Det Gamle Testamente

Det Gamle Testamente

1. Mosebog (51), 2. Mosebog (41), 3. Mosebog (28), 4. Mosebog (37), 5. Mosebog (36), Josva (25), Dommer (22), Ruth (5), 1. Samuel (32), 2. Samuel (25), 1. Kongebog (23), 2. Kongebog (26), 1. Krønikebog (30), 2. Krønikebog (37), Ezra (11), Nehemias (14), Ester (11), Job (43), Salmerne (154), Ordsprogene (32), Prædikeren (13), Højsangen (9), Esajas (68), Jeremias (53), Klagesangene (6), Ezekiel (49), Daniel (13), Hoseas (15), Joel (5), Amos (10), Obadias (2), Jonas (5), Mika (8), Nahum (4), Habakkuk (4), Zefanias (4), Haggaj (3), Zakarias (15) og Malakias (4)
Indledning til Zakarias

Indledning til Zakarias

Zakarias
Forfatter og datering: Zakarias var sammen med profeten Haggaj blandt de 50.000 eksiljøder i Babylonien, som Kyros den Store i 538 f.Kr. sendte tilbage til Jerusalem med besked om at genopbygge Herrens tempel. Zakarias' profetiske tjeneste, som begyndte i efteråret 520 f.Kr., sigtede især på at inspirere folket til større åndelighed og at motivere dem til at færdiggøre tempelbygningen. Takket være opmuntringen fra både Haggaj og Zakarias blev templet færdigt år 516 f.Kr. under ledelse af den politiske leder, Zerubbabel, og ypperstepræsten Josva. Indhold og budskab: Zakarias' opgave er at åbenbare Guds plan for sit folks fremtid, en plan, som forudsætter deres omvendelse og samarbejdsvilje samt templets færdiggørelse (kap. 8,9-17). Zakarias' bog består af otte profetiske syner efterfulgt af en række udaterede, senere budskaber og indeholder en lang række specifikke Kristus-profetier (f.eks. kap. 3,8-10; 6,12-13; 9,9-10; 10,4; 11,12-13; 13,7; 14,4). Bogen ender med en profetisk beskrivelse af Jesu genkomst og Guds endelige dom over verden.
Indledning til Malakias

Indledning til Malakias

Malakias
Historisk baggrund: Inspireret af profeten Haggaj og under ledelse af Zerubbabel og Josva blev templet i Jerusalem færdigbygget i 516 f.Kr. I 458 f.Kr. kom Ezra tilbage fra eksilet sammen med flere tusinde jøder. Ezra gennemførte religiøse reformer og en fornyet respekt for Toraen. I 445 f.Kr. ankom Nehemias, og han fik genopbygget muren omkring Jerusalem. Han lagde også vægt på, at det jødiske folk skulle følge Guds love (Toraen) og specielt overholde sabbatten, give tiende og afholde sig fra at gifte sig med ikke-jøder. I 433 f.Kr. vendte Nehemias tilbage til sit job ved det persiske hof, og folk begyndte igen at blive ulydige mod Guds befalinger. Da Nehemias senere kom til Jerusalem, måtte han atter skride ind over for folkets ulydighed. Malakias virkede sandsynligvis i tiden efter, at Nehemias var vendt tilbage til hoffet i Persien og måske også under hans senere tilbagekomst til Jerusalem. Indhold og budskab: Malakias' navn betyder »min udsending«. Ligesom Johannes Døber var han en Guds udsending, der skulle bane vejen for Messias. Folket havde langtfra lært deres lektie under de 70 års eksil i Babylonien. De var havnet i eksilet på grund af synd og afgudsdyrkelse. Nu, da de var kommet hjem igen, fortsatte de med at være ulydige imod Gud. Det var det problem, Malakias pegede på. Men han afslutter bogen med at pege hen på den Messias (Kristus), som skal komme og frelse folket, og den profet (Johannes Døber), som skal bane vej for Messias. Det Gamle Testamente slutter således med at pege frem imod, hvad Gud vil gøre i det Ny Testamente.
Indledning til Jeremias

Indledning til Jeremias

Jeremias
Forfatter og datering: Bogens profetiske budskaber stammer fra en periode på ca. 40 år fra 627-586 f.Kr. Jeremias levede stort set samtidig med Zefanias og Habakkuk. Han var præst af Hilkijas slægt, men Gud kaldte ham til profet, et kald som Jeremias kæmpede med hele sit liv, indtil han døde i eksil i Egypten. Det var Baruk, som nedskrev budskaberne efter Jeremias' diktat. Budskaberne er ikke nedskrevet i kronologisk rækkefølge. Indhold: Bogen kan opdeles i seks afsnit: 1. Jeremias' kaldelse (kap. 1,1-19), 2. Domsprofetier over Juda (kap. 2-35), 3. Begivenheder i Jeremias' eget liv (kap. 36-38), 4. Jerusalems fald og resultatet deraf (kap. 39-45), 5. Domsprofetier over fremmede folkeslag (kap. 46-51) og 6. Et historisk efterskrift om Jerusalems fald, templets ødelæggelse og folkets deportation til Babylonien under kong Nebukadnezar (kap. 52). Det er ofte uklart, hvornår Herren taler direkte, og hvornår Jeremias taler på egne vegne eller indirekte giver udtryk for Guds tale, men vi har forsøgt så godt som muligt at klargøre, hvem der taler. Budskab: Fra begyndelsen søgte Jeremias at overbevise folket om, at de ikke kunne klare sig imod deres fjender blot ved deres rigdom, deres hær, deres diplomater eller deres religion. Hans opgave var at kalde folket til omvendelse, en opgave han udførte med nidkærhed og inderlig kærlighed, selvom folk hånede og forfulgte ham. Mod slutningen af sin tjeneste oplevede profeten med sorg, at en række af hans profetier gik i opfyldelse. Flere af Jeremias' profetier peger frem mod en tid, hvor Gud vil oprette en ny pagt med sit folk. Han vil skrive sin lov i deres hjerter, så det at gøre hans vilje bliver en hjertesag i stedet for et ydre ritual. Jeremias' budskab er således også et budskab om håb. Selv om Israel har forkastet Gud, har Gud ikke forkastet sit folk. Han lover at vise dem barmhjertighed igen og frelse dem fra undergang.
Indledning til Hoseas

Indledning til Hoseas

Hoseas
Forfatter og datering: Profeten Hoseas levede på samme tid som Amos, Esajas og Mika. Det første budskab fik han fra Herren, mens Jeroboam II var konge i Israel (782-753 f.Kr.), det sidste efter at Hizkija var blevet konge i Juda (716 f.Kr.) Hoseas var altså vidne til Nordrigets (Israels) undergang og Samarias fald i 721 f.Kr. Ud over de oplysninger, som bogen selv giver, ved man intet om profeten. Selv om Hoseas egentlig kom fra Nordriget, flyttede han sikkert til Sydriget, mens Uzzija var konge dér (767-740 f.Kr.) Indhold og budskab: Hoseas forkyndte Guds trofasthed over for sit folk og folkets troløshed overfor Gud. Det misforhold demonstrerede han blandt andet gennem sit ægteskab med troløse kvinder. Men eftersom folket nægtede at omvende sig fra deres afgudsdyrkelse og umoralitet, måtte straffen ramme dem. Gud er dog stadig trofast imod sit folk og ønsker at frelse dem.
Indledning til Højsangen

Indledning til Højsangen

Højsangen
Forfatter og datering: Højsangen er formodentlig skrevet af kong Salomon i det 10. årh. f.Kr. Indhold og budskab: Bogen indeholder en række elskovsdigte, hvor en kvinde og en mand beskriver og erklærer deres kærlighed til hinanden. Somme tider henvender de sig til hinanden, andre gange til vennerne eller til sig selv. Af og til mindes de fortiden. Oversættelsen har klargjort, hvem der taler, selv om der er nogle steder, hvor det ikke kan afgøres med sikkerhed. Ingen anden bog i Bibelen har været genstand for så mange forskellige fortolkninger som Højsangen. Frem til midten af det 19. årh. var den allegoriske fortolkning fremherskende, dvs. bogen blev opfattet som en billedtale, der beskriver en åndelig virkelighed. Visse jødiske fortolkere opfattede bogen som en fremstilling af det jødiske folks historie fra overgangen over Det Røde Hav til Messias' komme. Luther mente, at der var tale om det ideelle forhold mellem en hersker og hans undersåtter. Middelalderens lærde så i bogen en beskrivelse af forholdet mellem Kristus og Jomfru Maria. Den mest udbredte, kristne, allegoriske fortolkning, den mystiske, som har overlevet op til vor tid, tolker bogen som kærlighedsforholdet mellem Kristus og kirken. Den realistiske opfattelse, at bogen skal opfattes bogstaveligt som beskrivelsen af et kærlighedsforhold mellem to mennesker, er nu ved at vinde frem, men det udelukker ikke, at den stadig også kan fortolkes allegorisk. Kap. 8,6-7 anses for at være et af bogens højdepunkter.
Indledning til Esajas

Indledning til Esajas

Esajas
Forfatter, datering og historisk baggrund: Esajas er den mest kendte af det Gamle Testamentes profeter. Han levede på samme tid som Amos, Hoseas og Mika (8. årh. f.Kr.) og boede i Jerusalem. Hans tjeneste strakte sig over næsten 60 år, svarende til fire forskellige judæiske kongers regeringstid. Esajas var øjenvidne til den frygtelige borgerkrig mellem Israel og Juda (734-732 f.Kr.), og han oplevede på nært hold at Nordriget (Israel) blev indtaget af assyrerne i 722 f.Kr., at kong Hosea blev sat i fængsel og folket sendt i eksil (2.Kong.17). En tid så det ud til at Sydriget (Juda) også skulle bukke under for assyrerne. Esajas forudsagde imidlertid, at babylonierne - og ikke assyrerne - ville indtage Jerusalem, hvilket gik i opfyldelse år 586 f.Kr. Indhold: Esajas' tjeneste rakte langt ud over hans levetid, for han profeterede om eksilet i Babylonien og israelitternes tilbagevenden til deres land (efter år 538 f.Kr). Han profeterede også om landets og Jerusalems genopbygning og om Messias' (Kristi) komme et halvt årtusind senere. Hos Esajas finder vi nogle af de klareste Kristus-profetier i det Gamle Testamente (se f.eks. Es.7,14; 9,6-7; 42,1-7; 53; 61,1-3). Esajas fik også profetiske glimt af Kristi andet komme, fredsriget på jorden, den nye himmel og den nye jord. Budskab: Esajas' budskab var først og fremmest et kald til folket om at vende om til Gud, inden det var for sent, og senere en opmuntring til den kommende generation i eksilet om, at Gud engang ville føre dem hjem igen, genoprette landet og oprette et rige, hvor de skulle leve i fred og overflod. Profetisk sprogbrug adskiller sig fra almindelig fortællestil. Fordi profeten taler på Guds vegne, bringer han nogle gange budskabet i jeg-form, andre gange omtales Gud i tredje person, ofte med ordet Herren. Af og til taler profeten selv til Gud på egne eller folkets vegne, eller profeten taler til folket. Der bruges et væld af billeder, hvilket ikke kan undre, eftersom profeten i mange tilfælde ser billeder for sig, stillestående eller i bevægelse. Det er, som om Gud retter en projektør på bestemte tidspunkter i historien, ikke nødvendigvis i kronologisk rækkefølge. Disse billeder er ofte kombineret med særlige ord eller ordspil og er tit udtrykt i poetisk form. Somme tider ved profeten, hvad han taler om, som hvis budskabet angår noget, han kan relatere til. Andre gange ved han ikke, hvad sagen faktisk drejer sig om, men beskriver blot, hvad han ser og hører. En profeti kan have en konkret opfyldelse i en nær eller fjern fremtid, den kan have flere opfyldelser, konkrete eller åndelige osv. Den poetiske stil har mange gentagelser, der varieres lidt ved at bruge synonymer. Nogle gange er teksten sat op som poesi, andre gange som prosa, dog med poetiske elementer. Desværre går meget af det poetiske tabt i en oversættelse, medmindre man laver en mere fri gendigtning, end denne oversættelse er.
Indledning til 1. Kongebog

Indledning til 1. Kongebog

1. Kongebog
Forfatter, datering og historisk baggrund: 1. og 2. Kongebog er en kronologisk beskrivelse af de forskellige konger og deres bedrifter fra kong David og indtil Judas rige blev erobret af Babylonierne. Der var oprindeligt kun én Kongebog, men af praktiske grunde blev den delt i to. Bøgerne dækker en periode på godt 400 år: fra Salomons tronbestigelse i 971 f.Kr. (1.Kong.2) til frigivelsen af kong Jojakin af Juda i 560 f.Kr. (2.Kong.25). Bøgerne er skrevet efter 560 f.Kr., men sandsynligvis før 538 f.Kr., da israelitterne vendte hjem fra fangenskabet i Babylon. Forfatteren er ukendt, men det kunne udmærket være en profet i eksil, måske Ezra eller Ezekiel i Babylon eller Jeremias i Egypten. Indhold: De to kongebøger kan opdeles i tre perioder: 1. Rigets guldalder med kong Salomon som regent og opførelsen af det prægtige tempel (1.Kong.1-11), 2. Rigets deling i Nordriget (Israel) og Juda mod syd (1.Kong.12-2.Kong.17) og 3. Judariget fra assyrernes erobring af Israel i 722 f.Kr. indtil Juda blev erobret af babylonierne i 586 f.Kr. (2.Kong.18-25). Budskab: Kongebøgerne regnes med til den profetiske litteratur, selv om de primært er historiebøger. Forfatterens hensigt er nemlig ikke blot at opregne historiske begivenheder, men at tolke begivenhederne i forhold til Guds folks troskab eller utroskab over for hans pagt med dem. Derfor spiller profeterne en stor rolle i Kongebøgerne (i 1.Kongebog især Elias; i 2.Kongebog især Elisa). Det er dem, der konfronterer kongerne, når de handler forkert, og specielt når de ligefrem indfører afgudsdyrkelse. (Jeroboam oprettede for eksempel en mængde offerhøje i Nordriget af frygt for at miste sin kongemagt). Gud åbenbarer sig både i historiens forløb og gennem sine tjenere, profeterne. Det er menneskers eget ansvar, hvordan de handler på Guds åbenbaring - om de udviser tro og lydighed, eller vantro og ulydighed. Begge holdninger har vidtrækkende konsekvenser - Guds velsignelse eller Guds dom. Det giver Kongebøgerne mange eksempler på.
Indledning til Obadias

Indledning til Obadias

Obadias
Forfatter og datering: Obadias (eller Obadja), hvis navn betyder »Herrens tjener«, skrev sandsynligvis denne korte bog, efter at filistrene og araberne angreb Jerusalem ca. 843 f.Kr. (jf. 2. Krøn.21,7). I så fald var Obadias samtidig med Elisa. Der er noget, der tyder på, at både Joel og Jeremias kendte til Obadias' Bog. Indhold og budskab: Bogen er en domsprofeti over Edom, Esaus efterkommere, der boede trygt i højlandet mod sydøst. Trods deres nære slægtskab med israelitterne, Jakobs efterkommere, deltog edomitterne i angrebet på Jerusalem og var med til at plyndre den forsvarsløse by. Derfor vil Gud straffe Edom. Samtidig er Edom et symbol på alle de folkeslag, som er fjender af Guds folk.
Indledning til Prædikeren

Indledning til Prædikeren

Prædikeren
Forfatter og datering: Meget tyder på, at bogens ophavsmand er kong Salomon på sine gamle dage (se kap. 1,1.12.16; 2,4-9; 12,9). I så fald er den skrevet i det 10. årh. f.Kr. Forfatteren omtaler sig selv som »kohelet«. Ordets betydning er omstridt, men hentyder sandsynligvis til en person, hvis stilling indebar offentlig undervisning. Et tilsvarende moderne udtryk kunne være »professoren« eller »filosoffen«, men vi har fastholdt det gammeldags ord »prædikeren« af hensyn til traditionen. Indhold og budskab: Der er tale om en ældre mands tilbageblik over sit liv og sin erfaring. Han har studeret meget og besidder stor visdom, men må erkende, at selv den største menneskelige visdom kommer til kort, når det drejer sig om at forstå den dybere mening med livet. Bogen giver udtryk for et menneskes filosofiske diskussion med sig selv i sin stræben efter at finde mening i tilværelsen. Prædikeren giver udtryk for de tanker, et menneske kan gøre sig ud fra sin begrænsede, menneskelige forstand.