Det Gamle Testamente

Det Gamle Testamente

1. Mosebog (51), 2. Mosebog (41), 3. Mosebog (28), 4. Mosebog (37), 5. Mosebog (36), Josva (25), Dommer (22), Ruth (5), 1. Samuel (32), 2. Samuel (25), 1. Kongebog (23), 2. Kongebog (26), 1. Krønikebog (30), 2. Krønikebog (37), Ezra (11), Nehemias (14), Ester (11), Job (43), Salmerne (154), Ordsprogene (32), Prædikeren (13), Højsangen (9), Esajas (68), Jeremias (53), Klagesangene (6), Ezekiel (49), Daniel (13), Hoseas (15), Joel (5), Amos (10), Obadias (2), Jonas (5), Mika (8), Nahum (4), Habakkuk (4), Zefanias (4), Haggaj (3), Zakarias (15) og Malakias (4)
Indledning til Apostlenes Gerninger

Indledning til Apostlenes Gerninger

Apostlenes Gerninger
Forfatter, datering og baggrund: Bogen er skrevet af Lukas og er en fortsættelse af Lukasevangeliet. Hvor den er skrevet, vides ikke, men den er ligesom Lukasevangeliet adresseret til en højtstående person ved navn Teofilus. Nogle mener, at den er skrevet ca. år 63, andre, at den først er skrevet efter år 70. Indhold: Bogen begynder, hvor evangeliet slutter - med Jesu himmelfart. Derefter skifter scenen til Jerusalem, hvor apostlene og de øvrige disciple sammen venter på opfyldelsen af, hvad Jesus har lovet dem. Pinsedag, 10 dage efter Jesu himmelfart, kommer Helligånden over dem og fylder dem med kraft. Fra da af vokser menigheden hurtigt - fra Jerusalem til Samaria og »helt til verdens ende« (kap. 1,8). I bogens første del er apostlen Peter og menigheden i Jerusalem midtpunkt i handlingen. Fra kap. 9 og ud følger vi apostlen Paulus på tre af hans fire missionsrejser til store dele af den romerske verden, samt hans tvungne rejse til den kejserlige domstol i Rom. Budskab: Apostlenes gerninger er beretningen om den kristne kirkes begyndelse og vilkår, om fællesskab og om forfølgelse, om ekspansion og om Helligåndens kraftige virke i menighedens og den enkelte kristnes liv.
Indledning til Hoseas

Indledning til Hoseas

Hoseas
Forfatter og datering: Profeten Hoseas levede på samme tid som Amos, Esajas og Mika. Det første budskab fik han fra Herren, mens Jeroboam II var konge i Israel (782-753 f.Kr.), det sidste efter at Hizkija var blevet konge i Juda (716 f.Kr.) Hoseas var altså vidne til Nordrigets (Israels) undergang og Samarias fald i 721 f.Kr. Ud over de oplysninger, som bogen selv giver, ved man intet om profeten. Selv om Hoseas egentlig kom fra Nordriget, flyttede han sikkert til Sydriget, mens Uzzija var konge dér (767-740 f.Kr.) Indhold og budskab: Hoseas forkyndte Guds trofasthed over for sit folk og folkets troløshed overfor Gud. Det misforhold demonstrerede han blandt andet gennem sit ægteskab med troløse kvinder. Men eftersom folket nægtede at omvende sig fra deres afgudsdyrkelse og umoralitet, måtte straffen ramme dem. Gud er dog stadig trofast imod sit folk og ønsker at frelse dem.
Indledning til 2. Korinter

Indledning til 2. Korinter

2. Korinter
Forfatter, datering og baggrund: Brevet er skrevet af apostlen Paulus, sandsynligvis nogle få måneder efter 1. Korinterbrev i året 55 (se indl. til 1.Kor.). Ud fra brevets oplysninger regner man med, at det er skrevet, mens han opholdt sig i Makedonien i det nordlige Grækenland, muligvis under et besøg hos menigheden i Filippi. Korinth er den største by i provinsen Akaja, der udgør den sydlige del af Grækenland. I brevet omtaler Paulus sit forestående besøg i Korinth, som åbenbart vil blive hans tredje (kap.13,1). Besøg nummer to er ikke omtalt i Apostlenes Gerninger, men fandt sikkert sted, mens han opholdt sig i to år i Efesos (Ap.G.19). Han omtaler det i kap.2,1 som et smertefuldt besøg, fordi han var nødt til at komme med en alvorlig irettesættelse. Der var jævnlig skibsforbindelse mellem de to store byer, Efesos og Korinth, så det ville ikke være svært at tage en tur derover. Paulus havde egentlig tænkt at tage til Korinth først, videre til Makedonien og så tilbage til Korinth igen, men han valgte i stedet at tage den anden vej rundt, først til Makedonien og derfra videre til Korinth. Fra Korinth rejste han så via Makedonien tilbage til Jerusalem. Indhold og budskab: Paulus' tidligere brev såvel som hans besøg havde ikke løst alle problemerne i menigheden. Bl.a. var der - af grunde vi ikke kender - dyb mistillid til ham hos nogle, ja direkte angreb på hans autoritet som apostel. Paulus var tilsyneladende blevet beskyldt for at være uærlig i pengesager. I brevet underbygger han sin uskyld ved at henvise til sin høje moralske standard. Desuden opfordrer han menigheden til at afslutte indsamlingen til de fattige kristne i Jerusalem, som de påbegyndte året før. Endelig råder han menighedens ledere til at sætte urostifterne på plads og i det hele taget få orden i sagerne, så han ikke, når han kommer til dem, skal bruge den myndighed, Gud har givet ham, til at løse problemer, men hellere til at opmuntre de troende. Brevet understreger også stærkt forsoningens betydning. I kapitel 3 beskriver Paulus, hvordan Helligåndens nye pagt er langt bedre end Toraens gamle pagt.
Indledning til 2. Timoteus

Indledning til 2. Timoteus

2. Timoteus
Forfatter, datering og baggrund: Efter sin fjerde missionsrejse kom Paulus tilbage til Rom, hvor han igen blev fængslet og lagt i lænker. Brevet her blev skrevet under dette sidste fangenskab, kort før han blev henrettet af den morderiske diktator, kejser Nero. Tidspunktet vides ikke med sikkerhed, men det var utvivlsomt efter den store brand i Rom i år 64 e.Kr., og før Neros selvmord i år 68. Mange anslår Paulus' død til år 67 eller 68 e.Kr. Brevet blev sendt af sted på et tidspunkt, hvor Timoteus sandsynligvis opholdt sig i Efesos. Indhold: Paulus føler sig forladt af vennerne, og han udtrykker sin længsel efter Timoteus midt i sin ensomhed. Han fortvivler dog ikke, for han ejer en dyb forvisning om, at selvom hans liv går mod sin afslutning, har Gud magt til at bevare ham også gennem de sidste lidelser her på jorden, inden han går ind til det evige liv. I brevet viser Paulus sin omsorg for menighederne, som oplevede svære forfølgelser under kejser Nero. Han opfordrer Timoteus til at bevare troen på budskabet om Kristus og til frimodigt at forkynde det, selvom det koster forfølgelse. Desuden skal han irettesætte de falske lærere. Budskab: Brevet er først og fremmest en opmuntring til at vise udholdenhed i vanskelige tider. Gud har det sidste ord og belønner dem, der stoler på ham. Paulus' eget liv er et eksempel til efterfølgelse.
Indledning til 4. Mosebog

Indledning til 4. Mosebog

4. Mosebog
Forfatter og datering: Se indledningen til Første Mosebog. Indhold: Bogen fortæller om israelitternes rejse fra Sinaibjerget, hvor de modtog lovens ord, til Moabs sletter øst for Jordanfloden på grænsen til Kana'ans land. Denne strækning kunne være tilbagelagt på under et år, men tog faktisk 38 år på grund af folkets vantro og ulydighed imod Gud. Da folket i første omgang fik ordre til at gå ind i landet (kap. 13-14), turde de ikke - og derfor måtte de fortsætte deres ørkenvandring, indtil hele den ulydige generation var uddød. Det blev deres børn, som under Josvas og Kalebs ledelse indtog landet (Jos.1-12). Budskab: Bogen er en beretning om Guds vrede over sit folks oprørskhed - men også om hans barmhjertighed og om hans trofasthed over for sine løfter. Den Gud, der sluttede pagt med Abraham (1. Mosebog), og som befriede hans efterkommere fra slaveriet i Egypten og gjorde dem til sit ejendomsfolk (2. Mosebog), som åbenbarede sin hellighed og viste dem vejen til fællesskab med ham (3. Mosebog), var også en Gud, som straffede synd, men som alligevel velsignede sit folk på ny. Beretningen om Bileam (kap. 23-24) er et eksempel på dette. I det Ny Testamente henvises der til israelitternes ørkenvandring som et advarende eksempel på konsekvensen af at være ulydig mod Gud (f.eks. Hebr.3,7-9 og 4,8-11).
Indledning til Galaterne

Indledning til Galaterne

Galaterne
Forfatter, datering og baggrund: Brevet er skrevet af apostlen Paulus, sandsynligvis i Antiokia ca. 49 e.Kr., umiddelbart efter det store apostelmøde i Jerusalem. Antiokia var hjemsted for den første græsktalende menighed med en del ikke-jøder som medlemmer. Paulus og Barnabas oprettede flere kristne menigheder under deres første missionsrejse i den romerske provins Galatien i Lilleasien (se Ap.G.13,14-14,23). Da de rejste videre, forsøgte tilrejsende jødekristne at overbevise deres ikke-jødiske trosfæller om nødvendigheden af at blive omskåret og overholde hele den jødiske lov, Toraen. Det gør Paulus skarpt op med i dette brev. Som baggrund for irettesættelsen af galaterne beretter Paulus om en episode i Antiokia, hvor han var nødt til at irettesætte både Peter og Barnabas, fordi de trak sig bort fra fællesskabet med de uomskårne, græsktalende kristne af hensyn til nogle jødekristne venner af Jakob, der var på besøg (kap. 2,11-19). Senere kom der nogle jødiske farisæere fra Jerusalem til Antiokia og forlangte, at de ikke-jødiske kristne skulle overholde de jødiske love og omskæres for at blive betragtet som en del af Guds folk (kap. 2,4). Kort efter rejste Paulus sammen med Barnabas og Titus til Jerusalem for at nå til enighed med ledelsen i modermenigheden. Dette berømte møde refererer Paulus til i 2,1-10, og det er omtalt i Ap.G.15. Indhold og budskab: De jødekristne lærere kom til galaterne med et andet budskab, end det Paulus og Barnabas havde givet dem. Derfor er det vigtigt for Paulus at forsvare sit kald som apostel, et kald, som han ikke fik fra mennesker, men fra Gud. Paulus imødegår i skarpe vendinger de jødekristnes falske lære. Frelsen bygger hverken på omskærelse eller forsøg på at overholde de jødiske love. Den bygger alene på troen på Jesus Kristus, som døde for os og derved satte os fri fra Guds vrede og straf. Paulus henviser også til Abraham, »troens far«, der levede over 400 år før de jødiske love blev givet til Moses. Siden Abraham blev accepteret af Gud på grundlag af sin tro, hvordan kan nogen så hævde, at det er nødvendigt at overholde de jødiske love for at blive accepteret af Gud? Samtidig fastslår Paulus, hvad et sundt kristenliv er: Det udspringer af troen på Jesus Kristus og leves ved lydighed over for Helligåndens vejledning. Brevet understreger den dybe sandhed, at vi bliver frelst alene af Guds nåde ved tro på Jesus. Al anden lære er falsk (kap. 1,7). Ved tro får vi fred med Gud (kap. 2,16) og bliver åndeligt set børn af Abraham (kap. 3,7), og dermed også Guds nye trosfolk, det »sande« eller »åndelige« Israel (kap. 6,16). Den frihed må de troende aldrig opgive (kap. 5,1). Men friheden må ikke misbruges til at gøre oprør mod Guds vilje. Vi skal leve under Guds Ånds ledelse (kap. 5,16), for kun da er det muligt at opfylde kærlighedsbudet og dermed også Toraens intentioner (kap. 5,14). I den nye nådespagt er grundloven Kristi Lov, også kaldet Kærlighedsloven (kap. 6,2).
Indledning til Prædikeren

Indledning til Prædikeren

Prædikeren
Forfatter og datering: Meget tyder på, at bogens ophavsmand er kong Salomon på sine gamle dage (se kap. 1,1.12.16; 2,4-9; 12,9). I så fald er den skrevet i det 10. årh. f.Kr. Forfatteren omtaler sig selv som »kohelet«. Ordets betydning er omstridt, men hentyder sandsynligvis til en person, hvis stilling indebar offentlig undervisning. Et tilsvarende moderne udtryk kunne være »professoren« eller »filosoffen«, men vi har fastholdt det gammeldags ord »prædikeren« af hensyn til traditionen. Indhold og budskab: Der er tale om en ældre mands tilbageblik over sit liv og sin erfaring. Han har studeret meget og besidder stor visdom, men må erkende, at selv den største menneskelige visdom kommer til kort, når det drejer sig om at forstå den dybere mening med livet. Bogen giver udtryk for et menneskes filosofiske diskussion med sig selv i sin stræben efter at finde mening i tilværelsen. Prædikeren giver udtryk for de tanker, et menneske kan gøre sig ud fra sin begrænsede, menneskelige forstand.
Indledning til 1. Thessaloniker

Indledning til 1. Thessaloniker

1. Thessaloniker
Forfatter, datering og baggrund: Brevet er skrevet af apostlen Paulus under hans ophold i Korinth ca. år 51 e.Kr. Næst efter Galaterbrevet er det således Paulus' tidligste skrift i det Ny Testamente. Under sin anden missionsrejse grundlagde Paulus en menighed i Thessaloniki, som var Makedoniens største by. Men han blev nødt til skyndsomt at forlade byen på grund af optøjer forårsaget af jøderne (se Ap.G.17,5-10). Fra Thessaloniki tog han til Berøa og derfra til Athen. Fra Athen sendte han sin medarbejder Timoteus til Thessaloniki for at opmuntre menigheden og give dem yderligere undervisning, mens han selv rejste videre til Korinth (kap. 3,1-3). Timoteus kom senere til Korinth og fortalte om sit besøg i Thessaloniki og om menighedens urokkelige tillid til Gud midt i forfølgelser og modgang. Fra Korinth skrev Paulus så til menigheden for at opmuntre dem og svare på nogle spørgsmål, de havde, især angående Jesu genkomst. Indhold: Paulus ønsker at styrke thessalonikerne i troen på de kristne grundsandheder og i den livsstil, som er et resultat deraf. Han anbefaler sit eget liv som et eksempel til efterfølgelse. Derefter svarer han på deres spørgsmål. Muligvis var nogle fra menigheden døde under forfølgelsen, og nu spekulerede de efterladte så på, om de døde kommer med, når Kristus kommer igen for at hente sin menighed. Paulus forsikrer dem om, at de troende, som er døde, vil komme med, og at de endda bliver de første til at få del i det evige liv (kap. 4,16). Budskab: Brevet er til trøst og opmuntring for de forfulgte kristne. Gud er med dem, og de vil opleve den endelige sejr, når Kristus kommer igen for at hente dem, der hører ham til. Derfor skal de med glæde og frimodighed bære deres lidelser og leve på en måde, som ærer Kristus.