Indledning / 1 / 2 / 3 / 4 / 5 / 6 / 7 / 8 / 9 / 10 / 11 / 12 / 13 / 14 / 15 / 16 / 17 / 18 / 19 / 20 / 21 / 22 / 23 / 24 / 25 / 26 / 27 / 28 / 29 / 30 / 31 / 32 / 33 / 34 / 35 / 36 / 37 / 38 / 39 / 40

 

Den hellige bolig

1Den hellige bolig skal have en teltdug lavet af ti stykker fintvævet linned med blå, violette og purpurrøde broderier på. Du skal få en dygtig tekstilkunstner til at lave billeder af keruber på dem. 2Alle de ti stykker skal have samme mål: 28 alen i længden og 4 alen i bredden. 3Sy stykkerne sammen fem og fem langs siden, så der bliver to store stykker. 4Lav derefter nogle løkker af blåt garn i kanten af den sidste bane på hvert af de to sammensyede stykker, så de kan hægtes sammen. 5Der skal være 50 løkker på hvert stykke lige over for hinanden. 6Lav dernæst 50 guldkroge, som skal sættes i de 50 par løkker. På den måde kan den hellige bolig dækkes af én inderteltdug.

7-8Yderteltdugen skal laves af gedehårstæpper. Der skal være 11 tæppebaner i alt, hver af dem 30 alen i længden og 4 alen i bredden. 9Sy de fem tæppebaner sammen til ét stykke, og de seks til et andet stykke. Den sjette tæppebane skal ligge dobbelt over indgangen til boligen. 10-11Sæt derefter 50 løkker i hver af de yderste baner på de to store tæpper, så de kan hægtes sammen med 50 bronzehægter. På den måde bliver de to stykker sat sammen til ét. 12Yderteltdugen vil rage ud over inderteltet med en halv tæppebane ved bagsiden. 13På de to langsider vil det yderste dække rage en alen ud over det inderste.

14Dernæst skal du lave endnu to lag som yderligere tagbeklædning, det nederste af rødfarvede vædderskind og det øverste af kraftigt læder.

15Boligens vægge skal bestå af akacietræsmoduler. 16Hvert modul skal være 10 alen højt og 1½ alen bredt 17og have en tap ved hver side forneden til at samle modulerne med. Sådan skal alle panelerne laves. 18Lav 20 moduler til boligens sydside 19og 40 sokler af sølv, to sokler under hvert modul. 20Nordsiden skal også bestå af 20 moduler 21med tilsvarende 40 sokler af sølv, to sokler under hvert modul. 22Vestsiden skal have seks almindelige moduler 23og to smallere moduler i hvert hjørne. 24Hjørnemodulerne skal kunne samles ved hjælp af beslag forneden og en ring foroven. 25Det vil sige, at der i vestsiden af boligen er otte moduler og 16 sokler af sølv, to sokler under hvert modul.

26-27Lav derefter 15 tværstænger af akacietræ til at sikre rækken af moduler, fem tværstænger til hver af boligens tre trævægge, både de to lange sidevægge og den kortere endevæg. 28De tværstænger som ligger i midten, halvvejs oppe ad væggen, skal gå i hele væggens længde. 29Belæg modulerne med guld og støb guldringe, som stængerne kan sidde fast i. Belæg ligeledes tværstængerne med guld. 30Rejs boligen på den måde, jeg har vist dig her på bjerget.

31Til boligens indre skal du lave et forhæng af fintvævet linned, og du skal få en dygtig tekstilkunstner til at brodere keruber på forhænget med blåt, violet og purpurrødt garn. 32Lav så fire akaciestolper belagt med guld og med kroge øverst oppe af guld. Stolperne skal stå inde i boligen på fire sokler af sølv. 33Forhænget skal så hænge i guldkrogene på stolperne. Bag forhænget skal du stille arken med stentavlerne, hvorpå Guds bud er skrevet. Forhænget skal således adskille det hellige, yderste rum i boligen, og det allerhelligste, inderste rum.

34Læg derefter forsoningslåget på plads oven på arken i det allerhelligste rum. 35Placer bordet og lysestagen på den anden side af forhænget i det hellige rum, bordet langs den nordlige væg og lysestagen ved den sydlige væg.

36Til at lave forhænget ved boligens indgang skal du bruge fintvævet linned og give en dygtig tekstilkunstner frie hænder til at udsmykke forhænget med blåt, violet og purpurrødt garn. 37Ved hjælp af guldkroge skal du hænge forhænget op på fem akaciestolper belagt med guld, og støb fem sokler af bronze til stolperne.

Skriv en kommentar til dette kapitel

Du skal være logget ind for at poste en kommentar.