Det Gamle Testamente

Det Gamle Testamente

1. Mosebog (51), 2. Mosebog (41), 3. Mosebog (28), 4. Mosebog (37), 5. Mosebog (36), Josva (25), Dommer (22), Ruth (5), 1. Samuel (32), 2. Samuel (25), 1. Kongebog (23), 2. Kongebog (26), 1. Krønikebog (30), 2. Krønikebog (37), Ezra (11), Nehemias (14), Ester (11), Job (43), Salmerne (154), Ordsprogene (32), Prædikeren (13), Højsangen (9), Esajas (68), Jeremias (53), Klagesangene (6), Ezekiel (49), Daniel (13), Hoseas (15), Joel (5), Amos (10), Obadias (2), Jonas (5), Mika (8), Nahum (4), Habakkuk (4), Zefanias (4), Haggaj (3), Zakarias (15) og Malakias (4)
Indledning til Ester

Indledning til Ester

Ester
Forfatter og datering: Bogen er sandsynligvis skrevet i sidste halvdel af 5. årh. f.Kr. af en ukendt jøde bosiddende i det persiske rige. Historisk baggrund: De begivenheder, der fortælles om her, fandt sted, mens Xerxes var konge i Persien, nærmere betegnet fra hans 3. til 12. regeringsår, dvs. i perioden 484-475 f.Kr. Det var efter, at den første gruppe jøder var vendt hjem til Israel under Zerubbabel og havde genopbygget templet. Men det var før, Ezra vendte tilbage med endnu en stor gruppe. Der var således stadig mange jøder i det persiske rige. På trods af de mange års eksil holdt jøderne fast ved deres traditioner og deres tro på Gud. De ville ikke tilbede jordiske konger eller højtstående ledere, og de holdt fast ved deres spiseregler og særlige levevis. Den indflydelsesrige Haman blev vred over, at jøderne ikke ville bøje sig i støvet for ham, og folk i almindelighed var skeptiske over for jøderne, fordi de holdt sig for sig selv. Indhold og budskab: Ligesom Josef blev solgt som slave og sendt til et fremmed land, men netop derfor blev Guds redskab til frelse for sin familie og sit folk, således blev den forældreløse Ester Guds redskab til frelse for sit folk. Både Josef og Ester opnåede kongens gunst ved Guds hjælp, og de brugte deres indflydelse med visdom. Ester fik gode råd af sin fætter og plejefar, Mordokaj. Til minde om Guds redning af sit folk begyndte jøderne at fejre Purimfesten, som stadig fejres den dag i dag. Selv om der intet nævnes direkte om Gud eller jødernes gudsdyrkelse i bogen, beskrives det, hvordan de søger hjælp hos Gud gennem bøn og faste, og efter deres redning holder de takkefest. Mordokaj udtrykker Guds virke i baggrunden på følgende måde: »Hvem ved, om du ikke netop blev dronning for at kunne gøre noget i denne alvorlige situation.« (4,14).
Indledning til 1. Timoteus

Indledning til 1. Timoteus

1. Timoteus
Forfatter, datering og baggrund: Efter sit fangenskab i Rom, ca. år 60-62 e.Kr. (Ap.G.28,16 ff.), blev Paulus løsladt og foretog sin fjerde missionsrejse, som ikke er omtalt direkte i Bibelen. På denne rejse efterlod han Titus på Kreta for at føre tilsyn med menigheden der, mens Timoteus blev efterladt i Efesos for at hjælpe menigheden der. Selv tog Paulus videre til Filippi i Makedonien. Derfra skrev han sit første brev til Timoteus samt brevet til Titus. Tidspunktet kendes ikke med sikkerhed, men muligvis ca. år 66 e.Kr. Indhold: Problemerne i efesermenigheden var en blanding af jødisk inspireret lovtrældom og en forkert opfattelse af askese. Nogle grækere mente, at den fysiske verden var ond, og at ingen kunne opnå Guds accept undtagen ved særlig kundskab og ved askese som f.eks. afholdenhed fra visse mad- og drikkevarer og fra seksuelt samvær i ægteskabet. Paulus går imod denne vranglære og opmuntrer Timoteus til at være Jesu Kristi trofaste tjener. Samtidig giver han sin unge ven instrukser vedrørende ledelse af menigheden. Budskab: Falsk lære har indflydelse på, hvordan vi lever. Vi må kende sandheden, så vi kan forsvare den imod falsk lære og undgå, at Satan får fodfæste blandt Guds folk og ødelægger deres liv.
Indledning til Markus

Indledning til Markus

Markus
Forfatter, datering og baggrund: Denne beretning om Jesus og hans virke er sandsynligvis skrevet af Johannes Markus. Som ung mand havde Markus lejlighed til at se og høre Jesus i Jerusalem og kom til tro på ham. Senere fulgte han Paulus og Barnabas på deres første missionsrejse. Han var også i en længere periode medhjælper for apostlen Peter. Mange af detaljerne i hans beretning om Jesus bygger sandsynligvis på, hvad Peter fortalte. Bogen er skrevet med kristne ikke-jøder i tanke, sandsynligvis omkring 45-55 e.Kr., men det nøjagtige tidspunkt kendes ikke. Det vides ikke med sikkerhed, om Markusevangeliet blev skrevet før Mattæusevangeliet eller efter. Vi mener, at kirkefædrene har ret, når de fortæller os, at Mattæusevangeliet var det første. Ved at sammenligne de to beretninger kan man se, at Markus sandsynligvis har kendt til Mattæusevangeliet og bruger en del materiale derfra. Han udelukker dele, som er mindre relevant for ikke-jøder, og forklarer af og til nogle specielt jødiske traditioner, som ikke-jøder havde vanskeligt ved at forholde sig til. Indhold og budskab: Markus koncentrerer sig mere om, hvad Jesus gjorde, end hvad han sagde. Derfor lægges hovedvægten på, at Jesus viser sin magt til at frelse, befri og helbrede mennesker. Der er fokus på Jesus som Guds Tjener og Guds Søn. Hans undere, helbredelser, befrielser fra dæmoner og hans magt til at tilgive synd viser hans identitet som Guds Søn. Bogen begynder med en beskrivelse af Jesu offentlige tjeneste og hans forkyndelse af, at Guds rige nu er kommet til denne jord. Der henvises flere gange til Jesu korsfæstelse som grundlaget for forsoning mellem Gud og mennesker. Jesus blev straffet for vores synd (se kap. 8,31; 9,31; 10,33-34 og 45). Den sidste uge, inden Jesus døde, beskrives indgående og afsluttes med beretningen om hans opstandelse og himmelfart. Det er et godt og glædeligt budskab, som gælder alle mennesker over hele jorden, ikke kun det jødiske folk. Det græske ord for »godt nyt« er »evangelion«, som gennem latin er blevet til »evangelium«. Både det græske ord »Christos« (Kristus) og det hebraiske »Mashiach« (Messias) betyder »den salvede« og henviser til en person, som Gud på en særlig måde har udrustet og udsendt til en bestemt opgave. Det er et af flere udtryk, der bruges om den befrier og konge, som jøderne havde ventet på i mange hundrede år, og som er omtalt i mange profetier i det Gamle Testamente. De mange citater i det Nye Testamente, som er hentet fra det Gamle Testamente, tjener blandt andet til at forklare, at det ikke var nogen tilfældighed, at Jesus kom til denne jord. Det var en del af Guds plan fra evighed af. Når man på hebraisk bruger ordet »søn«, forstås det i en videre betydning end på dansk. Det betyder blandt andet, at »sønnen« er lig med »faderen« i karakter. Vi kender den udvidede betydning fra det danske »barn«. Vi er alle børn af vores tid, og vi er alle »Guds børn« i den forstand, at vi er skabt af Gud. De, som tror på Jesus, bliver »Guds børn« i den åndelige betydning, hvilket vil sige, at de har fået deres synder tilgivet og er kommet ind i Guds rige.
Indledning til Mika

Indledning til Mika

Mika
Historisk baggrund: Profeten Mika fra den lille by Moreshet sydvest for Jerusalem levede på samme tid som Hoseas og Esajas (8. årh. f.Kr.). Hovedstæderne Jerusalem og Samaria burde have været eksempler til efterfølgelse for folket, men de var lovløse byer, præget af undertrykkelse, egoisme, hovmod, korruption og hykleri. Mika forudsagde ligesom Esajas den assyriske erobring af Nordriget (Israel) og den babyloniske erobring af Sydriget (Juda). Indhold og budskab: Guds retfærdighed og kravet om retfærdighed i samfundet er et hovedtema i bogen. Ifølge Guds pagt med Israels folk gennem Moses ville folkets fremtid i det land, Gud havde givet dem, afhænge af, om de overholdt Moseloven, også kaldet Toraen. Gjorde de det, kunne de forvente Guds velsignelse. Gjorde de det ikke, ville Gud dømme dem og før eller senere jage dem ud af landet. Mika påpeger konsekvensen af folkets ulydighed. Mikas budskab er dog også præget af håb for fremtiden, f.eks. forudsiger han Jesu fødsel i Betlehem (kap. 5,1) og det kommende fredsrige (kap. 4,1-4). Bogen kan inddeles i tre afsnit. Det første afsnit (kap. 1-2) handler om dom og ødelæggelse, men ender med et løfte om genoprettelse. Det andet afsnit (kap. 3-5) begynder med dommen over dårlige ledere, præster og profeter, men går derefter over i en længere beskrivelse af den kommende messianske genoprettelse for den rest, som er tilbage efter dommen. Det tredje afsnit (kap. 6-7) fokuserer på nødvendigheden af ydmyghed og omvendelse for at opleve den lovede genoprettelse og velsignelse. Mikas stil er meget poetisk, og han bruger en del ordspil, som det desværre er nærmest umuligt at gengive i en oversættelse. En del steder er teksten vanskelig at fortolke, og oversættelsen er derfor usikker.
Indledning til Dommer

Indledning til Dommer

Dommer
Forfatter og datering: Ifølge traditionen er profeten Samuel forfatter til bogen, men det er muligt, at den blev lettere redigeret og færdiggjort af en af hans disciple. At dømme ud fra 1,21 fik den sin endelige form under kong Saul eller David, da jebusitterne blev fordrevet fra Jerusalem. Historisk baggrund og indhold: Bogen dækker en periode på ca. 350 år fra Josvas død til Samsons død. Det var en lovløs periode, præget af folkets tilpasning til den nye situation, påvirkningen fra de omkringboende folkeslag såvel som kampen imod dem. I hele denne periode blev israelitterne regeret af skiftende »dommere«, som egentlig var militære ledere og befriere snarere end dommere i ordets almindelige forstand. Befriernes opgave var at jage fjenderne ud og opretholde ro og orden i landet, men det lykkedes kun i meget ringe grad. Efter dommertiden blev landet ledt af profeten Samuel, og derefter kom den første konge, Saul. Budskab: Dommerbogen er en beskrivelse af den cirkel, som Israel altid har bevæget sig rundt i: Deres oprør imod Gud, Guds dom over dem, som oftest i form af angreb fra fjendtlige nabolande, folkets råb til Gud om hjælp, og endelig Guds indgriben for at redde sit folk. I denne cirkel åbenbares bogens egentlige tema: Guds trofasthed, hans lidende tålmodighed med sit folk og hans vilje til trods alt at redde dem. Gud fremtræder derfor både som sit folks dommer og dets befrier.
Indledning til 1. Krønikebog

Indledning til 1. Krønikebog

1. Krønikebog
Forfatter, datering og historisk baggrund: Ifølge jødisk tradition er Ezra ophavsmand til de to Krønikebøger. Som baggrundsmateriale har han brugt det Gamle Testamentes historiske bøger (især Samuelsbøgerne og Kongebøgerne), Salmernes Bog og nogle af de profetiske bøger, samt andre historiske og profetiske skrifter, der siden er gået tabt. Nogle mindre forskelle mellem Krønikebøgerne på den ene side og Samuels- og Kongebøgerne på den anden side kan skyldes, at forfatteren har haft adgang til en lidt anderledes tekst end den masoretiske tekst, vi kender. Krønikebøgerne blev formodentligt samlet i slutningen af det 5. århundrede før Kristus. Ezra kom tilbage til Jerusalem fra landflygtigheden i Babylonien i året 458 f.Kr. Indhold: Mens Kongebøgerne er skrevet ud fra et profetisk synspunkt, er Krønikebøgerne skrevet ud fra en præstelig synsvinkel, hvilket understreges af de detaljerede oplysninger om præstetjenesten og den jødiske tilbedelse af Gud. Samuels- og Kongebøgerne er skrevet med tanke på jøderne i eksilet, mens Krønikebøgerne henvender sig til de hjemvendte jøder. Gælder Guds pagter stadig? Har Gud stadig en plan med sit folk? Er det muligt at genetablere et rige, der svarer til kong Davids storrige? Efter stamtavlerne (kap. 1-9) fortæller 1. Krønikebog om kong Sauls død og Davids regeringsperiode. Bogen tegner et idealiseret billede af den store kong David, idet den udelader alle de negative ting om ham. 2. Krønikebog giver på tilsvarende måde et idealiseret billede af kong Salomon. Budskab: Selv om Gud måtte straffe Israels og Judas folk for deres afgudsdyrkelse, fremhæver bogen israelitternes glorværdige fortid og bekræfter, at Guds pagtsløfter til sit folk står fast. Tilbedelsen af Gud i det planlagte tempel ses som symbol på Guds trofasthed mod sit folk - og kong David betragtes som templets egentlige grundlægger, skønt det var hans søn Salomon, der byggede det.
Indledning til 1. Johannes

Indledning til 1. Johannes

1. Johannes
Forfatter, datering og baggrund: Apostlen Johannes var fætter til Jesus, idet hans mor, Salome, og Jesu mor, Maria, var søstre (jf. Matt.27,56; Mark.16,1; Joh.19,25). Sammen med Peter og sin bror Jakob hørte han til inderkredsen af Jesu disciple. Foruden Johannesbrevene skrev han Johannesevangeliet og Johannes' Åbenbaring. Selvom brevene ikke nævner, hvem de er skrevet af, er der så mange sproglige ligheder mellem dem og Johannesevangeliet, at der ikke hersker megen tvivl om, at de har samme forfatter. Desuden bevidner de tidlige kirkefædre, at brevene er skrevet af apostlen Johannes. De tre breve blev skrevet omtrent samtidigt hen mod slutningen af apostlens liv, mellem år 85 og 95 e.Kr. Johannes skrev sandsynligvis både evangeliet og brevene i Efesos i det nuværende Tyrkiet, hvor han tilbragte sine sidste år som en højt agtet, ældre kirkeleder. Indhold og budskab: Johannes ønsker med dette meget personlige brev at opmuntre sine læsere til at have et nært forhold til Gud og til hinanden. Han advarer dem desuden imod visse vranglærere, der benægtede, at Jesus, Guds Søn, blev født som et menneske og døde som et menneske. Nogle mennesker hævdede nemlig, at Messias (Kristus) kun syntes at være et menneske uden at være det, og at han forlod sin menneskelige krop, før denne krop blev dræbt på korset. Det ser også ud, som om Johannes advarer imod visse vranglærere, der sagde, at det kristne liv drejede sig om at nå til »fuldkommenhed« gennem åndelig kundskab, og derfor betød det ikke så meget, hvad man gjorde med sin krop. For nogle af disse vranglærere var der ingen modsætning mellem en umoralsk levevis og en kristen livsstil. Johannes klargør, at en sådan »kundskab«, der fører til umoralitet, i virkeligheden er en stor løgn. Den sande kundskab kommer fra Helligånden gennem et helligt liv. Han fastslår, at Jesus, Guds evige Søn, var et virkeligt menneske, og han understreger betydningen af kærlighed, tilgivelse, fællesskab, sejr over synd, frelsesvished, hellighed og evigt liv.
Indledning til 1. Peter

Indledning til 1. Peter

1. Peter
Forfatter, datering og baggrund: Brevet er skrevet af apostlen Peter ca. 65 e.Kr., sandsynligvis i Rom, hvor Peter et par år senere (67 eller 68) led martyrdøden under kejser Nero. Brevet indeholder en del svære græske ord, så man formoder, at det er Silas, som har nedskrevet brevet på græsk og været med til at formulere ordlyden (se 5,12). Brevet er hebraisk i sin struktur, og mange af tankerne i brevet har paralleller til Jakobs brev og passer med jødekristen tankegang. Men nogle af formuleringerne på græsk er dog inspireret af Paulus, som Silas arbejdede sammen med i nogle år. Indhold og budskab: Peter henvender sig til de forfulgte kristne, der boede rundt om i Lilleasien, og han tænker især på de jødekristne, som har måttet flygte fra deres hjemland. Han opmuntrer dem til at holde fast ved troen på Jesus Kristus, selvom de måske fristes til at opgive troen for at undgå forfølgelse. Med Jesus som eksempel påviser Peter, at prøvelser hører med til det kristne liv, og at den kristne menighed nu er Guds udvalgte folk, hvor alle er »præster«, der i tro og lydighed kan glæde sig midt i lidelsen.