områder som f.eks. forholdet til Gud, til næsten og til samfundet, børneopdragelse, ægteskab og økonomi.
Indledning til 2. Samuel

Indledning til 2. Samuel

2. Samuel
Forfatter, datering og historisk baggrund: Se indledningen til Første Samuelsbog. Indhold: Bogen dækker omkring 40 år af Samuelsbøgernes 150-årige periode: det tidsrum, hvor David var konge, først over Juda i syd (kap. 1-4), og senere over hele riget, inklusive Israel i nord (kap. 5-24). I løbet af sin regeringstid gjorde David Jerusalem til hovedstad og bragte pagtens ark til byen, hvorved han anerkendte Gud som sin og folkets egentlige Konge. Det lykkedes ham at besejre israelitternes ærkefjende, filistrene, og at indlemme Moab, Ammon, Edom og flere andre områder i sit rige. Desuden fastholdt han herredømmet over landområdet op til Eufratfloden, som Saul havde erobret (kap. 8). Under kong David oplevede landet stabilitet og fremgang. Selv om David var Guds udvalgte konge, tilsløres hans problemer på ingen måde, hverken hans familiemæssige problemer (sønnen Absaloms oprør) eller hans personlige problemer (forholdet til Batsheba og mordet på Urias). Budskab: Davids ønske om at bygge Herren et »gudshus«, et tempel, i Jerusalem, som et center for tilbedelsen af Gud, overskygges af Guds ønske om at bygge David et »kongehus«, dvs. gøre hans slægt til et dynasti, hvorfra den kommende Messias (Kristus) skulle udgå (kap. 7). Selv om David begik fejl og traf forkerte beslutninger, var han »manden efter Guds hjerte«, for han var villig til at bekende sin synd (kap. 12) og på ny sætte sin lid til Gud (kap. 22).
Indledning til Nahum

Indledning til Nahum

Nahum
Historisk baggrund: I 722-721 f.Kr. ødelagde assyrerne med utrolig grusomhed Samaria. Nogle år senere forudsagde profeten Nahum Guds dom over Assyriens hovedstad, Nineve. Byen blev så ødelagt, at man i næsten 2500 år ikke vidste, hvor den havde ligget. Man har nu fundet ruinerne ved Tigrisfloden over for Mosul i det nordlige Irak. Nahum kom oprindelig fra en lille by, Elkosh i Galilæa, men er sandsynligvis flygtet til Juda i forbindelse med Nordrigets undergang. Han profeterede efter Esajas, men før Jeremias, i midten af det 7. årh. f.Kr. Navnet Nahum betyder trøst og svarer til, at Nineves fald blev til trøst og opmuntring for Judas folk. Nahums profetiske ord gik i opfyldelse i år 612 f.Kr., da babylonierne og mederne indtog Nineve. Det var ca. 150 år efter, at Jonas' budskab havde reddet byen fra undergang. Assyrerne var berygtet for deres grusomhed over for indbyggerne i de byer, de erobrede. Indhold og budskab: Nahums Bog er en domsprofeti over Nineve på grund af byens grusomhed og mange synder. Samtidig er den en advarsel om, at Gud må straffe enhver form for ondskab, mens han beskytter og hjælper dem, der adlyder ham og beder om hjælp.
Indledning til 2. Krønikebog

Indledning til 2. Krønikebog

2. Krønikebog
Forfatter og datering: Se indledningen til Første Krønikebog. Indhold: 2. Krønikebog begynder, hvor 1. Krønikebog slutter (oprindeligt var de to bøger én bog). Salomon er nu blevet konge over Israel, og hans kongedømme og indvielsen af det nye tempel er guldalderen i landets historie. Efter Salomons død (kap. 9) fortælles om nordstammernes oprør, og de skiftende konger i Juda bedømmes ud fra deres lydighed imod Gud og deres evne til at udrydde afgudsdyrkelsen. Kong Hizkija får en fremtrædende plads på grund af »vækkelsen«, der brød ud i hans regeringsperiode. Også Josias' reformer bliver udførligt beskrevet. Bogen slutter med Jerusalems fald år 586/587 f.Kr., eksilet i Babylonien og perserkongens opfordring til jøderne om at vende hjem til Juda. De sidste to vers svarer til de første tre vers i Ezras bog. Budskab: Bogen trækker en klar parallel mellem åbenbaringsteltet i Mosebøgerne og templet i Krønikebøgerne (Betzalel og Oholiab [2.Mos.31,1-6a og 35,30-35] er forbilleder for Salomon og Huram-Abi [2.Krøn.2,13 og 4,16]). De skiftende kongers manglende evne til at føre folket tilbage til Gud danner baggrund for Judas fald og vidner om, at Gud er nødt til at straffe synd blandt et folk, som nægter at adlyde ham.
Indledning til Zefanias

Indledning til Zefanias

Zefanias
Historisk baggrund: Zefanias var efterkommer af kong Hizkija og forkyndte sit budskab i sidste halvdel af det 7. årh. f.Kr., mens Josias var konge i Juda. Det var sandsynligvis i tidsrummet 630-620 f.Kr., inden Josias gennemførte en række religiøse reformer (2.Kong.22-23). Disse reformer var dog ikke tilstrækkelige til at afværge Guds dom over Juda. Indhold og budskab: Profetens budskab modsiger folkets faste tro på, at Gud kun vil straffe de ugudelige folkeslag, men ikke sit eget udvalgte folk. Zefanias forklarer, at Gud først vil straffe sit eget folk, før han straffer de andre folkeslag. Zefanias' domsprofeti ender med løfter om håb og fremtid for Juda, hvis folket vil omvende sig fra deres synd. Bogen er således både en formaning og en opmuntring til alt Guds folk til alle tider: Synd har konsekvenser, men enhver, der omvender sig og søger Gud, kan få tilgivelse, genoprettelse og velsignelse.