Indledning / 1 / 2 / 3 / 4 / 5 / 6 / 7 / 8 / 9 / 10 / 11 / 12 / 13 / 14 / 15 / 16 / 17 / 18 / 19 / 20 / 21 / 22 / 23 / 24 / 25 / 26 / 27 / 28 / 29 / 30 / 31 / 32 / 33 / 34 / 35 / 36 / 37 / 38 / 39 / 40

 

Moses’ sang

1Da sang Moses og israelitterne denne sang for Herren:

 

Jeg vil synge for Herren,

ophøje ham for hans herlige sejr.

Han fældede hest og rytter,

kastede dem i havets dyb.

2Herren er min styrke og glæde,

han er den, som frelser mig.

Han er min Gud, og jeg vil prise ham,

mine forfædres Gud, jeg vil ophøje ham.

3Herren er en vældig kriger,

Herren er hans navn.

 

4Faraos vogne og hære blev opslugt af havet,

hans folk forsvandt i Det Røde Hav.

5Bølgerne slog hen over dem,

de sank som sten i havets dyb.

6Herre, din højre hånd er stærk,

du knuser dine fjender.

7Med din vældige magt vandt du

over dem, som var imod dig.

Din vrede flammede op

og fortærede dem som halmstrå.

8Ved dit åndepust hobede vandet sig op,

de brusende vande stod som en mur,

og havbunden tørrede ind.

9Fjenden tænkte: »Jeg forfølger dem,

indhenter dem og udrydder dem.

Jeg plyndrer dem og uddeler byttet,

jeg stiller min hævntørst på dem.

Jeg trækker mit sværd af skeden,

med magt vil jeg udrydde dem.«

10Men du pustede, og havet dækkede dem.

De sank som bly i de vældige vande.

11Hvem er som du blandt guder, Herre?

Hvem er som du, hellig og herlig,

forfærdelig i stråleglans,

forunderlig i styrke?

12Du løftede din hånd,

og jorden opslugte vores fjender.

13Du er en trofast leder for dit frikøbte folk.

Du har magt til at føre dem til din hellige bolig.

 

14Folkeslagene hører om det og skælver,

filistrene overvældes af frygt.

15Edoms høvdinge forfærdes,

Moabs fyrster ryster.

Kana’ans beboere taber modet.

16Rædsel og angst overvælder dem.

De står tavse af frygt med forstenede ansigter,

indtil dit folk er gået forbi, Herre,

til dit frikøbte folk er nået hjem.

17Du fører dem og planter dem på dit eget bjerg,

det sted, som skal blive din bolig, Herre,

den helligdom, du selv vil bygge.

18Herren er konge, evig og altid!

 

19Dengang Faraos heste, vogne og ryttere stormede ud i havet, lod Herren vandet styrte hen over dem. Men israelitterne gik tørskoede over. 20Da greb Arons søster, profeten Mirjam, en tamburin, og alle kvinderne fulgte hende i dansen, mens de spillede på deres tamburiner. 21Mirjam sang:

 

Syng for Herren,

han er større end alle andre.

Hest og rytter

kastede han i havets dyb.

 

Det bitre vand i Mara og Elims friske kilder

22Derpå førte Moses Israels folk videre fra Det Røde Hav ind i Shurs Ørken, og de gik i tre dage uden at finde vand. 23Da de kom til Mara, fandt de en lille sø, men vandet var bittert og ikke til at drikke. 24Så beklagede folket sig til Moses. »Hvad har du tænkt, vi skal drikke?« jamrede de.

25Da bad Moses Herren om hjælp, og Herren viste ham en bestemt slags træ, og da han kastede et stykke af træet i søen, blev det muligt at drikke vandet.

Det var her i ørkenen, at Herren gav Israels folk sine forordninger og retningslinier, og det var her, han satte dem på prøve, idet han sagde: 26»Hvis I vil lytte til Jahve, jeres Gud, følge mine forordninger og gøre det, som er rigtigt i mine øjne, så skal I ikke lide under de plager, jeg sendte over egypterne. Jeg er Herren, og jeg kan helbrede jer.«

27Da de gik videre fra Mara, kom de til Elim, hvor der var 12 vandkilder og 70 palmetræer, og de slog lejr ved kilderne.

Skriv en kommentar til dette kapitel

Du skal være logget ind for at poste en kommentar.