Det Gamle Testamente

Det Gamle Testamente

1. Mosebog (51), 2. Mosebog (41), 3. Mosebog (28), 4. Mosebog (37), 5. Mosebog (36), Josva (25), Dommer (22), Ruth (5), 1. Samuel (32), 2. Samuel (25), 1. Kongebog (23), 2. Kongebog (26), 1. Krønikebog (30), 2. Krønikebog (37), Ezra (11), Nehemias (14), Ester (11), Job (43), Salmerne (154), Ordsprogene (32), Prædikeren (13), Højsangen (9), Esajas (68), Jeremias (53), Klagesangene (6), Ezekiel (49), Daniel (13), Hoseas (15), Joel (5), Amos (10), Obadias (2), Jonas (5), Mika (8), Nahum (4), Habakkuk (4), Zefanias (4), Haggaj (3), Zakarias (15) og Malakias (4)
Indledning til Habakkuk

Indledning til Habakkuk

Habakkuk
Historisk baggrund: Habakkuk levede i sidste halvdel af det 7. årh. f.Kr., nogenlunde samtidig med Jeremias og Zefanias. Indhold og budskab: Profeten anklager judæerne for deres ondskab og ugudelighed og forudsiger, at Gud vil bruge babylonierne til at straffe sit folk. Han har dog svært ved at forstå, at Gud kan bruge et så ugudeligt folk som babylonierne i sin plan. Bogen udtrykker Habakkuks frustration, men også Guds åbenbaring af sig selv midt i denne frustration: Gud er historiens Herre, mægtig til at tvinge gudløsheden ind under sin vilje. Derfor behøver de gudfrygtige ikke at fortvivle over de tilsyneladende meningsløse omstændigheder, tværtimod, de bør have tro til Gud og tillid til, at han har det sidste ord.
Indledning til 4. Mosebog

Indledning til 4. Mosebog

4. Mosebog
Forfatter og datering: Se indledningen til Første Mosebog. Indhold: Bogen fortæller om israelitternes rejse fra Sinaibjerget, hvor de modtog lovens ord, til Moabs sletter øst for Jordanfloden på grænsen til Kana'ans land. Denne strækning kunne være tilbagelagt på under et år, men tog faktisk 38 år på grund af folkets vantro og ulydighed imod Gud. Da folket i første omgang fik ordre til at gå ind i landet (kap. 13-14), turde de ikke - og derfor måtte de fortsætte deres ørkenvandring, indtil hele den ulydige generation var uddød. Det blev deres børn, som under Josvas og Kalebs ledelse indtog landet (Jos.1-12). Budskab: Bogen er en beretning om Guds vrede over sit folks oprørskhed - men også om hans barmhjertighed og om hans trofasthed over for sine løfter. Den Gud, der sluttede pagt med Abraham (1. Mosebog), og som befriede hans efterkommere fra slaveriet i Egypten og gjorde dem til sit ejendomsfolk (2. Mosebog), som åbenbarede sin hellighed og viste dem vejen til fællesskab med ham (3. Mosebog), var også en Gud, som straffede synd, men som alligevel velsignede sit folk på ny. Beretningen om Bileam (kap. 23-24) er et eksempel på dette. I det Ny Testamente henvises der til israelitternes ørkenvandring som et advarende eksempel på konsekvensen af at være ulydig mod Gud (f.eks. Hebr.3,7-9 og 4,8-11).
Indledning til Job

Indledning til Job

Job
Forfatter og datering: Ud over bogens egne oplysninger ved man intet om, hvem Job eller bogens forfatter er. Indhold: Bogen er en poetisk dialog imellem den lidende Job og hans tre venner. Poesien er især kendetegnet ved parallelle linier, der udtrykker en og samme tanke på to forskellige måder eller to sider af den samme sag. Derfor er der så mange gentagelser. Vennerne forsøger at forklare Jobs ynkelige situation ud fra datidens gængse, jødiske opfattelse, at lidelse er Guds straf for menneskets synder. Ved at fordømme Job gør hans venner dog kun situationen værre. Fra kap. 32 blander en fjerde ven, Elihu, sig i samtalen og bereder med sin mere nuancerede opfattelse vej for bogens klimaks: Guds direkte tale til Job og Jobs svar (kap. 38-42). Budskab: Jobs historie viser, at uanset hvor svære og ufortjente lidelser man gennemgår, behøver man ikke at forkaste troen på Gud. Jobs lidelser kom fra Satan, som er menneskets anklager og Guds fjende. Men Gud brugte lidelsen i sin plan. Bogen skal forstås ud fra sin jødiske sammenhæng og den begrænsede åbenbaring, vi finder i det Gamle Testamente. Den hjælper os til at forstå, at vi ikke behøver at kende alle svarene på livets spørgsmål og problemer. Det er vigtigere at kende Gud end at kende svarene.
Indledning til 3. Mosebog

Indledning til 3. Mosebog

3. Mosebog
Forfatter og datering: Se indledningen til Første Mosebog. Indhold: Tredje Mosebog tjente som håndbog for præsterne i deres tjeneste ved åbenbaringsteltet og for deres assistenter, levitterne, idet den indeholder en lang række forskrifter for det israelitiske samfunds moralske og religiøse liv. Proceduren for de forskellige offerhandlinger gennemgås, højtiderne og helligdagene forklares, og emner af ceremoniel karakter behandles. Kapitel 23 beskriver de vigtige højtider. Der kan spores lighedspunkter med hedenske offerkulter, som er baseret på menneskers frygt for guderne og forsøg på at formilde dem med offergaver. Men de gammeltestamentlige ofre med deres forskellige ritualer var forordnet af Gud og havde deres udspring i hans pagtsfællesskab med sit folk. De udtrykte langt mere end idéen om en formildende gave, idet de udfordrede mennesker til overgivelse og lydighed mod Gud. Offerhandlingen var kun et ydre symbol på menneskets indre fællesskab med Gud (se f.eks. Es.1,11-18). Således peger de også profetisk og symbolsk frem mod andre former for ofre, der hører til i den nye pagt, som Kristus senere indstiftede. Budskab: Bogens nøgleord er hellighed. Gud er hellig, og han kræver hellighed af dem, der søger ham. Gennem offerblodet har Gud gjort det muligt for mennesker at blive helligede, hvilket peger hen på Kristi stedfortrædende død på korset, hvor han med sit eget blod skabte forsoning mellem Gud og mennesker (se Hebr.9,11-14). Det mest berømte vers i bogen er det, som Jesus citerer og kalder et af de to vigtigste bud: »Elsk din næste som dig selv.« (Kap.19,18).
Indledning til Klagesangene

Indledning til Klagesangene

Klagesangene
Historisk baggrund: Klagesangene er sørgesange over Jerusalems ødelæggelse - skrevet af et øjenvidne, sandsynligvis profeten Jeremias, kort efter at byen i 586 f.Kr. blev indtaget af babylonierne og jævnet med jorden. Den babyloniske hær belejrede byen i halvandet år, så der blev en enorm hungersnød i byen. De nærmere omstændigheder er beskrevet i 2.Kong.25, 2.Krøn.36, Jer.39 og 52. Ikke alene blev det prægtige Salomons tempel fuldstændig ødelagt, men størstedelen af befolkningen blev ført i eksil som slaver. I vilkårlig rækkefølge beskriver profeten katastrofen i al dens gru til skræk og advarsel for kommende generationer: Ulydighed imod Gud får skæbnesvangre konsekvenser. Hvert år på en bestemt dato sørger jøderne over templets ødelæggelse og læser blandt andet Klagesangene. Allerede 900 år før Jeremias' tid havde Moses advaret Israels folk om, at en katastrofe var uundgåelig, hvis de var ulydige mod Gud (se 5.Mos. kap. 28). Indhold og budskab: Bogen er kunstfærdig poesi på hebraisk, idet fire af de fem klagesange er alfabetiske, dvs. at hvert af de 22 vers i sangen begynder med et af de 22 hebraiske bogstaver i alfabetisk rækkefølge. De to første sange har tre linier i hvert vers. Den tredje sang har egentlig også tre linier i hvert vers, men da de tre linier alle begynder med samme bogstav er de traditionelt splittet op i tre vers, så der i alt bliver 3 gange 22 vers i den sang. Den fjerde sang har kun to linier i hvert vers, mens den femte har en linie i hvert vers og ikke er alfabetisk. Oversættelsen er tilsvarende alfabetisk uden at gøre brug af de udanske bogstaver c, q, w, x og z. Bogen er en anskuelsesundervisning om Guds vrede og dom over folkets synd. Men midt i fortvivlelsen er der alligevel håb. Gud er trofast, og hvis mennesker erkender deres synd og beder Gud om tilgivelse og hjælp, vil han altid svare. De mest kendte vers fra Klagesangene er kap 3,22-23: »Herrens trofasthed er stor, hans barmhjertighed er ikke brugt op. Hans trofasthed er stor, hans nåde er ny hver morgen.«
Indledning til 2. Mosebog

Indledning til 2. Mosebog

2. Mosebog
Forfatter og datering: Se indledningen til Første Mosebog. Indhold: Bogen kan inddeles i fire afsnit: 1. Befrielsen fra slaveriet i Egypten (kap. 1-15). 2. Folkets vandring til Guds bjerg: Horeb/Sinai (kap. 15-18), hvor Gud bekræfter sin trofasthed imod dem - på trods af deres ulydighed. 3. Gud indstifter en pagt med hele Israels folk (kap. 19-24), hvori han åbenbarer de love og retningslinier, der skulle blive grundlaget for israelitternes samfundsorden og gudsdyrkelse. 4. Helligdommens indretning med forskrifter for gudstjenesten og præsteskabet (kap. 25-40). Budskab: Gud begynder at opfylde sit løfte til patriarkerne Abraham, Isak og Jakob om et utal af efterkommere og om det land, han vil give dem. Men israelitterne må vente med at komme ind i det lovede land på grund af deres manglende tro. Hele denne vantro generation går til grunde i ørkenen og bliver dermed et eksempel til skræk og advarsel for alle senere generationer (Hebr.3,7-19). Gud opretter sin pagt med hele folket med Moses som mellemmand. I modsætning til de tidligere pagter med Adam, Noa og patriarkerne, Abraham, Isak og Jakob, er denne pagt ikke mellem Gud og et enkelt menneske eller en enkelt familie, men med et helt folk, en »menighed«. Som ved de andre pagter forventer Gud, at den menneskelige part udviser både tro og lydighed. Ellers mister de pagtens velsignelser og bliver straffet i stedet. Hver gang Gud straffer mennesker for deres ulydighed mod pagten, bliver der altid en rest tilbage, som bærer håbet om en ny tid, en tilbagevenden til Guds velsignelser. Bogen giver et indblik i Guds karakter - hans hellighed, retfærdighed, pålidelighed, barmhjertighed, kærlighed og trofasthed (se f.eks. kap. 3 og 6 og 33-34). Gud fremstår som historiens Gud - en Gud, der handler ved at gribe ind i historiens gang. Påskens indstiftelse (kap. 12) er også en profetisk forberedelse til Kristi stedfortrædende død for alle mennesker (se Joh.1,29 og 1.Kor.5,7).
Indledning til Haggaj

Indledning til Haggaj

Haggaj
Historisk baggrund: Profeten Haggaj, der var samtidig med profeten Zakarias, forkyndte sit budskab til Judas ledere i kong Dareios af Persiens andet regeringsår, 520 f.Kr. Indhold og budskab: Haggajs særlige ærinde bestod i at opmuntre den rest af folket, som nogle år tidligere var vendt tilbage fra eksilet i Babylon, til at genoptage arbejdet med at opbygge templet. Bogen består af fire profetiske budskaber, som Haggaj modtog i løbet af fire måneder. Budskaberne havde den ønskede effekt, for det nye, men beskedne, tempel blev indviet fire år senere, nemlig i år 516 f.Kr. Haggaj understreger vigtigheden af, at Guds folk prioriterer rigtigt: Gud først, og derefter dem selv. Når de følger den regel, lover Gud sin velsignelse og sit nærvær.
Indledning til Ordsprogene

Indledning til Ordsprogene

Ordsprogene
Forfatter og datering: Hovedparten af bogens ordsprog er formentlig samlet af kong Salomon i det 10. årh. f.Kr. Salomon forfattede 3000 ordsprog, hvoraf en del er med i denne bog. Derudover er der bidrag af flere andre vismænd helt frem til kong Hizkijas tid (begyndelsen af det 7. årh. f.Kr.). Flere steder kan der spores paralleller til mesopotamisk og egyptisk visdomslitteratur. Indhold: Bogen indeholder praktisk vejledning i poetisk form. Sammen med Bibelens øvrige visdomslitteratur er den et supplement til de historiske og profetiske bøger, idet den understreger behovet for både guddommelig visdom og menneskelig sund fornuft under alle livets forhold. Budskab: Bogens oprindelige formål var at opdrage unge mennesker til et gudfrygtigt liv (se kap. 1,4 og 4,20ff.). Forudsætningen for et lykkeligt liv er gudsfrygt og ydmyghed (kap. 1,7). I dette perspektiv berøres en lang række konkrete områder som f.eks. forholdet til Gud, til næsten og til samfundet, børneopdragelse, ægteskab og økonomi.
Indledning til 2. Samuel

Indledning til 2. Samuel

2. Samuel
Forfatter, datering og historisk baggrund: Se indledningen til Første Samuelsbog. Indhold: Bogen dækker omkring 40 år af Samuelsbøgernes 150-årige periode: det tidsrum, hvor David var konge, først over Juda i syd (kap. 1-4), og senere over hele riget, inklusive Israel i nord (kap. 5-24). I løbet af sin regeringstid gjorde David Jerusalem til hovedstad og bragte pagtens ark til byen, hvorved han anerkendte Gud som sin og folkets egentlige Konge. Det lykkedes ham at besejre israelitternes ærkefjende, filistrene, og at indlemme Moab, Ammon, Edom og flere andre områder i sit rige. Desuden fastholdt han herredømmet over landområdet op til Eufratfloden, som Saul havde erobret (kap. 8). Under kong David oplevede landet stabilitet og fremgang. Selv om David var Guds udvalgte konge, tilsløres hans problemer på ingen måde, hverken hans familiemæssige problemer (sønnen Absaloms oprør) eller hans personlige problemer (forholdet til Batsheba og mordet på Urias). Budskab: Davids ønske om at bygge Herren et »gudshus«, et tempel, i Jerusalem, som et center for tilbedelsen af Gud, overskygges af Guds ønske om at bygge David et »kongehus«, dvs. gøre hans slægt til et dynasti, hvorfra den kommende Messias (Kristus) skulle udgå (kap. 7). Selv om David begik fejl og traf forkerte beslutninger, var han »manden efter Guds hjerte«, for han var villig til at bekende sin synd (kap. 12) og på ny sætte sin lid til Gud (kap. 22).