Indledning til 2. Timoteus

Indledning til 2. Timoteus

2. Timoteus
Forfatter, datering og baggrund: Efter sin fjerde missionsrejse kom Paulus tilbage til Rom, hvor han igen blev fængslet og lagt i lænker. Brevet her blev skrevet under dette sidste fangenskab, kort før han blev henrettet af den morderiske diktator, kejser Nero. Tidspunktet vides ikke med sikkerhed, men det var utvivlsomt efter den store brand i Rom i år 64 e.Kr., og før Neros selvmord i år 68. Mange anslår Paulus' død til år 67 eller 68 e.Kr. Brevet blev sendt af sted på et tidspunkt, hvor Timoteus sandsynligvis opholdt sig i Efesos. Indhold: Paulus føler sig forladt af vennerne, og han udtrykker sin længsel efter Timoteus midt i sin ensomhed. Han fortvivler dog ikke, for han ejer en dyb forvisning om, at selvom hans liv går mod sin afslutning, har Gud magt til at bevare ham også gennem de sidste lidelser her på jorden, inden han går ind til det evige liv. I brevet viser Paulus sin omsorg for menighederne, som oplevede svære forfølgelser under kejser Nero. Han opfordrer Timoteus til at bevare troen på budskabet om Kristus og til frimodigt at forkynde det, selvom det koster forfølgelse. Desuden skal han irettesætte de falske lærere. Budskab: Brevet er først og fremmest en opmuntring til at vise udholdenhed i vanskelige tider. Gud har det sidste ord og belønner dem, der stoler på ham. Paulus' eget liv er et eksempel til efterfølgelse.
Indledning til 2. Johannes

Indledning til 2. Johannes

2. Johannes
Forfatter, datering og baggrund: (Se indledningen til Johannes' Første Brev.) Indhold og budskab: Brevet er skrevet til en bestemt menighed, men vi ved ikke hvilken, da Johannes bruger kodesprog for at undgå at afsløre menighedens identitet. De kristne blev ofte forfulgt og mødtes i al hemmelighed. Menigheden kaldes »den udvalgte frue« og menighedens medlemmer »fruens børn«. Søstermenigheden, som Johannes opholder sig i, kaldes »fruens søster«. Johannes røber heller ikke sin egen identitet, men kalder sig »den gamle mand«. Han opmuntrer læserne til at være lydige mod det kærlighedsbud, som Jesus demonstrerede og forkyndte, og som de har kendt lige fra den første gang, de hørte budskabet om Jesus. Samtidig opfordrer han dem til at have sund dømmekraft, så de kan skelne den sande lære fra den falske. Ved at støtte falsk lære gør man sig nemlig medansvarlig i kætteri.
Indledning til 4. Mosebog

Indledning til 4. Mosebog

4. Mosebog
Forfatter og datering: Se indledningen til Første Mosebog. Indhold: Bogen fortæller om israelitternes rejse fra Sinaibjerget, hvor de modtog lovens ord, til Moabs sletter øst for Jordanfloden på grænsen til Kana'ans land. Denne strækning kunne være tilbagelagt på under et år, men tog faktisk 38 år på grund af folkets vantro og ulydighed imod Gud. Da folket i første omgang fik ordre til at gå ind i landet (kap. 13-14), turde de ikke - og derfor måtte de fortsætte deres ørkenvandring, indtil hele den ulydige generation var uddød. Det blev deres børn, som under Josvas og Kalebs ledelse indtog landet (Jos.1-12). Budskab: Bogen er en beretning om Guds vrede over sit folks oprørskhed - men også om hans barmhjertighed og om hans trofasthed over for sine løfter. Den Gud, der sluttede pagt med Abraham (1. Mosebog), og som befriede hans efterkommere fra slaveriet i Egypten og gjorde dem til sit ejendomsfolk (2. Mosebog), som åbenbarede sin hellighed og viste dem vejen til fællesskab med ham (3. Mosebog), var også en Gud, som straffede synd, men som alligevel velsignede sit folk på ny. Beretningen om Bileam (kap. 23-24) er et eksempel på dette. I det Ny Testamente henvises der til israelitternes ørkenvandring som et advarende eksempel på konsekvensen af at være ulydig mod Gud (f.eks. Hebr.3,7-9 og 4,8-11).
Indledning til Mattæus

Indledning til Mattæus

Mattæus
Forfatter, datering og baggrund: Denne beretning om Jesus og hans virke er ifølge traditionen skrevet af apostlen Mattæus, en tidligere skatteopkræver. Han hed også Levi. Det er sandsynligvis det evangelium, som blev skrevet først, altså før Markus, Lukas og Johannes. Mange mener, at Mattæus skrev det på aramæisk (eller måske hebraisk) omkring år 40-50, og at det derefter blev oversat til græsk. Fortællestilen og tankegangen er semitisk snarere end græsk, og det er skrevet med jødiske læsere i tanke. Nogle af de græske ord afspejler aramæisk sprogbrug. I Judæa var det almindeligste landsbysprog hebraisk, mens aramæisk var udbredt i Galilæa og i de større byer. For Mattæus er det væsentligt at fremhæve for sit jødekristne publikum, at Jesus ikke forkastede Toraen (også kaldet Moseloven) som unyttig eller forkert. (Det hebraiske ord »Torah« betyder »vejledning, instruktioner« og bruges dels som en betegnelse for de fem første bøger i Bibelen, dels som et mere generelt ord for Guds vejledning, og det kan henvise til hele det Gamle Testamente.) Samtidig gør Mattæus det klart, at den undervisning, som Jesus bragte, er fundamentalt ny i forhold til jødisk tradition, og at det nye var forudsagt i det Gamle Testamente. Jesus opfyldte det profetiske indhold i Toraen. Han overholdt dens ånd og oprindelige intention, selv om han forkastede de mange mundtlige traditioner, som var lagt oven i Toraen. Jesus gjorde stærkt op med den forkerte måde Toraen blev anvendt på af mange farisæere og skriftlærde. Mattæus har ikke meget til overs for de selvretfærdige farisæere. Som skatteopkræver har han utvivlsomt selv lidt under deres bedrevidende anklager. Indhold: Bogen er en gennemgang af Jesu liv fra hans fødsel til hans korsfæstelse, genopstandelse og himmelfart. Den fortæller om det nye Guds rige, som blev åbenbaret gennem Jesus. På mange måder står Jesu undervisning i kontrast til farisæernes og de skriftlærdes opfattelse af, hvad mennesker burde og kunne gøre for at blive accepteret af Gud. Jesus beskriver selv sin undervisning som »ny vin«, der ikke kan hældes på gamle, stive lædersække (kap. 9,17). Hans lære er et brud med religiøse traditioner, men samtidig en opfyldelse af et utal af ældgamle profetier. Bogens fortællende afsnit lægger op til fem væsentlige taler af Jesus: 1) Om Guds riges væsen (kap. 5-7), 2) om rigets udbredelse (kap. 10), 3) billedtale om riget (kap. 13), 4) principper for livet i Guds rige (kap. 18) og 5) om verdens ende og rigets endelige gennembrud (kap. 24-25). Bogen afsluttes med befalingen om at gå ud og gøre mennesker fra alle folkeslag til disciple af Jesus. Budskab: Mattæus' hensigt er at vise, at Jesus er den person, som ifølge det Gamle Testamentes profetier skulle genindføre noget, der svarede til Kong Davids storhedsrige fra ca. 1000 f.Kr. Derfor introduceres Jesus som en efterkommer af kong David og patriarken Abraham (kap. 1,1). De 3 gange 14 slægtled har symbolsk betydning, idet 3 er tallet for det guddommelige, og 14 er kong Davids tal. De fleste jøder havde svært ved at forstå, at Jesus ikke blev en jordisk konge ligesom kong David, men nogle af dem forstod, at Jesus var en guddommelig, åndelig konge i et åndeligt rige, der skulle blive langt større end noget, de havde drømt om. Mattæus citerer ca. 70 profetier fra det Gamle Testamente, for han ønskede at overbevise især jøder om, at Jesus virkelig var den lovede Messias. Men Mattæus fastholder synet på Jesus ikke alene som jødernes Frelser og Konge (kap. 1,21), men som Frelser for alle folkeslag (kap. 4,13-16) og hele verdens Herre og åndelige Konge (kap. 28,19). Det græske ord for »godt nyt« er »evangelion«, som gennem latin er blevet til »evangelium«. Både det græske ord »Christos« (Kristus) og det hebraiske »Mashiach« (Messias) betyder »den salvede« og henviser til den konge, som profeterne havde talt om skulle komme engang. Citaterne fra det Gamle Testamente tjener blandt andet til at forklare, at det ikke var nogen tilfældighed, at Jesus kom til denne jord. Det var en del af Guds plan fra evighed af. Når man på hebraisk bruger ordet »søn«, forstås det i en videre betydning end normalt på dansk. Det betyder blandt andet, at »sønnen« er lig med »faderen« i karakter. Vi kender den udvidede betydning fra det danske »barn«. Vi er alle børn af vores tid, og vi er alle »Guds børn« i den forstand, at vi er skabt af Gud. De, der tror på Jesus og bliver hans disciple, kaldes »Guds børn« i den åndelige betydning.
Indledning til Højsangen

Indledning til Højsangen

Højsangen
Forfatter og datering: Højsangen er formodentlig skrevet af kong Salomon i det 10. årh. f.Kr. Indhold og budskab: Bogen indeholder en række elskovsdigte, hvor en kvinde og en mand beskriver og erklærer deres kærlighed til hinanden. Somme tider henvender de sig til hinanden, andre gange til vennerne eller til sig selv. Af og til mindes de fortiden. Oversættelsen har klargjort, hvem der taler, selv om der er nogle steder, hvor det ikke kan afgøres med sikkerhed. Ingen anden bog i Bibelen har været genstand for så mange forskellige fortolkninger som Højsangen. Frem til midten af det 19. årh. var den allegoriske fortolkning fremherskende, dvs. bogen blev opfattet som en billedtale, der beskriver en åndelig virkelighed. Visse jødiske fortolkere opfattede bogen som en fremstilling af det jødiske folks historie fra overgangen over Det Røde Hav til Messias' komme. Luther mente, at der var tale om det ideelle forhold mellem en hersker og hans undersåtter. Middelalderens lærde så i bogen en beskrivelse af forholdet mellem Kristus og Jomfru Maria. Den mest udbredte, kristne, allegoriske fortolkning, den mystiske, som har overlevet op til vor tid, tolker bogen som kærlighedsforholdet mellem Kristus og kirken. Den realistiske opfattelse, at bogen skal opfattes bogstaveligt som beskrivelsen af et kærlighedsforhold mellem to mennesker, er nu ved at vinde frem, men det udelukker ikke, at den stadig også kan fortolkes allegorisk. Kap. 8,6-7 anses for at være et af bogens højdepunkter.
Indledning til Hoseas

Indledning til Hoseas

Hoseas
Forfatter og datering: Profeten Hoseas levede på samme tid som Amos, Esajas og Mika. Det første budskab fik han fra Herren, mens Jeroboam II var konge i Israel (782-753 f.Kr.), det sidste efter at Hizkija var blevet konge i Juda (716 f.Kr.) Hoseas var altså vidne til Nordrigets (Israels) undergang og Samarias fald i 721 f.Kr. Ud over de oplysninger, som bogen selv giver, ved man intet om profeten. Selv om Hoseas egentlig kom fra Nordriget, flyttede han sikkert til Sydriget, mens Uzzija var konge dér (767-740 f.Kr.) Indhold og budskab: Hoseas forkyndte Guds trofasthed over for sit folk og folkets troløshed overfor Gud. Det misforhold demonstrerede han blandt andet gennem sit ægteskab med troløse kvinder. Men eftersom folket nægtede at omvende sig fra deres afgudsdyrkelse og umoralitet, måtte straffen ramme dem. Gud er dog stadig trofast imod sit folk og ønsker at frelse dem.
Indledning til Ezekiel

Indledning til Ezekiel

Ezekiel
Forfatter og datering: Bogen er en samling af præsten Ezekiels profetier fra en periode på godt 20 år omkring Jerusalems ødelæggelse, nærmere betegnet 592-570 f.Kr. Historisk baggrund: Efter at kong Jojakim af Juda havde gjort oprør imod kong Nebukadnezar af Babylon (se 2.Kong.24), angreb Nebukadnezar i 597 f.Kr. Judas land, overtog magten og sendte 10.000 judæiske ledere i eksil til Babylonien. Iblandt dem var præsten Ezekiel, der levede resten af sit liv i babylonisk fangenskab. Efter ankomsten til Babylon modtog Ezekiel sin kaldelse som profet, og de følgende fem år forkyndte han trofast Herrens dom over Jerusalem og det judæiske folk. I 586 f.Kr. gik profetierne i opfyldelse, Jerusalem blev ødelagt og templet brændt (se kap. 33,21). Da fik profeten endelig lydhørhed for sit budskab, der nu skiftede karakter fra dom til trøst og håb for fremtiden. Indhold: Ezekiels majestætiske syner og dramatiske profetier kan inddeles i tre grupper: 1. Dom over Guds folk og Jerusalems ødelæggelse. 2. Dom over judæernes nabofolk. 3. Israels herlige fremtid, Messias' komme og Guds fredsrige på jorden. Der findes flere paralleller mellem Ezekiels Bog og Johannes' Åbenbaring (se f.eks. Ez.38/Åb.20,8; Ez.47,1-8/Åb.22,1-2). Budskab: Ezekiels budskab er forankret i visheden om Guds hellighed og trofasthed. Budskabet er således både en advarsel og et løfte, en advarsel imod synd og deraf følgende dom - og et løfte om tilgivelse og genoprettelse for Guds folk. Profetisk sprogbrug: På klassisk hebraisk skelnede man ikke mellem datid, nutid og fremtid, men man beskrev en begivenhed som afsluttet eller uafsluttet. Profeter omtaler ofte en begivenhed som principielt afsluttet, selv om den egentlig hører fremtiden til, og det gør det tit vanskeligt at afgøre, om teksten bedst oversættes i datid, nutid eller fremtid. Profeter beskriver ofte situationer, som de iagttager i et syn, og derfor ses begivenhederne som afsluttet. Det, de ser og hører, kan undertiden være Herrens forklarende kommentar til noget, ikke altid et budskab, som skal viderebringes.
Indledning til Malakias

Indledning til Malakias

Malakias
Historisk baggrund: Inspireret af profeten Haggaj og under ledelse af Zerubbabel og Josva blev templet i Jerusalem færdigbygget i 516 f.Kr. I 458 f.Kr. kom Ezra tilbage fra eksilet sammen med flere tusinde jøder. Ezra gennemførte religiøse reformer og en fornyet respekt for Toraen. I 445 f.Kr. ankom Nehemias, og han fik genopbygget muren omkring Jerusalem. Han lagde også vægt på, at det jødiske folk skulle følge Guds love (Toraen) og specielt overholde sabbatten, give tiende og afholde sig fra at gifte sig med ikke-jøder. I 433 f.Kr. vendte Nehemias tilbage til sit job ved det persiske hof, og folk begyndte igen at blive ulydige mod Guds befalinger. Da Nehemias senere kom til Jerusalem, måtte han atter skride ind over for folkets ulydighed. Malakias virkede sandsynligvis i tiden efter, at Nehemias var vendt tilbage til hoffet i Persien og måske også under hans senere tilbagekomst til Jerusalem. Indhold og budskab: Malakias' navn betyder »min udsending«. Ligesom Johannes Døber var han en Guds udsending, der skulle bane vejen for Messias. Folket havde langtfra lært deres lektie under de 70 års eksil i Babylonien. De var havnet i eksilet på grund af synd og afgudsdyrkelse. Nu, da de var kommet hjem igen, fortsatte de med at være ulydige imod Gud. Det var det problem, Malakias pegede på. Men han afslutter bogen med at pege hen på den Messias (Kristus), som skal komme og frelse folket, og den profet (Johannes Døber), som skal bane vej for Messias. Det Gamle Testamente slutter således med at pege frem imod, hvad Gud vil gøre i det Ny Testamente.
Indledning til Åbenbaringen

Indledning til Åbenbaringen

Åbenbaringen
Forfatter, datering og baggrund: Justinus Martyr fra midten af det andet århundrede har bevidnet, at den Johannes, som har skrevet bogen, er apostlen Johannes, bror til Jakob. Bogen omhandler nogle syner og åbenbaringer, han modtog, mens han var fange på øen Patmos. Den er sandsynligvis skrevet ca. år 95 e.Kr., mens Domitian var kejser i Rom. Man har i nyere tid tvivlet på, at apostlen Johannes skulle være forfatteren, men der er mange fælles træk i sprogbrugen mellem Johannesevangeliet, Johannes' breve og Åbenbaringsbogen. F.eks. findes det sjældne ord »skænoå« (bo i telt) kun 5 gange i NT, 4 gange i Åbenbaringsbogen og 1 gang i Johannesevangeliet. Ordene »bevidne« og »vidnesbyrd« er meget anvendt i alle Johannes' skrifter. Af de 76 forekomster af »bevidne« i NT er de 47 i Johannesbøgerne, heraf 33 i Johannesevangeliet, 6 i 1. Johannes, 4 i 3. Johannes og 4 i Åbenbaringen. Af de 37 forekomster af »vidnesbyrd« i NT er de 30 i Johannesbøgerne, heraf 14 i Evangeliet, 6 i 1. Johannes, 1 i 3. Johannes og 9 i Åbenbaringsbogen. Et andet ord, som især Johannes bruger, er »holde af« (fileå). Af de 25 forekomster i NT er de 13 i Johannesesvangeliet og 2 i Åbenbaringsbogen. Sprogbrugen har mange semitiske træk, så det er muligt, at beretningen først blev nedskrevet på hebraisk eller aramæisk og senere oversat til græsk. Dog er det mere sandsynligt, at Johannes skrev den på græsk med en stærk afsmitning fra hans hebraiske modersmål. Indhold og budskab: Under kejser Nero var der alvorlige forfølgelser af de kristne, især i perioden 64-68. Det var på det tidspunkt, Paulus og Peter blev henrettet. Der var ingen væsentlige forfølgelser under de næste to kejsere, Vespasian og Titus. Men under Domitian tog forfølgelserne til igen. Kejseren kunne ikke acceptere, at de kristne betragtede Jesus som deres Herre og derfor nægtede at tilbede kejseren. Bogen er således blevet til under en tid med forfølgelse. Bogen har to hovedafsnit: Det første (kap. 1-3) indeholder breve til syv menigheder i Lilleasien, og det andet (kap. 4-22) består af en række syner og åbenbaringer om fremtiden med en rig symbolik. De forskellige syner overlapper til dels hinanden i tid, som det er normalt i den cirkulære semitiske fortællestil. Læseren må selv prøve at forstå tidssammenhængen, men det er vanskeligt i en vestlig kultur, som har tradition for at fortælle en historie i kronologisk rækkefølge. Synerne omhandler ondskabens oprør imod Gud, Guds vrede og straf over det onde, Satans og alle onde magters nederlag, Kristi synlige genkomst, tusindårsriget og til sidst verdens undergang efterfulgt af skabelsen af en ny jord og en ny himmel, hvor al ondskab og lidelse er utænkelig, hvor død og sorg, skrig og smerte hører fortiden til (kap. 21,4).
Indledning til Hebræerne

Indledning til Hebræerne

Hebræerne
Forfatter, datering og baggrund: Man ved ikke, hvem der har skrevet brevet, men mange regner med, at det er Apollos. Dog er Barnabas og forskellige andre også blevet foreslået. Fra ca. år 400 til 1600 antog man, at det var Paulus. Brevet er skrevet før Jerusalems ødelæggelse i 70 e.Kr., for der foregår stadig ofringer i templet (kap.9,8-9). Men da ofringerne hører den gamle pagt og dermed fortiden til, forventer forfatteren, at de snart vil ophøre (kap.8,13). Indhold og budskab: Brevet er et meget betydningsfuldt skrift i det Ny Testamente. Det er skrevet til kristne, der kendte de jødiske love og traditioner, måske især jødekristne, der af forskellige grunde overvejede at vende tilbage til jødedommen. Forfatteren behandler en række områder, hvor den nye pagt har afløst den gamle pagt, og hvor Jesus opfyldte det Gamle Testamentes profetiske ord og billeder. Det første område handler om Jesus i forhold til englene. Den konservative del af jødedommen (farisæerne) havde stor respekt for englene, men Jesus står langt over englene. Nogle jøder var under indflydelse fra græsk mytologi begyndt at tilbede englene. Endvidere står Jesus langt over Moses, som var den største leder og profet i den gamle pagt, og som formidlede jødernes frigørelse fra slaveriet i Egypten. Jesus er også ypperstepræst, men på en helt anden måde end de tidligere ypperstepræster. Han indstiftede en ny præsteorden, og han er selv den evige, himmelske ypperstepræst, der til stadighed hos Gud går i forbøn for de troende. De årlige forsoningsofre er afløst af ét offer én gang for alle, nemlig Jesus selv. Samtidig indstiftede Jesus en ny pagt med hele verdens befolkning i stedet for den gamle pagt med Israels folk, der blev indstiftet ved Sinaibjerget. At der skulle komme en ny pagt var profeteret flere steder i det Gamle Testamente, og brevet indeholder et langt citat om det fra Jer.33,31-34 i kapitel 8,8-12. I kap. 11 og 12 trækker forfatteren nogle af israelshistoriens store personligheder frem og viser, hvordan de var forbilleder på tro. I brevets formanende afslutning opfordres vi til at »rette blikket fremad mod Jesus, som vores tro skal bygge på fra først til sidst.« (kap.12,2).