Det Gamle Testamente

Det Gamle Testamente

1. Mosebog (51), 2. Mosebog (41), 3. Mosebog (28), 4. Mosebog (37), 5. Mosebog (36), Josva (25), Dommer (22), Ruth (5), 1. Samuel (32), 2. Samuel (25), 1. Kongebog (23), 2. Kongebog (26), 1. Krønikebog (30), 2. Krønikebog (37), Ezra (11), Nehemias (14), Ester (11), Job (43), Salmerne (154), Ordsprogene (32), Prædikeren (13), Højsangen (9), Esajas (68), Jeremias (53), Klagesangene (6), Ezekiel (49), Daniel (13), Hoseas (15), Joel (5), Amos (10), Obadias (2), Jonas (5), Mika (8), Nahum (4), Habakkuk (4), Zefanias (4), Haggaj (3), Zakarias (15) og Malakias (4)
Indledning til 2. Kongebog

Indledning til 2. Kongebog

2. Kongebog
Forfatter, datering og historisk baggrund: Se indledningen til Første Kongebog. Indhold: Bogen kan opdeles i to perioder: 1. Judas og Israels historie fra midten af det 9. årh. f.Kr. til Israels fald i 722 f.Kr. (kap. 1-17) og 2. Judas historie fra 722 f.Kr. til Judas og Jerusalems fald i 586 f.Kr. (kap. 18-25). Bogen handler således om baggrunden for et af de helt store vendepunkter i israelitternes historie - eksilet, fangenskabet i Babylonien. Selv om Gud havde givet dem deres eget land at bo i, var han nødt til at rykke dem op fra landet igen på grund af deres afgudsdyrkelse og deres ulydighed imod ham. Budskab: De enkelte konger og begivenheder beskrives med fokus på den åndelige betydning, de havde. Gennem dette drama af begivenheder med få gode og mange onde konger, fredstid og krigstid, fremgang og ødelæggelse, tegnes et billede af Gud som historiens Gud, der styrer de enkelte akter fra kulisserne, og som bruger sine modstandere til at fremme sine formål med sit folk. Han styrer og vejleder ved hjælp af sine profeter, og Anden Kongebog er et godt eksempel på, at han aldrig straffer uden først at give en klar advarsel.
Indledning til Esajas

Indledning til Esajas

Esajas
Forfatter, datering og historisk baggrund: Esajas er den mest kendte af det Gamle Testamentes profeter. Han levede på samme tid som Amos, Hoseas og Mika (8. årh. f.Kr.) og boede i Jerusalem. Hans tjeneste strakte sig over næsten 60 år, svarende til fire forskellige judæiske kongers regeringstid. Esajas var øjenvidne til den frygtelige borgerkrig mellem Israel og Juda (734-732 f.Kr.), og han oplevede på nært hold at Nordriget (Israel) blev indtaget af assyrerne i 722 f.Kr., at kong Hosea blev sat i fængsel og folket sendt i eksil (2.Kong.17). En tid så det ud til at Sydriget (Juda) også skulle bukke under for assyrerne. Esajas forudsagde imidlertid, at babylonierne - og ikke assyrerne - ville indtage Jerusalem, hvilket gik i opfyldelse år 586 f.Kr. Indhold: Esajas' tjeneste rakte langt ud over hans levetid, for han profeterede om eksilet i Babylonien og israelitternes tilbagevenden til deres land (efter år 538 f.Kr). Han profeterede også om landets og Jerusalems genopbygning og om Messias' (Kristi) komme et halvt årtusind senere. Hos Esajas finder vi nogle af de klareste Kristus-profetier i det Gamle Testamente (se f.eks. Es.7,14; 9,6-7; 42,1-7; 53; 61,1-3). Esajas fik også profetiske glimt af Kristi andet komme, fredsriget på jorden, den nye himmel og den nye jord. Budskab: Esajas' budskab var først og fremmest et kald til folket om at vende om til Gud, inden det var for sent, og senere en opmuntring til den kommende generation i eksilet om, at Gud engang ville føre dem hjem igen, genoprette landet og oprette et rige, hvor de skulle leve i fred og overflod. Profetisk sprogbrug adskiller sig fra almindelig fortællestil. Fordi profeten taler på Guds vegne, bringer han nogle gange budskabet i jeg-form, andre gange omtales Gud i tredje person, ofte med ordet Herren. Af og til taler profeten selv til Gud på egne eller folkets vegne, eller profeten taler til folket. Der bruges et væld af billeder, hvilket ikke kan undre, eftersom profeten i mange tilfælde ser billeder for sig, stillestående eller i bevægelse. Det er, som om Gud retter en projektør på bestemte tidspunkter i historien, ikke nødvendigvis i kronologisk rækkefølge. Disse billeder er ofte kombineret med særlige ord eller ordspil og er tit udtrykt i poetisk form. Somme tider ved profeten, hvad han taler om, som hvis budskabet angår noget, han kan relatere til. Andre gange ved han ikke, hvad sagen faktisk drejer sig om, men beskriver blot, hvad han ser og hører. En profeti kan have en konkret opfyldelse i en nær eller fjern fremtid, den kan have flere opfyldelser, konkrete eller åndelige osv. Den poetiske stil har mange gentagelser, der varieres lidt ved at bruge synonymer. Nogle gange er teksten sat op som poesi, andre gange som prosa, dog med poetiske elementer. Desværre går meget af det poetiske tabt i en oversættelse, medmindre man laver en mere fri gendigtning, end denne oversættelse er.
Indledning til Judas

Indledning til Judas

Judas
Forfatter, datering og baggrund: Som det fremgår af brevet, er det skrevet af Judas, en bror til Jakob. Den omtalte Jakob er utvivlsomt den berømte leder af menigheden i Jerusalem, som også var bror til Jesus og forfatter til Jakobs brev. Judas er sandsynligvis den yngste af Jesu fire brødre (Matt.13,55). Brevet har mange ligheder med 2. Petersbrev og er sandsynligvis skrevet kort efter. Da Judas i vers 18 tilsyneladende citerer 2.Pet.3,3, er det rimeligt at antage, at han kendte til 2. Petersbrev. De bruger begge et specielt græsk ord, som kun findes i 2.Pet.3,3 og Jud.18. Dog er det også muligt, at både Judas og Peter citerer en mundtlig undervisning givet af apostlene. Ligheden i ordvalget på græsk i de to breve er så slående, at det er mest sandsynligt at Judas' ordvalg bygger på Peters. (Nogle mener dog, at 2. Peter i stedet bygger på Judasbrevet.) Nogle af tankerne i Judas' brev bygger på 1. Enoks bog, som var almindelig kendt på den tid blandt jøder og jødekristne. Men den bog var ikke af en sådan kvalitet, at den kom med i Bibelen. Judas citerer den i vers 14-15. Indhold og budskab: Judas opfordrer de troende til at tage sig i agt for de falske lærere, der frækt sniger sig ind og underminerer menigheden med deres forkerte lære og ugudelige levevis. Gud vil dømme dem. De svage og dem, der tvivler, bør de derimod være barmhjertige mod og ellers bestræbe sig på at styrke deres eget trosliv.
Indledning til Mattæus

Indledning til Mattæus

Mattæus
Forfatter, datering og baggrund: Denne beretning om Jesus og hans virke er ifølge traditionen skrevet af apostlen Mattæus, en tidligere skatteopkræver. Han hed også Levi. Det er sandsynligvis det evangelium, som blev skrevet først, altså før Markus, Lukas og Johannes. Mange mener, at Mattæus skrev det på aramæisk (eller måske hebraisk) omkring år 40-50, og at det derefter blev oversat til græsk. Fortællestilen og tankegangen er semitisk snarere end græsk, og det er skrevet med jødiske læsere i tanke. Nogle af de græske ord afspejler aramæisk sprogbrug. I Judæa var det almindeligste landsbysprog hebraisk, mens aramæisk var udbredt i Galilæa og i de større byer. For Mattæus er det væsentligt at fremhæve for sit jødekristne publikum, at Jesus ikke forkastede Toraen (også kaldet Moseloven) som unyttig eller forkert. (Det hebraiske ord »Torah« betyder »vejledning, instruktioner« og bruges dels som en betegnelse for de fem første bøger i Bibelen, dels som et mere generelt ord for Guds vejledning, og det kan henvise til hele det Gamle Testamente.) Samtidig gør Mattæus det klart, at den undervisning, som Jesus bragte, er fundamentalt ny i forhold til jødisk tradition, og at det nye var forudsagt i det Gamle Testamente. Jesus opfyldte det profetiske indhold i Toraen. Han overholdt dens ånd og oprindelige intention, selv om han forkastede de mange mundtlige traditioner, som var lagt oven i Toraen. Jesus gjorde stærkt op med den forkerte måde Toraen blev anvendt på af mange farisæere og skriftlærde. Mattæus har ikke meget til overs for de selvretfærdige farisæere. Som skatteopkræver har han utvivlsomt selv lidt under deres bedrevidende anklager. Indhold: Bogen er en gennemgang af Jesu liv fra hans fødsel til hans korsfæstelse, genopstandelse og himmelfart. Den fortæller om det nye Guds rige, som blev åbenbaret gennem Jesus. På mange måder står Jesu undervisning i kontrast til farisæernes og de skriftlærdes opfattelse af, hvad mennesker burde og kunne gøre for at blive accepteret af Gud. Jesus beskriver selv sin undervisning som »ny vin«, der ikke kan hældes på gamle, stive lædersække (kap. 9,17). Hans lære er et brud med religiøse traditioner, men samtidig en opfyldelse af et utal af ældgamle profetier. Bogens fortællende afsnit lægger op til fem væsentlige taler af Jesus: 1) Om Guds riges væsen (kap. 5-7), 2) om rigets udbredelse (kap. 10), 3) billedtale om riget (kap. 13), 4) principper for livet i Guds rige (kap. 18) og 5) om verdens ende og rigets endelige gennembrud (kap. 24-25). Bogen afsluttes med befalingen om at gå ud og gøre mennesker fra alle folkeslag til disciple af Jesus. Budskab: Mattæus' hensigt er at vise, at Jesus er den person, som ifølge det Gamle Testamentes profetier skulle genindføre noget, der svarede til Kong Davids storhedsrige fra ca. 1000 f.Kr. Derfor introduceres Jesus som en efterkommer af kong David og patriarken Abraham (kap. 1,1). De 3 gange 14 slægtled har symbolsk betydning, idet 3 er tallet for det guddommelige, og 14 er kong Davids tal. De fleste jøder havde svært ved at forstå, at Jesus ikke blev en jordisk konge ligesom kong David, men nogle af dem forstod, at Jesus var en guddommelig, åndelig konge i et åndeligt rige, der skulle blive langt større end noget, de havde drømt om. Mattæus citerer ca. 70 profetier fra det Gamle Testamente, for han ønskede at overbevise især jøder om, at Jesus virkelig var den lovede Messias. Men Mattæus fastholder synet på Jesus ikke alene som jødernes Frelser og Konge (kap. 1,21), men som Frelser for alle folkeslag (kap. 4,13-16) og hele verdens Herre og åndelige Konge (kap. 28,19). Det græske ord for »godt nyt« er »evangelion«, som gennem latin er blevet til »evangelium«. Både det græske ord »Christos« (Kristus) og det hebraiske »Mashiach« (Messias) betyder »den salvede« og henviser til den konge, som profeterne havde talt om skulle komme engang. Citaterne fra det Gamle Testamente tjener blandt andet til at forklare, at det ikke var nogen tilfældighed, at Jesus kom til denne jord. Det var en del af Guds plan fra evighed af. Når man på hebraisk bruger ordet »søn«, forstås det i en videre betydning end normalt på dansk. Det betyder blandt andet, at »sønnen« er lig med »faderen« i karakter. Vi kender den udvidede betydning fra det danske »barn«. Vi er alle børn af vores tid, og vi er alle »Guds børn« i den forstand, at vi er skabt af Gud. De, der tror på Jesus og bliver hans disciple, kaldes »Guds børn« i den åndelige betydning.
Indledning til Habakkuk

Indledning til Habakkuk

Habakkuk
Historisk baggrund: Habakkuk levede i sidste halvdel af det 7. årh. f.Kr., nogenlunde samtidig med Jeremias og Zefanias. Indhold og budskab: Profeten anklager judæerne for deres ondskab og ugudelighed og forudsiger, at Gud vil bruge babylonierne til at straffe sit folk. Han har dog svært ved at forstå, at Gud kan bruge et så ugudeligt folk som babylonierne i sin plan. Bogen udtrykker Habakkuks frustration, men også Guds åbenbaring af sig selv midt i denne frustration: Gud er historiens Herre, mægtig til at tvinge gudløsheden ind under sin vilje. Derfor behøver de gudfrygtige ikke at fortvivle over de tilsyneladende meningsløse omstændigheder, tværtimod, de bør have tro til Gud og tillid til, at han har det sidste ord.
Indledning til Ezra

Indledning til Ezra

Ezra
Forfatter og datering: Bogen er skrevet af en jødisk skriftlærd, præsten Ezra, ca. 440 f.Kr. Historisk baggrund: Ezras bog er en fortsættelse af de to krønikebøger, der muligvis også er redigeret af Ezra ud fra en række tidligere historiske skrifter. Bogen fortæller om begivenheder hen mod slutningen af judæernes eksil i Babylonien fra den tid, da perserkongen Kyros gav dem lov til at rejse hjem (538 f.Kr.) og til Ezras reformation i Israel (458 f.Kr.). Det var kun folk fra Judas og Benjamins stamme, der vendte tilbage, og de kaldtes »judæere«, hvorfra vi har det danske ord »jøder«. Indhold og budskab: Bogens indhold kan opdeles i tre afsnit: 1. Den første gruppe judæere vender hjem fra eksilet (kap. 1-2) 2. Templet bliver genopbygget og indviet (kap. 3-6) 3. Den næste gruppe judæere vender hjem under ledelse af Ezra (kap. 7-10) Judæernes hjemkomst fra eksilet i Babylonien ses som opfyldelsen af Guds løfter til sit folk. Templets genopbygning blev den første og vigtigste opgave efter hjemkomsten, fordi templet var centrum for deres gudsdyrkelse. Det skete ikke uden modstand fra de fremmede, som under judæernes eksil havde bosat sig i Judæa og Samaria. Profeterne Haggaj og Zakarias var med til at opflamme de hjemvendte til at fuldføre arbejdet på trods af modstanden. Ud over genopbygningen af selve templet gjorde Ezra også meget for at føre folket tilbage til deres Gud og til de love og forordninger, Moses havde givet dem.
Indledning til Efeserne

Indledning til Efeserne

Efeserne
Forfatter, datering og baggrund: Brevet er skrevet af apostlen Paulus, mens han var i husarrest i Rom, sandsynligvis ca. år 60 e.Kr. Under sin tredje missionsrejse havde han gjort et længere ophold i Efesos, hvor det var lykkedes ham at oprette en livskraftig menighed. Kort efter blev der oprettet satellitmenigheder i de omkringliggende byer. Efesos var på det tidspunkt hovedstad i Provinsen Asien, det nuværende Lilleasien, og et vigtigt handelscentrum. Efeserbrevet er sandsynligvis tænkt som en rundskrivelse til alle Lilleasiens menigheder. Ved modtagelsen ville brevet blive læst op. Indhold og budskab: Til forskel fra de fleste andre af Paulus' breve er Efeserbrevet ikke et opgør med falsk lære og problemer i menigheden. Det blev skrevet, fordi Paulus ønskede at udvide sine tilhøreres åndelige horisont, så de bedre kunne forstå deres rolle i Guds evige frelsesplan. Brevet giver således et frelseshistorisk overblik, lige fra Guds tanker, før verden blev skabt, til hans frelsesværk på Golgata og helt frem til verdens ende, hvor al ondskab skal ophøre. Paulus minder sine tilhørere om, at vi står midt i kampen mellem det onde og det gode - kampen mellem Satan og Gud (kap. 6,12). Som lemmer på Kristi legeme er vi på forhånd lovet sejr i den kosmiske kamp. Menighedens forhold til sin Herre beskrives i forskellige billeder - f.eks. som forholdet mellem ægtefæller, som et legeme, hvor Kristus er hovedet, og som en bygning, hvor Kristus er hjørnestenen. Brevet slutter med en opfordring til i alle forhold at leve et værdigt kristenliv.
Indledning til Filipperne

Indledning til Filipperne

Filipperne
Forfatter, datering og baggrund: Brevet er skrevet af apostlen Paulus, mens han var i husarrest i Rom (se Ap.G.28,16ff), sandsynligvis i år 61 e.Kr. Med sit brev ønsker Paulus blandt andet at takke sine venner i menigheden i Filippi for en pengegave, de har sendt ham. Indhold: Paulus begynder brevet med at udtrykke sin tillid til menigheden og beretter derefter om sine problemer i Rom. Han benytter lejligheden til at opmuntre filipperne til at stå fast i troen trods forfølgelser og andre vanskelige omstændigheder. Han opfordrer dem også til at glemme personlige ambitioner og stræbe efter at leve i ydmyghed og enhed. Endelig minder han dem om, at de er frelst ved tro på Kristus og ikke ved at overholde de jødiske love. Budskab: I dette meget personlige brev udtrykker Paulus sin glæde over at være kristen, selvom han sidder fængslet og ikke ved, hvad fremtiden bringer. Får han lov til at leve, vil han glæde sig over Guds kærlighed - og skal han dø, vil han glæde sig over at skulle være sammen med Jesus i Himlen. Som kristne har vi vores hjemsted i Himlen (kap. 3,20) og kan derfor med glæde og fortrøstning bære vores lidelser her på jorden.