Det Gamle Testamente

Det Gamle Testamente

1. Mosebog (51), 2. Mosebog (41), 3. Mosebog (28), 4. Mosebog (37), 5. Mosebog (36), Josva (25), Dommer (22), Ruth (5), 1. Samuel (32), 2. Samuel (25), 1. Kongebog (23), 2. Kongebog (26), 1. Krønikebog (30), 2. Krønikebog (37), Ezra (11), Nehemias (14), Ester (11), Job (43), Salmerne (154), Ordsprogene (32), Prædikeren (13), Højsangen (9), Esajas (68), Jeremias (53), Klagesangene (6), Ezekiel (49), Daniel (13), Hoseas (15), Joel (5), Amos (10), Obadias (2), Jonas (5), Mika (8), Nahum (4), Habakkuk (4), Zefanias (4), Haggaj (3), Zakarias (15) og Malakias (4)
Indledning til Ordsprogene

Indledning til Ordsprogene

Ordsprogene
Forfatter og datering: Hovedparten af bogens ordsprog er formentlig samlet af kong Salomon i det 10. årh. f.Kr. Salomon forfattede 3000 ordsprog, hvoraf en del er med i denne bog. Derudover er der bidrag af flere andre vismænd helt frem til kong Hizkijas tid (begyndelsen af det 7. årh. f.Kr.). Flere steder kan der spores paralleller til mesopotamisk og egyptisk visdomslitteratur. Indhold: Bogen indeholder praktisk vejledning i poetisk form. Sammen med Bibelens øvrige visdomslitteratur er den et supplement til de historiske og profetiske bøger, idet den understreger behovet for både guddommelig visdom og menneskelig sund fornuft under alle livets forhold. Budskab: Bogens oprindelige formål var at opdrage unge mennesker til et gudfrygtigt liv (se kap. 1,4 og 4,20ff.). Forudsætningen for et lykkeligt liv er gudsfrygt og ydmyghed (kap. 1,7). I dette perspektiv berøres en lang række konkrete områder som f.eks. forholdet til Gud, til næsten og til samfundet, børneopdragelse, ægteskab og økonomi.
Indledning til 2. Samuel

Indledning til 2. Samuel

2. Samuel
Forfatter, datering og historisk baggrund: Se indledningen til Første Samuelsbog. Indhold: Bogen dækker omkring 40 år af Samuelsbøgernes 150-årige periode: det tidsrum, hvor David var konge, først over Juda i syd (kap. 1-4), og senere over hele riget, inklusive Israel i nord (kap. 5-24). I løbet af sin regeringstid gjorde David Jerusalem til hovedstad og bragte pagtens ark til byen, hvorved han anerkendte Gud som sin og folkets egentlige Konge. Det lykkedes ham at besejre israelitternes ærkefjende, filistrene, og at indlemme Moab, Ammon, Edom og flere andre områder i sit rige. Desuden fastholdt han herredømmet over landområdet op til Eufratfloden, som Saul havde erobret (kap. 8). Under kong David oplevede landet stabilitet og fremgang. Selv om David var Guds udvalgte konge, tilsløres hans problemer på ingen måde, hverken hans familiemæssige problemer (sønnen Absaloms oprør) eller hans personlige problemer (forholdet til Batsheba og mordet på Urias). Budskab: Davids ønske om at bygge Herren et »gudshus«, et tempel, i Jerusalem, som et center for tilbedelsen af Gud, overskygges af Guds ønske om at bygge David et »kongehus«, dvs. gøre hans slægt til et dynasti, hvorfra den kommende Messias (Kristus) skulle udgå (kap. 7). Selv om David begik fejl og traf forkerte beslutninger, var han »manden efter Guds hjerte«, for han var villig til at bekende sin synd (kap. 12) og på ny sætte sin lid til Gud (kap. 22).
Indledning til Nahum

Indledning til Nahum

Nahum
Historisk baggrund: I 722-721 f.Kr. ødelagde assyrerne med utrolig grusomhed Samaria. Nogle år senere forudsagde profeten Nahum Guds dom over Assyriens hovedstad, Nineve. Byen blev så ødelagt, at man i næsten 2500 år ikke vidste, hvor den havde ligget. Man har nu fundet ruinerne ved Tigrisfloden over for Mosul i det nordlige Irak. Nahum kom oprindelig fra en lille by, Elkosh i Galilæa, men er sandsynligvis flygtet til Juda i forbindelse med Nordrigets undergang. Han profeterede efter Esajas, men før Jeremias, i midten af det 7. årh. f.Kr. Navnet Nahum betyder trøst og svarer til, at Nineves fald blev til trøst og opmuntring for Judas folk. Nahums profetiske ord gik i opfyldelse i år 612 f.Kr., da babylonierne og mederne indtog Nineve. Det var ca. 150 år efter, at Jonas' budskab havde reddet byen fra undergang. Assyrerne var berygtet for deres grusomhed over for indbyggerne i de byer, de erobrede. Indhold og budskab: Nahums Bog er en domsprofeti over Nineve på grund af byens grusomhed og mange synder. Samtidig er den en advarsel om, at Gud må straffe enhver form for ondskab, mens han beskytter og hjælper dem, der adlyder ham og beder om hjælp.
Indledning til 2. Krønikebog

Indledning til 2. Krønikebog

2. Krønikebog
Forfatter og datering: Se indledningen til Første Krønikebog. Indhold: 2. Krønikebog begynder, hvor 1. Krønikebog slutter (oprindeligt var de to bøger én bog). Salomon er nu blevet konge over Israel, og hans kongedømme og indvielsen af det nye tempel er guldalderen i landets historie. Efter Salomons død (kap. 9) fortælles om nordstammernes oprør, og de skiftende konger i Juda bedømmes ud fra deres lydighed imod Gud og deres evne til at udrydde afgudsdyrkelsen. Kong Hizkija får en fremtrædende plads på grund af »vækkelsen«, der brød ud i hans regeringsperiode. Også Josias' reformer bliver udførligt beskrevet. Bogen slutter med Jerusalems fald år 586/587 f.Kr., eksilet i Babylonien og perserkongens opfordring til jøderne om at vende hjem til Juda. De sidste to vers svarer til de første tre vers i Ezras bog. Budskab: Bogen trækker en klar parallel mellem åbenbaringsteltet i Mosebøgerne og templet i Krønikebøgerne (Betzalel og Oholiab [2.Mos.31,1-6a og 35,30-35] er forbilleder for Salomon og Huram-Abi [2.Krøn.2,13 og 4,16]). De skiftende kongers manglende evne til at føre folket tilbage til Gud danner baggrund for Judas fald og vidner om, at Gud er nødt til at straffe synd blandt et folk, som nægter at adlyde ham.
Indledning til Zefanias

Indledning til Zefanias

Zefanias
Historisk baggrund: Zefanias var efterkommer af kong Hizkija og forkyndte sit budskab i sidste halvdel af det 7. årh. f.Kr., mens Josias var konge i Juda. Det var sandsynligvis i tidsrummet 630-620 f.Kr., inden Josias gennemførte en række religiøse reformer (2.Kong.22-23). Disse reformer var dog ikke tilstrækkelige til at afværge Guds dom over Juda. Indhold og budskab: Profetens budskab modsiger folkets faste tro på, at Gud kun vil straffe de ugudelige folkeslag, men ikke sit eget udvalgte folk. Zefanias forklarer, at Gud først vil straffe sit eget folk, før han straffer de andre folkeslag. Zefanias' domsprofeti ender med løfter om håb og fremtid for Juda, hvis folket vil omvende sig fra deres synd. Bogen er således både en formaning og en opmuntring til alt Guds folk til alle tider: Synd har konsekvenser, men enhver, der omvender sig og søger Gud, kan få tilgivelse, genoprettelse og velsignelse.
Indledning til 1. Krønikebog

Indledning til 1. Krønikebog

1. Krønikebog
Forfatter, datering og historisk baggrund: Ifølge jødisk tradition er Ezra ophavsmand til de to Krønikebøger. Som baggrundsmateriale har han brugt det Gamle Testamentes historiske bøger (især Samuelsbøgerne og Kongebøgerne), Salmernes Bog og nogle af de profetiske bøger, samt andre historiske og profetiske skrifter, der siden er gået tabt. Nogle mindre forskelle mellem Krønikebøgerne på den ene side og Samuels- og Kongebøgerne på den anden side kan skyldes, at forfatteren har haft adgang til en lidt anderledes tekst end den masoretiske tekst, vi kender. Krønikebøgerne blev formodentligt samlet i slutningen af det 5. århundrede før Kristus. Ezra kom tilbage til Jerusalem fra landflygtigheden i Babylonien i året 458 f.Kr. Indhold: Mens Kongebøgerne er skrevet ud fra et profetisk synspunkt, er Krønikebøgerne skrevet ud fra en præstelig synsvinkel, hvilket understreges af de detaljerede oplysninger om præstetjenesten og den jødiske tilbedelse af Gud. Samuels- og Kongebøgerne er skrevet med tanke på jøderne i eksilet, mens Krønikebøgerne henvender sig til de hjemvendte jøder. Gælder Guds pagter stadig? Har Gud stadig en plan med sit folk? Er det muligt at genetablere et rige, der svarer til kong Davids storrige? Efter stamtavlerne (kap. 1-9) fortæller 1. Krønikebog om kong Sauls død og Davids regeringsperiode. Bogen tegner et idealiseret billede af den store kong David, idet den udelader alle de negative ting om ham. 2. Krønikebog giver på tilsvarende måde et idealiseret billede af kong Salomon. Budskab: Selv om Gud måtte straffe Israels og Judas folk for deres afgudsdyrkelse, fremhæver bogen israelitternes glorværdige fortid og bekræfter, at Guds pagtsløfter til sit folk står fast. Tilbedelsen af Gud i det planlagte tempel ses som symbol på Guds trofasthed mod sit folk - og kong David betragtes som templets egentlige grundlægger, skønt det var hans søn Salomon, der byggede det.
Indledning til Ester

Indledning til Ester

Ester
Forfatter og datering: Bogen er sandsynligvis skrevet i sidste halvdel af 5. årh. f.Kr. af en ukendt jøde bosiddende i det persiske rige. Historisk baggrund: De begivenheder, der fortælles om her, fandt sted, mens Xerxes var konge i Persien, nærmere betegnet fra hans 3. til 12. regeringsår, dvs. i perioden 484-475 f.Kr. Det var efter, at den første gruppe jøder var vendt hjem til Israel under Zerubbabel og havde genopbygget templet. Men det var før, Ezra vendte tilbage med endnu en stor gruppe. Der var således stadig mange jøder i det persiske rige. På trods af de mange års eksil holdt jøderne fast ved deres traditioner og deres tro på Gud. De ville ikke tilbede jordiske konger eller højtstående ledere, og de holdt fast ved deres spiseregler og særlige levevis. Den indflydelsesrige Haman blev vred over, at jøderne ikke ville bøje sig i støvet for ham, og folk i almindelighed var skeptiske over for jøderne, fordi de holdt sig for sig selv. Indhold og budskab: Ligesom Josef blev solgt som slave og sendt til et fremmed land, men netop derfor blev Guds redskab til frelse for sin familie og sit folk, således blev den forældreløse Ester Guds redskab til frelse for sit folk. Både Josef og Ester opnåede kongens gunst ved Guds hjælp, og de brugte deres indflydelse med visdom. Ester fik gode råd af sin fætter og plejefar, Mordokaj. Til minde om Guds redning af sit folk begyndte jøderne at fejre Purimfesten, som stadig fejres den dag i dag. Selv om der intet nævnes direkte om Gud eller jødernes gudsdyrkelse i bogen, beskrives det, hvordan de søger hjælp hos Gud gennem bøn og faste, og efter deres redning holder de takkefest. Mordokaj udtrykker Guds virke i baggrunden på følgende måde: »Hvem ved, om du ikke netop blev dronning for at kunne gøre noget i denne alvorlige situation.« (4,14).
Indledning til 2. Kongebog

Indledning til 2. Kongebog

2. Kongebog
Forfatter, datering og historisk baggrund: Se indledningen til Første Kongebog. Indhold: Bogen kan opdeles i to perioder: 1. Judas og Israels historie fra midten af det 9. årh. f.Kr. til Israels fald i 722 f.Kr. (kap. 1-17) og 2. Judas historie fra 722 f.Kr. til Judas og Jerusalems fald i 586 f.Kr. (kap. 18-25). Bogen handler således om baggrunden for et af de helt store vendepunkter i israelitternes historie - eksilet, fangenskabet i Babylonien. Selv om Gud havde givet dem deres eget land at bo i, var han nødt til at rykke dem op fra landet igen på grund af deres afgudsdyrkelse og deres ulydighed imod ham. Budskab: De enkelte konger og begivenheder beskrives med fokus på den åndelige betydning, de havde. Gennem dette drama af begivenheder med få gode og mange onde konger, fredstid og krigstid, fremgang og ødelæggelse, tegnes et billede af Gud som historiens Gud, der styrer de enkelte akter fra kulisserne, og som bruger sine modstandere til at fremme sine formål med sit folk. Han styrer og vejleder ved hjælp af sine profeter, og Anden Kongebog er et godt eksempel på, at han aldrig straffer uden først at give en klar advarsel.
Indledning til Amos

Indledning til Amos

Amos
Forfatter og datering: Amos var fårehyrde fra Tekoa, en lille by 10 km syd for Betlehem i Juda. Han forkyndte sit budskab ca. 780-750 f.Kr., kort tid før Hoseas, Esajas og Mika. Selv om han kom fra det sydlige rige, Juda, angik hans profetier især det nordlige rige, Israel, der havde sit religiøse centrum i Betel. Historisk baggrund: På Amos' tid oplevede Israel en periode med økonomisk fremgang og militære sejre som forudsagt 40 år tidligere af profeten Elisa (se 2.Kong.13,17-19). Også profeten Jonas havde få år tidligere forudsagt, at landet ville opleve militær fremgang (se 2.Kong.14,25). Men under fremgangen forfaldt folk til overdreven selvtillid. Den religiøse og moralske korruption voksede. De blev ved med at dyrke afguderne, og derfor varede det ikke længe, før Gud måtte sende dem i landflygtighed. Israel blev erobret af Assyrien i 722-721 f.Kr. Indhold og budskab: Amos forkynder dom over dem, som undertrykker de fattige og svage, over deres stolthed og overdrevne tro på sig selv, og over al deres afgudsdyrkelse. Dog er der samtidig et budskab om håb og genoprettelse for den minoritet, der tager afstand fra ondskaben og vender tilbage til Gud.