Det Gamle Testamente

Det Gamle Testamente

1. Mosebog (51), 2. Mosebog (41), 3. Mosebog (28), 4. Mosebog (37), 5. Mosebog (36), Josva (25), Dommer (22), Ruth (5), 1. Samuel (32), 2. Samuel (25), 1. Kongebog (23), 2. Kongebog (26), 1. Krønikebog (30), 2. Krønikebog (37), Ezra (11), Nehemias (14), Ester (11), Job (43), Salmerne (154), Ordsprogene (32), Prædikeren (13), Højsangen (9), Esajas (68), Jeremias (53), Klagesangene (6), Ezekiel (49), Daniel (13), Hoseas (15), Joel (5), Amos (10), Obadias (2), Jonas (5), Mika (8), Nahum (4), Habakkuk (4), Zefanias (4), Haggaj (3), Zakarias (15) og Malakias (4)
Indledning til Lukas

Indledning til Lukas

Lukas
Forfatter, datering og baggrund: Evangeliet er skrevet af grækeren Lukas. Han var læge af profession og Paulus' trofaste medhjælper på nogle af hans missionsrejser. Hvornår bogen er skrevet, vides ikke med sikkerhed, men nok et sted mellem 50 og 63 e.Kr., enten i Rom, Efesos eller Cæsarea. Indhold: Lukas har i sit evangelium sat sig for omhyggeligt at undersøge det allerede foreliggende materiale om Jesu liv, død og opstandelse, både det, som var skrevet ned, og de mundtlige traditioner. Som græker er det væsentligt for ham at få historien fortalt i kronologisk rækkefølge. Det er i modsætning til semitisk tankegang, hvor kronologien ikke er særlig væsentlig. Han beskriver Jesus som Menneskesønnen, der kom med godt nyt til alle folkeslag. Lukas gengiver små detaljer, som de andre evangelieforfattere ikke har med, og han har nogle beretninger, som ikke kom med i de øvrige evangelier. Budskab: Mens Mattæus fremhæver Jesus som jødernes Messias, og Markus viser hans mission som Guds Tjener, vil Lukas vise, at Jesus både var Gud og et menneske af Adams slægt (kap. 3,23-38), og som sådan placerer Lukas ham som Herre i historiens store sammenhæng.
Indledning til 1. Korinter

Indledning til 1. Korinter

1. Korinter
Forfatter, datering og baggrund: Brevet er skrevet af apostlen Paulus ca. år 55, mens han opholdt sig i Efesos i Lilleasien. Under sin anden missionsrejse etablerede Paulus en menighed i storbyen Korinth, som var et økonomisk, kulturelt og religiøst centrum på den tid. Det var den største by i Grækenland. Paulus skrev sandsynligvis fire breve til menigheden i Korinth, men det første og det tredje er gået tabt. De breve, som vi kalder det første og det andet, er så i virkeligheden det andet og fjerde. Indhold og budskab: Efter Paulus' afrejse opstod der problemer af læremæssig og moralsk karakter i menigheden, og man sendte et brev med forskellige spørgsmål til Paulus. I Paulus' svarbrev er det ikke altid klart, hvornår han svarer på et konkret spørgsmål, og hvornår han giver vejledning om et problem, som han har hørt, de har. I oversættelsen har vi klargjort de steder, hvor vi mener, at han hentyder til deres opfattelse og meninger, før han korrigerer dem. Der var problemer på grund af sammenstødet mellem jødisk og græsk kultur. For eksempel skulle kvinderne ifølge jødisk kultur holde sig i baggrunden og bære slør eller tørklæde på offentlige steder - også i synagogen. De jødiske kristne forventede derfor en tilsvarende opførsel af de græske kristne. Men de græske kvinder var ikke undergivet sådanne kulturelle begrænsninger. De var derimod meget selvstændige og frigjorte og havde en fremtrædende plads i samfundet. Et andet problem var den almindelige og religiøse prostitution. På et tidspunkt var der 1000 prostituerede tilknyttet det store Afrodite tempel. Den slags var fuldt accepteret i det græske samfund og åbenbart også blandt nogle af de kristne grækere. Det lader til, at grækerne fuldstændigt adskilte det åndelige og det kropslige, og de anbragte begrebet synd i det åndelige område. Det betød, at deres dagligliv ikke afspejlede deres åndelige overbevisning. I kapitel 1-4 omtaler Paulus problemer med stolthed og splittelser, i kap. 5-6 nogle alvorlige moralske problemer, i kap. 7 giver han vejledning om ægteskab og skilsmisse, i kap. 8-10 behandler han spørgsmålet om afgudsdyrkelse og kød ofret til afguderne, i kap. 11 omtaler han forholdet mellem mand og kvinde samt enhed i menigheden i forbindelse med nadveren, i kap. 12-14 omtaler han den rette brug af nådegaverne i kærlighed, i kap. 15 kommer han ind på håbet om genopstandelsen, i kap. 16 nævner han kort den igangværende indsamling til de fattige kristne og sine egne rejseplaner. »Kærlighedskapitlet« (kap. 13) er formentlig et af de mest kendte afsnit i Bibelen.
Indledning til 1. Timoteus

Indledning til 1. Timoteus

1. Timoteus
Forfatter, datering og baggrund: Efter sit fangenskab i Rom, ca. år 60-62 e.Kr. (Ap.G.28,16 ff.), blev Paulus løsladt og foretog sin fjerde missionsrejse, som ikke er omtalt direkte i Bibelen. På denne rejse efterlod han Titus på Kreta for at føre tilsyn med menigheden der, mens Timoteus blev efterladt i Efesos for at hjælpe menigheden der. Selv tog Paulus videre til Filippi i Makedonien. Derfra skrev han sit første brev til Timoteus samt brevet til Titus. Tidspunktet kendes ikke med sikkerhed, men muligvis ca. år 66 e.Kr. Indhold: Problemerne i efesermenigheden var en blanding af jødisk inspireret lovtrældom og en forkert opfattelse af askese. Nogle grækere mente, at den fysiske verden var ond, og at ingen kunne opnå Guds accept undtagen ved særlig kundskab og ved askese som f.eks. afholdenhed fra visse mad- og drikkevarer og fra seksuelt samvær i ægteskabet. Paulus går imod denne vranglære og opmuntrer Timoteus til at være Jesu Kristi trofaste tjener. Samtidig giver han sin unge ven instrukser vedrørende ledelse af menigheden. Budskab: Falsk lære har indflydelse på, hvordan vi lever. Vi må kende sandheden, så vi kan forsvare den imod falsk lære og undgå, at Satan får fodfæste blandt Guds folk og ødelægger deres liv.
Indledning til Markus

Indledning til Markus

Markus
Forfatter, datering og baggrund: Denne beretning om Jesus og hans virke er sandsynligvis skrevet af Johannes Markus. Som ung mand havde Markus lejlighed til at se og høre Jesus i Jerusalem og kom til tro på ham. Senere fulgte han Paulus og Barnabas på deres første missionsrejse. Han var også i en længere periode medhjælper for apostlen Peter. Mange af detaljerne i hans beretning om Jesus bygger sandsynligvis på, hvad Peter fortalte. Bogen er skrevet med kristne ikke-jøder i tanke, sandsynligvis omkring 45-55 e.Kr., men det nøjagtige tidspunkt kendes ikke. Det vides ikke med sikkerhed, om Markusevangeliet blev skrevet før Mattæusevangeliet eller efter. Vi mener, at kirkefædrene har ret, når de fortæller os, at Mattæusevangeliet var det første. Ved at sammenligne de to beretninger kan man se, at Markus sandsynligvis har kendt til Mattæusevangeliet og bruger en del materiale derfra. Han udelukker dele, som er mindre relevant for ikke-jøder, og forklarer af og til nogle specielt jødiske traditioner, som ikke-jøder havde vanskeligt ved at forholde sig til. Indhold og budskab: Markus koncentrerer sig mere om, hvad Jesus gjorde, end hvad han sagde. Derfor lægges hovedvægten på, at Jesus viser sin magt til at frelse, befri og helbrede mennesker. Der er fokus på Jesus som Guds Tjener og Guds Søn. Hans undere, helbredelser, befrielser fra dæmoner og hans magt til at tilgive synd viser hans identitet som Guds Søn. Bogen begynder med en beskrivelse af Jesu offentlige tjeneste og hans forkyndelse af, at Guds rige nu er kommet til denne jord. Der henvises flere gange til Jesu korsfæstelse som grundlaget for forsoning mellem Gud og mennesker. Jesus blev straffet for vores synd (se kap. 8,31; 9,31; 10,33-34 og 45). Den sidste uge, inden Jesus døde, beskrives indgående og afsluttes med beretningen om hans opstandelse og himmelfart. Det er et godt og glædeligt budskab, som gælder alle mennesker over hele jorden, ikke kun det jødiske folk. Det græske ord for »godt nyt« er »evangelion«, som gennem latin er blevet til »evangelium«. Både det græske ord »Christos« (Kristus) og det hebraiske »Mashiach« (Messias) betyder »den salvede« og henviser til en person, som Gud på en særlig måde har udrustet og udsendt til en bestemt opgave. Det er et af flere udtryk, der bruges om den befrier og konge, som jøderne havde ventet på i mange hundrede år, og som er omtalt i mange profetier i det Gamle Testamente. De mange citater i det Nye Testamente, som er hentet fra det Gamle Testamente, tjener blandt andet til at forklare, at det ikke var nogen tilfældighed, at Jesus kom til denne jord. Det var en del af Guds plan fra evighed af. Når man på hebraisk bruger ordet »søn«, forstås det i en videre betydning end på dansk. Det betyder blandt andet, at »sønnen« er lig med »faderen« i karakter. Vi kender den udvidede betydning fra det danske »barn«. Vi er alle børn af vores tid, og vi er alle »Guds børn« i den forstand, at vi er skabt af Gud. De, som tror på Jesus, bliver »Guds børn« i den åndelige betydning, hvilket vil sige, at de har fået deres synder tilgivet og er kommet ind i Guds rige.
Indledning til Mika

Indledning til Mika

Mika
Historisk baggrund: Profeten Mika fra den lille by Moreshet sydvest for Jerusalem levede på samme tid som Hoseas og Esajas (8. årh. f.Kr.). Hovedstæderne Jerusalem og Samaria burde have været eksempler til efterfølgelse for folket, men de var lovløse byer, præget af undertrykkelse, egoisme, hovmod, korruption og hykleri. Mika forudsagde ligesom Esajas den assyriske erobring af Nordriget (Israel) og den babyloniske erobring af Sydriget (Juda). Indhold og budskab: Guds retfærdighed og kravet om retfærdighed i samfundet er et hovedtema i bogen. Ifølge Guds pagt med Israels folk gennem Moses ville folkets fremtid i det land, Gud havde givet dem, afhænge af, om de overholdt Moseloven, også kaldet Toraen. Gjorde de det, kunne de forvente Guds velsignelse. Gjorde de det ikke, ville Gud dømme dem og før eller senere jage dem ud af landet. Mika påpeger konsekvensen af folkets ulydighed. Mikas budskab er dog også præget af håb for fremtiden, f.eks. forudsiger han Jesu fødsel i Betlehem (kap. 5,1) og det kommende fredsrige (kap. 4,1-4). Bogen kan inddeles i tre afsnit. Det første afsnit (kap. 1-2) handler om dom og ødelæggelse, men ender med et løfte om genoprettelse. Det andet afsnit (kap. 3-5) begynder med dommen over dårlige ledere, præster og profeter, men går derefter over i en længere beskrivelse af den kommende messianske genoprettelse for den rest, som er tilbage efter dommen. Det tredje afsnit (kap. 6-7) fokuserer på nødvendigheden af ydmyghed og omvendelse for at opleve den lovede genoprettelse og velsignelse. Mikas stil er meget poetisk, og han bruger en del ordspil, som det desværre er nærmest umuligt at gengive i en oversættelse. En del steder er teksten vanskelig at fortolke, og oversættelsen er derfor usikker.
Indledning til Dommer

Indledning til Dommer

Dommer
Forfatter og datering: Ifølge traditionen er profeten Samuel forfatter til bogen, men det er muligt, at den blev lettere redigeret og færdiggjort af en af hans disciple. At dømme ud fra 1,21 fik den sin endelige form under kong Saul eller David, da jebusitterne blev fordrevet fra Jerusalem. Historisk baggrund og indhold: Bogen dækker en periode på ca. 350 år fra Josvas død til Samsons død. Det var en lovløs periode, præget af folkets tilpasning til den nye situation, påvirkningen fra de omkringboende folkeslag såvel som kampen imod dem. I hele denne periode blev israelitterne regeret af skiftende »dommere«, som egentlig var militære ledere og befriere snarere end dommere i ordets almindelige forstand. Befriernes opgave var at jage fjenderne ud og opretholde ro og orden i landet, men det lykkedes kun i meget ringe grad. Efter dommertiden blev landet ledt af profeten Samuel, og derefter kom den første konge, Saul. Budskab: Dommerbogen er en beskrivelse af den cirkel, som Israel altid har bevæget sig rundt i: Deres oprør imod Gud, Guds dom over dem, som oftest i form af angreb fra fjendtlige nabolande, folkets råb til Gud om hjælp, og endelig Guds indgriben for at redde sit folk. I denne cirkel åbenbares bogens egentlige tema: Guds trofasthed, hans lidende tålmodighed med sit folk og hans vilje til trods alt at redde dem. Gud fremtræder derfor både som sit folks dommer og dets befrier.
Indledning til 1. Krønikebog

Indledning til 1. Krønikebog

1. Krønikebog
Forfatter, datering og historisk baggrund: Ifølge jødisk tradition er Ezra ophavsmand til de to Krønikebøger. Som baggrundsmateriale har han brugt det Gamle Testamentes historiske bøger (især Samuelsbøgerne og Kongebøgerne), Salmernes Bog og nogle af de profetiske bøger, samt andre historiske og profetiske skrifter, der siden er gået tabt. Nogle mindre forskelle mellem Krønikebøgerne på den ene side og Samuels- og Kongebøgerne på den anden side kan skyldes, at forfatteren har haft adgang til en lidt anderledes tekst end den masoretiske tekst, vi kender. Krønikebøgerne blev formodentligt samlet i slutningen af det 5. århundrede før Kristus. Ezra kom tilbage til Jerusalem fra landflygtigheden i Babylonien i året 458 f.Kr. Indhold: Mens Kongebøgerne er skrevet ud fra et profetisk synspunkt, er Krønikebøgerne skrevet ud fra en præstelig synsvinkel, hvilket understreges af de detaljerede oplysninger om præstetjenesten og den jødiske tilbedelse af Gud. Samuels- og Kongebøgerne er skrevet med tanke på jøderne i eksilet, mens Krønikebøgerne henvender sig til de hjemvendte jøder. Gælder Guds pagter stadig? Har Gud stadig en plan med sit folk? Er det muligt at genetablere et rige, der svarer til kong Davids storrige? Efter stamtavlerne (kap. 1-9) fortæller 1. Krønikebog om kong Sauls død og Davids regeringsperiode. Bogen tegner et idealiseret billede af den store kong David, idet den udelader alle de negative ting om ham. 2. Krønikebog giver på tilsvarende måde et idealiseret billede af kong Salomon. Budskab: Selv om Gud måtte straffe Israels og Judas folk for deres afgudsdyrkelse, fremhæver bogen israelitternes glorværdige fortid og bekræfter, at Guds pagtsløfter til sit folk står fast. Tilbedelsen af Gud i det planlagte tempel ses som symbol på Guds trofasthed mod sit folk - og kong David betragtes som templets egentlige grundlægger, skønt det var hans søn Salomon, der byggede det.
Indledning til Ester

Indledning til Ester

Ester
Forfatter og datering: Bogen er sandsynligvis skrevet i sidste halvdel af 5. årh. f.Kr. af en ukendt jøde bosiddende i det persiske rige. Historisk baggrund: De begivenheder, der fortælles om her, fandt sted, mens Xerxes var konge i Persien, nærmere betegnet fra hans 3. til 12. regeringsår, dvs. i perioden 484-475 f.Kr. Det var efter, at den første gruppe jøder var vendt hjem til Israel under Zerubbabel og havde genopbygget templet. Men det var før, Ezra vendte tilbage med endnu en stor gruppe. Der var således stadig mange jøder i det persiske rige. På trods af de mange års eksil holdt jøderne fast ved deres traditioner og deres tro på Gud. De ville ikke tilbede jordiske konger eller højtstående ledere, og de holdt fast ved deres spiseregler og særlige levevis. Den indflydelsesrige Haman blev vred over, at jøderne ikke ville bøje sig i støvet for ham, og folk i almindelighed var skeptiske over for jøderne, fordi de holdt sig for sig selv. Indhold og budskab: Ligesom Josef blev solgt som slave og sendt til et fremmed land, men netop derfor blev Guds redskab til frelse for sin familie og sit folk, således blev den forældreløse Ester Guds redskab til frelse for sit folk. Både Josef og Ester opnåede kongens gunst ved Guds hjælp, og de brugte deres indflydelse med visdom. Ester fik gode råd af sin fætter og plejefar, Mordokaj. Til minde om Guds redning af sit folk begyndte jøderne at fejre Purimfesten, som stadig fejres den dag i dag. Selv om der intet nævnes direkte om Gud eller jødernes gudsdyrkelse i bogen, beskrives det, hvordan de søger hjælp hos Gud gennem bøn og faste, og efter deres redning holder de takkefest. Mordokaj udtrykker Guds virke i baggrunden på følgende måde: »Hvem ved, om du ikke netop blev dronning for at kunne gøre noget i denne alvorlige situation.« (4,14).