Indledning / 1 / 2 / 3 / 4 / 5 / 6 / 7 / 8 / 9 / 10 / 11 / 12 / 13 / 14 / 15 / 16 / 17 / 18 / 19 / 20 / 21 / 22 / 23 / 24 / 25 / 26 / 27 / 28 / 29 / 30 / 31 / 32 / 33 / 34

 

 

1-3Lyt efter, himmel og jord,

livgivende er mine ord,

forfriskende er min tale

som dug i grønne dale.

Om Herren jeg vil jer lære,

så I lever ham til ære!

 

4Som en klippe er Herren urokkelig,

en trofast Gud, helt uden svig.

5Men hans eget folk, åh, hvilken skam,

vendte ryggen til og svigtede ham.

6Hvilken tåbelighed at begå,

hvilken måde at lønne hans trofasthed på.

 

Er han ikke jeres skaber og far,

som har givet jer alt, hvad I har?

7Lad nu tankerne gå tilbage

og husk på fortidens dage.

Lad de, som er grånet af ælde,

om tegn og undere fortælle.

8Da Herren fordelte jorden

mellem folk fra syden til norden,

satte han landenes skel

med tanke på menneskers vel.

9Men Israel beholdt han selv.

Det folk blev hans ejendom.

10Han fandt dem i ødemarken tom

under ørkenhimlens brændende hvælv.

Han vogted’ dem fra det høje,

som man værner sit sårbare øje.

11Som en ørn, der skubber ungen ud af reden

og spreder vingerne ud forneden,

han løfted’ sit folk på sit vingefang

og bar dem fremad dagen lang.

12Herren ville selv dem føre,

ingen fremmed gud fik lov dem at røre.

13De bosatte sig i landet med bakker og slugter

og blev næret af markens og træernes frugter.

Fra klippens spalter fik de honning på bord,

de fik olivenolie trods den stenede jord.

14Mælk fra geder og køer kunne tørsten slukke,

kød fra Bashans tyre, væddere og bukke.

De høstede en hvede så fin,

og dertil den blodrøde druevin.

 

15Israel blev forkælet og fed,

opblæst og egenrådig derved.

De forkastede deres Skaber og Gud,

foragtede deres Frelsers bud.

16At de vakte Guds vrede rørte dem ikke,

de forlod ham til fordel for nye skikke.

17De ofred’ til dæmoner, som kun er tomhed,

frugten af menneskers frygtsomhed.

Til væmmelige afguder de sig vendte,

nye guder, som fædrene ikke kendte.

18De glemte den Gud, som livet dem gav,

skubbede ham ud i glemslens hav.

19Derfor må han støde sine egne børn bort –

tænk at han skulle lide en så frygtelig tort!

 

20Herren siger:

»Jeg vender dem ryggen og ser, hvad der sker.

De børn kan jeg ikke regne med mer.

De lovede mig troskab og lydighed,

men var falske og utro til stadighed.

21De har provokeret mig med tomheds guder,

de har opført sig som en anden luder.

Så provokerer jeg dem ved at elske en anden,

jeg vil gøre dem jaloux på et ‘uvidende’ folk.

22Min vrede er blusset op på ny,

den rammer alt fra havets dyb til himlens sky.

Jorden lægges øde, der er intet at høste,

alverden skal i sin grundvold ryste.

23De mange ulykker giver dem ingen hvile,

jeg skyder på dem med alle mine pile.

24De bliver ramt af hungersnød og tørke,

hærget af pest og dødens mørke.

Rovdyrtænder vil flænse dem op,

giftige slanger vil hugge i deres krop.

25På gaden slår fjenden børnene ned,

i hjemmene er der hverken ro eller fred.

Både børn og unge vil miste livet.

De gamle har hvert et håb opgivet.

 

26At udrydde dem helt jeg havde i sinde,

jeg ville for evigt udslette deres minde.

27Men så ville det lyde i fjendens lejr:

‘Det var vores magt, der gav os sejr!’

 

28Mit folk er uden forstand,

fatter de da ingenting?

29Havde de bare haft visdom til at se,

havde de været klar over, hvad der ville ske.

30Kunne en enkelt fjende jage tusind af dem på flugt,

eller to fjender med ti tusind krigere få bugt,

hvis ikke jeg havde vendt dem ryggen,

hvis ikke deres beskytter havde trukket sig bort?

31Deres fjender har ikke en sådan beskytter,

og det ved de godt.

32De er fordærvede som Sodoma,

lige så rådne som Gomorra,

de er som bitre vindruer

fra giftige drueklaser,

33deres ord er som bid fra en slange,

som spyt fra en kobra.

 

34Alt dette ligger gemt hos mig,

forseglet i mine arkiver.

35Det er mit ansvar at straffe dem,

en dag skal deres fødder vakle.

Undergangen nærmer sig,

den vil komme over dem med hast.«

 

36Men når der kun er en rest tilbage,

når Herren ser, at deres kraft er opbrugt,

da vil han genrejse sit folk,

forbarme sig over sine tjenere.

37Da vil han spørge: »Hvor er nu jeres guder,

dem I troede, der ville hjælpe jer?

38De åd jo fedtet fra jeres ofre

og drak den vin, I gav dem.

Lad dem komme jer til hjælp,

lad dem beskytte jer!

39Forstår I nu, at jeg er Gud?

Der findes ingen anden som mig.

Jeg slår ihjel, men jeg giver også liv,

jeg sårer, men jeg læger også.

Den, jeg dømmer, kan ingen redde.

40Jeg løfter min hånd og sværger:

Så sandt jeg lever evindelig,

41vil jeg hvæsse mit lynende sværd

og udføre min knusende dom.

Jeg vil hævne mig på mine fjender,

og hugge dem ned, som hader mig.

42Mine pile vil svømme i blod,

mit sværd vil svælge i kød.

Det udgyder faldnes og fangnes blod,

hugger de tapreste hoveder af.«

 

43Glæd jer, I folkeslag, sammen med hans folk,

for Herren vil hævne sine tjeneres blod.

Han vil straffe fjenden

og skaffe soning for sit folks land.

 

44-45Moses stod med Josva ved sin side og fremsagde alle de her ord for hele Israels folk. 46Derefter sagde han:

»De love, jeg har pålagt jer i dag, skal I lægge jer grundigt på sinde, så I kan lære jeres børn at overholde dem. 47De er ikke tomme ord uden betydning. Jeres liv afhænger af dem! Hvis I adlyder dem, vil I få et langt og godt liv i det land, I skal over og tage i besiddelse på den anden side af Jordanfloden.«

Moses velsigner folket umiddelbart før sin død

48Samme dag sagde Herren til Moses: 49»Om kort tid skal du gå op på Nebos bjergtop i Abarimbjergene i Moabs land over for Jeriko og se ud over Kana’ans land, det land jeg nu vil give Israels folk. 50Når du har taget landet i øjesyn, skal du dø, ligesom din bror Aron måtte dø på Hors bjerg, 51for I var begge ulydige over for mig for øjnene af Israels folk, da I ved Meribas kilder uden for Kadesh i Zins ørken ikke gav mig ære. 52Du får lov at se ind i det land, jeg giver Israels folk, men du får ikke lov selv at komme ind i det.«

Skriv en kommentar til dette kapitel

Du skal være logget ind for at poste en kommentar.