Det Gamle Testamente

Det Gamle Testamente

1. Mosebog (51), 2. Mosebog (41), 3. Mosebog (28), 4. Mosebog (37), 5. Mosebog (36), Josva (25), Dommer (22), Ruth (5), 1. Samuel (32), 2. Samuel (25), 1. Kongebog (23), 2. Kongebog (26), 1. Krønikebog (30), 2. Krønikebog (37), Ezra (11), Nehemias (14), Ester (11), Job (43), Salmerne (154), Ordsprogene (32), Prædikeren (13), Højsangen (9), Esajas (68), Jeremias (53), Klagesangene (6), Ezekiel (49), Daniel (13), Hoseas (15), Joel (5), Amos (10), Obadias (2), Jonas (5), Mika (8), Nahum (4), Habakkuk (4), Zefanias (4), Haggaj (3), Zakarias (15) og Malakias (4)
Indledning til Klagesangene

Indledning til Klagesangene

Klagesangene
Historisk baggrund: Klagesangene er sørgesange over Jerusalems ødelæggelse - skrevet af et øjenvidne, sandsynligvis profeten Jeremias, kort efter at byen i 586 f.Kr. blev indtaget af babylonierne og jævnet med jorden. Den babyloniske hær belejrede byen i halvandet år, så der blev en enorm hungersnød i byen. De nærmere omstændigheder er beskrevet i 2.Kong.25, 2.Krøn.36, Jer.39 og 52. Ikke alene blev det prægtige Salomons tempel fuldstændig ødelagt, men størstedelen af befolkningen blev ført i eksil som slaver. I vilkårlig rækkefølge beskriver profeten katastrofen i al dens gru til skræk og advarsel for kommende generationer: Ulydighed imod Gud får skæbnesvangre konsekvenser. Hvert år på en bestemt dato sørger jøderne over templets ødelæggelse og læser blandt andet Klagesangene. Allerede 900 år før Jeremias' tid havde Moses advaret Israels folk om, at en katastrofe var uundgåelig, hvis de var ulydige mod Gud (se 5.Mos. kap. 28). Indhold og budskab: Bogen er kunstfærdig poesi på hebraisk, idet fire af de fem klagesange er alfabetiske, dvs. at hvert af de 22 vers i sangen begynder med et af de 22 hebraiske bogstaver i alfabetisk rækkefølge. De to første sange har tre linier i hvert vers. Den tredje sang har egentlig også tre linier i hvert vers, men da de tre linier alle begynder med samme bogstav er de traditionelt splittet op i tre vers, så der i alt bliver 3 gange 22 vers i den sang. Den fjerde sang har kun to linier i hvert vers, mens den femte har en linie i hvert vers og ikke er alfabetisk. Oversættelsen er tilsvarende alfabetisk uden at gøre brug af de udanske bogstaver c, q, w, x og z. Bogen er en anskuelsesundervisning om Guds vrede og dom over folkets synd. Men midt i fortvivlelsen er der alligevel håb. Gud er trofast, og hvis mennesker erkender deres synd og beder Gud om tilgivelse og hjælp, vil han altid svare. De mest kendte vers fra Klagesangene er kap 3,22-23: »Herrens trofasthed er stor, hans barmhjertighed er ikke brugt op. Hans trofasthed er stor, hans nåde er ny hver morgen.«
Indledning til Nahum

Indledning til Nahum

Nahum
Historisk baggrund: I 722-721 f.Kr. ødelagde assyrerne med utrolig grusomhed Samaria. Nogle år senere forudsagde profeten Nahum Guds dom over Assyriens hovedstad, Nineve. Byen blev så ødelagt, at man i næsten 2500 år ikke vidste, hvor den havde ligget. Man har nu fundet ruinerne ved Tigrisfloden over for Mosul i det nordlige Irak. Nahum kom oprindelig fra en lille by, Elkosh i Galilæa, men er sandsynligvis flygtet til Juda i forbindelse med Nordrigets undergang. Han profeterede efter Esajas, men før Jeremias, i midten af det 7. årh. f.Kr. Navnet Nahum betyder trøst og svarer til, at Nineves fald blev til trøst og opmuntring for Judas folk. Nahums profetiske ord gik i opfyldelse i år 612 f.Kr., da babylonierne og mederne indtog Nineve. Det var ca. 150 år efter, at Jonas' budskab havde reddet byen fra undergang. Assyrerne var berygtet for deres grusomhed over for indbyggerne i de byer, de erobrede. Indhold og budskab: Nahums Bog er en domsprofeti over Nineve på grund af byens grusomhed og mange synder. Samtidig er den en advarsel om, at Gud må straffe enhver form for ondskab, mens han beskytter og hjælper dem, der adlyder ham og beder om hjælp.
Indledning til Josva

Indledning til Josva

Josva
Forfatter og datering: Ifølge jødisk tradition er bogen - med undtagelse af de sidste fem vers - skrevet af Josva omkring år 1400 eller 1250 f.Kr. Mange forskere mener, at bogen fik sin endelige form i kongetiden mellem år 1000 og 600 f.Kr. Historisk baggrund: Israelitternes erobring af Kana'an skete på et gunstigt tidspunkt, hvor stormagterne i Mellemøsten stod svagt uden militær styrke til at øve indflydelse på begivenhederne i Kana'an. Israelitterne mødte kun modstand fra edomitterne, moabitterne og amoritterne, men disse folk kunne ikke hindre israelitterne adgang til det land, Gud havde lovet dem. I Kana'an stødte israelitterne sammen med en modstandsdygtig, hedensk kultur, som de aldrig helt fik bugt med trods Guds befaling om ikke at gå på kompromis, men udslette kana'anæerne fuldstændigt. Indhold: Efter Moses' død mobiliserede Josva den israelitiske hær og gik over Jordanfloden ind i Kana'an, hvor han i tre militære felttog indtog hovedparten af landet og fordelte det mellem stammerne. En stor del af bogen er en fortegnelse over de byer og landområder, som de forskellige stammer fik tildelt. Efter at have formanet folket til fortsat lydighed imod Herren, døde Josva. Budskab: Josvabogen er beretningen om, hvordan Gud banede vejen for sit udvalgte folk og gav dem et land, hvor de kunne bosætte sig og tjene ham. Israelitternes erobring af Kana'an viser Guds sejr over afguder og ondskab. Men Guds sejr skete ikke automatisk, for han ønskede, at hans folk skulle deltage aktivt i den proces, det var at tage det land i besiddelse, som han havde lovet dem (kap. 1,3). De skulle ikke gøre det i egen kraft, men ved Guds hjælp. Josva kan ses som et billede på Jesus, der skulle komme og føre Guds folk til endelig sejr over verdens ondskab.
Indledning til 1. Samuel

Indledning til 1. Samuel

1. Samuel
Forfatter, datering og historisk baggrund: Første Samuelsbog beskriver den kaotiske overgangsperiode mellem dommertiden og kongetiden. Bogens begivenheder samler sig omkring tre store lederskikkelser: Samuel, som var den sidste af de store dommere, Saul, som blev Israels første konge, og David, hvis lange vej til tronen beskrives i bogens sidste halvdel. De to Samuelsbøger, der oprindeligt var én bog, dækker en periode på 150 år af Israels historie: fra Samuels kaldelse som åndelig leder omkring år 1120 f.Kr. til Davids død omkring 971 f.Kr. Det vides ikke, hvem der har forfattet bøgerne, men der er næppe tvivl om, at Samuel har bidraget med væsentlige oplysninger frem til 1.Sam.25. Bøgerne er endeligt færdigskrevet engang efter år 931 f.Kr. Indhold og budskab: Temaet i Første Samuelsbog er det samme som i de øvrige gammeltestamentlige historiske bøger: Troskab og lydighed imod Gud fører til velsignelse og fremgang, mens ulydighed fører til stagnation og ulykke. Guds løfter og pagter er altid betinget af, at den menneskelige part opfylder sin del af aftalen. Dette tema udtrykkes klart i Herrens ord til Eli (kap. 2,30): »Jeg lovede engang, at din slægt skulle være præster for mig altid, men sådan bliver det ikke nu. For jeg ærer den, som ærer mig; og jeg foragter den, som foragter mig.« Det er interessant, at det var en enkelt kvindes bøn (kap. 1-2), der midt i dommertidens moralske og åndelige forfald satte skred i begivenhederne og førte til en opgangsperiode med vækkelse, som nåede sit klimaks under Davids kongedømme. Det var Guds tanke med sit folk, at han ville lede dem gennem profetiske ledere som Moses og Samuel. Men israelitterne ønskede at have en konge, en stærk militær leder, som nabofolkene havde, og mange befæstede byer. Den første konge, Saul, var ikke lydig mod Herren og derfor mistede hans slægt kongedømmet. Hans søn Jonatan blev ikke konge, som man ellers ville have forventet. I stedet udvalgte Gud en konge, som var villig til at adlyde ham. Det blev hyrdedrengen David, der blev en forløber for den senere åndelige hyrdekonge, Jesus.
Indledning til Nehemias

Indledning til Nehemias

Nehemias
Forfatter og datering: Bogen er skrevet af Nehemias kort tid efter Ezras Bog (ca. år 430 f.Kr.). Historisk baggrund: Nehemias var en af de landflygtige judæere, som arbejdede ved hoffet hos perserkongen Artaxerxes. Da han blev klar over den ynkelige tilstand, Jerusalem stadig befandt sig i, fik han tilladelse af Artaxerxes til at vende hjem og genopbygge byen. Han ankom til Jerusalem i foråret 445 f.Kr., 13 år efter Ezra. De følgende 13 år fuldførte han den opgave, Ezra havde påbegyndt, hvorefter han vendte tilbage til sit arbejde ved perserkongens hof. Efter at Nehemias havde forladt Jerusalem, opstod der problemer, og der herskede korruption og åndeligt forfald i Israels land. På det tidspunkt begyndte profeten Malakias at opfordre judæerne til at vende tilbage til Herren, deres Gud. To år senere rejste Nehemias igen til Jerusalem og fik gennemført en række reformer. Indhold: Bogen kan inddeles i følgende afsnit: 1. Nehemias' ankomst og evaluering af Jerusalems tilstand (kap. 1-2) 2. Restaurering af bymuren (kap. 3-7) 3. Folket erkender deres synd, og Toraen bliver læst op under ledelse af Ezra (kap. 8-10) 4. Registre over de hjemvendte, murens indvielse og Nehemias' religiøse reformer (kap. 11-13) Budskab: Bogen viser, hvor stædigt og korrupt Guds folk var til trods for den smertelige straf, de havde erfaret som slaver i eksilet. Samtidig viser den Guds trofasthed og retfærdighed, og hans villighed til at hjælpe sit folk, når de erkender deres troløshed og beder om hjælp.
Indledning til Filemon

Indledning til Filemon

Filemon
Forfatter, datering og baggrund: Brevet til Filemon er skrevet af apostlen Paulus, mens han var i husarrest i Rom ca. år 60 e.Kr. Samtidig skrev han også brevet til menigheden i Kolossæ, og han sendte Onesimos og Tykikos af sted med begge breve. Indhold: Brevet er henvendt til en velhavende kristen i Kolossæ ved navn Filemon. Onesimos, en af Filemons slaver, havde stjålet fra ham og var derefter løbet bort. Det er en forbrydelse, som efter romersk lov medførte dødsstraf. Onesimos nåede imidlertid til Rom, hvor han mødte Paulus og kom til tro på Jesus. Paulus sendte ham senere tilbage til Filemon med følgende anmodning: Tag imod Onesimos uden at straffe ham. Husk, at han nu er mere end en slave. Han er en kristen og bør behandles som sådan. Brevet er et klassisk eksempel på den type breve, der har til formål at overtale tilhørerne til at acceptere brevskriverens synspunkt. Vi genfinder noget af denne struktur i flere af Paulus' breve. Efter den indledende hilsen (1-3) søger brevskriveren at etablere eller udbygge en god, personlig relation til modtageren (4-7). Derefter søger han at tale til modtagerens fornuft med gode argumenter (11-16), og så til modtagerens følelser (20-21). Det egentlige formål med brevet er altså pakket ind, og der lukkes kun op for det lidt efter lidt (8-10,17-19). Brevet afsluttes med hilsener og et gentaget ønske om Guds velsignelse. Budskab: Brevet er kort, men betydningsfuldt. Det viser, at der ikke er personsanseelse hos Gud: Han kunne frelse en flygtet slave lige så vel som hans fornemme herre. Det viser også, at den forandring, der sker i mennesker, når de bliver kristne, kan skabe forsoning, hvor der før var fjendskab.
Indledning til 2. Krønikebog

Indledning til 2. Krønikebog

2. Krønikebog
Forfatter og datering: Se indledningen til Første Krønikebog. Indhold: 2. Krønikebog begynder, hvor 1. Krønikebog slutter (oprindeligt var de to bøger én bog). Salomon er nu blevet konge over Israel, og hans kongedømme og indvielsen af det nye tempel er guldalderen i landets historie. Efter Salomons død (kap. 9) fortælles om nordstammernes oprør, og de skiftende konger i Juda bedømmes ud fra deres lydighed imod Gud og deres evne til at udrydde afgudsdyrkelsen. Kong Hizkija får en fremtrædende plads på grund af »vækkelsen«, der brød ud i hans regeringsperiode. Også Josias' reformer bliver udførligt beskrevet. Bogen slutter med Jerusalems fald år 586/587 f.Kr., eksilet i Babylonien og perserkongens opfordring til jøderne om at vende hjem til Juda. De sidste to vers svarer til de første tre vers i Ezras bog. Budskab: Bogen trækker en klar parallel mellem åbenbaringsteltet i Mosebøgerne og templet i Krønikebøgerne (Betzalel og Oholiab [2.Mos.31,1-6a og 35,30-35] er forbilleder for Salomon og Huram-Abi [2.Krøn.2,13 og 4,16]). De skiftende kongers manglende evne til at føre folket tilbage til Gud danner baggrund for Judas fald og vidner om, at Gud er nødt til at straffe synd blandt et folk, som nægter at adlyde ham.
Indledning til 2. Johannes

Indledning til 2. Johannes

2. Johannes
Forfatter, datering og baggrund: (Se indledningen til Johannes' Første Brev.) Indhold og budskab: Brevet er skrevet til en bestemt menighed, men vi ved ikke hvilken, da Johannes bruger kodesprog for at undgå at afsløre menighedens identitet. De kristne blev ofte forfulgt og mødtes i al hemmelighed. Menigheden kaldes »den udvalgte frue« og menighedens medlemmer »fruens børn«. Søstermenigheden, som Johannes opholder sig i, kaldes »fruens søster«. Johannes røber heller ikke sin egen identitet, men kalder sig »den gamle mand«. Han opmuntrer læserne til at være lydige mod det kærlighedsbud, som Jesus demonstrerede og forkyndte, og som de har kendt lige fra den første gang, de hørte budskabet om Jesus. Samtidig opfordrer han dem til at have sund dømmekraft, så de kan skelne den sande lære fra den falske. Ved at støtte falsk lære gør man sig nemlig medansvarlig i kætteri.