Indledning til 1. Kongebog

Indledning til 1. Kongebog

1. Kongebog
Forfatter, datering og historisk baggrund: 1. og 2. Kongebog er en kronologisk beskrivelse af de forskellige konger og deres bedrifter fra kong David og indtil Judas rige blev erobret af Babylonierne. Der var oprindeligt kun én Kongebog, men af praktiske grunde blev den delt i to. Bøgerne dækker en periode på godt 400 år: fra Salomons tronbestigelse i 971 f.Kr. (1.Kong.2) til frigivelsen af kong Jojakin af Juda i 560 f.Kr. (2.Kong.25). Bøgerne er skrevet efter 560 f.Kr., men sandsynligvis før 538 f.Kr., da israelitterne vendte hjem fra fangenskabet i Babylon. Forfatteren er ukendt, men det kunne udmærket være en profet i eksil, måske Ezra eller Ezekiel i Babylon eller Jeremias i Egypten. Indhold: De to kongebøger kan opdeles i tre perioder: 1. Rigets guldalder med kong Salomon som regent og opførelsen af det prægtige tempel (1.Kong.1-11), 2. Rigets deling i Nordriget (Israel) og Juda mod syd (1.Kong.12-2.Kong.17) og 3. Judariget fra assyrernes erobring af Israel i 722 f.Kr. indtil Juda blev erobret af babylonierne i 586 f.Kr. (2.Kong.18-25). Budskab: Kongebøgerne regnes med til den profetiske litteratur, selv om de primært er historiebøger. Forfatterens hensigt er nemlig ikke blot at opregne historiske begivenheder, men at tolke begivenhederne i forhold til Guds folks troskab eller utroskab over for hans pagt med dem. Derfor spiller profeterne en stor rolle i Kongebøgerne (i 1.Kongebog især Elias; i 2.Kongebog især Elisa). Det er dem, der konfronterer kongerne, når de handler forkert, og specielt når de ligefrem indfører afgudsdyrkelse. (Jeroboam oprettede for eksempel en mængde offerhøje i Nordriget af frygt for at miste sin kongemagt). Gud åbenbarer sig både i historiens forløb og gennem sine tjenere, profeterne. Det er menneskers eget ansvar, hvordan de handler på Guds åbenbaring - om de udviser tro og lydighed, eller vantro og ulydighed. Begge holdninger har vidtrækkende konsekvenser - Guds velsignelse eller Guds dom. Det giver Kongebøgerne mange eksempler på.
Indledning til 2. Korinter

Indledning til 2. Korinter

2. Korinter
Forfatter, datering og baggrund: Brevet er skrevet af apostlen Paulus, sandsynligvis nogle få måneder efter 1. Korinterbrev i året 55 (se indl. til 1.Kor.). Ud fra brevets oplysninger regner man med, at det er skrevet, mens han opholdt sig i Makedonien i det nordlige Grækenland, muligvis under et besøg hos menigheden i Filippi. Korinth er den største by i provinsen Akaja, der udgør den sydlige del af Grækenland. I brevet omtaler Paulus sit forestående besøg i Korinth, som åbenbart vil blive hans tredje (kap.13,1). Besøg nummer to er ikke omtalt i Apostlenes Gerninger, men fandt sikkert sted, mens han opholdt sig i to år i Efesos (Ap.G.19). Han omtaler det i kap.2,1 som et smertefuldt besøg, fordi han var nødt til at komme med en alvorlig irettesættelse. Der var jævnlig skibsforbindelse mellem de to store byer, Efesos og Korinth, så det ville ikke være svært at tage en tur derover. Paulus havde egentlig tænkt at tage til Korinth først, videre til Makedonien og så tilbage til Korinth igen, men han valgte i stedet at tage den anden vej rundt, først til Makedonien og derfra videre til Korinth. Fra Korinth rejste han så via Makedonien tilbage til Jerusalem. Indhold og budskab: Paulus' tidligere brev såvel som hans besøg havde ikke løst alle problemerne i menigheden. Bl.a. var der - af grunde vi ikke kender - dyb mistillid til ham hos nogle, ja direkte angreb på hans autoritet som apostel. Paulus var tilsyneladende blevet beskyldt for at være uærlig i pengesager. I brevet underbygger han sin uskyld ved at henvise til sin høje moralske standard. Desuden opfordrer han menigheden til at afslutte indsamlingen til de fattige kristne i Jerusalem, som de påbegyndte året før. Endelig råder han menighedens ledere til at sætte urostifterne på plads og i det hele taget få orden i sagerne, så han ikke, når han kommer til dem, skal bruge den myndighed, Gud har givet ham, til at løse problemer, men hellere til at opmuntre de troende. Brevet understreger også stærkt forsoningens betydning. I kapitel 3 beskriver Paulus, hvordan Helligåndens nye pagt er langt bedre end Toraens gamle pagt.
Indledning til Ester

Indledning til Ester

Ester
Forfatter og datering: Bogen er sandsynligvis skrevet i sidste halvdel af 5. årh. f.Kr. af en ukendt jøde bosiddende i det persiske rige. Historisk baggrund: De begivenheder, der fortælles om her, fandt sted, mens Xerxes var konge i Persien, nærmere betegnet fra hans 3. til 12. regeringsår, dvs. i perioden 484-475 f.Kr. Det var efter, at den første gruppe jøder var vendt hjem til Israel under Zerubbabel og havde genopbygget templet. Men det var før, Ezra vendte tilbage med endnu en stor gruppe. Der var således stadig mange jøder i det persiske rige. På trods af de mange års eksil holdt jøderne fast ved deres traditioner og deres tro på Gud. De ville ikke tilbede jordiske konger eller højtstående ledere, og de holdt fast ved deres spiseregler og særlige levevis. Den indflydelsesrige Haman blev vred over, at jøderne ikke ville bøje sig i støvet for ham, og folk i almindelighed var skeptiske over for jøderne, fordi de holdt sig for sig selv. Indhold og budskab: Ligesom Josef blev solgt som slave og sendt til et fremmed land, men netop derfor blev Guds redskab til frelse for sin familie og sit folk, således blev den forældreløse Ester Guds redskab til frelse for sit folk. Både Josef og Ester opnåede kongens gunst ved Guds hjælp, og de brugte deres indflydelse med visdom. Ester fik gode råd af sin fætter og plejefar, Mordokaj. Til minde om Guds redning af sit folk begyndte jøderne at fejre Purimfesten, som stadig fejres den dag i dag. Selv om der intet nævnes direkte om Gud eller jødernes gudsdyrkelse i bogen, beskrives det, hvordan de søger hjælp hos Gud gennem bøn og faste, og efter deres redning holder de takkefest. Mordokaj udtrykker Guds virke i baggrunden på følgende måde: »Hvem ved, om du ikke netop blev dronning for at kunne gøre noget i denne alvorlige situation.« (4,14).
Indledning til 3. Johannes

Indledning til 3. Johannes

3. Johannes
Forfatter, datering og baggrund: (Se indledningen til Johannes' Første Brev). Indhold og budskab: Der var alvorlige problemer i en menighed med en diktatorisk menighedsleder ved navn Diotrefes. Johannes sendte nogle medarbejdere derhen, men Diotrefes ville ikke vide af dem. De, der tog imod sendebudene, blev endog udelukket af menigheden. Gajus tog åbenbart imod sendebudene, som kom fra Johannes, selvom han ikke kendte dem. Derfor sendte Johannes et personligt brev til ham i stedet for at skrive direkte til menighedens ledere. En mand ved navn Demetrios overbragte brevet til Gajus.
Indledning til 2. Mosebog

Indledning til 2. Mosebog

2. Mosebog
Forfatter og datering: Se indledningen til Første Mosebog. Indhold: Bogen kan inddeles i fire afsnit: 1. Befrielsen fra slaveriet i Egypten (kap. 1-15). 2. Folkets vandring til Guds bjerg: Horeb/Sinai (kap. 15-18), hvor Gud bekræfter sin trofasthed imod dem - på trods af deres ulydighed. 3. Gud indstifter en pagt med hele Israels folk (kap. 19-24), hvori han åbenbarer de love og retningslinier, der skulle blive grundlaget for israelitternes samfundsorden og gudsdyrkelse. 4. Helligdommens indretning med forskrifter for gudstjenesten og præsteskabet (kap. 25-40). Budskab: Gud begynder at opfylde sit løfte til patriarkerne Abraham, Isak og Jakob om et utal af efterkommere og om det land, han vil give dem. Men israelitterne må vente med at komme ind i det lovede land på grund af deres manglende tro. Hele denne vantro generation går til grunde i ørkenen og bliver dermed et eksempel til skræk og advarsel for alle senere generationer (Hebr.3,7-19). Gud opretter sin pagt med hele folket med Moses som mellemmand. I modsætning til de tidligere pagter med Adam, Noa og patriarkerne, Abraham, Isak og Jakob, er denne pagt ikke mellem Gud og et enkelt menneske eller en enkelt familie, men med et helt folk, en »menighed«. Som ved de andre pagter forventer Gud, at den menneskelige part udviser både tro og lydighed. Ellers mister de pagtens velsignelser og bliver straffet i stedet. Hver gang Gud straffer mennesker for deres ulydighed mod pagten, bliver der altid en rest tilbage, som bærer håbet om en ny tid, en tilbagevenden til Guds velsignelser. Bogen giver et indblik i Guds karakter - hans hellighed, retfærdighed, pålidelighed, barmhjertighed, kærlighed og trofasthed (se f.eks. kap. 3 og 6 og 33-34). Gud fremstår som historiens Gud - en Gud, der handler ved at gribe ind i historiens gang. Påskens indstiftelse (kap. 12) er også en profetisk forberedelse til Kristi stedfortrædende død for alle mennesker (se Joh.1,29 og 1.Kor.5,7).
Indledning til 2. Krønikebog

Indledning til 2. Krønikebog

2. Krønikebog
Forfatter og datering: Se indledningen til Første Krønikebog. Indhold: 2. Krønikebog begynder, hvor 1. Krønikebog slutter (oprindeligt var de to bøger én bog). Salomon er nu blevet konge over Israel, og hans kongedømme og indvielsen af det nye tempel er guldalderen i landets historie. Efter Salomons død (kap. 9) fortælles om nordstammernes oprør, og de skiftende konger i Juda bedømmes ud fra deres lydighed imod Gud og deres evne til at udrydde afgudsdyrkelsen. Kong Hizkija får en fremtrædende plads på grund af »vækkelsen«, der brød ud i hans regeringsperiode. Også Josias' reformer bliver udførligt beskrevet. Bogen slutter med Jerusalems fald år 586/587 f.Kr., eksilet i Babylonien og perserkongens opfordring til jøderne om at vende hjem til Juda. De sidste to vers svarer til de første tre vers i Ezras bog. Budskab: Bogen trækker en klar parallel mellem åbenbaringsteltet i Mosebøgerne og templet i Krønikebøgerne (Betzalel og Oholiab [2.Mos.31,1-6a og 35,30-35] er forbilleder for Salomon og Huram-Abi [2.Krøn.2,13 og 4,16]). De skiftende kongers manglende evne til at føre folket tilbage til Gud danner baggrund for Judas fald og vidner om, at Gud er nødt til at straffe synd blandt et folk, som nægter at adlyde ham.
Indledning til Klagesangene

Indledning til Klagesangene

Klagesangene
Historisk baggrund: Klagesangene er sørgesange over Jerusalems ødelæggelse - skrevet af et øjenvidne, sandsynligvis profeten Jeremias, kort efter at byen i 586 f.Kr. blev indtaget af babylonierne og jævnet med jorden. Den babyloniske hær belejrede byen i halvandet år, så der blev en enorm hungersnød i byen. De nærmere omstændigheder er beskrevet i 2.Kong.25, 2.Krøn.36, Jer.39 og 52. Ikke alene blev det prægtige Salomons tempel fuldstændig ødelagt, men størstedelen af befolkningen blev ført i eksil som slaver. I vilkårlig rækkefølge beskriver profeten katastrofen i al dens gru til skræk og advarsel for kommende generationer: Ulydighed imod Gud får skæbnesvangre konsekvenser. Hvert år på en bestemt dato sørger jøderne over templets ødelæggelse og læser blandt andet Klagesangene. Allerede 900 år før Jeremias' tid havde Moses advaret Israels folk om, at en katastrofe var uundgåelig, hvis de var ulydige mod Gud (se 5.Mos. kap. 28). Indhold og budskab: Bogen er kunstfærdig poesi på hebraisk, idet fire af de fem klagesange er alfabetiske, dvs. at hvert af de 22 vers i sangen begynder med et af de 22 hebraiske bogstaver i alfabetisk rækkefølge. De to første sange har tre linier i hvert vers. Den tredje sang har egentlig også tre linier i hvert vers, men da de tre linier alle begynder med samme bogstav er de traditionelt splittet op i tre vers, så der i alt bliver 3 gange 22 vers i den sang. Den fjerde sang har kun to linier i hvert vers, mens den femte har en linie i hvert vers og ikke er alfabetisk. Oversættelsen er tilsvarende alfabetisk uden at gøre brug af de udanske bogstaver c, q, w, x og z. Bogen er en anskuelsesundervisning om Guds vrede og dom over folkets synd. Men midt i fortvivlelsen er der alligevel håb. Gud er trofast, og hvis mennesker erkender deres synd og beder Gud om tilgivelse og hjælp, vil han altid svare. De mest kendte vers fra Klagesangene er kap 3,22-23: »Herrens trofasthed er stor, hans barmhjertighed er ikke brugt op. Hans trofasthed er stor, hans nåde er ny hver morgen.«
Indledning til Ezekiel

Indledning til Ezekiel

Ezekiel
Forfatter og datering: Bogen er en samling af præsten Ezekiels profetier fra en periode på godt 20 år omkring Jerusalems ødelæggelse, nærmere betegnet 592-570 f.Kr. Historisk baggrund: Efter at kong Jojakim af Juda havde gjort oprør imod kong Nebukadnezar af Babylon (se 2.Kong.24), angreb Nebukadnezar i 597 f.Kr. Judas land, overtog magten og sendte 10.000 judæiske ledere i eksil til Babylonien. Iblandt dem var præsten Ezekiel, der levede resten af sit liv i babylonisk fangenskab. Efter ankomsten til Babylon modtog Ezekiel sin kaldelse som profet, og de følgende fem år forkyndte han trofast Herrens dom over Jerusalem og det judæiske folk. I 586 f.Kr. gik profetierne i opfyldelse, Jerusalem blev ødelagt og templet brændt (se kap. 33,21). Da fik profeten endelig lydhørhed for sit budskab, der nu skiftede karakter fra dom til trøst og håb for fremtiden. Indhold: Ezekiels majestætiske syner og dramatiske profetier kan inddeles i tre grupper: 1. Dom over Guds folk og Jerusalems ødelæggelse. 2. Dom over judæernes nabofolk. 3. Israels herlige fremtid, Messias' komme og Guds fredsrige på jorden. Der findes flere paralleller mellem Ezekiels Bog og Johannes' Åbenbaring (se f.eks. Ez.38/Åb.20,8; Ez.47,1-8/Åb.22,1-2). Budskab: Ezekiels budskab er forankret i visheden om Guds hellighed og trofasthed. Budskabet er således både en advarsel og et løfte, en advarsel imod synd og deraf følgende dom - og et løfte om tilgivelse og genoprettelse for Guds folk. Profetisk sprogbrug: På klassisk hebraisk skelnede man ikke mellem datid, nutid og fremtid, men man beskrev en begivenhed som afsluttet eller uafsluttet. Profeter omtaler ofte en begivenhed som principielt afsluttet, selv om den egentlig hører fremtiden til, og det gør det tit vanskeligt at afgøre, om teksten bedst oversættes i datid, nutid eller fremtid. Profeter beskriver ofte situationer, som de iagttager i et syn, og derfor ses begivenhederne som afsluttet. Det, de ser og hører, kan undertiden være Herrens forklarende kommentar til noget, ikke altid et budskab, som skal viderebringes.
Helt Ærligt (22) samtale med Jørgen Vium Olesen.

Helt Ærligt (22) samtale med Jørgen Vium Olesen.

TV udsendelse fra programmet Helt Ærligt (22) på KKR – om gode bøger Forlaget Scandinavia har i årenes løb udgivet mange gode bøger. Tove Videbæk har en samtale med forlags-direktør Jørgen Vium Olesen.
Indledning til Mika

Indledning til Mika

Mika
Historisk baggrund: Profeten Mika fra den lille by Moreshet sydvest for Jerusalem levede på samme tid som Hoseas og Esajas (8. årh. f.Kr.). Hovedstæderne Jerusalem og Samaria burde have været eksempler til efterfølgelse for folket, men de var lovløse byer, præget af undertrykkelse, egoisme, hovmod, korruption og hykleri. Mika forudsagde ligesom Esajas den assyriske erobring af Nordriget (Israel) og den babyloniske erobring af Sydriget (Juda). Indhold og budskab: Guds retfærdighed og kravet om retfærdighed i samfundet er et hovedtema i bogen. Ifølge Guds pagt med Israels folk gennem Moses ville folkets fremtid i det land, Gud havde givet dem, afhænge af, om de overholdt Moseloven, også kaldet Toraen. Gjorde de det, kunne de forvente Guds velsignelse. Gjorde de det ikke, ville Gud dømme dem og før eller senere jage dem ud af landet. Mika påpeger konsekvensen af folkets ulydighed. Mikas budskab er dog også præget af håb for fremtiden, f.eks. forudsiger han Jesu fødsel i Betlehem (kap. 5,1) og det kommende fredsrige (kap. 4,1-4). Bogen kan inddeles i tre afsnit. Det første afsnit (kap. 1-2) handler om dom og ødelæggelse, men ender med et løfte om genoprettelse. Det andet afsnit (kap. 3-5) begynder med dommen over dårlige ledere, præster og profeter, men går derefter over i en længere beskrivelse af den kommende messianske genoprettelse for den rest, som er tilbage efter dommen. Det tredje afsnit (kap. 6-7) fokuserer på nødvendigheden af ydmyghed og omvendelse for at opleve den lovede genoprettelse og velsignelse. Mikas stil er meget poetisk, og han bruger en del ordspil, som det desværre er nærmest umuligt at gengive i en oversættelse. En del steder er teksten vanskelig at fortolke, og oversættelsen er derfor usikker.