Det Gamle Testamente

Det Gamle Testamente

1. Mosebog (51), 2. Mosebog (41), 3. Mosebog (28), 4. Mosebog (37), 5. Mosebog (36), Josva (25), Dommer (22), Ruth (5), 1. Samuel (32), 2. Samuel (25), 1. Kongebog (23), 2. Kongebog (26), 1. Krønikebog (30), 2. Krønikebog (37), Ezra (11), Nehemias (14), Ester (11), Job (43), Salmerne (154), Ordsprogene (32), Prædikeren (13), Højsangen (9), Esajas (68), Jeremias (53), Klagesangene (6), Ezekiel (49), Daniel (13), Hoseas (15), Joel (5), Amos (10), Obadias (2), Jonas (5), Mika (8), Nahum (4), Habakkuk (4), Zefanias (4), Haggaj (3), Zakarias (15) og Malakias (4)
Indledning til 1. Mosebog

Indledning til 1. Mosebog

1. Mosebog
Forfatter og datering: Bibelens fem første bøger er ifølge traditionen skrevet af Moses, den store profet, der førte israelitterne fra deres fangenskab i Egypten til Kana'ans land. Moses skrev muligvis bøgerne undervejs til Kana'an mellem år 1446 og 1406 f.Kr. (eller mellem år 1290 og 1250 f.Kr.). Bøgerne er sandsynligvis blevet lettere redigeret efter Moses' død, og der er gjort visse tilføjelser (se f.eks. 4.Mos.12,3). De er skrevet på hebraisk, som er et semitisk sprog beslægtet med arabisk. Næsten hele det Gamle Testamente er skrevet på hebraisk, og kun ganske lidt på det nært beslægtede sprog, aramæisk. Indhold: Første Mosebog er »oprindelsernes bog« (Genesis). Den begynder med at fortælle om himlens og jordens, livets og menneskets oprindelse; om syndens, lidelsens og dødens oprindelse; om sprogenes, folkegruppernes, kunstens og civilisationens oprindelse osv. Fra kapitel 12 er der fokus på patriarkerne Abraham, Isak og Jakob og deres efterkommere. På hebraisk bruges ordet »børn« i en bredere betydning end på dansk, så alle efterkommere af Abraham kaldes »Abrahams børn«. Bogen slutter med »Abrahams børn«s slavetilværelse i Egypten. Budskab: Selv om bogen først og fremmest beretter om mennesker og begivenheder, er dens hovedperson Gud, Skaberen, der på trods af sin skabnings oprør og synd søger at genoprette forholdet ved at udvælge sig et folk, gennem hvilket han kan ændre menneskehedens ulykkelige skæbne og frelse alle mennesker, som vil tage imod tilbuddet om frelse. Fortællestil: De fleste sprog opbygger en tekst i kronologisk rækkefølge, men i semitiske sprog fortæller man ofte en historie i to eller tre cirkler: første cirkel er en kort oversigt, anden cirkel begynder forfra og giver lidt mere information, tredje cirkel begynder igen forfra og kommer ind på flere detaljer. Hvis man ikke tager højde for denne fortællestil, vil man fejlagtigt opfatte det, som om den samme ting sker to-tre gange, eller at to-tre forskellige beretninger af forskellige forfattere senere er blevet føjet sammen. Nærværende oversættelse har taget hensyn til denne sproglige og kulturelle forskel. For eksempel er der tre cirkler i skabelsesberetningen. Den første cirkel er 1,1. Næste cirkel er 1,2-2,3. Tredje cirkel er 2,4-25.
Indledning til Joel

Indledning til Joel

Joel
Forfatter og datering: Profeten Joel kendes ikke fra andre af Bibelens bøger, og det kan ikke afgøres med sikkerhed, hvornår bogen er skrevet, men mange regner med en gang i slutningen af det 9. årh. f.Kr. Andre foreslår det 6. årh. Han boede i Juda, måske tæt ved Jerusalem. Indhold og budskab: Den katastrofale græshoppeplage og tørke i Juda er et forvarsel om »Herrens dag«, Guds kommende dom. Hvis Israels folk er villige til at omvende sig, vil de blive tilgivet og få en fremtid, der er endnu bedre end deres fortid. Bogens profetiske budskab indeholder også et løfte om en særlig udgydelse af Guds Ånd. Det løfte begyndte at blive opfyldt på pinsedag kort efter Jesu himmelfart (se Ap.G.2,16-21).
Indledning til 2. Peter

Indledning til 2. Peter

2. Peter
Forfatter, datering og baggrund: Brevet er skrevet af apostlen Peter kort før hans martyrdød i Rom år 67 eller 68 e.Kr. Mens Peter sad i fængsel og ventede på at blive henrettet, tænkte han på, hvordan Jesus havde forudsagt, at han ikke ville komme til at dø en naturlig død (jf. 1,14; Joh.21,18-19). Indhold og budskab: Brevet er henvendt til kristne i almindelighed og har til hensigt at advare imod de falske lærere og den umoral, deres lære medfører. Det er vigtigt at holde fast ved den sande forståelse af Gud og Kristus, sådan som den er videregivet af de apostle, der vandrede sammen med Jesus. Peter afviser den påstand, at Kristus ikke skulle komme igen, og understreger at »Herrens dag« vil komme, men at Gud lader vente på sig, fordi han er tålmodig og ikke ønsker at noget menneske skal gå fortabt. Udtrykket »Herrens dag« i Bibelen henviser til et tidspunkt, hvor Gud på en særlig måde griber ind i historien, som regel tænkes der på dommens dag, men det kan også henvise til Jesu genkomst. Med det for øje opfordrer Peter sine læsere til at leve med en god samvittighed over for Gud, tålmodigt at bære deres lidelser og ivrigt se frem til den dag, hvor Jesus kommer igen.
Indledning til Zefanias

Indledning til Zefanias

Zefanias
Historisk baggrund: Zefanias var efterkommer af kong Hizkija og forkyndte sit budskab i sidste halvdel af det 7. årh. f.Kr., mens Josias var konge i Juda. Det var sandsynligvis i tidsrummet 630-620 f.Kr., inden Josias gennemførte en række religiøse reformer (2.Kong.22-23). Disse reformer var dog ikke tilstrækkelige til at afværge Guds dom over Juda. Indhold og budskab: Profetens budskab modsiger folkets faste tro på, at Gud kun vil straffe de ugudelige folkeslag, men ikke sit eget udvalgte folk. Zefanias forklarer, at Gud først vil straffe sit eget folk, før han straffer de andre folkeslag. Zefanias' domsprofeti ender med løfter om håb og fremtid for Juda, hvis folket vil omvende sig fra deres synd. Bogen er således både en formaning og en opmuntring til alt Guds folk til alle tider: Synd har konsekvenser, men enhver, der omvender sig og søger Gud, kan få tilgivelse, genoprettelse og velsignelse.
Indledning til Klagesangene

Indledning til Klagesangene

Klagesangene
Historisk baggrund: Klagesangene er sørgesange over Jerusalems ødelæggelse - skrevet af et øjenvidne, sandsynligvis profeten Jeremias, kort efter at byen i 586 f.Kr. blev indtaget af babylonierne og jævnet med jorden. Den babyloniske hær belejrede byen i halvandet år, så der blev en enorm hungersnød i byen. De nærmere omstændigheder er beskrevet i 2.Kong.25, 2.Krøn.36, Jer.39 og 52. Ikke alene blev det prægtige Salomons tempel fuldstændig ødelagt, men størstedelen af befolkningen blev ført i eksil som slaver. I vilkårlig rækkefølge beskriver profeten katastrofen i al dens gru til skræk og advarsel for kommende generationer: Ulydighed imod Gud får skæbnesvangre konsekvenser. Hvert år på en bestemt dato sørger jøderne over templets ødelæggelse og læser blandt andet Klagesangene. Allerede 900 år før Jeremias' tid havde Moses advaret Israels folk om, at en katastrofe var uundgåelig, hvis de var ulydige mod Gud (se 5.Mos. kap. 28). Indhold og budskab: Bogen er kunstfærdig poesi på hebraisk, idet fire af de fem klagesange er alfabetiske, dvs. at hvert af de 22 vers i sangen begynder med et af de 22 hebraiske bogstaver i alfabetisk rækkefølge. De to første sange har tre linier i hvert vers. Den tredje sang har egentlig også tre linier i hvert vers, men da de tre linier alle begynder med samme bogstav er de traditionelt splittet op i tre vers, så der i alt bliver 3 gange 22 vers i den sang. Den fjerde sang har kun to linier i hvert vers, mens den femte har en linie i hvert vers og ikke er alfabetisk. Oversættelsen er tilsvarende alfabetisk uden at gøre brug af de udanske bogstaver c, q, w, x og z. Bogen er en anskuelsesundervisning om Guds vrede og dom over folkets synd. Men midt i fortvivlelsen er der alligevel håb. Gud er trofast, og hvis mennesker erkender deres synd og beder Gud om tilgivelse og hjælp, vil han altid svare. De mest kendte vers fra Klagesangene er kap 3,22-23: »Herrens trofasthed er stor, hans barmhjertighed er ikke brugt op. Hans trofasthed er stor, hans nåde er ny hver morgen.«
Indledning til Nahum

Indledning til Nahum

Nahum
Historisk baggrund: I 722-721 f.Kr. ødelagde assyrerne med utrolig grusomhed Samaria. Nogle år senere forudsagde profeten Nahum Guds dom over Assyriens hovedstad, Nineve. Byen blev så ødelagt, at man i næsten 2500 år ikke vidste, hvor den havde ligget. Man har nu fundet ruinerne ved Tigrisfloden over for Mosul i det nordlige Irak. Nahum kom oprindelig fra en lille by, Elkosh i Galilæa, men er sandsynligvis flygtet til Juda i forbindelse med Nordrigets undergang. Han profeterede efter Esajas, men før Jeremias, i midten af det 7. årh. f.Kr. Navnet Nahum betyder trøst og svarer til, at Nineves fald blev til trøst og opmuntring for Judas folk. Nahums profetiske ord gik i opfyldelse i år 612 f.Kr., da babylonierne og mederne indtog Nineve. Det var ca. 150 år efter, at Jonas' budskab havde reddet byen fra undergang. Assyrerne var berygtet for deres grusomhed over for indbyggerne i de byer, de erobrede. Indhold og budskab: Nahums Bog er en domsprofeti over Nineve på grund af byens grusomhed og mange synder. Samtidig er den en advarsel om, at Gud må straffe enhver form for ondskab, mens han beskytter og hjælper dem, der adlyder ham og beder om hjælp.
Indledning til Josva

Indledning til Josva

Josva
Forfatter og datering: Ifølge jødisk tradition er bogen - med undtagelse af de sidste fem vers - skrevet af Josva omkring år 1400 eller 1250 f.Kr. Mange forskere mener, at bogen fik sin endelige form i kongetiden mellem år 1000 og 600 f.Kr. Historisk baggrund: Israelitternes erobring af Kana'an skete på et gunstigt tidspunkt, hvor stormagterne i Mellemøsten stod svagt uden militær styrke til at øve indflydelse på begivenhederne i Kana'an. Israelitterne mødte kun modstand fra edomitterne, moabitterne og amoritterne, men disse folk kunne ikke hindre israelitterne adgang til det land, Gud havde lovet dem. I Kana'an stødte israelitterne sammen med en modstandsdygtig, hedensk kultur, som de aldrig helt fik bugt med trods Guds befaling om ikke at gå på kompromis, men udslette kana'anæerne fuldstændigt. Indhold: Efter Moses' død mobiliserede Josva den israelitiske hær og gik over Jordanfloden ind i Kana'an, hvor han i tre militære felttog indtog hovedparten af landet og fordelte det mellem stammerne. En stor del af bogen er en fortegnelse over de byer og landområder, som de forskellige stammer fik tildelt. Efter at have formanet folket til fortsat lydighed imod Herren, døde Josva. Budskab: Josvabogen er beretningen om, hvordan Gud banede vejen for sit udvalgte folk og gav dem et land, hvor de kunne bosætte sig og tjene ham. Israelitternes erobring af Kana'an viser Guds sejr over afguder og ondskab. Men Guds sejr skete ikke automatisk, for han ønskede, at hans folk skulle deltage aktivt i den proces, det var at tage det land i besiddelse, som han havde lovet dem (kap. 1,3). De skulle ikke gøre det i egen kraft, men ved Guds hjælp. Josva kan ses som et billede på Jesus, der skulle komme og føre Guds folk til endelig sejr over verdens ondskab.
Indledning til 1. Samuel

Indledning til 1. Samuel

1. Samuel
Forfatter, datering og historisk baggrund: Første Samuelsbog beskriver den kaotiske overgangsperiode mellem dommertiden og kongetiden. Bogens begivenheder samler sig omkring tre store lederskikkelser: Samuel, som var den sidste af de store dommere, Saul, som blev Israels første konge, og David, hvis lange vej til tronen beskrives i bogens sidste halvdel. De to Samuelsbøger, der oprindeligt var én bog, dækker en periode på 150 år af Israels historie: fra Samuels kaldelse som åndelig leder omkring år 1120 f.Kr. til Davids død omkring 971 f.Kr. Det vides ikke, hvem der har forfattet bøgerne, men der er næppe tvivl om, at Samuel har bidraget med væsentlige oplysninger frem til 1.Sam.25. Bøgerne er endeligt færdigskrevet engang efter år 931 f.Kr. Indhold og budskab: Temaet i Første Samuelsbog er det samme som i de øvrige gammeltestamentlige historiske bøger: Troskab og lydighed imod Gud fører til velsignelse og fremgang, mens ulydighed fører til stagnation og ulykke. Guds løfter og pagter er altid betinget af, at den menneskelige part opfylder sin del af aftalen. Dette tema udtrykkes klart i Herrens ord til Eli (kap. 2,30): »Jeg lovede engang, at din slægt skulle være præster for mig altid, men sådan bliver det ikke nu. For jeg ærer den, som ærer mig; og jeg foragter den, som foragter mig.« Det er interessant, at det var en enkelt kvindes bøn (kap. 1-2), der midt i dommertidens moralske og åndelige forfald satte skred i begivenhederne og førte til en opgangsperiode med vækkelse, som nåede sit klimaks under Davids kongedømme. Det var Guds tanke med sit folk, at han ville lede dem gennem profetiske ledere som Moses og Samuel. Men israelitterne ønskede at have en konge, en stærk militær leder, som nabofolkene havde, og mange befæstede byer. Den første konge, Saul, var ikke lydig mod Herren og derfor mistede hans slægt kongedømmet. Hans søn Jonatan blev ikke konge, som man ellers ville have forventet. I stedet udvalgte Gud en konge, som var villig til at adlyde ham. Det blev hyrdedrengen David, der blev en forløber for den senere åndelige hyrdekonge, Jesus.