Det Gamle Testamente

Det Gamle Testamente

1. Mosebog (51), 2. Mosebog (41), 3. Mosebog (28), 4. Mosebog (37), 5. Mosebog (36), Josva (25), Dommer (22), Ruth (5), 1. Samuel (32), 2. Samuel (25), 1. Kongebog (23), 2. Kongebog (26), 1. Krønikebog (30), 2. Krønikebog (37), Ezra (11), Nehemias (14), Ester (11), Job (43), Salmerne (154), Ordsprogene (32), Prædikeren (13), Højsangen (9), Esajas (68), Jeremias (53), Klagesangene (6), Ezekiel (49), Daniel (13), Hoseas (15), Joel (5), Amos (10), Obadias (2), Jonas (5), Mika (8), Nahum (4), Habakkuk (4), Zefanias (4), Haggaj (3), Zakarias (15) og Malakias (4)
Indledning til Haggaj

Indledning til Haggaj

Haggaj
Historisk baggrund: Profeten Haggaj, der var samtidig med profeten Zakarias, forkyndte sit budskab til Judas ledere i kong Dareios af Persiens andet regeringsår, 520 f.Kr. Indhold og budskab: Haggajs særlige ærinde bestod i at opmuntre den rest af folket, som nogle år tidligere var vendt tilbage fra eksilet i Babylon, til at genoptage arbejdet med at opbygge templet. Bogen består af fire profetiske budskaber, som Haggaj modtog i løbet af fire måneder. Budskaberne havde den ønskede effekt, for det nye, men beskedne, tempel blev indviet fire år senere, nemlig i år 516 f.Kr. Haggaj understreger vigtigheden af, at Guds folk prioriterer rigtigt: Gud først, og derefter dem selv. Når de følger den regel, lover Gud sin velsignelse og sit nærvær.
Indledning til Åbenbaringen

Indledning til Åbenbaringen

Åbenbaringen
Forfatter, datering og baggrund: Justinus Martyr fra midten af det andet århundrede har bevidnet, at den Johannes, som har skrevet bogen, er apostlen Johannes, bror til Jakob. Bogen omhandler nogle syner og åbenbaringer, han modtog, mens han var fange på øen Patmos. Den er sandsynligvis skrevet ca. år 95 e.Kr., mens Domitian var kejser i Rom. Man har i nyere tid tvivlet på, at apostlen Johannes skulle være forfatteren, men der er mange fælles træk i sprogbrugen mellem Johannesevangeliet, Johannes' breve og Åbenbaringsbogen. F.eks. findes det sjældne ord »skænoå« (bo i telt) kun 5 gange i NT, 4 gange i Åbenbaringsbogen og 1 gang i Johannesevangeliet. Ordene »bevidne« og »vidnesbyrd« er meget anvendt i alle Johannes' skrifter. Af de 76 forekomster af »bevidne« i NT er de 47 i Johannesbøgerne, heraf 33 i Johannesevangeliet, 6 i 1. Johannes, 4 i 3. Johannes og 4 i Åbenbaringen. Af de 37 forekomster af »vidnesbyrd« i NT er de 30 i Johannesbøgerne, heraf 14 i Evangeliet, 6 i 1. Johannes, 1 i 3. Johannes og 9 i Åbenbaringsbogen. Et andet ord, som især Johannes bruger, er »holde af« (fileå). Af de 25 forekomster i NT er de 13 i Johannesesvangeliet og 2 i Åbenbaringsbogen. Sprogbrugen har mange semitiske træk, så det er muligt, at beretningen først blev nedskrevet på hebraisk eller aramæisk og senere oversat til græsk. Dog er det mere sandsynligt, at Johannes skrev den på græsk med en stærk afsmitning fra hans hebraiske modersmål. Indhold og budskab: Under kejser Nero var der alvorlige forfølgelser af de kristne, især i perioden 64-68. Det var på det tidspunkt, Paulus og Peter blev henrettet. Der var ingen væsentlige forfølgelser under de næste to kejsere, Vespasian og Titus. Men under Domitian tog forfølgelserne til igen. Kejseren kunne ikke acceptere, at de kristne betragtede Jesus som deres Herre og derfor nægtede at tilbede kejseren. Bogen er således blevet til under en tid med forfølgelse. Bogen har to hovedafsnit: Det første (kap. 1-3) indeholder breve til syv menigheder i Lilleasien, og det andet (kap. 4-22) består af en række syner og åbenbaringer om fremtiden med en rig symbolik. De forskellige syner overlapper til dels hinanden i tid, som det er normalt i den cirkulære semitiske fortællestil. Læseren må selv prøve at forstå tidssammenhængen, men det er vanskeligt i en vestlig kultur, som har tradition for at fortælle en historie i kronologisk rækkefølge. Synerne omhandler ondskabens oprør imod Gud, Guds vrede og straf over det onde, Satans og alle onde magters nederlag, Kristi synlige genkomst, tusindårsriget og til sidst verdens undergang efterfulgt af skabelsen af en ny jord og en ny himmel, hvor al ondskab og lidelse er utænkelig, hvor død og sorg, skrig og smerte hører fortiden til (kap. 21,4).
Indledning til Jeremias

Indledning til Jeremias

Jeremias
Forfatter og datering: Bogens profetiske budskaber stammer fra en periode på ca. 40 år fra 627-586 f.Kr. Jeremias levede stort set samtidig med Zefanias og Habakkuk. Han var præst af Hilkijas slægt, men Gud kaldte ham til profet, et kald som Jeremias kæmpede med hele sit liv, indtil han døde i eksil i Egypten. Det var Baruk, som nedskrev budskaberne efter Jeremias' diktat. Budskaberne er ikke nedskrevet i kronologisk rækkefølge. Indhold: Bogen kan opdeles i seks afsnit: 1. Jeremias' kaldelse (kap. 1,1-19), 2. Domsprofetier over Juda (kap. 2-35), 3. Begivenheder i Jeremias' eget liv (kap. 36-38), 4. Jerusalems fald og resultatet deraf (kap. 39-45), 5. Domsprofetier over fremmede folkeslag (kap. 46-51) og 6. Et historisk efterskrift om Jerusalems fald, templets ødelæggelse og folkets deportation til Babylonien under kong Nebukadnezar (kap. 52). Det er ofte uklart, hvornår Herren taler direkte, og hvornår Jeremias taler på egne vegne eller indirekte giver udtryk for Guds tale, men vi har forsøgt så godt som muligt at klargøre, hvem der taler. Budskab: Fra begyndelsen søgte Jeremias at overbevise folket om, at de ikke kunne klare sig imod deres fjender blot ved deres rigdom, deres hær, deres diplomater eller deres religion. Hans opgave var at kalde folket til omvendelse, en opgave han udførte med nidkærhed og inderlig kærlighed, selvom folk hånede og forfulgte ham. Mod slutningen af sin tjeneste oplevede profeten med sorg, at en række af hans profetier gik i opfyldelse. Flere af Jeremias' profetier peger frem mod en tid, hvor Gud vil oprette en ny pagt med sit folk. Han vil skrive sin lov i deres hjerter, så det at gøre hans vilje bliver en hjertesag i stedet for et ydre ritual. Jeremias' budskab er således også et budskab om håb. Selv om Israel har forkastet Gud, har Gud ikke forkastet sit folk. Han lover at vise dem barmhjertighed igen og frelse dem fra undergang.
Indledning til 3. Johannes

Indledning til 3. Johannes

3. Johannes
Forfatter, datering og baggrund: (Se indledningen til Johannes' Første Brev). Indhold og budskab: Der var alvorlige problemer i en menighed med en diktatorisk menighedsleder ved navn Diotrefes. Johannes sendte nogle medarbejdere derhen, men Diotrefes ville ikke vide af dem. De, der tog imod sendebudene, blev endog udelukket af menigheden. Gajus tog åbenbart imod sendebudene, som kom fra Johannes, selvom han ikke kendte dem. Derfor sendte Johannes et personligt brev til ham i stedet for at skrive direkte til menighedens ledere. En mand ved navn Demetrios overbragte brevet til Gajus.
Indledning til Ordsprogene

Indledning til Ordsprogene

Ordsprogene
Forfatter og datering: Hovedparten af bogens ordsprog er formentlig samlet af kong Salomon i det 10. årh. f.Kr. Salomon forfattede 3000 ordsprog, hvoraf en del er med i denne bog. Derudover er der bidrag af flere andre vismænd helt frem til kong Hizkijas tid (begyndelsen af det 7. årh. f.Kr.). Flere steder kan der spores paralleller til mesopotamisk og egyptisk visdomslitteratur. Indhold: Bogen indeholder praktisk vejledning i poetisk form. Sammen med Bibelens øvrige visdomslitteratur er den et supplement til de historiske og profetiske bøger, idet den understreger behovet for både guddommelig visdom og menneskelig sund fornuft under alle livets forhold. Budskab: Bogens oprindelige formål var at opdrage unge mennesker til et gudfrygtigt liv (se kap. 1,4 og 4,20ff.). Forudsætningen for et lykkeligt liv er gudsfrygt og ydmyghed (kap. 1,7). I dette perspektiv berøres en lang række konkrete områder som f.eks. forholdet til Gud, til næsten og til samfundet, børneopdragelse, ægteskab og økonomi.
Indledning til Jakob

Indledning til Jakob

Jakob
Forfatter, datering og baggrund: Brevet er skrevet af Jakob, Jesu ældste bror, der var en fremtrædende personlighed blandt de første kristne ledere og havde ansvaret for menigheden i Jerusalem. I år 62 e.Kr. blev Jakob anklaget af de jødiske ledere under ypperstepræsten Ananus II og henrettet ved stening. Brevet kan være skrevet allerede ca. 45-48 e.Kr. og er i så fald det ældste skrift i det Ny Testamente. De fleste regner dog med, at det er skrevet en gang i 50'erne. Da det er et generelt rundbrev, har det kun en meget kort indledning og ingen afslutning. Indhold og budskab: Brevet er henvendt til kristne jøder i almindelighed, muligvis dem, der efter forfølgelsen i forbindelse med Stefanus' død blev spredt ud over det romerske kejserrige. Så vidt vi ved, forblev Jakob i Jerusalem hele sit liv og forkyndte budskabet om Jesus udelukkende for jøder. Derfor er det naturligt, at han i brevet henvender sig til jødekristne. Det er også naturligt, at han ordner sit stof efter hebraisk tankegang. Det betyder, at han i kapitel 1 giver et kort overblik over væsentlige temaer i sit budskab. I de næste kapitler tager han de forskellige emner op i mere detaljeret form. Brevet genspejler budskabet fra Jesu bjergprædiken (se Mattæus kap. 5-7). Kort og koncist behandler Jakob problemer som stolthed, diskrimination, fattigdom, grådighed, begær, fristelse, hykleri, verdslighed, praleri, skænderi, negativ kritik osv., og han påviser betydningen af tro, hellighed, ydmyghed, bøn, tålmodighed og visdom i en kristens liv. Jakob understreger nødvendigheden af, at der er overensstemmelse mellem tro og handling. Det hjælper ikke at have tro, hvis den ikke samtidig giver sig udtryk i handling.
Indledning til Zefanias

Indledning til Zefanias

Zefanias
Historisk baggrund: Zefanias var efterkommer af kong Hizkija og forkyndte sit budskab i sidste halvdel af det 7. årh. f.Kr., mens Josias var konge i Juda. Det var sandsynligvis i tidsrummet 630-620 f.Kr., inden Josias gennemførte en række religiøse reformer (2.Kong.22-23). Disse reformer var dog ikke tilstrækkelige til at afværge Guds dom over Juda. Indhold og budskab: Profetens budskab modsiger folkets faste tro på, at Gud kun vil straffe de ugudelige folkeslag, men ikke sit eget udvalgte folk. Zefanias forklarer, at Gud først vil straffe sit eget folk, før han straffer de andre folkeslag. Zefanias' domsprofeti ender med løfter om håb og fremtid for Juda, hvis folket vil omvende sig fra deres synd. Bogen er således både en formaning og en opmuntring til alt Guds folk til alle tider: Synd har konsekvenser, men enhver, der omvender sig og søger Gud, kan få tilgivelse, genoprettelse og velsignelse.
Indledning til 1. Mosebog

Indledning til 1. Mosebog

1. Mosebog
Forfatter og datering: Bibelens fem første bøger er ifølge traditionen skrevet af Moses, den store profet, der førte israelitterne fra deres fangenskab i Egypten til Kana'ans land. Moses skrev muligvis bøgerne undervejs til Kana'an mellem år 1446 og 1406 f.Kr. (eller mellem år 1290 og 1250 f.Kr.). Bøgerne er sandsynligvis blevet lettere redigeret efter Moses' død, og der er gjort visse tilføjelser (se f.eks. 4.Mos.12,3). De er skrevet på hebraisk, som er et semitisk sprog beslægtet med arabisk. Næsten hele det Gamle Testamente er skrevet på hebraisk, og kun ganske lidt på det nært beslægtede sprog, aramæisk. Indhold: Første Mosebog er »oprindelsernes bog« (Genesis). Den begynder med at fortælle om himlens og jordens, livets og menneskets oprindelse; om syndens, lidelsens og dødens oprindelse; om sprogenes, folkegruppernes, kunstens og civilisationens oprindelse osv. Fra kapitel 12 er der fokus på patriarkerne Abraham, Isak og Jakob og deres efterkommere. På hebraisk bruges ordet »børn« i en bredere betydning end på dansk, så alle efterkommere af Abraham kaldes »Abrahams børn«. Bogen slutter med »Abrahams børn«s slavetilværelse i Egypten. Budskab: Selv om bogen først og fremmest beretter om mennesker og begivenheder, er dens hovedperson Gud, Skaberen, der på trods af sin skabnings oprør og synd søger at genoprette forholdet ved at udvælge sig et folk, gennem hvilket han kan ændre menneskehedens ulykkelige skæbne og frelse alle mennesker, som vil tage imod tilbuddet om frelse. Fortællestil: De fleste sprog opbygger en tekst i kronologisk rækkefølge, men i semitiske sprog fortæller man ofte en historie i to eller tre cirkler: første cirkel er en kort oversigt, anden cirkel begynder forfra og giver lidt mere information, tredje cirkel begynder igen forfra og kommer ind på flere detaljer. Hvis man ikke tager højde for denne fortællestil, vil man fejlagtigt opfatte det, som om den samme ting sker to-tre gange, eller at to-tre forskellige beretninger af forskellige forfattere senere er blevet føjet sammen. Nærværende oversættelse har taget hensyn til denne sproglige og kulturelle forskel. For eksempel er der tre cirkler i skabelsesberetningen. Den første cirkel er 1,1. Næste cirkel er 1,2-2,3. Tredje cirkel er 2,4-25.