Det Gamle Testamente

Det Gamle Testamente

1. Mosebog (51), 2. Mosebog (41), 3. Mosebog (28), 4. Mosebog (37), 5. Mosebog (36), Josva (25), Dommer (22), Ruth (5), 1. Samuel (32), 2. Samuel (25), 1. Kongebog (23), 2. Kongebog (26), 1. Krønikebog (30), 2. Krønikebog (37), Ezra (11), Nehemias (14), Ester (11), Job (43), Salmerne (154), Ordsprogene (32), Prædikeren (13), Højsangen (9), Esajas (68), Jeremias (53), Klagesangene (6), Ezekiel (49), Daniel (13), Hoseas (15), Joel (5), Amos (10), Obadias (2), Jonas (5), Mika (8), Nahum (4), Habakkuk (4), Zefanias (4), Haggaj (3), Zakarias (15) og Malakias (4)
Indledning til Johannes

Indledning til Johannes

Johannes
Forfatter, datering og baggrund: Evangeliet er skrevet af apostlen Johannes. Han skrev sandsynligvis sin øjenvidneberetning i Efesos ca. 90-96 e.Kr. Indhold: Ifølge sine egne ord skrev han bogen »for at I skal tro på, at Jesus er Messias, Guds Søn, og gennem jeres tro få del i det evige liv.« (Kap. 20,31). Bogen har en poetisk indledning, der omtaler Jesus som Ordet, universets »livskilde«, før verdens skabelse. Dernæst omtales en række af Jesu undere og hans konfrontation med de vantro jødiske ledere. Kap. 13-17 beskriver Jesu forhold til sine disciple og hans ord til dem, aftenen inden han blev arresteret. Budskab: Mens Mattæus fremhæver Jesus som jødernes Messias, og Markus og Lukas beskriver ham henholdsvis som Guds Tjener og som menneske, understreger Johannes Jesu guddommelighed og tolker hans liv og opgave derudfra. Jesus beskrives ofte ved hjælp af symboler og billedsprog, for eksempel lys, brød, vand, dør, hyrde, vinstok, sandhed, kærlighed osv. Johannes ønsker at supplere de andre evangeliers beretninger, så han har mange ting med, som de andre ikke omtaler. På den anden side gentager han ikke ret meget af, hvad de andre allerede har fortalt om. Joh.3,16 kaldes »den lille bibel«, fordi det vers ganske kort forklarer kernen i kristendommen: »Gud elskede verden så højt, at han gav sin eneste Søn, for at enhver, der tror på ham, ikke skal gå fortabt, men få det evige liv.«
Indledning til Job

Indledning til Job

Job
Forfatter og datering: Ud over bogens egne oplysninger ved man intet om, hvem Job eller bogens forfatter er. Indhold: Bogen er en poetisk dialog imellem den lidende Job og hans tre venner. Poesien er især kendetegnet ved parallelle linier, der udtrykker en og samme tanke på to forskellige måder eller to sider af den samme sag. Derfor er der så mange gentagelser. Vennerne forsøger at forklare Jobs ynkelige situation ud fra datidens gængse, jødiske opfattelse, at lidelse er Guds straf for menneskets synder. Ved at fordømme Job gør hans venner dog kun situationen værre. Fra kap. 32 blander en fjerde ven, Elihu, sig i samtalen og bereder med sin mere nuancerede opfattelse vej for bogens klimaks: Guds direkte tale til Job og Jobs svar (kap. 38-42). Budskab: Jobs historie viser, at uanset hvor svære og ufortjente lidelser man gennemgår, behøver man ikke at forkaste troen på Gud. Jobs lidelser kom fra Satan, som er menneskets anklager og Guds fjende. Men Gud brugte lidelsen i sin plan. Bogen skal forstås ud fra sin jødiske sammenhæng og den begrænsede åbenbaring, vi finder i det Gamle Testamente. Den hjælper os til at forstå, at vi ikke behøver at kende alle svarene på livets spørgsmål og problemer. Det er vigtigere at kende Gud end at kende svarene.
Indledning til 3. Mosebog

Indledning til 3. Mosebog

3. Mosebog
Forfatter og datering: Se indledningen til Første Mosebog. Indhold: Tredje Mosebog tjente som håndbog for præsterne i deres tjeneste ved åbenbaringsteltet og for deres assistenter, levitterne, idet den indeholder en lang række forskrifter for det israelitiske samfunds moralske og religiøse liv. Proceduren for de forskellige offerhandlinger gennemgås, højtiderne og helligdagene forklares, og emner af ceremoniel karakter behandles. Kapitel 23 beskriver de vigtige højtider. Der kan spores lighedspunkter med hedenske offerkulter, som er baseret på menneskers frygt for guderne og forsøg på at formilde dem med offergaver. Men de gammeltestamentlige ofre med deres forskellige ritualer var forordnet af Gud og havde deres udspring i hans pagtsfællesskab med sit folk. De udtrykte langt mere end idéen om en formildende gave, idet de udfordrede mennesker til overgivelse og lydighed mod Gud. Offerhandlingen var kun et ydre symbol på menneskets indre fællesskab med Gud (se f.eks. Es.1,11-18). Således peger de også profetisk og symbolsk frem mod andre former for ofre, der hører til i den nye pagt, som Kristus senere indstiftede. Budskab: Bogens nøgleord er hellighed. Gud er hellig, og han kræver hellighed af dem, der søger ham. Gennem offerblodet har Gud gjort det muligt for mennesker at blive helligede, hvilket peger hen på Kristi stedfortrædende død på korset, hvor han med sit eget blod skabte forsoning mellem Gud og mennesker (se Hebr.9,11-14). Det mest berømte vers i bogen er det, som Jesus citerer og kalder et af de to vigtigste bud: »Elsk din næste som dig selv.« (Kap.19,18).
Indledning til 2. Thessaloniker

Indledning til 2. Thessaloniker

2. Thessaloniker
Forfatter, datering og baggrund: Dette korte brev, som tager tråden op fra 1. Thessalonikerbrev, er skrevet af apostlen Paulus i Korinth ca. seks måneder efter det første brev (se indledningen til 1.Thessalonikerbrev). Indhold og budskab: Situationen i Thessaloniki var ikke meget ændret, siden Paulus skrev sit første brev. Nogle troede, at Kristi genkomst allerede havde fundet sted, mens andre mente, at den var så nært forestående, at de ikke behøvede at arbejde. Hertil svarer Paulus: Før Kristi genkomst vil ondskaben med »den store oprører« i spidsen tage til på jorden. Antikrists oprør og Kristi genkomst er en fremtidig begivenhed. Det kan ske når som helst, men det bør ikke resultere i virkelighedsflugt (kap. 3,10). Paulus opmuntrer thessalonikerne til at stå fast i troen trods forfølgelserne og til tålmodigt at vente på endetidens begivenheder.
Indledning til Ezekiel

Indledning til Ezekiel

Ezekiel
Forfatter og datering: Bogen er en samling af præsten Ezekiels profetier fra en periode på godt 20 år omkring Jerusalems ødelæggelse, nærmere betegnet 592-570 f.Kr. Historisk baggrund: Efter at kong Jojakim af Juda havde gjort oprør imod kong Nebukadnezar af Babylon (se 2.Kong.24), angreb Nebukadnezar i 597 f.Kr. Judas land, overtog magten og sendte 10.000 judæiske ledere i eksil til Babylonien. Iblandt dem var præsten Ezekiel, der levede resten af sit liv i babylonisk fangenskab. Efter ankomsten til Babylon modtog Ezekiel sin kaldelse som profet, og de følgende fem år forkyndte han trofast Herrens dom over Jerusalem og det judæiske folk. I 586 f.Kr. gik profetierne i opfyldelse, Jerusalem blev ødelagt og templet brændt (se kap. 33,21). Da fik profeten endelig lydhørhed for sit budskab, der nu skiftede karakter fra dom til trøst og håb for fremtiden. Indhold: Ezekiels majestætiske syner og dramatiske profetier kan inddeles i tre grupper: 1. Dom over Guds folk og Jerusalems ødelæggelse. 2. Dom over judæernes nabofolk. 3. Israels herlige fremtid, Messias' komme og Guds fredsrige på jorden. Der findes flere paralleller mellem Ezekiels Bog og Johannes' Åbenbaring (se f.eks. Ez.38/Åb.20,8; Ez.47,1-8/Åb.22,1-2). Budskab: Ezekiels budskab er forankret i visheden om Guds hellighed og trofasthed. Budskabet er således både en advarsel og et løfte, en advarsel imod synd og deraf følgende dom - og et løfte om tilgivelse og genoprettelse for Guds folk. Profetisk sprogbrug: På klassisk hebraisk skelnede man ikke mellem datid, nutid og fremtid, men man beskrev en begivenhed som afsluttet eller uafsluttet. Profeter omtaler ofte en begivenhed som principielt afsluttet, selv om den egentlig hører fremtiden til, og det gør det tit vanskeligt at afgøre, om teksten bedst oversættes i datid, nutid eller fremtid. Profeter beskriver ofte situationer, som de iagttager i et syn, og derfor ses begivenhederne som afsluttet. Det, de ser og hører, kan undertiden være Herrens forklarende kommentar til noget, ikke altid et budskab, som skal viderebringes.
Indledning til 2. Mosebog

Indledning til 2. Mosebog

2. Mosebog
Forfatter og datering: Se indledningen til Første Mosebog. Indhold: Bogen kan inddeles i fire afsnit: 1. Befrielsen fra slaveriet i Egypten (kap. 1-15). 2. Folkets vandring til Guds bjerg: Horeb/Sinai (kap. 15-18), hvor Gud bekræfter sin trofasthed imod dem - på trods af deres ulydighed. 3. Gud indstifter en pagt med hele Israels folk (kap. 19-24), hvori han åbenbarer de love og retningslinier, der skulle blive grundlaget for israelitternes samfundsorden og gudsdyrkelse. 4. Helligdommens indretning med forskrifter for gudstjenesten og præsteskabet (kap. 25-40). Budskab: Gud begynder at opfylde sit løfte til patriarkerne Abraham, Isak og Jakob om et utal af efterkommere og om det land, han vil give dem. Men israelitterne må vente med at komme ind i det lovede land på grund af deres manglende tro. Hele denne vantro generation går til grunde i ørkenen og bliver dermed et eksempel til skræk og advarsel for alle senere generationer (Hebr.3,7-19). Gud opretter sin pagt med hele folket med Moses som mellemmand. I modsætning til de tidligere pagter med Adam, Noa og patriarkerne, Abraham, Isak og Jakob, er denne pagt ikke mellem Gud og et enkelt menneske eller en enkelt familie, men med et helt folk, en »menighed«. Som ved de andre pagter forventer Gud, at den menneskelige part udviser både tro og lydighed. Ellers mister de pagtens velsignelser og bliver straffet i stedet. Hver gang Gud straffer mennesker for deres ulydighed mod pagten, bliver der altid en rest tilbage, som bærer håbet om en ny tid, en tilbagevenden til Guds velsignelser. Bogen giver et indblik i Guds karakter - hans hellighed, retfærdighed, pålidelighed, barmhjertighed, kærlighed og trofasthed (se f.eks. kap. 3 og 6 og 33-34). Gud fremstår som historiens Gud - en Gud, der handler ved at gribe ind i historiens gang. Påskens indstiftelse (kap. 12) er også en profetisk forberedelse til Kristi stedfortrædende død for alle mennesker (se Joh.1,29 og 1.Kor.5,7).
Indledning til Kolossenserne

Indledning til Kolossenserne

Kolossenserne
Forfatter, datering og baggrund: Brevet er skrevet af apostlen Paulus, mens han var i husarrest i Rom, ca. år 60 e.Kr. (se Ap.G.28,16 ff.). Det ser ud til at være skrevet samtidig med Efeserbrevet og kort før Filipperbrevet. Både Efeserbrevet og Kolossenserbrevet blev åbenbart overbragt af Paulus' medarbejder Tykikos. Paulus havde aldrig selv været i Kolossæ. Menigheden dér var en indirekte frugt af hans forkyndelse i nabobyen Efesos. Det var Epafras, en ung mand, der blev omvendt under Paulus' forkyndelse i Efesos, som bragte budskabet om Jesus Kristus til Kolossæ, sandsynligvis hans hjemby. Indhold og budskab: Epafras var bekymret over situationen i Kolossæ. Derfor opsøgte han Paulus i Rom. Brevet er Paulus' vejledning til menigheden. Han imødegår den blanding af mysticisme, hedensk filosofi og jødedom, der har sneget sig ind blandt de troende og udvandet troen på Kristi guddommelighed. Kristus er Guds eget billede, Skaberen, som opretholder alle tings eksistens, menighedens Herre og den Frelser, der skabte forsoning mellem mennesker og Gud. Kun gennem ham er der frelse. Al anden filosofi og praksis fører bort fra ham. Paulus beskriver, hvordan troen på Kristus får konsekvenser for de kristnes liv.
Indledning til Romerne

Indledning til Romerne

Romerne
Forfatter, datering og baggrund: Romerbrevet er skrevet af apostlen Paulus ca. 57 e.Kr., mens han opholdt sig i Korinth eller i den tilstødende havneby, Kenkrea. Paulus var ved afslutningen af sin tredje missionsrejse og på vej til Jerusalem med en pengegave fra menighederne i Grækenland. Samtidig forberedte han sin fjerde missionsrejse, som blandt andet skulle gå til Spanien via Rom. I brevet præsenterer Paulus sig for menigheden i Rom, som bestod af både jøder og grækere og derfor også var præget af forskelle i kultur og tankegang. Dele af brevet henvender sig især til de kristne med græsk baggrund, mens andre dele især er henvendt til de kristne med jødisk baggrund. Indhold og budskab: Brevet er Paulus' mest systematiske skrift og det Ny Testamentes klareste fremstilling af den kristne tro som et budskab, der lå skjult i det Gamle Testamentes profetier, men blev åbenbaret gennem Jesus, den ventede Frelser og Messias. I menigheden i Rom var der som i flere andre menigheder en tendens til, at de kristne jøder fortsat bibeholdt deres traditionelle tankegang og lagde vægt på stadig at være underlagt den jødiske religiøse lov, også kaldet Toraen. Paulus understreger, at en kristen skal leve i lydighed mod Gud og under Helligåndens vejledning. Det er ikke længere et spørgsmål om at overholde bestemte lovregler for at behage Gud. På den anden side vil resultatet af et liv under Helligåndens vejledning betyde, at lovens etiske fordringer bliver fulgt. I kapitel 7 gør Paulus rede for, at kristne jøder er løst fra den gamle pagts lov, og i kapitel 8 hører vi om det sejrende kristne liv under Helligåndens vejledning. Når Paulus ofte stiller spørgsmål i sin argumentation, er det for at drage læseren med ind i diskussionen. Nogle gange bliver spørgsmålene stillet af en tænkt debatmodstander, andre gange stiller Paulus selv spørgsmål, som han så svarer på.