Indledning / 1 / 2 / 3 / 4 / 5 / 6 / 7 / 8 / 9 / 10 / 11 / 12 / 13 / 14 / 15 / 16 / 17 / 18 / 19 / 20 / 21 / 22 / 23 / 24 / 25

 

Kong Uzzija af Juda

1I kong Jeroboam af Israels 27. regeringsår blev Amatzjas søn Uzzija konge i Juda 2i en alder af 16 år. Hans mor hed Jekolja og var fra Jerusalem. Han regerede i Jerusalem i 52 år.

3Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne i samme udstrækning som sin far Amatzja. 4Men som sine forgængere ødelagde han ikke offerstederne rundt omkring i landet, hvor folk bragte brændofre. 5Herren ramte kongen med spedalskhed, som han led af til sin dødsdag. Han boede i et hus for sig selv, mens hans søn Jotam overtog regeringsmagten og ledelsen af paladset. 6Resten af Uzzijas liv og virke er beskrevet i Judas kongers krønikebog. 7Da han døde, blev han begravet sammen med sine forfædre i Davidsbyen, og hans søn Jotam blev nu officielt kronet som konge.

Forskellige konger i Israel

8I kong Uzzija af Judas 38. regeringsår blev Jeroboams søn Zekarja konge i Israel. Han regerede i Samaria i seks måneder.

9Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne som sine forfædre. Han fortsatte den afgudsdyrkelse, som Jeroboam, Nebats søn, i sin tid havde indført. 10Shallum, Jabesh’ søn, gjorde oprør imod ham og stak ham ned med sit sværd i fuld offentlighed, hvorefter han overtog magten. 11De øvrige begivenheder, som fandt sted under kong Zekarja, er beskrevet i Israels kongers krønikebog. 12Med Zekarja var Herrens løfte til kong Jehu gået i opfyldelse, for Herren havde sagt, at Jehus efterkommere skulle være konger i Israel i fire generationer.

13I kong Uzzija af Judas 39. regeringsår blev Shallum, søn af Jabesh, konge i Israel. Han regerede i Samaria i en måned.

14Da en måned var gået, kom Gadis søn Menahem fra Tirtza til Samaria. Han myrdede kongen og overtog magten. 15Shallums liv og virke samt oplysninger om den sammensværgelse, han stiftede mod kongen, er beskrevet i Israels kongers krønikebog.

16Allerede mens Menahem holdt til i Tirtza, havde han ødelagt byen Tappuach og dens opland, da indbyggerne i byen nægtede at støtte ham i ønsket om at blive konge. Alle indbyggerne blev sablet ned, og byens gravide kvinder fik maven sprættet op.

17I kong Uzzija af Judas 39. regeringsår blev Menahem, Gadis søn, konge i Israel. Han regerede i Samaria i ti år. 18Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og fortsatte med den afgudsdyrkelse, som Jeroboam havde indført. Mens han var konge, 19-20invaderede kong Pul af Assyrien landet, men Menahem købte sig fri ved at betale 34 tons sølv, hvorefter den assyriske konge trak sig tilbage og vendte hjem. Menahem tog disse penge fra de rige ved at pålægge dem alle en særskat på et halvt kilo sølv. 21Resten af kong Menahems liv og virke er beskrevet i Israels kongers krønikebog. 22Da han døde, overtog hans søn Pekaja magten.

23I kong Uzzija af Judas 50. regeringsår blev Pekaja, Menahems søn, konge i Israel. Han regerede i Samaria i to år. 24Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og fortsatte den afgudsdyrkelse, Jeroboam havde indført. 25Hans øverstkommanderende, som hed Peka, Remaljas søn, lavede en sammensværgelse imod ham sammen med 50 mænd fra Gilead. Peka myrdede ham i paladset i Samaria og tog derefter selv magten. 26Resten af Pekajas liv og virke er beskrevet i Israels kongers krønikebog.

27I kong Uzzija af Judas 52. regeringsår blev Peka, Remaljas søn, konge i Israel. Han regerede i Samaria i 20 år. 28Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og fortsatte den afgudsdyrkelse, Jeroboam havde indført. 29Mens han regerede, angreb den assyriske konge Tiglat-Pileser igen Israel og indtog byerne Ijjon, Abel-Bet-Ma’aka, Janoha, Kadesh og Hatzor samt områderne Gilead, Galilæa og Naftali. Indbyggerne tog han med sig til Assyrien som fanger.

30Hosea, Elas søn, lavede en sammensværgelse mod Peka og myrdede ham, hvorefter han selv overtog magten. Det skete i kong Jotams, Uzzijas søns, 20. regeringsår. 31Resten af Pekas liv og virke er beskrevet i Israels kongers krønikebog.

Kong Jotam af Juda

32I kong Peka af Israels andet regeringsår blev Jotam, Uzzijas søn, konge i Juda. 33Han var 25 år, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 16 år. Hans mor hed Jerusha og var en datter af Zadok.

34Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, som hans far Uzzija havde gjort. 35Dog ødelagde han ikke offerstederne rundt omkring i landet, hvor folk bragte brændofre. I øvrigt var det under kong Jotam, at nordporten i Herrens tempel blev bygget. 36Resten af Jotams liv og virke er beskrevet i Judas kongers krønikebog.

37På den tid lod Herren kong Retzin af Aram og kong Peka af Israel angribe Juda. 38Da Jotam døde, blev han begravet ved siden af Judas konger i Davidsbyen. Hans søn Ahaz blev konge efter ham.

Skriv en kommentar til dette kapitel

Du skal være logget ind for at poste en kommentar.