Det Gamle Testamente

Det Gamle Testamente

1. Mosebog (51), 2. Mosebog (41), 3. Mosebog (28), 4. Mosebog (37), 5. Mosebog (36), Josva (25), Dommer (22), Ruth (5), 1. Samuel (32), 2. Samuel (25), 1. Kongebog (23), 2. Kongebog (26), 1. Krønikebog (30), 2. Krønikebog (37), Ezra (11), Nehemias (14), Ester (11), Job (43), Salmerne (154), Ordsprogene (32), Prædikeren (13), Højsangen (9), Esajas (68), Jeremias (53), Klagesangene (6), Ezekiel (49), Daniel (13), Hoseas (15), Joel (5), Amos (10), Obadias (2), Jonas (5), Mika (8), Nahum (4), Habakkuk (4), Zefanias (4), Haggaj (3), Zakarias (15) og Malakias (4)
Indledning til 2. Samuel

Indledning til 2. Samuel

2. Samuel
Forfatter, datering og historisk baggrund: Se indledningen til Første Samuelsbog. Indhold: Bogen dækker omkring 40 år af Samuelsbøgernes 150-årige periode: det tidsrum, hvor David var konge, først over Juda i syd (kap. 1-4), og senere over hele riget, inklusive Israel i nord (kap. 5-24). I løbet af sin regeringstid gjorde David Jerusalem til hovedstad og bragte pagtens ark til byen, hvorved han anerkendte Gud som sin og folkets egentlige Konge. Det lykkedes ham at besejre israelitternes ærkefjende, filistrene, og at indlemme Moab, Ammon, Edom og flere andre områder i sit rige. Desuden fastholdt han herredømmet over landområdet op til Eufratfloden, som Saul havde erobret (kap. 8). Under kong David oplevede landet stabilitet og fremgang. Selv om David var Guds udvalgte konge, tilsløres hans problemer på ingen måde, hverken hans familiemæssige problemer (sønnen Absaloms oprør) eller hans personlige problemer (forholdet til Batsheba og mordet på Urias). Budskab: Davids ønske om at bygge Herren et »gudshus«, et tempel, i Jerusalem, som et center for tilbedelsen af Gud, overskygges af Guds ønske om at bygge David et »kongehus«, dvs. gøre hans slægt til et dynasti, hvorfra den kommende Messias (Kristus) skulle udgå (kap. 7). Selv om David begik fejl og traf forkerte beslutninger, var han »manden efter Guds hjerte«, for han var villig til at bekende sin synd (kap. 12) og på ny sætte sin lid til Gud (kap. 22).
Indledning til 1. Kongebog

Indledning til 1. Kongebog

1. Kongebog
Forfatter, datering og historisk baggrund: 1. og 2. Kongebog er en kronologisk beskrivelse af de forskellige konger og deres bedrifter fra kong David og indtil Judas rige blev erobret af Babylonierne. Der var oprindeligt kun én Kongebog, men af praktiske grunde blev den delt i to. Bøgerne dækker en periode på godt 400 år: fra Salomons tronbestigelse i 971 f.Kr. (1.Kong.2) til frigivelsen af kong Jojakin af Juda i 560 f.Kr. (2.Kong.25). Bøgerne er skrevet efter 560 f.Kr., men sandsynligvis før 538 f.Kr., da israelitterne vendte hjem fra fangenskabet i Babylon. Forfatteren er ukendt, men det kunne udmærket være en profet i eksil, måske Ezra eller Ezekiel i Babylon eller Jeremias i Egypten. Indhold: De to kongebøger kan opdeles i tre perioder: 1. Rigets guldalder med kong Salomon som regent og opførelsen af det prægtige tempel (1.Kong.1-11), 2. Rigets deling i Nordriget (Israel) og Juda mod syd (1.Kong.12-2.Kong.17) og 3. Judariget fra assyrernes erobring af Israel i 722 f.Kr. indtil Juda blev erobret af babylonierne i 586 f.Kr. (2.Kong.18-25). Budskab: Kongebøgerne regnes med til den profetiske litteratur, selv om de primært er historiebøger. Forfatterens hensigt er nemlig ikke blot at opregne historiske begivenheder, men at tolke begivenhederne i forhold til Guds folks troskab eller utroskab over for hans pagt med dem. Derfor spiller profeterne en stor rolle i Kongebøgerne (i 1.Kongebog især Elias; i 2.Kongebog især Elisa). Det er dem, der konfronterer kongerne, når de handler forkert, og specielt når de ligefrem indfører afgudsdyrkelse. (Jeroboam oprettede for eksempel en mængde offerhøje i Nordriget af frygt for at miste sin kongemagt). Gud åbenbarer sig både i historiens forløb og gennem sine tjenere, profeterne. Det er menneskers eget ansvar, hvordan de handler på Guds åbenbaring - om de udviser tro og lydighed, eller vantro og ulydighed. Begge holdninger har vidtrækkende konsekvenser - Guds velsignelse eller Guds dom. Det giver Kongebøgerne mange eksempler på.
Indledning til Amos

Indledning til Amos

Amos
Forfatter og datering: Amos var fårehyrde fra Tekoa, en lille by 10 km syd for Betlehem i Juda. Han forkyndte sit budskab ca. 780-750 f.Kr., kort tid før Hoseas, Esajas og Mika. Selv om han kom fra det sydlige rige, Juda, angik hans profetier især det nordlige rige, Israel, der havde sit religiøse centrum i Betel. Historisk baggrund: På Amos' tid oplevede Israel en periode med økonomisk fremgang og militære sejre som forudsagt 40 år tidligere af profeten Elisa (se 2.Kong.13,17-19). Også profeten Jonas havde få år tidligere forudsagt, at landet ville opleve militær fremgang (se 2.Kong.14,25). Men under fremgangen forfaldt folk til overdreven selvtillid. Den religiøse og moralske korruption voksede. De blev ved med at dyrke afguderne, og derfor varede det ikke længe, før Gud måtte sende dem i landflygtighed. Israel blev erobret af Assyrien i 722-721 f.Kr. Indhold og budskab: Amos forkynder dom over dem, som undertrykker de fattige og svage, over deres stolthed og overdrevne tro på sig selv, og over al deres afgudsdyrkelse. Dog er der samtidig et budskab om håb og genoprettelse for den minoritet, der tager afstand fra ondskaben og vender tilbage til Gud.
Indledning til Romerne

Indledning til Romerne

Romerne
Forfatter, datering og baggrund: Romerbrevet er skrevet af apostlen Paulus ca. 57 e.Kr., mens han opholdt sig i Korinth eller i den tilstødende havneby, Kenkrea. Paulus var ved afslutningen af sin tredje missionsrejse og på vej til Jerusalem med en pengegave fra menighederne i Grækenland. Samtidig forberedte han sin fjerde missionsrejse, som blandt andet skulle gå til Spanien via Rom. I brevet præsenterer Paulus sig for menigheden i Rom, som bestod af både jøder og grækere og derfor også var præget af forskelle i kultur og tankegang. Dele af brevet henvender sig især til de kristne med græsk baggrund, mens andre dele især er henvendt til de kristne med jødisk baggrund. Indhold og budskab: Brevet er Paulus' mest systematiske skrift og det Ny Testamentes klareste fremstilling af den kristne tro som et budskab, der lå skjult i det Gamle Testamentes profetier, men blev åbenbaret gennem Jesus, den ventede Frelser og Messias. I menigheden i Rom var der som i flere andre menigheder en tendens til, at de kristne jøder fortsat bibeholdt deres traditionelle tankegang og lagde vægt på stadig at være underlagt den jødiske religiøse lov, også kaldet Toraen. Paulus understreger, at en kristen skal leve i lydighed mod Gud og under Helligåndens vejledning. Det er ikke længere et spørgsmål om at overholde bestemte lovregler for at behage Gud. På den anden side vil resultatet af et liv under Helligåndens vejledning betyde, at lovens etiske fordringer bliver fulgt. I kapitel 7 gør Paulus rede for, at kristne jøder er løst fra den gamle pagts lov, og i kapitel 8 hører vi om det sejrende kristne liv under Helligåndens vejledning. Når Paulus ofte stiller spørgsmål i sin argumentation, er det for at drage læseren med ind i diskussionen. Nogle gange bliver spørgsmålene stillet af en tænkt debatmodstander, andre gange stiller Paulus selv spørgsmål, som han så svarer på.
Indledning til Ruth

Indledning til Ruth

Ruth
Historisk baggrund: Begivenhederne i Ruths Bog foregår i dommertiden, muligvis omkring år 1150 f.Kr., da Gideon var dommer. Mens Dommerbogen viser de katastrofale konsekvenser af Israels folks utroskab imod Gud, viser Ruths Bog den velsignelse, hun som fremmed fik del i, da hun vendte sig til Israels Gud og identificerede sig med den trofaste minoritet blandt hans folk. Indhold: Ruth var en moabitisk kvinde. (Moabitterne var nogle af Israels traditionelle fjender - efterkommere af Lots søn, Moab (1.Mos.19,30-38)). Efter sin israelitiske mands død viste Ruth ubetinget trofasthed og omsorg over for sin svigermor - og en dyb tillid til Israels Gud. Hun blev senere gift med en af den afdødes slægtninge, som derved viste hende den samme trofasthed og kærlighed, som hun havde vist sin svigermor. Ruth fik en søn med sin nye mand og blev dermed oldemor til Israels store konge, Kong David - ind i hvis slægt Jesus Kristus blev født (se Matt.1,5). Ruths Bog kan ses som et fingerpeg om de fremmede folkeslags indlemmelse i Guds folk gennem Jesu forsoningsdød på korset. Budskab: Nøgleordet i bogen er det hebraiske ord hesed, som rummer idéen om stærk loyalitet og omsorg født ud af dyb kærlighed til den, man tager ansvar for. Midt i dommertidens kaos og uansvarlighed fremstår både Ruth og Boaz som lysende eksempler på fundamentale medmenneskelige værdier som tro, tillid, godhed, loyalitet og ansvarsfølelse.
Indledning til Haggaj

Indledning til Haggaj

Haggaj
Historisk baggrund: Profeten Haggaj, der var samtidig med profeten Zakarias, forkyndte sit budskab til Judas ledere i kong Dareios af Persiens andet regeringsår, 520 f.Kr. Indhold og budskab: Haggajs særlige ærinde bestod i at opmuntre den rest af folket, som nogle år tidligere var vendt tilbage fra eksilet i Babylon, til at genoptage arbejdet med at opbygge templet. Bogen består af fire profetiske budskaber, som Haggaj modtog i løbet af fire måneder. Budskaberne havde den ønskede effekt, for det nye, men beskedne, tempel blev indviet fire år senere, nemlig i år 516 f.Kr. Haggaj understreger vigtigheden af, at Guds folk prioriterer rigtigt: Gud først, og derefter dem selv. Når de følger den regel, lover Gud sin velsignelse og sit nærvær.
Indledning til Åbenbaringen

Indledning til Åbenbaringen

Åbenbaringen
Forfatter, datering og baggrund: Justinus Martyr fra midten af det andet århundrede har bevidnet, at den Johannes, som har skrevet bogen, er apostlen Johannes, bror til Jakob. Bogen omhandler nogle syner og åbenbaringer, han modtog, mens han var fange på øen Patmos. Den er sandsynligvis skrevet ca. år 95 e.Kr., mens Domitian var kejser i Rom. Man har i nyere tid tvivlet på, at apostlen Johannes skulle være forfatteren, men der er mange fælles træk i sprogbrugen mellem Johannesevangeliet, Johannes' breve og Åbenbaringsbogen. F.eks. findes det sjældne ord »skænoå« (bo i telt) kun 5 gange i NT, 4 gange i Åbenbaringsbogen og 1 gang i Johannesevangeliet. Ordene »bevidne« og »vidnesbyrd« er meget anvendt i alle Johannes' skrifter. Af de 76 forekomster af »bevidne« i NT er de 47 i Johannesbøgerne, heraf 33 i Johannesevangeliet, 6 i 1. Johannes, 4 i 3. Johannes og 4 i Åbenbaringen. Af de 37 forekomster af »vidnesbyrd« i NT er de 30 i Johannesbøgerne, heraf 14 i Evangeliet, 6 i 1. Johannes, 1 i 3. Johannes og 9 i Åbenbaringsbogen. Et andet ord, som især Johannes bruger, er »holde af« (fileå). Af de 25 forekomster i NT er de 13 i Johannesesvangeliet og 2 i Åbenbaringsbogen. Sprogbrugen har mange semitiske træk, så det er muligt, at beretningen først blev nedskrevet på hebraisk eller aramæisk og senere oversat til græsk. Dog er det mere sandsynligt, at Johannes skrev den på græsk med en stærk afsmitning fra hans hebraiske modersmål. Indhold og budskab: Under kejser Nero var der alvorlige forfølgelser af de kristne, især i perioden 64-68. Det var på det tidspunkt, Paulus og Peter blev henrettet. Der var ingen væsentlige forfølgelser under de næste to kejsere, Vespasian og Titus. Men under Domitian tog forfølgelserne til igen. Kejseren kunne ikke acceptere, at de kristne betragtede Jesus som deres Herre og derfor nægtede at tilbede kejseren. Bogen er således blevet til under en tid med forfølgelse. Bogen har to hovedafsnit: Det første (kap. 1-3) indeholder breve til syv menigheder i Lilleasien, og det andet (kap. 4-22) består af en række syner og åbenbaringer om fremtiden med en rig symbolik. De forskellige syner overlapper til dels hinanden i tid, som det er normalt i den cirkulære semitiske fortællestil. Læseren må selv prøve at forstå tidssammenhængen, men det er vanskeligt i en vestlig kultur, som har tradition for at fortælle en historie i kronologisk rækkefølge. Synerne omhandler ondskabens oprør imod Gud, Guds vrede og straf over det onde, Satans og alle onde magters nederlag, Kristi synlige genkomst, tusindårsriget og til sidst verdens undergang efterfulgt af skabelsen af en ny jord og en ny himmel, hvor al ondskab og lidelse er utænkelig, hvor død og sorg, skrig og smerte hører fortiden til (kap. 21,4).
Indledning til Jeremias

Indledning til Jeremias

Jeremias
Forfatter og datering: Bogens profetiske budskaber stammer fra en periode på ca. 40 år fra 627-586 f.Kr. Jeremias levede stort set samtidig med Zefanias og Habakkuk. Han var præst af Hilkijas slægt, men Gud kaldte ham til profet, et kald som Jeremias kæmpede med hele sit liv, indtil han døde i eksil i Egypten. Det var Baruk, som nedskrev budskaberne efter Jeremias' diktat. Budskaberne er ikke nedskrevet i kronologisk rækkefølge. Indhold: Bogen kan opdeles i seks afsnit: 1. Jeremias' kaldelse (kap. 1,1-19), 2. Domsprofetier over Juda (kap. 2-35), 3. Begivenheder i Jeremias' eget liv (kap. 36-38), 4. Jerusalems fald og resultatet deraf (kap. 39-45), 5. Domsprofetier over fremmede folkeslag (kap. 46-51) og 6. Et historisk efterskrift om Jerusalems fald, templets ødelæggelse og folkets deportation til Babylonien under kong Nebukadnezar (kap. 52). Det er ofte uklart, hvornår Herren taler direkte, og hvornår Jeremias taler på egne vegne eller indirekte giver udtryk for Guds tale, men vi har forsøgt så godt som muligt at klargøre, hvem der taler. Budskab: Fra begyndelsen søgte Jeremias at overbevise folket om, at de ikke kunne klare sig imod deres fjender blot ved deres rigdom, deres hær, deres diplomater eller deres religion. Hans opgave var at kalde folket til omvendelse, en opgave han udførte med nidkærhed og inderlig kærlighed, selvom folk hånede og forfulgte ham. Mod slutningen af sin tjeneste oplevede profeten med sorg, at en række af hans profetier gik i opfyldelse. Flere af Jeremias' profetier peger frem mod en tid, hvor Gud vil oprette en ny pagt med sit folk. Han vil skrive sin lov i deres hjerter, så det at gøre hans vilje bliver en hjertesag i stedet for et ydre ritual. Jeremias' budskab er således også et budskab om håb. Selv om Israel har forkastet Gud, har Gud ikke forkastet sit folk. Han lover at vise dem barmhjertighed igen og frelse dem fra undergang.