Indledning / 1 / 2 / 3 / 4 / 5

 

Vær parat, men frygt ikke

1Hvornår vil det ske? Det behøver vi vist ikke sige så meget om, kære venner. 2I ved udmærket godt, at Herrens dag kommer lige så uventet som en tyv om natten. 3Når folk siger: »Der er fred og ingen fare!« kommer ulykken pludselig over dem – som veer over en fødende kvinde – og der er ingen steder, de kan flygte hen. 4Men I, kære venner, lever jo ikke i mørket, og den dag vil derfor ikke overrumple jer som en tyv. 5I er jo alle sammen lysets børn og lever ikke under mørkets magt. 6Lad os derfor ikke gå rundt i en åndelig søvn, som mørkets børn gør, men altid være årvågne og besindige, 7for de, der sover åndeligt, lever i mørket, ligesom dem, der beruser sig. 8Men lad os, der hører lyset til, være årvågne og mådeholdne, iført troen og kærligheden som brynje og frelsesvisheden som hjelm.

9Det er ikke Guds hensigt, at vi skal rammes af hans vrede, men at vi skal få det evige liv gennem Jesus Kristus, vores Herre. 10Jesus døde for os, for at vi kan få det samme opstandelsesliv, som han har, hvad enten vi sover eller er vågne på det tidspunkt, han kommer.11Altså bør I opmuntre og styrke hinanden, sådan som I allerede gør.

Afsluttende formaninger, ønsker og hilsener

12Vi beder jer, venner, respekter dem, der har ansvar for at vejlede jer og være ledere i menigheden. 13På grund af det arbejde, de udfører, bør I vise dem al mulig agtelse og kærlighed og leve i harmoni med hinanden.

14Konfronter de genstridige, giv de modløse nyt mod, styrk de svage og hav tålmodighed med alle. 15Sørg for, at ingen gengælder ondt med ondt. Stræb altid efter at gøre godt mod hinanden i menigheden, ja, mod alle mennesker.

16Vær altid glade, 17bed uden at blive trætte, 18og sig tak under alle forhold, for det er Guds vilje for jer, som tilhører Jesus Kristus.

19Udsluk ikke Ånden, 20og foragt ikke profetiske budskaber, 21men vurder det hele. Hold fast ved det, som er godt, 22og hold jer fra alt, hvad der er ondt.

23Vi beder om, at fredens Gud vil gøre jer hellige og rene og bevare jeres ånd, sjæl og legeme, så I ikke kommer under anklage, den dag Jesus Kristus, vores Herre, kommer igen. 24Han, der kalder jer, er trofast. Han vil føre jer igennem til målet.

25Venner, bed også for os! 26Hils alle vennerne med et helligt kindkys, 27og lov mig at læse brevet op for alle de troende. 28Jesu Kristi nåde være med jer!

En kommentar om “1. Thessaloniker – Kapitel 5”

  1. mollerik

    Men lad os, der hører lyset til, være årvågne og mådeholdne, iført troen og kærligheden som brynje og frelsesvisheden som hjelm.

Skriv en kommentar til dette kapitel

Du skal være logget ind for at poste en kommentar.