Indledning til Højsangen

Indledning til Højsangen

Højsangen
Forfatter og datering: Højsangen er formodentlig skrevet af kong Salomon i det 10. årh. f.Kr. Indhold og budskab: Bogen indeholder en række elskovsdigte, hvor en kvinde og en mand beskriver og erklærer deres kærlighed til hinanden. Somme tider henvender de sig til hinanden, andre gange til vennerne eller til sig selv. Af og til mindes de fortiden. Oversættelsen har klargjort, hvem der taler, selv om der er nogle steder, hvor det ikke kan afgøres med sikkerhed. Ingen anden bog i Bibelen har været genstand for så mange forskellige fortolkninger som Højsangen. Frem til midten af det 19. årh. var den allegoriske fortolkning fremherskende, dvs. bogen blev opfattet som en billedtale, der beskriver en åndelig virkelighed. Visse jødiske fortolkere opfattede bogen som en fremstilling af det jødiske folks historie fra overgangen over Det Røde Hav til Messias' komme. Luther mente, at der var tale om det ideelle forhold mellem en hersker og hans undersåtter. Middelalderens lærde så i bogen en beskrivelse af forholdet mellem Kristus og Jomfru Maria. Den mest udbredte, kristne, allegoriske fortolkning, den mystiske, som har overlevet op til vor tid, tolker bogen som kærlighedsforholdet mellem Kristus og kirken. Den realistiske opfattelse, at bogen skal opfattes bogstaveligt som beskrivelsen af et kærlighedsforhold mellem to mennesker, er nu ved at vinde frem, men det udelukker ikke, at den stadig også kan fortolkes allegorisk. Kap. 8,6-7 anses for at være et af bogens højdepunkter.
Indledning til Esajas

Indledning til Esajas

Esajas
Forfatter, datering og historisk baggrund: Esajas er den mest kendte af det Gamle Testamentes profeter. Han levede på samme tid som Amos, Hoseas og Mika (8. årh. f.Kr.) og boede i Jerusalem. Hans tjeneste strakte sig over næsten 60 år, svarende til fire forskellige judæiske kongers regeringstid. Esajas var øjenvidne til den frygtelige borgerkrig mellem Israel og Juda (734-732 f.Kr.), og han oplevede på nært hold at Nordriget (Israel) blev indtaget af assyrerne i 722 f.Kr., at kong Hosea blev sat i fængsel og folket sendt i eksil (2.Kong.17). En tid så det ud til at Sydriget (Juda) også skulle bukke under for assyrerne. Esajas forudsagde imidlertid, at babylonierne - og ikke assyrerne - ville indtage Jerusalem, hvilket gik i opfyldelse år 586 f.Kr. Indhold: Esajas' tjeneste rakte langt ud over hans levetid, for han profeterede om eksilet i Babylonien og israelitternes tilbagevenden til deres land (efter år 538 f.Kr). Han profeterede også om landets og Jerusalems genopbygning og om Messias' (Kristi) komme et halvt årtusind senere. Hos Esajas finder vi nogle af de klareste Kristus-profetier i det Gamle Testamente (se f.eks. Es.7,14; 9,6-7; 42,1-7; 53; 61,1-3). Esajas fik også profetiske glimt af Kristi andet komme, fredsriget på jorden, den nye himmel og den nye jord. Budskab: Esajas' budskab var først og fremmest et kald til folket om at vende om til Gud, inden det var for sent, og senere en opmuntring til den kommende generation i eksilet om, at Gud engang ville føre dem hjem igen, genoprette landet og oprette et rige, hvor de skulle leve i fred og overflod. Profetisk sprogbrug adskiller sig fra almindelig fortællestil. Fordi profeten taler på Guds vegne, bringer han nogle gange budskabet i jeg-form, andre gange omtales Gud i tredje person, ofte med ordet Herren. Af og til taler profeten selv til Gud på egne eller folkets vegne, eller profeten taler til folket. Der bruges et væld af billeder, hvilket ikke kan undre, eftersom profeten i mange tilfælde ser billeder for sig, stillestående eller i bevægelse. Det er, som om Gud retter en projektør på bestemte tidspunkter i historien, ikke nødvendigvis i kronologisk rækkefølge. Disse billeder er ofte kombineret med særlige ord eller ordspil og er tit udtrykt i poetisk form. Somme tider ved profeten, hvad han taler om, som hvis budskabet angår noget, han kan relatere til. Andre gange ved han ikke, hvad sagen faktisk drejer sig om, men beskriver blot, hvad han ser og hører. En profeti kan have en konkret opfyldelse i en nær eller fjern fremtid, den kan have flere opfyldelser, konkrete eller åndelige osv. Den poetiske stil har mange gentagelser, der varieres lidt ved at bruge synonymer. Nogle gange er teksten sat op som poesi, andre gange som prosa, dog med poetiske elementer. Desværre går meget af det poetiske tabt i en oversættelse, medmindre man laver en mere fri gendigtning, end denne oversættelse er.
Indledning til Obadias

Indledning til Obadias

Obadias
Forfatter og datering: Obadias (eller Obadja), hvis navn betyder »Herrens tjener«, skrev sandsynligvis denne korte bog, efter at filistrene og araberne angreb Jerusalem ca. 843 f.Kr. (jf. 2. Krøn.21,7). I så fald var Obadias samtidig med Elisa. Der er noget, der tyder på, at både Joel og Jeremias kendte til Obadias' Bog. Indhold og budskab: Bogen er en domsprofeti over Edom, Esaus efterkommere, der boede trygt i højlandet mod sydøst. Trods deres nære slægtskab med israelitterne, Jakobs efterkommere, deltog edomitterne i angrebet på Jerusalem og var med til at plyndre den forsvarsløse by. Derfor vil Gud straffe Edom. Samtidig er Edom et symbol på alle de folkeslag, som er fjender af Guds folk.
Indledning til 1. Kongebog

Indledning til 1. Kongebog

1. Kongebog
Forfatter, datering og historisk baggrund: 1. og 2. Kongebog er en kronologisk beskrivelse af de forskellige konger og deres bedrifter fra kong David og indtil Judas rige blev erobret af Babylonierne. Der var oprindeligt kun én Kongebog, men af praktiske grunde blev den delt i to. Bøgerne dækker en periode på godt 400 år: fra Salomons tronbestigelse i 971 f.Kr. (1.Kong.2) til frigivelsen af kong Jojakin af Juda i 560 f.Kr. (2.Kong.25). Bøgerne er skrevet efter 560 f.Kr., men sandsynligvis før 538 f.Kr., da israelitterne vendte hjem fra fangenskabet i Babylon. Forfatteren er ukendt, men det kunne udmærket være en profet i eksil, måske Ezra eller Ezekiel i Babylon eller Jeremias i Egypten. Indhold: De to kongebøger kan opdeles i tre perioder: 1. Rigets guldalder med kong Salomon som regent og opførelsen af det prægtige tempel (1.Kong.1-11), 2. Rigets deling i Nordriget (Israel) og Juda mod syd (1.Kong.12-2.Kong.17) og 3. Judariget fra assyrernes erobring af Israel i 722 f.Kr. indtil Juda blev erobret af babylonierne i 586 f.Kr. (2.Kong.18-25). Budskab: Kongebøgerne regnes med til den profetiske litteratur, selv om de primært er historiebøger. Forfatterens hensigt er nemlig ikke blot at opregne historiske begivenheder, men at tolke begivenhederne i forhold til Guds folks troskab eller utroskab over for hans pagt med dem. Derfor spiller profeterne en stor rolle i Kongebøgerne (i 1.Kongebog især Elias; i 2.Kongebog især Elisa). Det er dem, der konfronterer kongerne, når de handler forkert, og specielt når de ligefrem indfører afgudsdyrkelse. (Jeroboam oprettede for eksempel en mængde offerhøje i Nordriget af frygt for at miste sin kongemagt). Gud åbenbarer sig både i historiens forløb og gennem sine tjenere, profeterne. Det er menneskers eget ansvar, hvordan de handler på Guds åbenbaring - om de udviser tro og lydighed, eller vantro og ulydighed. Begge holdninger har vidtrækkende konsekvenser - Guds velsignelse eller Guds dom. Det giver Kongebøgerne mange eksempler på.
Indledning til Prædikeren

Indledning til Prædikeren

Prædikeren
Forfatter og datering: Meget tyder på, at bogens ophavsmand er kong Salomon på sine gamle dage (se kap. 1,1.12.16; 2,4-9; 12,9). I så fald er den skrevet i det 10. årh. f.Kr. Forfatteren omtaler sig selv som »kohelet«. Ordets betydning er omstridt, men hentyder sandsynligvis til en person, hvis stilling indebar offentlig undervisning. Et tilsvarende moderne udtryk kunne være »professoren« eller »filosoffen«, men vi har fastholdt det gammeldags ord »prædikeren« af hensyn til traditionen. Indhold og budskab: Der er tale om en ældre mands tilbageblik over sit liv og sin erfaring. Han har studeret meget og besidder stor visdom, men må erkende, at selv den største menneskelige visdom kommer til kort, når det drejer sig om at forstå den dybere mening med livet. Bogen giver udtryk for et menneskes filosofiske diskussion med sig selv i sin stræben efter at finde mening i tilværelsen. Prædikeren giver udtryk for de tanker, et menneske kan gøre sig ud fra sin begrænsede, menneskelige forstand.
Indledning til Mika

Indledning til Mika

Mika
Historisk baggrund: Profeten Mika fra den lille by Moreshet sydvest for Jerusalem levede på samme tid som Hoseas og Esajas (8. årh. f.Kr.). Hovedstæderne Jerusalem og Samaria burde have været eksempler til efterfølgelse for folket, men de var lovløse byer, præget af undertrykkelse, egoisme, hovmod, korruption og hykleri. Mika forudsagde ligesom Esajas den assyriske erobring af Nordriget (Israel) og den babyloniske erobring af Sydriget (Juda). Indhold og budskab: Guds retfærdighed og kravet om retfærdighed i samfundet er et hovedtema i bogen. Ifølge Guds pagt med Israels folk gennem Moses ville folkets fremtid i det land, Gud havde givet dem, afhænge af, om de overholdt Moseloven, også kaldet Toraen. Gjorde de det, kunne de forvente Guds velsignelse. Gjorde de det ikke, ville Gud dømme dem og før eller senere jage dem ud af landet. Mika påpeger konsekvensen af folkets ulydighed. Mikas budskab er dog også præget af håb for fremtiden, f.eks. forudsiger han Jesu fødsel i Betlehem (kap. 5,1) og det kommende fredsrige (kap. 4,1-4). Bogen kan inddeles i tre afsnit. Det første afsnit (kap. 1-2) handler om dom og ødelæggelse, men ender med et løfte om genoprettelse. Det andet afsnit (kap. 3-5) begynder med dommen over dårlige ledere, præster og profeter, men går derefter over i en længere beskrivelse af den kommende messianske genoprettelse for den rest, som er tilbage efter dommen. Det tredje afsnit (kap. 6-7) fokuserer på nødvendigheden af ydmyghed og omvendelse for at opleve den lovede genoprettelse og velsignelse. Mikas stil er meget poetisk, og han bruger en del ordspil, som det desværre er nærmest umuligt at gengive i en oversættelse. En del steder er teksten vanskelig at fortolke, og oversættelsen er derfor usikker.
Indledning til Ruth

Indledning til Ruth

Ruth
Historisk baggrund: Begivenhederne i Ruths Bog foregår i dommertiden, muligvis omkring år 1150 f.Kr., da Gideon var dommer. Mens Dommerbogen viser de katastrofale konsekvenser af Israels folks utroskab imod Gud, viser Ruths Bog den velsignelse, hun som fremmed fik del i, da hun vendte sig til Israels Gud og identificerede sig med den trofaste minoritet blandt hans folk. Indhold: Ruth var en moabitisk kvinde. (Moabitterne var nogle af Israels traditionelle fjender - efterkommere af Lots søn, Moab (1.Mos.19,30-38)). Efter sin israelitiske mands død viste Ruth ubetinget trofasthed og omsorg over for sin svigermor - og en dyb tillid til Israels Gud. Hun blev senere gift med en af den afdødes slægtninge, som derved viste hende den samme trofasthed og kærlighed, som hun havde vist sin svigermor. Ruth fik en søn med sin nye mand og blev dermed oldemor til Israels store konge, Kong David - ind i hvis slægt Jesus Kristus blev født (se Matt.1,5). Ruths Bog kan ses som et fingerpeg om de fremmede folkeslags indlemmelse i Guds folk gennem Jesu forsoningsdød på korset. Budskab: Nøgleordet i bogen er det hebraiske ord hesed, som rummer idéen om stærk loyalitet og omsorg født ud af dyb kærlighed til den, man tager ansvar for. Midt i dommertidens kaos og uansvarlighed fremstår både Ruth og Boaz som lysende eksempler på fundamentale medmenneskelige værdier som tro, tillid, godhed, loyalitet og ansvarsfølelse.
Indledning til Dommer

Indledning til Dommer

Dommer
Forfatter og datering: Ifølge traditionen er profeten Samuel forfatter til bogen, men det er muligt, at den blev lettere redigeret og færdiggjort af en af hans disciple. At dømme ud fra 1,21 fik den sin endelige form under kong Saul eller David, da jebusitterne blev fordrevet fra Jerusalem. Historisk baggrund og indhold: Bogen dækker en periode på ca. 350 år fra Josvas død til Samsons død. Det var en lovløs periode, præget af folkets tilpasning til den nye situation, påvirkningen fra de omkringboende folkeslag såvel som kampen imod dem. I hele denne periode blev israelitterne regeret af skiftende »dommere«, som egentlig var militære ledere og befriere snarere end dommere i ordets almindelige forstand. Befriernes opgave var at jage fjenderne ud og opretholde ro og orden i landet, men det lykkedes kun i meget ringe grad. Efter dommertiden blev landet ledt af profeten Samuel, og derefter kom den første konge, Saul. Budskab: Dommerbogen er en beskrivelse af den cirkel, som Israel altid har bevæget sig rundt i: Deres oprør imod Gud, Guds dom over dem, som oftest i form af angreb fra fjendtlige nabolande, folkets råb til Gud om hjælp, og endelig Guds indgriben for at redde sit folk. I denne cirkel åbenbares bogens egentlige tema: Guds trofasthed, hans lidende tålmodighed med sit folk og hans vilje til trods alt at redde dem. Gud fremtræder derfor både som sit folks dommer og dets befrier.
Indledning til 4. Mosebog

Indledning til 4. Mosebog

4. Mosebog
Forfatter og datering: Se indledningen til Første Mosebog. Indhold: Bogen fortæller om israelitternes rejse fra Sinaibjerget, hvor de modtog lovens ord, til Moabs sletter øst for Jordanfloden på grænsen til Kana'ans land. Denne strækning kunne være tilbagelagt på under et år, men tog faktisk 38 år på grund af folkets vantro og ulydighed imod Gud. Da folket i første omgang fik ordre til at gå ind i landet (kap. 13-14), turde de ikke - og derfor måtte de fortsætte deres ørkenvandring, indtil hele den ulydige generation var uddød. Det blev deres børn, som under Josvas og Kalebs ledelse indtog landet (Jos.1-12). Budskab: Bogen er en beretning om Guds vrede over sit folks oprørskhed - men også om hans barmhjertighed og om hans trofasthed over for sine løfter. Den Gud, der sluttede pagt med Abraham (1. Mosebog), og som befriede hans efterkommere fra slaveriet i Egypten og gjorde dem til sit ejendomsfolk (2. Mosebog), som åbenbarede sin hellighed og viste dem vejen til fællesskab med ham (3. Mosebog), var også en Gud, som straffede synd, men som alligevel velsignede sit folk på ny. Beretningen om Bileam (kap. 23-24) er et eksempel på dette. I det Ny Testamente henvises der til israelitternes ørkenvandring som et advarende eksempel på konsekvensen af at være ulydig mod Gud (f.eks. Hebr.3,7-9 og 4,8-11).
Indledning til Habakkuk

Indledning til Habakkuk

Habakkuk
Historisk baggrund: Habakkuk levede i sidste halvdel af det 7. årh. f.Kr., nogenlunde samtidig med Jeremias og Zefanias. Indhold og budskab: Profeten anklager judæerne for deres ondskab og ugudelighed og forudsiger, at Gud vil bruge babylonierne til at straffe sit folk. Han har dog svært ved at forstå, at Gud kan bruge et så ugudeligt folk som babylonierne i sin plan. Bogen udtrykker Habakkuks frustration, men også Guds åbenbaring af sig selv midt i denne frustration: Gud er historiens Herre, mægtig til at tvinge gudløsheden ind under sin vilje. Derfor behøver de gudfrygtige ikke at fortvivle over de tilsyneladende meningsløse omstændigheder, tværtimod, de bør have tro til Gud og tillid til, at han har det sidste ord.