Indledning / 1 / 2 / 3 / 4 / 5 / 6 / 7 / 8 / 9 / 10 / 11 / 12 / 13 / 14 / 15 / 16

 

Spørgsmål om ægteskabet

1Med hensyn til jeres spørgsmål om ægteskab og sex, så er det fint for en mand at leve i cølibat, 2men hvis manden er gift, bør han være sammen med sin kone, og konen bør være sammen med sin mand, for at de ikke skal fristes til seksuel synd. 3Manden bør opfylde sin kones ægteskabelige behov, og konen bør tilsvarende opfylde sin mands behov. 4En gift kvinde tilhører sin mand og ikke kun sig selv, og tilsvarende tilhører en gift mand sin kone og ikke kun sig selv. 5Derfor må I ikke afvise jeres ægtefælles ønske om sex, med mindre I er enige om at være afholdende en tid, for at I bedre kan koncentrere jer om at bede. Derefter skal I være sammen igen, for at Satan ikke skal friste jer, når jeres drifter bliver for stærke. 6Det her er en indrømmelse, jeg giver jer, ikke en befaling. 7Jeg kunne ønske, at alle havde det som jeg, men enhver har sin egen nådegave fra Gud – én person har det på én måde, en anden har det på en anden måde.

8Med hensyn til enkerne og enkemændene, vil jeg sige: Det er prisværdigt for dem at forblive ugift ligesom jeg. 9Men hvis de ikke kan leve i afholdenhed, må de hellere gifte sig, for det er bedre at gifte sig end at blive opslugt af sine drifter.

10Men med hensyn til dem, der er gift, har jeg en befaling, ikke kun et forslag. Og den befaling kommer fra Herren: En kvinde må ikke skille sig fra sin mand. 11(Hvis hun alligevel skiller sig fra ham, bør hun forblive ugift eller blive forsonet med ham igen.) Og en mand må ikke gå fra sin kone.

12Med hensyn til blandede ægteskaber har jeg selv en mening, men ikke en direkte befaling fra Herren: Hvis en troende mand er gift med en ikke-troende kvinde, som gerne vil blive hos ham, så må han ikke gå fra hende. 13Og hvis en troende kvinde har en mand, der ikke er troende, men som er villig til at blive sammen med hende, så må hun ikke gå fra ham. 14En troende kvinde bliver jo ikke uren ved at være gift med en ikke-troende mand, og en troende mand bliver jo heller ikke uren ved at være gift med en ikke-troende kvinde. Den ikke-troende ægtefælle regnes som værende ren i Guds øjne gennem sit ægteskab med en troende ægtefælle. Ellers ville deres børn jo være urene, men det er de ikke. 15Hvis derimod den ikke-troende ægtefælle ønsker at blive skilt, så lad dem blive skilt. I sådanne tilfælde er en troende mand eller kvinde ikke under tvang. Gud har kaldet os til at leve i fred. 16En troende kvinde kan jo ikke vide, om hendes mand vil komme til tro, ligesom en troende mand ikke kan vide, om hans kone vil komme til tro.

17I bør hver især acceptere det liv, Gud har kaldet jer til at leve, og den lod, Herren har givet jer i livet. Sådan er min undervisning i alle menighederne.

18Hvis en mand har gennemgået den jødiske omskærelsesceremoni, inden han blev en kristen, skal han ikke søge at ændre på det, og hvis han ikke er blevet omskåret, skal han ikke blive det nu. 19For en kristen betyder det intet, om han har gennemgået den ceremoni eller ej. Det afgørende er at gøre Guds vilje.

20Fortsæt blot i den situation, I var i, da I blev kristne. 21Var du slave på det tidspunkt, så lad det ikke bekymre dig, men skulle du få en chance for at blive fri, så udnyt den bare. 22Var du slave, da Herren kaldte dig ind i sit rige, så glæd dig over, at du nu er frigjort fra syndens slaveri. Og var du fri, da du blev kaldet, så husk, at du nu er slave hos Kristus. 23Det kostede ham dyrt at løskøbe dig, så pas på, at du ikke igen bliver slave af verdslig tankegang. 24Altså, kære venner, bør I tjene Gud, lige meget hvilken situation I var i, dengang I blev kristne.

25Med hensyn til de unge, som endnu aldrig har været gift, har jeg ingen særlig befaling fra Herren. Men jeg fortæller jer min mening som en person, man kan fæste lid til på grund af Herrens barmhjertige indgriben i mit liv. 26I den trængselstid, som vi befinder os i, mener jeg, at det er en fordel at forblive ugift. 27Hvis du er bundet i et ægteskab, skal du ikke opløse det. Hvis du ikke er bundet, så lad være med at gifte dig. 28Men hvis en ung mand alligevel beslutter at gifte sig, er der ikke noget forkert i det, og hvis en ung pige gifter sig i en tid som denne, så har hun ikke gjort noget forkert. Men hvis I gør det, vil I få nogle problemer, som jeg kunne ønske, at I blev skånet for. 29-31Det siger jeg jer, venner: Verden i sin nuværende form er tæt ved at have nået sin afslutning. Der er ikke lang tid tilbage. Derfor gør det fra nu af ikke den store forskel, om man er gift eller ugift, om man sørger eller er glad, om man har penge at købe for eller ej, og om man udnytter det verden har at byde på eller ej.

32Jeg vil gerne skåne jer for de bekymringer, der hører denne verden til. En ugift mand tænker på det, der hører Herren til, hvordan han kan glæde sin Herre. 33Men en gift mand tænker på det, der hører denne verden til, hvordan han kan glæde sin kone, 34og på den måde er hans tanker delt. Det samme gælder den ugifte kvinde eller unge pige. De tænker på det, der hører Herren til, og indvier både deres krop og ånd til at tjene Herren. Men en gift kvinde tænker på det, der hører denne verden til, hvordan hun kan glæde sin mand. 35Jeg siger ikke det her for at begrænse jeres frihed, men for at I kan tjene Herren på en god og helhjertet måde uden at blive optaget af så mange andre ting.

36Hvis en mand har en ugift datter, som gerne vil giftes, og som ikke er helt ung mere, og hvis han mener, det ville bringe skam over datteren, hvis hun forblev ugift, så lad ham gøre det, han mener, er det rigtige: lad hende blive gift. Det er der ikke noget forkert i. 37Men hvis han har overvejet sagen grundigt og har taget sin beslutning, hvis han ikke er blevet presset til noget, der er imod hans overbevisning, og hvis han mener, at datteren bør forblive ugift, så er det i orden. 38Altså er det i orden for en mand at gifte sin datter bort, og det er i orden ikke at gøre det, dog anbefaler jeg det sidste.

39En kvinde er bundet af sit ægteskab, så længe hendes mand lever. Men hvis manden sover ind, er hun frit stillet til at gifte sig med hvem, hun vil, blot det er med en kristen. 40Dog vil hun, så vidt jeg kan se, få mere velsignelse ud af ikke at gifte sig, og jeg tror, at jeg har den opfattelse fra Guds Ånd.

22 kommentare “1. Korinter – Kapitel 7”

  1. mollerik

    I bør hver især acceptere det liv, Gud har kaldet jer til at leve, og den lod, Herren har givet jer i livet.

  2. 4444dddd

    Det har overrasket mig (‘positivt’), at se denne forholdsvis nye oversættelse ‘gå imod strømmen’, om man så må sige, når den i kapitlets første del såvel som i dets sidste del entydigt skriver den læsemåde ud, som jeg selv vil kalde den kristent-‘åndelige’ selvsagte, selv om her de enkeltvise sætninger på grundsproget ofte står ret åbne for flere -til dels modsatgående læsemåder, og hvor man godt kunne forvente, og osse ser, oversættelsen vælge De -umiddelbart mulige (‘modsatgående’)-, der harmonerer bedre med den Nu-gældende politiske korrekthed i Nutidens kristenhed, – hvor dårligt de så end passer ind i Helheden.
    Ikke desto mindre må den Bedste (~eller i hvert fald : retteligste) oversættelse faktisk siges at være den, der bevarer flertydigheden.-
    I midterpartiet synes imidlertid vor herstående oversættelse være blevet grebet af en lille hvirvelstrøm, når den vælger entydigt at oversætte vers 21 til gunst for at skifte sin evt. givne trællestand ud med frimandens -når muligheden for det skulle være tilstede, mens dog den tilgrundliggende sætning på græsk isoleret set (mindst) lige så godt kan læses til gunst for at Forblive i sin Givne (trælle)-stand, selv om muligheden skulle være tilstede.
    “Blev du kaldet som træl, så lad ikke det bekymre Dig [-dette: “dig” står på græsk med eftertryk-, dvs: Lad de andre, (‘verdens børn’), om at kunne være nedtrykte over sådan noget], men hvis endda (~selvom) du også kan blive fri, så Vælg .. det_nu -endda, -hellere” ( : Hold ‘aktivt’ fast i- “det”), eller: “..så benyt dig endda hellere af det (-til din egen fordel)” -nemlig af at : “den, der blev kaldet i Herren som træl, (nu) er {Herrens} Fri_{givne}, mens den, der blev kaldet som fri, (nu) er {Kristi} Træl.”
    I betragtning af at mellem vers 17 og vers 24 bruges ikke bare et af dem og heller ikke bare to af dem, men tre af dem til at slå dette med stands-forblivelsens Fortrin utvetydigt fast, så synes jeg nok vor hvergagsdanske og nu om stunder fremherskende oversættelse af vers 21, oversættelses-Valg, nærmest stiller apostelen frem som en, der ‘taler med uld i munden’, som man siger, mens han til gengæld med dette andet menings-valg fremstår som en, hvis ord nærmest : “skiller sjæl og ånd”.

    • 4444dddd

      At jeg ikke lige Selv er skrivende under det Apostoliske (=inspirerede) Overblik, viser sig vist deri, at udtrykket : “At tale med uld i munden” umiddelbart nok svarer bedre til Min egen givne karakteristik af vort her givne apostelords ‘lidt markante flertydighed’, end til den sammenhæng jeg har brugt det i, hvor jeg nok hellere skulle have brugt udtrykket, at det stiller apostelen frem som: “en Løst talende-“, der ved at slå sin formaning utvetydigt fast både lige før og (endda) lige efter vers 21, mest ‘fastslår’ formaningen selv at være : “Løs tale” -fra hans side; \-mens omvendt fremdragelsen under den anden mulige oversættelse netop vil tjene til at fastslå formaningens uberoenhed af forskelle indenfor denne verdens egen sfære, men beror på en Sfære-Forskel /(‘det sjæleliges-‘ og ‘det åndeliges-‘)

      Angående “uldenheden” i det øvrige, så kunne vi måske tænke på, at ‘flertydighed’ også kunne komme af at tale med : “tveægget tunge” (-altså ikke med: Tvedelt tunge, men med: Tveægget- /(apropos Heb.4,12) \+Åb.1,16).

      • 4444dddd

        Standsformaningen Handler selvfølgelig (netop) om ‘forskelle indenfor denne verdens egen sfære’, nemlig Déns stands-forskelle, alias Dem, der absolut ingen forskel gør i det rige (‘dén Nye verden’) du nu ved din kaldelse er blevet født ind i af Gud selv, Ånds-født, – /hvorimod der jo gives andre forskelle indenfor denne verdens eget regi, f.eks mellem at gøre vel eller gøre ondt mod andre, der såvist Gør en forskel (-og Nu endda: en afgørende forskel)/, mens dén (kaldede) der fremdeles medgiver disse rent denneverdsllige ‘Stand_punkter’ nok (egen)-betydning til at skifte den stand ud, som Gud godkendte ham i for Sit-, deri tilkendegiver, at samme godkendelse, Nådes bevisning, ikke er Ham nok. – \~tilkendegiver at han ‘i virkeligheden’ eller i hvert fald endnu ikke har fattet betydningen af det; – (endnu) ikke Kender forskel.

    • 4444dddd

      Når der i vers 23 direkte oversat siges: “.. vær ikke menneskers trælle”, så Kunne det jo i princippet og helt isoleret taget, godt læses som en direkte opfordring til at forlade en eventuelt given trællestand, altså: til at skifte stand (-understøttende hvad jeg har kaldt: dette kapitels noget markante flertydighed), ihvorvel det såvel i kapitlets egen kontekst som endnu mere i hele brevets, tydeligvis er at forstå som: vær ikke ‘menneske’-træl, ~ træl af: det menneskelige, ~ af din egen: menneskelighed-, især sammenholdt med bebrejdelsen af dem i kap. 3 (v. 4): “-er I så ikke “mennesker”-“, som igen forstår sig af læren -i kap. 15, om, at ‘ det første menneske, Adam [‘vort gamle menneske’], blev til en levende sjæl; den sidste Adam [ Kristus ~ det nye menneske] blev til en levendegørende ånd.

  3. 4444dddd

    En måske lidt tydeligere formulering kunne være denne : “… (men hvis endda også du kan blive fri) så drag endnu hellere Fordel af det [-som er meget tekstnær, og hvor “det” så går på ‘det at være blevet kaldet som træl’], thi /(nemlig derved at-) den, der blev kaldet som træl, (nu) er .. ‘Fri’, mens den, der blev kaldet som fri, (nu) er .. ‘Træl’ “.
    Ganske vist skulle /kunne så ordet træl forventes stående i akkusativ, og det gør det ikke, men det er der heller ikke andre ord, der gør, så henførselssagen på den måde kunne afgøres rent grammatisk, mens derimod henførsels-afgørelsen her synes placeret i eftersætningen (v. 22), der ikke er en ny egen sætning, men ved ordet: “thi-” er meningsmæssigt således forbundet til vers 21, at det er den, der oplyser, hvad der ligger i det.
    -Eller i en måske endnu tydeligere formulering :
    “Står du kaldet som træl? Lad ikke det være Dig nogen bekymring; – ja selv om du står og kan blive fri, så Udnyt hellere endda dit (givne) Fortrin! -for den, der blev kaldet ind til Herren som træl, er Fri i Herren, ligesom og den, der blev kaldet som fri, er Kristi Træl.”

  4. 4444dddd

    Vor nyeste Autoriserede oversættelse udmærker sig ved at oplyse Begge de -modsatgående, (og isoleret set: Mulige) læsemåder i en tilføjet anmærkning, -i teksten selv dog mest til gunst for at skifte, stand,- og deri for så vidt ‘leve op’ til ‘Det Bedste’, ~flertydighedens bevarelse, – men det skal man nok ikke lægge alt for meget i.-
    Sagen er, at den foregående -i øvrigt som den eneste jeg har stødt på- helt entydigt oversatte til gunst for stands-forblivelsen, og så er det, som det kunne synes, en slags kutyme her -når man dropper noget hidtil stående for noget andet, da i selve overgangsleddet at nævne det hidtidige i en anmærkning, – i hvert fald er det samme slags udvikling, man her kan se fuldbragt for versafsnittet: 36-39’s vedkommende, hvor den foregående nok i teksten skrev den læsemåde hvorefter det drejer sig om et fader-datter forhold, men i sin kommentar-afdeling anførte den i vore tider og på vort sted mindre ‘politisk u-korrekte’ læsemåde, hvorefter det skulle gå på en (ung) mand og hans forlovede, den læsemåde som så nu -i den Aut.- står uanfægtet i teksten selv.
    (-og hvorefter apostelen næsten kommer til at fremstå som direkte ophav til en særegen form for ‘ægteskabs-indgåelse’, der bestod i at de indgående aflagde løfte om ‘at leve sammen’ uden at ‘røre hinanden’, og som kirken meget snart dømte at være et rent djævelsk påfund.)

    • 4444dddd

      ! Correction ! – Faktisk har vor Aut. (også her) begge læsemåder med i en anmærkning ( ser jeg (først) nu), mens den i sin skrevne tekst meningsmæssigt er meget åben_stående, -uden dog at være overdreven tekstnær.
      Ret nøjagtigt udskrevet starter afsnittet sådan : “Men mener nogen det ville være en skam hvis hans jomfru gik [ugift] ud over sin blomstringstid, så…”
      Eftersom nu vers 38 eksplicit taler om : “at bortgifte- (sin jomfru)”, skulle (vel) fader-datter forholdets læsemåde synes ret oplagt, -sådan som det også altid i kirken har været læst som, – mens der Nutidigt -foruden: et forlovet par- også fremføres den læsning af det, at det skulle dreje sig om en mands forhold til sin egen ‘jomfruelighed’.
      | Denne sidstnævnte (skal vi sige gakkede ?) læsemåde er såmænd ikke helt fjern fra Luthers (til tider decideret pinlige) gennemgang af Kapitlet, hvori han undervejs fastslår, at det beviser Paulus at have været gift -siden han ikke regner sig selv med blandt jomfruerne. |

      • 4444dddd

        Jeg har i slutningen af min (meget lange) kommentar-serie til 1. Joh. 5, påpeget /(påvist) hvordan man for så vidt godt kan være ‘bibelsk’ uden at være det på Skriftens, Gudsordets egen præmis: Lede I det- i stedet for at lade Sig lede Af det, ~finde (isoleret) understøttelse i det for noget faktisk gældende, der netop er kommet af, at man ikke har ladet sig lede af det, – og så må jeg jo her (‘ligervis’) indrømme, at der i Åb.14. 4, faktisk siges om de 144000, der ‘ikke har besmittet sig med kvinder’, at de er: “Jomfruer”.., som et slags belæg for (dét faktisk gældende (Og: højst ubibelske)) at: jomfru-Standen som sådan (kvindens-)(‘nu’) er gledet (helt) ud-, på Luthers tid ved at være ‘gået op’ i, blevet ens med: klosterlivs-kaldelsen, og i vor tid på ligestillingens alter, \ således som også selve ordet her i kapitlet er gledet helt ud af denne: Hverdagsdanske-, og i den Aut. (vist nok) af hele ‘Bibelen’.
        / Til gengæld præsterer så denne Hverdagsdanske i vers 8 -på ligestillingens alter,- at indføre en ny og egen og helt ubibelsk ‘mande-Stand’ : Enkemændenes-.
        -istedet for: De ugifte-. ( Netop ved det at den ugifte kvinde enten er enke eller: (en) Jomfru /eller: en fraskilt kvinde/ (-når vi fraregner skøgemuligheden), så betyder “De ugifte-” bart stående: Mænd uden koner.)

      • 4444dddd

        Jeg kan se, at Luther i sin gennemgang efter at have draget sin særegne konklusion om Paulus’ stand – baserende sig på at han ikke var jomfru /v. 25\, dels ser sig nødt til lige at aflive den kone han lige har givet ham, -for at få pengene til at passe, -hvad de kun gør, hvis han på tidspunktet har været enkemand-, og dels genopskriver vers 8 til bedre at passe hermed, alias skifte “de ugifte” ud med: “enkemændene”, /-thi de ugifte unge (mænd) omhandles ‘jo’ under: Jomfruerne.

        /-Til oplysning lyder vers 25 sålunde: “Angående jomfruerne så har jeg …” | -Men så må jeg da forresten også medgive Luther (m.fl.), at idet han “..ingen særlig befaling har Dem angående”, så fortsætter han jo straks med -over “menneske”-bestemmelsen, og med mandens tilfælde sat først,- at oplyse det for både den ene og anden (fælles)-gældende, /-måske dog med Trængslen især hæftet på jomfrusiden, ‘korresponderende’ måske med Matt. 24. 19: “Ve dem, der er frugtsommelige, og dem, der giver die, i de dage.”

        • 4444dddd

          Jeg noterer mig nu, at selv om det godt nok -efter jomfruernes første-behandling /nævnelse, (i fællesregiet) er mandens tilfælde der så følger, så er det allerførst den gifte mands tilfælde der omhandles, som det vel burde være umuligt at indbefatte under ; Jomfruerne.

          • 4444dddd

            Men Luther m.fl. må vel så mene, at de ugifte mænd, der så nævnes, er de ’sexuelt erfarne’, (måske ‘aktive’) sådanne, der aldrig har været gift (-thi så hørte de under enkemændene, eller de fraskilte), hvorefter så først de ’sexuelt uerfarne’ mænd tages op under rubrikken: jomfruerne. _ Hm.
            -Tja, homosexuelt set ville det måske ikke være så meningstosset

        • 4444dddd

          Til Luthers argumentations(be)vis hører så også, at når Paulus taler om at ‘ være som også han selv er’, så betyder det ikke blot at være (sat) i stand til at leve afholdende, men også om det her indunder er med eller uden (sin) jomfru-dom (!), helt uden sansen for, at blot fordi det (eksempelvis) vitterligt er til hæder for en kvinde at være eller blive kronet med et Diadem, så er det (mellem-menneskeligt) at (ville) ‘krone’ en mand med samme Smykke, jo dog først og fremmest en grov forhånelse af ham (qua mand nemlig). (Igen kunne man sige: Bringende en dunst af det homofile ind over, /som iøvrigt også Luther selv ‘fik i næsen’, da han besøgte Rom.)

      • 4444dddd

        Iøvrigt er der jo nok ‘bare’ tale om, at Luthers forståelse af jomfru-betegnelsen, dens ‘tve-kønnethed’, er den i hans katolsk-kirkelige miljø ganske almindeligt gældende, så hans ‘opdagelse’ egentlig bliver den: at katolsk-kirkeligt set så må faktisk Paulus have været gift(!), -hvad der så kan kaldes skarpt nok set af Luther-, og derind under bibringende ham en ekstra trumf (‘en appelsin i turbanen’) i hans Overordnede kamp (-mod ægteskabs-afståelsen), hvorfor han ingen ‘grund’ ser til at anfægte selve (jomfru)-forståelsen, men tager den ‘med over’, / lige som han gør med med løfte-aflæggelsens ‘konstituerende’ betydning for giftermålet (jvnf. 1.Joh.5-kommentaren), / og iøvrigt også med med Marias vedblivende jomfrustand.

        • 4444dddd

          Det dæmrer for mig, at når blot vi antager en ‘tilegnelse’ af disse skriftord, der kunne være den bedst mulige under en rent kødeligt /sjæleligt bestemt Selv-opfattelse, så stod vi sikkert også her med : den bedst mulige-, og hvor så det håbløse i det er, at det er i Kirkens regi, den gør sig, -hvor man ligesom måtte forvente den Åndeligt bestemte Selv-opfattelse at gøre sig, -den hvori man ikke så meget forsøger ‘holde sig i skindet’ (-for nemlig: at kunne (Be)holde sig (selv) i: Skindet), men : ‘Skifter ham’-, om man så må sige, “Ifører sig det nye menneske under Aflæggelse af det gamle”; – /selv om det jo så også fremgår af vores brev, at deri var de (‘heller ikke dengang’) særligt fremmelige.
          Protestantisk evangelisk går det så nok mere i retning af, at erklære “den gamle klædning” for at være god nok som den er (nemlig: skabt af Gud-, og anbragt i Hans regi for sig), og så lade ‘ den nye klædning’ være en Tilføjelse til den gamle, ‘ et slips ‘, som såvist ’sætter prikken over i’et’, men dog ligesom behøver den gamle for sig.
          /Det bliver herunder logisk nok at ville udvide “Regiet” til også at omfatte f.eks.: Registreret partnerskab, fordi der ellers ville kunne sættes spørgsmålstegn ved ‘god_nok_heden’ af det naturligt givne, ~pilles ved en grund_Pille i selve “det evangeliske”. / Med kirkelig velsignelse tilføjet fås her en slags omvendt pendent til aflads-systemet, hvorunder konkubiner kunne tillades pr ‘løbende afgift’.

        • 4444dddd

          -Som blotlæggende ‘Åndløshedens rodfæstethed’ er det jo noget Kedeligt noget at grave i; men hvad det ‘opklarer’ for mig selv er, at den protestantisk-evangeliske Åndløshed på kønslivets gebet i høj grad er den noget Grundlæggende medgivent fra det katolske, -som den så blot ’statuerer positivt’, kunne man sige.

        • 4444dddd

          At ‘Luther heri blot er på linje med sit givne katolsk-kirkelige miljø’, er, må jeg indrømme, ikke noget jeg Ved ‘positivt’, men går ud fra, hvorved jeg i den foranstående kommentar strengt taget gør mig skyldig i dén den moderne videnskabeligheds metode, der består i at fremsætte en hypotese, og så basere sine videnskabelige konklusioner på, at den er et faktum.
          -Men i stedet for nu at bruge en masse kræfter og tid på at fremgrave historisk dokumentérbar belæg for det, ~grave (endnu) videre i dette Kedsommelige, så vil jeg med Åndsbeslægtethedens vished fremdrage, at kloster-livs-stilen jo heller ikke fra først af er fremstået af omnævnte Åndløse selvopfattelse, men har været for så udelt og uforstyrret som muligt at kunne hellige sig Herren Åndeligt, / “vandre i Ånden” (Gal. 5, 16.), “våge og bede..” (Mar. 15, 38) “..-uden ophør” (1. Tess. 5, 17) – a la profetinden Anna der “ikke veg fra Helligdommen, men tjente Gud med faste og bønner, nat og dag” (Luk 2, 37) _ på præmis af: At den tid er kommet, “da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i Ånd og sandhed.” (Joh. 4, 23) \ – allerførst i form af eremit-livs-stilen, senere i form af fællesskaber /’samfund’, der så igen viste sig modtagelig for den almindelige samfundsudviklings iboende tendens, så man til modgåelse heraf måtte opstylte sit samfundsliv på lovbud og procedurer, ‘genopfinde’ Loven og Dens gerninger, igen affødende den indstilling, at det var denne “lovlighed”, der i sig selv var det gode (saliggørende), og ‘det andet’ f.eks. ægteskabs-livet /samlivet, der i sig selv var noget negativt.

      • 4444dddd

        Angående: Jomfruerne, de 144000 i Åb. 14. 4, så ser jeg nu, at denne Hverdagsdanske udskriver deres ubesmittethed at være fra afgudsdyrkelse i stedet for at være: “af kvinder” ( i pagt med at være en ‘menings’-oversættelse og ikke en tekst-overs.) og, i pagt hermed, lader dem ‘være Som jomfruer’ i stedet for at være Betegnet som : Jomfruer. – Ikke så menings-dårligt, efter mit eget skøn, men det kan nogen, der ønsker at lade sig lede af Guds ord i vor sag, jo ikke rigtig bruge til noget.
        Derimod er der jo heller ikke efter Skriftens eget ord tale om at de ikke ‘har rørt’- /(eller: ‘været rørt-‘) af /(eller som) kvinder, men om at ‘de ikke har besmittet sig’ – hvad man jo selvsagt ikke gør pr ægteskabelig omgang med sin ægtefælle, -hvorimod også den ægteskabelige omgang kan gøre Midlertidig uren -i henseende til (samme dag) at stilles for eller søge ind for : Herrens Åsyn /-i Hans Helligdom, – men dette (jordiske) vilkår er som bekendt slet ikke (mere) aktuelt på den anden side af Opstandelsen.
        Endvidere betegnes de jo i vers 5 som “dem i hvis mund der ingen løgnagtighed fandtes”, hvad der sammen med at der allerede i kap. 7 har været talt om de 144000 beseglede af alle Israels stammer, efterfulgt af ‘den store hvide flok’ af alle jordens folk, meget samstemmende, synes jeg, kunne ses sammenfattet i Dan. 12. 3, om at: “De forstandige skal stråle som himmelhvælvningens glans, og de, der førte de mange til retfærdighed [~hvis tale (og eksempel) altid og kun var retledende], skal lyse som stjerner evigt og altid.”

      • 4444dddd

        At det bare ikke går an (simpelthen) at forstå jomfru-betegnelsen her i kapitlet tvekønnet, giver sig af at så måtte betegnelsen /(: Jomfru), jo have været lige så ‘dækkende’, geläufig, at bruge om Jesus (!), -dvs: føre os ud i det rent blasfemiske-. | ¨Samme slags argumentation Mod den tvekønnede forståelse, som Luther -inde under den- fører for ‘at så må Paulus jo have været gift.’ |
        Men-, hvordan så forklare “jomfru”-Betegnelsen i Åb.? – Mit bedste bud hertil er, at de jo er Lammets “jomfruer”, jomfruer i relation til Lammet (-til Kristus, Herren), forstående sig af: At Kriistus er enhver mands hoved, og manden er kvindens hoved (kap 11 i vort brev), der nemlig er det forhold, der definerer: Ægteskabet-, Og (2. Kor. 11): “..jeg har jo trolovet jer med een mand for at føre jer som en ren jomfru frem for Kristus… men jeg er bange for, at lige som slangen bedrog Eva, skal også jeres sind .. drages bort fra den udelte troskab mod Kristus-”
        -den nemlig hvori “..de følger Lammet, hvor det går” (Åb, 14. 4).

        • 4444dddd

          Igen er der her i 2. Kor. ( a la i Åb.) Ikke tal om, at de er: Lige som en (ren /kysk) jomfru (-sådan som denne Hverdagsdanske skriver det om til), men om at de betegnes som en sådan, /-helt i pagt med at ægteskabs-forholdet, det mellem-menneskelige, er en afbildning af forholdet mellem Kristus og Kirken.

          • 4444dddd

            – Man skal være påagtsom nu om dage, med sit ordvalg; – faktisk dur det jo ikke ( rigtig mere) at ville udstikke det jordiske ægteskabs-forhold mellem mand og hustru ved ordet : det mellem-menneskelige ditto; -der numere er blevet for bredt til at udstikke det -‘ lugtfri’, om man så må sige.

  5. 4444dddd

    Med ‘ flertydighed’ i kapitlets første del sigter jeg mest til, at den mest umiddelbare oversættelse af vers 2 til dansk lyder ca sådan: “men grundet utugten, så skal hver mand have sin egen hustru, og hver kvinde have sin egen mand”, – der jo af vore øren meget let kunne opfanges som et påbud til de kristne om : at gifte sig- (-ikke så let på græsk dog-), om : at enhver skal tage sig en ægtefælle.
    Det ville så korrespondere med, at det, de havde spurgt ham om i deres brev, var om de nu som kristne /(kaldede) burde /skulle være gift eller ej, og hvor så bemærkningen i vers 1 -om at det (overordnet) er godt for et menneske at være uden kønslig omgang- så nærmest bliver en ren teoretisk bemærkning -‘hinsides syndefaldets realitet’- [ sådan som det {faktisk osse-} hos Luther og i folke-kristenhedens regi drives ud til at være (negligerende ‘realitets-værdien’ af som kaldet ind i Kristus at være sat fri fra syndens tyranni.)]
    Men at dette bare ikke Kan være meningen ( og heller ikke kan have været det spørgsmål de har stillet ham, /thi stands-formaningen som sådan var de allerede bibragt (-ifølge v. 17)) turde være selvklart ud fra alt det øvrige, mens alt det øvrige sammen med dette allerførste næsten sætter os i stand til at regne ud, hvad det er /(må være) de har spurgt ham om; nemlig dels om hvordan en jomfru for sin egen del- og hendes far (-bortgifteren) for sin del-, kan /bør forholde sig til det, v. 25.. og 36.., – og dels om det ikke også mellem ægtefæller ville /kunne være (kristeligt) befordrende at leve afholdende- eller hvad?

    “.. så skal hver især tage imod /(søge til) den egne ægtefælle.”

Skriv en kommentar til dette kapitel

Du skal være logget ind for at poste en kommentar.