Det Gamle Testamente

Det Gamle Testamente

1. Mosebog (51), 2. Mosebog (41), 3. Mosebog (28), 4. Mosebog (37), 5. Mosebog (36), Josva (25), Dommer (22), Ruth (5), 1. Samuel (32), 2. Samuel (25), 1. Kongebog (23), 2. Kongebog (26), 1. Krønikebog (30), 2. Krønikebog (37), Ezra (11), Nehemias (14), Ester (11), Job (43), Salmerne (154), Ordsprogene (32), Prædikeren (13), Højsangen (9), Esajas (68), Jeremias (53), Klagesangene (6), Ezekiel (49), Daniel (13), Hoseas (15), Joel (5), Amos (10), Obadias (2), Jonas (5), Mika (8), Nahum (4), Habakkuk (4), Zefanias (4), Haggaj (3), Zakarias (15) og Malakias (4)
Indledning til Titus

Indledning til Titus

Titus
Forfatter, datering og baggrund: Titus var en af de første grækere, der kom til tro som resultat af Paulus' forkyndelse, sandsynligvis i Antiokia. Paulus udvalgte ham tidligt som sin medarbejder og tog ham med til apostelmødet i Jerusalem i år 49 e.Kr (Gal.2,1-3). På Paulus' tredje missionsrejse hjalp Titus ham under opholdet i Efesos, hvorefter Paulus sendte ham på en mission til korintermenigheden. Efter sit fangenskab i Rom tog Paulus Titus med på sin fjerde missionsrejse, og sammen grundlagde de en menighed på Kreta. Da Paulus fortsatte sin rejse, bad han Titus blive tilbage på Kreta for at tage sig af menigheden. Paulus skrev sandsynligvis brevet til Titus ca. år 66 e.Kr., kort efter at han havde skrevet det første brev til Timoteus. Han beder Titus om at prøve at finde skibslejlighed til havnebyen Nikopolis på Grækenlands vestkyst (kap.3,12). Brevet blev overbragt af Zenas og Apollos (kap.3,13). Det sidste, vi hører om Titus, er, at han rejste videre til Dalmatien, nord for Grækenland (2.Tim.4,10). Indhold og budskab: Paulus minder Titus om, hvor vigtigt det er, at menighedens ledere og øvrige medlemmer har en uangribelig levevis, især da Kreta på den tid var kendt for sin umoral. De kristne bør leve i overensstemmelse med den sunde lære, dvs. de skal opføre sig besindigt og værdigt og lade sig opdrage af Guds nåde til at leve et gudfrygtigt liv. Et sådant liv har langt større slagkraft end mange ord.
Indledning til Malakias

Indledning til Malakias

Malakias
Historisk baggrund: Inspireret af profeten Haggaj og under ledelse af Zerubbabel og Josva blev templet i Jerusalem færdigbygget i 516 f.Kr. I 458 f.Kr. kom Ezra tilbage fra eksilet sammen med flere tusinde jøder. Ezra gennemførte religiøse reformer og en fornyet respekt for Toraen. I 445 f.Kr. ankom Nehemias, og han fik genopbygget muren omkring Jerusalem. Han lagde også vægt på, at det jødiske folk skulle følge Guds love (Toraen) og specielt overholde sabbatten, give tiende og afholde sig fra at gifte sig med ikke-jøder. I 433 f.Kr. vendte Nehemias tilbage til sit job ved det persiske hof, og folk begyndte igen at blive ulydige mod Guds befalinger. Da Nehemias senere kom til Jerusalem, måtte han atter skride ind over for folkets ulydighed. Malakias virkede sandsynligvis i tiden efter, at Nehemias var vendt tilbage til hoffet i Persien og måske også under hans senere tilbagekomst til Jerusalem. Indhold og budskab: Malakias' navn betyder »min udsending«. Ligesom Johannes Døber var han en Guds udsending, der skulle bane vejen for Messias. Folket havde langtfra lært deres lektie under de 70 års eksil i Babylonien. De var havnet i eksilet på grund af synd og afgudsdyrkelse. Nu, da de var kommet hjem igen, fortsatte de med at være ulydige imod Gud. Det var det problem, Malakias pegede på. Men han afslutter bogen med at pege hen på den Messias (Kristus), som skal komme og frelse folket, og den profet (Johannes Døber), som skal bane vej for Messias. Det Gamle Testamente slutter således med at pege frem imod, hvad Gud vil gøre i det Ny Testamente.
Indledning til Hebræerne

Indledning til Hebræerne

Hebræerne
Forfatter, datering og baggrund: Man ved ikke, hvem der har skrevet brevet, men mange regner med, at det er Apollos. Dog er Barnabas og forskellige andre også blevet foreslået. Fra ca. år 400 til 1600 antog man, at det var Paulus. Brevet er skrevet før Jerusalems ødelæggelse i 70 e.Kr., for der foregår stadig ofringer i templet (kap.9,8-9). Men da ofringerne hører den gamle pagt og dermed fortiden til, forventer forfatteren, at de snart vil ophøre (kap.8,13). Indhold og budskab: Brevet er et meget betydningsfuldt skrift i det Ny Testamente. Det er skrevet til kristne, der kendte de jødiske love og traditioner, måske især jødekristne, der af forskellige grunde overvejede at vende tilbage til jødedommen. Forfatteren behandler en række områder, hvor den nye pagt har afløst den gamle pagt, og hvor Jesus opfyldte det Gamle Testamentes profetiske ord og billeder. Det første område handler om Jesus i forhold til englene. Den konservative del af jødedommen (farisæerne) havde stor respekt for englene, men Jesus står langt over englene. Nogle jøder var under indflydelse fra græsk mytologi begyndt at tilbede englene. Endvidere står Jesus langt over Moses, som var den største leder og profet i den gamle pagt, og som formidlede jødernes frigørelse fra slaveriet i Egypten. Jesus er også ypperstepræst, men på en helt anden måde end de tidligere ypperstepræster. Han indstiftede en ny præsteorden, og han er selv den evige, himmelske ypperstepræst, der til stadighed hos Gud går i forbøn for de troende. De årlige forsoningsofre er afløst af ét offer én gang for alle, nemlig Jesus selv. Samtidig indstiftede Jesus en ny pagt med hele verdens befolkning i stedet for den gamle pagt med Israels folk, der blev indstiftet ved Sinaibjerget. At der skulle komme en ny pagt var profeteret flere steder i det Gamle Testamente, og brevet indeholder et langt citat om det fra Jer.33,31-34 i kapitel 8,8-12. I kap. 11 og 12 trækker forfatteren nogle af israelshistoriens store personligheder frem og viser, hvordan de var forbilleder på tro. I brevets formanende afslutning opfordres vi til at »rette blikket fremad mod Jesus, som vores tro skal bygge på fra først til sidst.« (kap.12,2).
Indledning til Efeserne

Indledning til Efeserne

Efeserne
Forfatter, datering og baggrund: Brevet er skrevet af apostlen Paulus, mens han var i husarrest i Rom, sandsynligvis ca. år 60 e.Kr. Under sin tredje missionsrejse havde han gjort et længere ophold i Efesos, hvor det var lykkedes ham at oprette en livskraftig menighed. Kort efter blev der oprettet satellitmenigheder i de omkringliggende byer. Efesos var på det tidspunkt hovedstad i Provinsen Asien, det nuværende Lilleasien, og et vigtigt handelscentrum. Efeserbrevet er sandsynligvis tænkt som en rundskrivelse til alle Lilleasiens menigheder. Ved modtagelsen ville brevet blive læst op. Indhold og budskab: Til forskel fra de fleste andre af Paulus' breve er Efeserbrevet ikke et opgør med falsk lære og problemer i menigheden. Det blev skrevet, fordi Paulus ønskede at udvide sine tilhøreres åndelige horisont, så de bedre kunne forstå deres rolle i Guds evige frelsesplan. Brevet giver således et frelseshistorisk overblik, lige fra Guds tanker, før verden blev skabt, til hans frelsesværk på Golgata og helt frem til verdens ende, hvor al ondskab skal ophøre. Paulus minder sine tilhørere om, at vi står midt i kampen mellem det onde og det gode - kampen mellem Satan og Gud (kap. 6,12). Som lemmer på Kristi legeme er vi på forhånd lovet sejr i den kosmiske kamp. Menighedens forhold til sin Herre beskrives i forskellige billeder - f.eks. som forholdet mellem ægtefæller, som et legeme, hvor Kristus er hovedet, og som en bygning, hvor Kristus er hjørnestenen. Brevet slutter med en opfordring til i alle forhold at leve et værdigt kristenliv.
Indledning til Filipperne

Indledning til Filipperne

Filipperne
Forfatter, datering og baggrund: Brevet er skrevet af apostlen Paulus, mens han var i husarrest i Rom (se Ap.G.28,16ff), sandsynligvis i år 61 e.Kr. Med sit brev ønsker Paulus blandt andet at takke sine venner i menigheden i Filippi for en pengegave, de har sendt ham. Indhold: Paulus begynder brevet med at udtrykke sin tillid til menigheden og beretter derefter om sine problemer i Rom. Han benytter lejligheden til at opmuntre filipperne til at stå fast i troen trods forfølgelser og andre vanskelige omstændigheder. Han opfordrer dem også til at glemme personlige ambitioner og stræbe efter at leve i ydmyghed og enhed. Endelig minder han dem om, at de er frelst ved tro på Kristus og ikke ved at overholde de jødiske love. Budskab: I dette meget personlige brev udtrykker Paulus sin glæde over at være kristen, selvom han sidder fængslet og ikke ved, hvad fremtiden bringer. Får han lov til at leve, vil han glæde sig over Guds kærlighed - og skal han dø, vil han glæde sig over at skulle være sammen med Jesus i Himlen. Som kristne har vi vores hjemsted i Himlen (kap. 3,20) og kan derfor med glæde og fortrøstning bære vores lidelser her på jorden.
Indledning til Salmerne

Indledning til Salmerne

Salmerne
Forfatter og datering: De 150 salmer eller sange er sandsynligvis skrevet over en periode på 1000 år og samlet i denne endelige udgave ca. 3. årh. f.Kr. Over halvdelen af sangene tilskrives David. Blandt de øvrige forfattere er Salomon, Asaf og Moses. Indhold: Bogen spiller på et bredt register af personlige og national-religiøse følelser: glæde under lovsang og tilbedelse, sorg over synd og bøn om tilgivelse, fortvivlelse over nederlag, råb om frelse i nød, taknemmelighed over Guds trofaste kærlighed, bøn om hævn over fjender osv. Der kastes et blik tilbage på Israels glorværdige og stormombruste fortid, og der ses frem til en herlig fremtid. I bogen findes en lang række Kristus-profetier. Budskab: Salmernes Bog viser os Gud som den almægtige Skaber, der troner i Himlen og opretholder sit skaberværk. Samtidig er han en personlig Gud, der føler med sit folk og længes efter at vise dem omsorg og barmhjertighed. Vi kan komme til ham, som vi er, med vores synder, nederlag og skuffelser. Han forlanger ikke, at vi løser vores problemer selv, men at vi erkender dem og søger hjælp hos ham. Denne sang- og bønnebog indtager en særstilling i den bibelske litteratur. I det Ny Testamente citeres bogen direkte 116 gange. Den dag i dag er bogen blandt de mest læste af alle Bibelens bøger. Den hebraiske poesi er blandt andet kendetegnet ved altid at have to eller somme tider tre linier, der hører sammen som en enhed. Det er markeret ved indrykning i teksten, som dog ikke kommer til sin ret i en smal, tospaltet opsætning.
Indledning til Højsangen

Indledning til Højsangen

Højsangen
Forfatter og datering: Højsangen er formodentlig skrevet af kong Salomon i det 10. årh. f.Kr. Indhold og budskab: Bogen indeholder en række elskovsdigte, hvor en kvinde og en mand beskriver og erklærer deres kærlighed til hinanden. Somme tider henvender de sig til hinanden, andre gange til vennerne eller til sig selv. Af og til mindes de fortiden. Oversættelsen har klargjort, hvem der taler, selv om der er nogle steder, hvor det ikke kan afgøres med sikkerhed. Ingen anden bog i Bibelen har været genstand for så mange forskellige fortolkninger som Højsangen. Frem til midten af det 19. årh. var den allegoriske fortolkning fremherskende, dvs. bogen blev opfattet som en billedtale, der beskriver en åndelig virkelighed. Visse jødiske fortolkere opfattede bogen som en fremstilling af det jødiske folks historie fra overgangen over Det Røde Hav til Messias' komme. Luther mente, at der var tale om det ideelle forhold mellem en hersker og hans undersåtter. Middelalderens lærde så i bogen en beskrivelse af forholdet mellem Kristus og Jomfru Maria. Den mest udbredte, kristne, allegoriske fortolkning, den mystiske, som har overlevet op til vor tid, tolker bogen som kærlighedsforholdet mellem Kristus og kirken. Den realistiske opfattelse, at bogen skal opfattes bogstaveligt som beskrivelsen af et kærlighedsforhold mellem to mennesker, er nu ved at vinde frem, men det udelukker ikke, at den stadig også kan fortolkes allegorisk. Kap. 8,6-7 anses for at være et af bogens højdepunkter.
Indledning til Lukas

Indledning til Lukas

Lukas
Forfatter, datering og baggrund: Evangeliet er skrevet af grækeren Lukas. Han var læge af profession og Paulus' trofaste medhjælper på nogle af hans missionsrejser. Hvornår bogen er skrevet, vides ikke med sikkerhed, men nok et sted mellem 50 og 63 e.Kr., enten i Rom, Efesos eller Cæsarea. Indhold: Lukas har i sit evangelium sat sig for omhyggeligt at undersøge det allerede foreliggende materiale om Jesu liv, død og opstandelse, både det, som var skrevet ned, og de mundtlige traditioner. Som græker er det væsentligt for ham at få historien fortalt i kronologisk rækkefølge. Det er i modsætning til semitisk tankegang, hvor kronologien ikke er særlig væsentlig. Han beskriver Jesus som Menneskesønnen, der kom med godt nyt til alle folkeslag. Lukas gengiver små detaljer, som de andre evangelieforfattere ikke har med, og han har nogle beretninger, som ikke kom med i de øvrige evangelier. Budskab: Mens Mattæus fremhæver Jesus som jødernes Messias, og Markus viser hans mission som Guds Tjener, vil Lukas vise, at Jesus både var Gud og et menneske af Adams slægt (kap. 3,23-38), og som sådan placerer Lukas ham som Herre i historiens store sammenhæng.