Det Gamle Testamente

Det Gamle Testamente

1. Mosebog (51), 2. Mosebog (41), 3. Mosebog (28), 4. Mosebog (37), 5. Mosebog (36), Josva (25), Dommer (22), Ruth (5), 1. Samuel (32), 2. Samuel (25), 1. Kongebog (23), 2. Kongebog (26), 1. Krønikebog (30), 2. Krønikebog (37), Ezra (11), Nehemias (14), Ester (11), Job (43), Salmerne (154), Ordsprogene (32), Prædikeren (13), Højsangen (9), Esajas (68), Jeremias (53), Klagesangene (6), Ezekiel (49), Daniel (13), Hoseas (15), Joel (5), Amos (10), Obadias (2), Jonas (5), Mika (8), Nahum (4), Habakkuk (4), Zefanias (4), Haggaj (3), Zakarias (15) og Malakias (4)
Indledning til Prædikeren

Indledning til Prædikeren

Prædikeren
Forfatter og datering: Meget tyder på, at bogens ophavsmand er kong Salomon på sine gamle dage (se kap. 1,1.12.16; 2,4-9; 12,9). I så fald er den skrevet i det 10. årh. f.Kr. Forfatteren omtaler sig selv som »kohelet«. Ordets betydning er omstridt, men hentyder sandsynligvis til en person, hvis stilling indebar offentlig undervisning. Et tilsvarende moderne udtryk kunne være »professoren« eller »filosoffen«, men vi har fastholdt det gammeldags ord »prædikeren« af hensyn til traditionen. Indhold og budskab: Der er tale om en ældre mands tilbageblik over sit liv og sin erfaring. Han har studeret meget og besidder stor visdom, men må erkende, at selv den største menneskelige visdom kommer til kort, når det drejer sig om at forstå den dybere mening med livet. Bogen giver udtryk for et menneskes filosofiske diskussion med sig selv i sin stræben efter at finde mening i tilværelsen. Prædikeren giver udtryk for de tanker, et menneske kan gøre sig ud fra sin begrænsede, menneskelige forstand.
Indledning til 1. Thessaloniker

Indledning til 1. Thessaloniker

1. Thessaloniker
Forfatter, datering og baggrund: Brevet er skrevet af apostlen Paulus under hans ophold i Korinth ca. år 51 e.Kr. Næst efter Galaterbrevet er det således Paulus' tidligste skrift i det Ny Testamente. Under sin anden missionsrejse grundlagde Paulus en menighed i Thessaloniki, som var Makedoniens største by. Men han blev nødt til skyndsomt at forlade byen på grund af optøjer forårsaget af jøderne (se Ap.G.17,5-10). Fra Thessaloniki tog han til Berøa og derfra til Athen. Fra Athen sendte han sin medarbejder Timoteus til Thessaloniki for at opmuntre menigheden og give dem yderligere undervisning, mens han selv rejste videre til Korinth (kap. 3,1-3). Timoteus kom senere til Korinth og fortalte om sit besøg i Thessaloniki og om menighedens urokkelige tillid til Gud midt i forfølgelser og modgang. Fra Korinth skrev Paulus så til menigheden for at opmuntre dem og svare på nogle spørgsmål, de havde, især angående Jesu genkomst. Indhold: Paulus ønsker at styrke thessalonikerne i troen på de kristne grundsandheder og i den livsstil, som er et resultat deraf. Han anbefaler sit eget liv som et eksempel til efterfølgelse. Derefter svarer han på deres spørgsmål. Muligvis var nogle fra menigheden døde under forfølgelsen, og nu spekulerede de efterladte så på, om de døde kommer med, når Kristus kommer igen for at hente sin menighed. Paulus forsikrer dem om, at de troende, som er døde, vil komme med, og at de endda bliver de første til at få del i det evige liv (kap. 4,16). Budskab: Brevet er til trøst og opmuntring for de forfulgte kristne. Gud er med dem, og de vil opleve den endelige sejr, når Kristus kommer igen for at hente dem, der hører ham til. Derfor skal de med glæde og frimodighed bære deres lidelser og leve på en måde, som ærer Kristus.
Indledning til 5. Mosebog

Indledning til 5. Mosebog

5. Mosebog
Forfatter og datering: Se indledningen til Første Mosebog. Indhold: Bogen består af en række af Moses' taler til Israels folk, inden de fra Moabs sletter gik over Jordanfloden ind i Kana'an. Talerne, som er holdt i en varm, personlig stil, er et tilbageblik over vandringen i ørkenen og en påmindelse om Guds pagt med sit folk. 5. Mosebog er en bekræftelse af Guds pagt med sit folk, og pagtens betingelser bliver igen understreget: Hvis folket adlyder Herrens love, vil de blive velsignet i det nye land, men hvis de er ulydige, vil de komme under Guds dom og blive fordrevet fra landet (kap. 4,1-40, kap. 8 og 27-30). Moses opfordrer folket til tro, lydighed og genindvielse til den opgave, Gud har givet dem, hvorefter han leder folket i tilbedelse og sang. Derefter udpeger Moses Josva til sin efterfølger og går så op på Nebos bjerg, hvorfra han kaster et sidste blik ind i det land, Gud havde lovet at give dem. Budskab: Den røde tråd i bogen er Guds trofasthed og magt til at redde og bevare sit folk. Et tilbageblik på folkets historie viser, at Gud var med dem selv i de mørkeste timer, og at han midt i mørket gav dem håb for fremtiden. Guds folk må besinde sig og indvi sig i tro og lydighed på ny. Bogens nøgleord, som Jesus senere kaldte »Toraens største bud«, findes i kap. 6,5: »Du skal elske og tjene Herren, din Gud, af hele dit hjerte, med alle dine tanker, med hele dit liv og al din styrke!«
Indledning til Daniel

Indledning til Daniel

Daniel
Forfatter og datering: Der findes vægtige argumenter for, at Daniel selv er forfatter til bogen - trods nyere påstande om, at den er skrevet langt senere end traditionelt antaget. Den er formentlig skrevet kort før Daniels død i Babylon og kort efter, at perserkongen Kyros erobrede byen i år 539 f.Kr. Historisk baggrund: Som ung blev Daniel sammen med mange andre judæere bortført til Babylon, hvor han kom i kongens tjeneste og hurtigt steg i graderne som følge af sin fromhed, redelighed og gudgivne evne til at tyde drømme. Ved det babyloniske riges fald i 539 f.Kr. var Daniel den mægtigste embedsmand, og han beholdt sin høje rang under perserkongen, der senere, formentlig under Daniels indflydelse, gav jøderne hjemrejsetilladelse i 538 f.Kr. Indhold: Bogen består af to dele: Først en historisk del (kap. 1-6), der i en række indbyrdes uafhængige beretninger giver glimt af Daniels og hans tre venners oplevelser i Babylon under henholdsvis Nebukadnezars, Belshazzars og Dareios' styre. Dernæst en profetisk del (kap. 7-12), bestående af tre syner og et længere profetisk udsagn, som peger helt frem mod verdens ende. Budskab: Daniel understreger Guds suverænitet over historien og hans brug af mennesker og riger i sin plan. Stormagter kommer og går, men Gud er den samme, og han vil gennem Messias besejre ondskaben i verden og frelse dem, der tror på ham.
Indledning til 4. Mosebog

Indledning til 4. Mosebog

4. Mosebog
Forfatter og datering: Se indledningen til Første Mosebog. Indhold: Bogen fortæller om israelitternes rejse fra Sinaibjerget, hvor de modtog lovens ord, til Moabs sletter øst for Jordanfloden på grænsen til Kana'ans land. Denne strækning kunne være tilbagelagt på under et år, men tog faktisk 38 år på grund af folkets vantro og ulydighed imod Gud. Da folket i første omgang fik ordre til at gå ind i landet (kap. 13-14), turde de ikke - og derfor måtte de fortsætte deres ørkenvandring, indtil hele den ulydige generation var uddød. Det blev deres børn, som under Josvas og Kalebs ledelse indtog landet (Jos.1-12). Budskab: Bogen er en beretning om Guds vrede over sit folks oprørskhed - men også om hans barmhjertighed og om hans trofasthed over for sine løfter. Den Gud, der sluttede pagt med Abraham (1. Mosebog), og som befriede hans efterkommere fra slaveriet i Egypten og gjorde dem til sit ejendomsfolk (2. Mosebog), som åbenbarede sin hellighed og viste dem vejen til fællesskab med ham (3. Mosebog), var også en Gud, som straffede synd, men som alligevel velsignede sit folk på ny. Beretningen om Bileam (kap. 23-24) er et eksempel på dette. I det Ny Testamente henvises der til israelitternes ørkenvandring som et advarende eksempel på konsekvensen af at være ulydig mod Gud (f.eks. Hebr.3,7-9 og 4,8-11).
Indledning til Galaterne

Indledning til Galaterne

Galaterne
Forfatter, datering og baggrund: Brevet er skrevet af apostlen Paulus, sandsynligvis i Antiokia ca. 49 e.Kr., umiddelbart efter det store apostelmøde i Jerusalem. Antiokia var hjemsted for den første græsktalende menighed med en del ikke-jøder som medlemmer. Paulus og Barnabas oprettede flere kristne menigheder under deres første missionsrejse i den romerske provins Galatien i Lilleasien (se Ap.G.13,14-14,23). Da de rejste videre, forsøgte tilrejsende jødekristne at overbevise deres ikke-jødiske trosfæller om nødvendigheden af at blive omskåret og overholde hele den jødiske lov, Toraen. Det gør Paulus skarpt op med i dette brev. Som baggrund for irettesættelsen af galaterne beretter Paulus om en episode i Antiokia, hvor han var nødt til at irettesætte både Peter og Barnabas, fordi de trak sig bort fra fællesskabet med de uomskårne, græsktalende kristne af hensyn til nogle jødekristne venner af Jakob, der var på besøg (kap. 2,11-19). Senere kom der nogle jødiske farisæere fra Jerusalem til Antiokia og forlangte, at de ikke-jødiske kristne skulle overholde de jødiske love og omskæres for at blive betragtet som en del af Guds folk (kap. 2,4). Kort efter rejste Paulus sammen med Barnabas og Titus til Jerusalem for at nå til enighed med ledelsen i modermenigheden. Dette berømte møde refererer Paulus til i 2,1-10, og det er omtalt i Ap.G.15. Indhold og budskab: De jødekristne lærere kom til galaterne med et andet budskab, end det Paulus og Barnabas havde givet dem. Derfor er det vigtigt for Paulus at forsvare sit kald som apostel, et kald, som han ikke fik fra mennesker, men fra Gud. Paulus imødegår i skarpe vendinger de jødekristnes falske lære. Frelsen bygger hverken på omskærelse eller forsøg på at overholde de jødiske love. Den bygger alene på troen på Jesus Kristus, som døde for os og derved satte os fri fra Guds vrede og straf. Paulus henviser også til Abraham, »troens far«, der levede over 400 år før de jødiske love blev givet til Moses. Siden Abraham blev accepteret af Gud på grundlag af sin tro, hvordan kan nogen så hævde, at det er nødvendigt at overholde de jødiske love for at blive accepteret af Gud? Samtidig fastslår Paulus, hvad et sundt kristenliv er: Det udspringer af troen på Jesus Kristus og leves ved lydighed over for Helligåndens vejledning. Brevet understreger den dybe sandhed, at vi bliver frelst alene af Guds nåde ved tro på Jesus. Al anden lære er falsk (kap. 1,7). Ved tro får vi fred med Gud (kap. 2,16) og bliver åndeligt set børn af Abraham (kap. 3,7), og dermed også Guds nye trosfolk, det »sande« eller »åndelige« Israel (kap. 6,16). Den frihed må de troende aldrig opgive (kap. 5,1). Men friheden må ikke misbruges til at gøre oprør mod Guds vilje. Vi skal leve under Guds Ånds ledelse (kap. 5,16), for kun da er det muligt at opfylde kærlighedsbudet og dermed også Toraens intentioner (kap. 5,14). I den nye nådespagt er grundloven Kristi Lov, også kaldet Kærlighedsloven (kap. 6,2).
Indledning til 2. Kongebog

Indledning til 2. Kongebog

2. Kongebog
Forfatter, datering og historisk baggrund: Se indledningen til Første Kongebog. Indhold: Bogen kan opdeles i to perioder: 1. Judas og Israels historie fra midten af det 9. årh. f.Kr. til Israels fald i 722 f.Kr. (kap. 1-17) og 2. Judas historie fra 722 f.Kr. til Judas og Jerusalems fald i 586 f.Kr. (kap. 18-25). Bogen handler således om baggrunden for et af de helt store vendepunkter i israelitternes historie - eksilet, fangenskabet i Babylonien. Selv om Gud havde givet dem deres eget land at bo i, var han nødt til at rykke dem op fra landet igen på grund af deres afgudsdyrkelse og deres ulydighed imod ham. Budskab: De enkelte konger og begivenheder beskrives med fokus på den åndelige betydning, de havde. Gennem dette drama af begivenheder med få gode og mange onde konger, fredstid og krigstid, fremgang og ødelæggelse, tegnes et billede af Gud som historiens Gud, der styrer de enkelte akter fra kulisserne, og som bruger sine modstandere til at fremme sine formål med sit folk. Han styrer og vejleder ved hjælp af sine profeter, og Anden Kongebog er et godt eksempel på, at han aldrig straffer uden først at give en klar advarsel.
Indledning til Esajas

Indledning til Esajas

Esajas
Forfatter, datering og historisk baggrund: Esajas er den mest kendte af det Gamle Testamentes profeter. Han levede på samme tid som Amos, Hoseas og Mika (8. årh. f.Kr.) og boede i Jerusalem. Hans tjeneste strakte sig over næsten 60 år, svarende til fire forskellige judæiske kongers regeringstid. Esajas var øjenvidne til den frygtelige borgerkrig mellem Israel og Juda (734-732 f.Kr.), og han oplevede på nært hold at Nordriget (Israel) blev indtaget af assyrerne i 722 f.Kr., at kong Hosea blev sat i fængsel og folket sendt i eksil (2.Kong.17). En tid så det ud til at Sydriget (Juda) også skulle bukke under for assyrerne. Esajas forudsagde imidlertid, at babylonierne - og ikke assyrerne - ville indtage Jerusalem, hvilket gik i opfyldelse år 586 f.Kr. Indhold: Esajas' tjeneste rakte langt ud over hans levetid, for han profeterede om eksilet i Babylonien og israelitternes tilbagevenden til deres land (efter år 538 f.Kr). Han profeterede også om landets og Jerusalems genopbygning og om Messias' (Kristi) komme et halvt årtusind senere. Hos Esajas finder vi nogle af de klareste Kristus-profetier i det Gamle Testamente (se f.eks. Es.7,14; 9,6-7; 42,1-7; 53; 61,1-3). Esajas fik også profetiske glimt af Kristi andet komme, fredsriget på jorden, den nye himmel og den nye jord. Budskab: Esajas' budskab var først og fremmest et kald til folket om at vende om til Gud, inden det var for sent, og senere en opmuntring til den kommende generation i eksilet om, at Gud engang ville føre dem hjem igen, genoprette landet og oprette et rige, hvor de skulle leve i fred og overflod. Profetisk sprogbrug adskiller sig fra almindelig fortællestil. Fordi profeten taler på Guds vegne, bringer han nogle gange budskabet i jeg-form, andre gange omtales Gud i tredje person, ofte med ordet Herren. Af og til taler profeten selv til Gud på egne eller folkets vegne, eller profeten taler til folket. Der bruges et væld af billeder, hvilket ikke kan undre, eftersom profeten i mange tilfælde ser billeder for sig, stillestående eller i bevægelse. Det er, som om Gud retter en projektør på bestemte tidspunkter i historien, ikke nødvendigvis i kronologisk rækkefølge. Disse billeder er ofte kombineret med særlige ord eller ordspil og er tit udtrykt i poetisk form. Somme tider ved profeten, hvad han taler om, som hvis budskabet angår noget, han kan relatere til. Andre gange ved han ikke, hvad sagen faktisk drejer sig om, men beskriver blot, hvad han ser og hører. En profeti kan have en konkret opfyldelse i en nær eller fjern fremtid, den kan have flere opfyldelser, konkrete eller åndelige osv. Den poetiske stil har mange gentagelser, der varieres lidt ved at bruge synonymer. Nogle gange er teksten sat op som poesi, andre gange som prosa, dog med poetiske elementer. Desværre går meget af det poetiske tabt i en oversættelse, medmindre man laver en mere fri gendigtning, end denne oversættelse er.