Indledning / 1 / 2 / 3 / 4 / 5 1 Joh

 

Troens sejr over verden

1Alle, som tror, at Jesus er den lovede Messias, er Guds børn. Hvis vi elsker ham, som vi er børn af, må vi også elske de andre børn, han har. 2Vi ved, at vi elsker Guds børn, hvis vi elsker Gud og adlyder hans befalinger. 3Vi viser vores kærlighed til Gud ved at adlyde hans befalinger, og det er ikke nogen tung byrde. 4For alt, hvad der er født af Gud, sejrer over verden. Det er altså gennem vores tro, at verden bliver besejret.

Evigt liv fås ved troen på Guds Søn, der kom til jorden i menneskeskikkelse

5Kun de, der tror, at Jesus er Guds Søn, kan sejre over verden. 6Jesus Kristus kom gennem vand og blod. Ikke alene måtte han fødes som et menneske gennem vandet, men han måtte også dø som et menneske, så hans blod blev udgydt. Helligånden bekræftede det også med sit vidnesbyrd, og Ånden taler jo altid sandt. 7Der er altså tre, der vidner om, at Guds Søn blev menneske: 8Helligånden, vandet og blodet. De tre afgiver det samme vidnesbyrd. 9Tager vi imod menneskers vidnesbyrd, bør vi i langt højere grad tage imod Guds eget vidnesbyrd. Og dette er altså det vidnesbyrd, Gud selv har givet om sin Søn. 10De, der er kommet til tro på Guds Søn, ved i deres hjerte, at det er sandt. Men de, der ikke tror på, at Jesus er Guds Søn, mener åbenbart, at Gud lyver. De tror jo ikke på det vidnesbyrd, Gud har aflagt om sin egen Søn.

11Gud har også sagt, at han giver os evigt liv, og at vi får det gennem hans Søn. 12De, der har Sønnen, har livet, men de, der ikke har Sønnen, har heller ikke livet. 13Jeg har skrevet det her til jer, som tror på Guds Søn, for at I skal vide, at I har evigt liv.

Om at bede efter Guds vilje

14Vi har den tillid til ham, at han svarer os, når vi beder, lige meget hvad det drejer sig om, så længe det er i overensstemmelse med hans vilje. 15Hvis vi altså ved, at han svarer os, hvad vi end beder om, så ved vi også, at vi får, hvad vi har bedt om.

Om synd og oprør, liv og død

16Hvis I ser en kristen begå en synd, som ikke fører til døden, så skal I bede til Gud for ham, og Gud vil give ham livet, hvis han da ikke er en af dem, der synder med døden til følge. Der er en synd, som fører til død, og det er ikke angående den, I skal bede. 17Enhver oprørsk handling er synd, men ikke alle former for synd ender med død.

Afsluttende resume

18Vi ved, at de, som er Guds børn, ikke lever i synd, men Guds Søn beskytter dem, så den Onde ikke kan gøre dem noget.

19Vi ved, at vi tilhører Gud, men hele verden er i den Ondes magt.

20Vi ved, at Guds Søn er kommet og har givet os indsigt, så vi kan lære den sande Gud at kende. Ja, vi tilhører Sandheden, Jesus Kristus, Guds Søn. Han er den sande Gud, og hos ham er det evige liv.

21Mine kære børn, vær på vagt over for alle former for afgudsdyrkelse.

19 kommentare “1. Johannes – Kapitel 5”

  1. mollerik

    Vi ved, at vi tilhører Gud, men hele verden er i den Ondes magt.

  2. 4444dddd

    Jeg kan se, at oversættelsen her -i v. 6- faktisk direkte indskriver den (oversætterens egne) forståelse af “vandet” (-at det alluderer til : Fødselen -i Adam), som jeg i kommentarene til Joh. Evang.’s 3’de kapitel roste ham for ikke dér Direkte at have gjort.
    Samme forståelse er nu igen ikke så meget oversætterens private, som det er den forståelse anvendelsen (eller ‘dyrkelsen’) af den moderne videnskabeligheds tilgang fører med sig (-konsekvent fastholdt, udført, ‘dyrket’)-, og det vil igen sige : den forståelse der giver sig (måtte kunne give sig) på Det abstrakt almengyldiges plan, under det fælles-menneskeliges loft, (= udjævnende jævnliggørelse), hvortil samme tilgang -i Evangeliet, benyttede sig af de der tilstedeværende Farisæeres ( udjævnende) Lofts-ansættelse (~vantroens ), mens den her lader “Gnosticismen” udfylde samme rolle, idet den ( netop forståelses-mæssigt) ansætter og betragter dette brev som : Et Skrift mod gnosticismen-, -/snarere end et : Apostelbrev i Det nye testamente.

    Modsætningsvis skal jeg her fremlægge en forståelse, der kommer af at lade Skriften forklare sig af Skriften (-holdende Den hellige Skrift for: hellig, -såmænd), og dertil først opskrive verset i en tekstnær oversætning, -d.v.s med grundtekstens ord genkendelige og ‘identificerbare’-, som følger:

    “Det er ham, som kom gennem vand og blod: Jesus Kristus; ikke med vandet alene, men med vandet og med blodet; og det er ånden, som vidner, fordi ånden er sandheden.”

    Ud fra at der i v. 13 Ikke står : “Disse ting skriver jeg til jer …”, men : “Disse ting skrev jeg til jer, ..”, (-der med den foranstående passages indhold i mente [= “Disse Ting”] sagtens kunne hentyde til noget andet skrevet, de allerede Har fået af og fra ham – alias : Johannes Evangeliet-), vil jeg endda stramme forståelses-princippet derhen, at versets forståelse skal kunne ‘hænges op på’, hvad vi har stående i Evangeliet.

    Under Den tilgang, vil det være ret oplagt at forbinde “det vand” [ i v. 6] “som han ~Jesus Kristus, kom gennem”, med den dåbs vand Joh. Ev. lader sin egentlige beretning starte med, idet ordet “kom-” rent faktisk passer med, at det Lys Johannes Døber her vidner om, var : kommende- /(~på vej), ind i verden (Joh. 1. 9 *), – mens “det blod han kom gennem” så vil sigte til den hans offerdød på korset -i Evangeliets anden ende- hvor jo samme Evangelie som det eneste nævner og bevidner blodets udflyden af siden på ham, da han fik spydstikket.
    Fortsættelsen: “ikke Kun med vandet, men med vandet og med blodet”, er da igen en kendelig genlyden af Evangelie-ordene (1, 26): “.. Jeg [Johannes] døber kun med vand ..” (men:) “.. ham [Jesus Kristus] er det, der er døbende med Helligånd” (1. 33), -idet Helligåndens dåb /udgydelse, /meddelelse, netop har Hans eget blods udgydelse, egne forsonings-død på korset, til sin Forudsætning (16. 7), – og : i form af den “Talsmands” komme -“Sandhedens ånd”, ’som skal vidne om ham’- (15. 26), – netop genlydende i sjette vers’ sidste sætning.
    __________
    [* At det: “vandet”, -som det først-satte, sigter til, er Jesu dåb af Johannes, harmonerer på denne måde også helt med, hvad Jesus begrundende siger til og om apostlene og deres kald til at være vidner om ham : “-for I har været med mig fra begyndelsen” (15. 27), nemlig de apostles kaldelse som, i Evangeliet, netop udgør dåbs-beretningens Forlængelse- {-og sådan som jo også Lukas Ev. siger, i umiddelbar forlængelse af Sin dåbsberetning, om Jesus, at han “var omkring tredive år, da han begyndte”} – hvad der jo sagtens (-af Skriftens eget ord) vil kunne lade sig forstå om og som den begyndelse Jesus herfra gør som værende : Guds eget offerlam, i hvert fald er det jo dette Johannes Døber ‘nu’ Ser ham som : “Guds lam, som bærer verdens synd” (1. 29), og/eller : “borttager den-“, nemlig : “Det slagtede lam” ~ved: Blodet; {Åb. 5; /Hebr. 9. 5-19}, dét altså, hvor i og med Jesus /~frelseren /(= troens Jesus), også rent faktisk bringer ‘den fortabte verden’ : Frelsen-, ~bringer frelsen til verden.]

  3. 4444dddd

    { -Det var nu Hebræerbrevets kap. 10 jeg ville gøre henvisning til, -/selv om da også kap. 9 relaterer. }

  4. 4444dddd

    For en Kristen sand forståelse må nok (-yderligere, -og især for det videre ) medtages, at apostelen jo ikke skriver for folk, der har eller søger deres kristentro fra eller i: Skriften (/ i “Bibelen”), men sådanne, der i kraft af deres tro på evangeliets budskab (~ på: Ordet ) er blevet indlemmet i Kristi kirke, ‘gående rundt’ i dens “mysterier”, dvs: Familiært bekendte med såvel Åndens manifestationer som med kirkens Kirkelige handlinger: Dåb og Nadver ( det ‘aspekt af sagen’ (Dens ‘nutidighed’ eller ‘umiddelbarhed’), som Grundtvig ‘opdagede’ og protesterede den ‘real’-betydende vigtighed af ), hvor af nemlig vi ser den sindrighed ved apostelens særegne sprogbrug (: “vand” og “blod”), at den lige godt “kan gå på” såvel Kristi eget jordelivs dérfor relevante tildragelser som de her-efter af og i kirken Fortsatte tilkendegivelser; – især når fortsættelsen -i vers 7- eksplicit taler om: Vidner- /-der vel må betyde: aktuelle sådanne – /sådan som jo også Paulus kalder nadver-holdelsen for en Forkyndelse af Herrens død -indtil Han kommer igen (1. kor. 11)

    // Skulle man hertil -eller imod- indvende og påpege, at det Her givne svarer svært dårligt med mit først satte Strammede princip, al den stund Johannes-evangeliet, ’som det eneste’, Ikke (eksplicit) inkluderer nadverens indstiftelse i sin berettelse (og for så vidt heller ikke den specifikt Kristne dåb), ja så må jeg jo dels helt tage: Stramningen, på min egen kappe (- som jeg jo alligevel heller ikke helt holdt – og desuden, -ud fra at brevet i øvrigt veksler mellem formerne: “Jeg skrev” og: “Jeg skriver” på en for mig selv at se helt Fri måde,- vedgå denne Stramnings ‘lidt porøse’ grundlag), – men også vedgå, at selv om grund-princippet er sandt nok (= kristent-sandt ) inden for sin egen sfære, så er det ikke ensbetydende med, at denne sfære udgangspunktligt og ‘isoleret set’ er ‘nok’ for selve sandheden.
    /(Misforståelsen heraf = verdens forståelse af det, (= den moderne videnskabeligheds-), er da, at så skal Skriften (:Guds ord) ‘udvides’ med: alt skrevet, på lige fod-, og kristentroen med: alle religioner, på lige fod.)\

    Derimod refererer Johannes-evangeliet, ’som det eneste’ (-for nu at vende tilbage til vor sfære), de ord af Jesus, at “Den, som æder mit kød og drikker mit blod, har evigt liv / han bliver i mig, og jeg i ham” (Joh. 6), og på det sted i skærtorsdags-forløbet hvor de tre andre har nadver-indstiftelsen, der finder vi hos Johannes (bl.a.) Jesu proklameren sig at være : det sande Vintræ-, Det, som ‘disciplene er grenene på’, når og så vidt -vel at mærke- “de bliver i Ham /og Han i dem”, vis a vis: “æder Hans kød og drikker Hans blod” {-’suger saften fra Dette træs rod i sig’, -kunne vi sige (1. Pet. 2)}- for at de skal bære frugt, megen frugt,- fyldes af den Hans fred og glæde -og kraft, som kommer af og med at være gørende Hans vilje, Ham til ære -og (rettelig /’fortjent’) Tilbedelse-, déri og med: værende Lysets frembrud og skinnen i verdensmørket.., — idet den ’skillestreg’ -mellem: før og efter Jesu egen bortgang,- som sakramentaliseringen hos (eller af) de tre andres berettelse er tilbøjelig til at ville ’slå’, den fortoner sig netop ganske her hos Johannes, der hertil uafvendt ‘opererer’ i det åndeliges substantialitet (~i Ordets ) – /sådan som jo også nadveren er: et helt igennem Åndeligt måltid\ – mens den Handling vi på samme sted i forløbet, her hos Johannes præsenteres for er: fodvaskningen, -den Indbyrdes kærligheds- kunne man sige, broderkærlighedens,- helt i pagt med dén Meget Kendelige særegne ‘Anslåen’, der præger og går gennem alt det skrevne vi har fra hans hånd, Joh.-evangeliet selv inklusive, – og endda også ‘helt i pagt’ med -eller måske snarere: forklarende sig af-: Joh. åbenbaring, hvori vi jo om ‘den første menighed’ hører Herren sige, at ‘dens lysestage står for at blive flyttet fra den’, fordi den : “har svigtet sin første kærlighed”, -/hvis nemlig ikke den vender tilbage hertil.

  5. 4444dddd

    Vers 8 byder – sådan som vers 7 giver sig ‘i biblerne’ ‘nu om dage’, d.v.s efter den moderne videnskabelige tekstkritiks indgreb i det, – på et par sprogmæssige knuder / besynderligheder (-på sit eget græske grundsprog), dels ved at her sætningskonstruktionen, der bedyrer “etheden” ‘af vidnerne’, forefalder: ‘Højst besynderlig’-, sådan stående ‘uafhængigt’, idet den samtidig udtrykker deres ethed at være: en Bevægelse mod ethed – (~samtidigt være: ikke-Værende – [ordret: “og de tre ind i et er”]), og dels rent grammatisk derved at disse tre vidner, trods at de alle qua navneord er af intetkøn, dog grammatisk ’spejler sig’ i ordene: “de” og “tre”, som (om de var) hankønsord.
    – Knuder som, sjovt nok, forsvinder- d.v.s forklarer sig selv ganske tilfredsstillende,- når blot den tekststreng (benævnt: “det johannæiske komma”), som tekstkritikkens indgreb består i at have fjernet fra teksten (-agtende Kirkens “reale” vidnesbyrd for intet), genindsættes på sin plads, hvorfor jeg her først skal genopskrive versene -så teksttro som muligt- méd dette ‘johannæiske komma’ (gen-)indsat- -[i skarp parantes] :

    7.) For tre er der, som vidner [i Himmelen: Faderen, Ordet og Helligånden, og disse tre er et. Og tre er der, som vidner på jorden] :
    8.) Ånden og vandet og blodet, og de tre vorder et.

    Angående det rent grammatiske, så bliver først ordene “disse” og “tre” i ‘kommaet’ hankøns-spejlende fordi både “Faderen” og “Ordet” er hankønsord (-skønt “Helligånden” er et intetkønsord), og så er det en kendt regel for sproget, at hankøns-behæftelsen herfra så vil overstyre køns-behæftelsen for de tilsvarende ords genoptræden inden for samme sætnings-kontekst, altså i v. 8, selv om de her styres af lutter intetkønsord, så vi altså ‘nu’ præsenteres for et korrekt græsk, og ikke et ‘ubehjælpsomt dårligt’, som det ellers må kaldes i sin tekstkritisk ‘forbedrede’ udgave.
    -Og angående ethedens ‘underlige’ væren og ikke-væren, ja så ser vi den jo nu både ’sat ned på jorden’ (~i timelighedens regi (‘vordelsens’)), og: sat i forhold til den ethed som: Er- Værende, i den Himmelske evigheds regi, og indenfor dét forholds sættelse netop giver sig ‘korrekt’ som (noget): vordende.

    -Og så kan vi pludselig genoptage ‘ophængningen’ på Joh.-evangeliet : “Ordet, -som blev kød” og som fra begyndelsen “var hos Gud og var Gud” (kap. 1) (~Gud Fader): “Og nu, Fader! herliggør du mig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden blev til” [17. 5], “Jeg og Faderen, vi er et” [10, 30], “Gud er ånd” [4, 24], “De ord, som jeg har talt til jer, er Ånd og er Liv” [6, 63], “Og..han..åndede på dem, og siger til dem: Modtag Helligånden!” [20, 22] – /for de Himmelske vidners del, mens der for dem på jorden, de troendes samfunds / Kirkens, vel bliver tale om den ethed Jesus nedbeder også over alle kommende troende [17, 20-23], /der også, i vers 23, netop bruger udtryksformen: “ind i et”, -og derind under det, at der skal blive én hjord ud af: ‘hans indfødte får’ og: ‘hans andre får’ [10, 16].

  6. 4444dddd

    Skulle hertil vores almindelige tankegang have en følelse af, at ‘der springes noget over’, nemlig opretholdelsen af distinktionen mellem: Vidnerne (selv /og: ‘for sig’), og: det (‘andet’ / end dem selv) de er vidnende om, ja så ligger det jo deri, at selve bevidnelsen Vidnerne giver ‘ham, de vidner om’, er deres vindicerende bevidnelse af /om Dem selv- -I ham, -til sanktionerende bekræftelse af det vidnesbyrd Han aflægger -om Sig selv, – hvad jo også Nikodemus og hans fæller havde erkendt (Joh. 3. 2) – men ikke desto mindre Under-kendte (-‘gørende Gud til en løgner’) – hvorimod den distinktions-opretholdende ‘normale’ Bevidnelse jo netop var, hvad Johannes Døber var givet af føre ( hvorfor han også I dette sit jorde-livs særlige kald selv måtte forblive : Udenfor-stående (3, 29)), den ’slags’ bevidnelse, som det vidnesbyrd, Jesus selv var givet at føre, er: Større end- (5, 36)
    – medens det samme forhold, i Kirkens efterfølgende regi, så bliver at hæfte på: frugterne- -af de tre vidners virksomhed, på det at have smagt (~’oplevet’, om man vil) Den gode samvittigheds fred og glæde, og kraft-, idet her deres éthed Viser sig og Be-viser sig af de troendes væren ‘lemmer på ét legeme’ vis a vis: af deres indbyrdes kærlighed (17, 20-23).

    I dette regi bliver så igen det at: have smagt- det Guddommelige vidnesbyrd, og så alligevel: falde fra Troen /Troens lydighed, lig med: ‘At gøre Gud til en løgner’ [jvf. Hebræerbrevet 6, 4..], hvortil jo også hører den særlige ‘videre-gåen’, der i sagens egne sammenhæng kunne synes særlig tilforladelig, den: at gå ind under: moselovs-pagten [-qua vitterlig værende Gud-givet], især når der gaves (jøde-)kristne brødre, der foreholdt dette som et forlangende (d.v.s ingen Broder-kærlighed ville kunne yde, uden-), – sådan som vi jo ved af Skriften selv, at der gjorde- i den første menighed
    – for nu lige at byde på en (anden, mulig) -særlig konkretiserende- ‘forståelses-nøgle’ til brevet (/-end: gnosticismens, helt Skrift-fremmede).

    • 4444dddd

      -Det, at Gud (Fader) Lader sin røst høre -til en bevidnelse-, er /(synes) mest medindgående, som det Jesus “svarer” de (allerede) overbeviste- eller vidnes-modtagelige /-modtagende, med- /at give dem, ‘tilbage’, (:Beder sin Fader om at give / til: befæstelse) – så vel i forbindelse med hans dåb (: et ‘vederlag’ til Johannes Døber (det, at ingen giver Herren noget, uden at få Mere- tilbage)), som endnu mere i forbindelse med: Forklarelsen på bjerget ( her forklarende sig af: At dem, der skal forlanges særligt meget af /~pålægges et (særligt) stort ansvar (inden for riget), dem skal der også være (særlig) Meget givet ) – som også på sit tredje forefundne sted (Joh. 12), i forbindelse med de grækere, der -på de vidnesbyrd de havde hørt om ham- “gerne ville se Jesus”, skønt de som sådanne (endnu) ingen umiddelbar adkomst havde til det ~til: Israels Hellige, d.v.s. ikke før Kødets korsfæstelses fuldbringelse, -men så alligevel gaves noget – andet, og mere -end de kunne have drømt om.

  7. 4444dddd

    [ Forøvrigt vil man – under hensyntagen til den reelle mulighed af at: falde fra Troen, på: Sønnen ( -for eksempel til fordel for at gå ind under moselovens bestemmelser /’styring’ ( / men det kunne jo for den sags skyld også være til fordel for at gå ind under: den moderne videnskabeligheds Bestemmende Overstyring /-for nu lige at føje en, (ret Beslægtet-): aktualiserende ‘dimension’ til Den konkretiserende- /-‘gøre den Moderne bibeloversætning Dens kunst efter’ ) – man vil derud af se, at det kunne / ville, give ganske udmærket mening, om der i vers 13 stod at læse: “Disse ting skrev jeg til jer, I som er troende på Guds Søns navn, for at I skulle vide, at I har evigt liv” -{Joh. 20, 31}- “og..” -{nu skriver jeg [det, igen]}- “..for at I må tro på Guds Søns navn”, — altså med en rent gentagende sætnings ‘dobbeltkonfekt’ : om at tro på Guds Søns navn.

    -Og hvorfor jeg nævner Det? – Tjah, ikke egentlig for andet end at det faktisk var Sådan, verset fra først af ‘etablerede sig’ i (og med) de trykte biblers indtog på verdens historiens arena, – når de oversattes på baggrund af det givne græske grundtekst-materiale, men så igen siden- af den mere og mere Moderne videnskabeligt styrede tekstkritik (dvs: ‘Disse skrifters’ “rekonstruktion” på basis af deres jævnlighed med alt andet (menneskeligt) skrevet) -er befundet: mest sandsynlig: Uden- ‘dobbeltkonfekten’, hvad der for den, hvis interesse i sagen er: Den kristne kirkes Hellige Skrift / Guds ord, ses -‘i sig selv’ og alt andet lige- faktisk snarere at tale for- dobbeltkonfektens medhørende i teksten, end imod.

    / Pudsigt nok så har her Vulgata – den latinske ‘ærke’-bibel fra omkring år 400 – ikke dobbeltkonfekten i Sin tekst, den findes bevidnet i gamle græske håndskrifter, hvorimod det ovennævnte “Komma” (i vers 7) netop findes stående i: Vulgata -og i andre, ældre Latinske håndskrifter, men ikke i de gamle / ældste, græske.]

  8. 4444dddd

    -Apropos pudserligheder så er – i forbindelse med vers 6 og oversætterens heri indskrevne egne forståelse af: “vandet” (-at det går på det vand, der går, før en kvinde føder) – den tankeKonsekvens dukket op hos mig: At det bekendte Bevis for en bruds jomfruelighed (: blodet) sammen med: den bekendte Særlige omstændighed ved: Jesu fødsel,- ‘jo’ /vel, må betyde: At når vi vil /skulle: Tænke os dén fødsel, så må ‘det vand, der gik ved dén’, faktisk Tænkes at have været : vand Og blod – -!!

    -en slags hele sagen selv -(~dens egne konsistenthed med sig selv)- iboende ‘indforstået’ mindelse om, at det altså med Ham er det Guddommeligt unikes udfolden sig, der er på tale,- noget nyoversætningen “udjævnende” går (ganske) udenom (-eller endda: Accentuerer Modsat /-i pagt med hvad “et Modskrift mod gnosticismen” måtte forventes gøre), dét i sagen, som gør troen på den til Kristentroens (tro på den), Den, der har Det evige livs forjættelse.

    /-Om det andet led i indskrivningen gælder for så vidt det samme, som at det jo ikke var for sin egen synds skyld (den korsfæstede) Kristus døde “menneske-ligt” – sådan som éllers det at “måtte dø som et menneske” har sig, – men for som menneske (syndfrit menneske) at tage: Syndens (af Gud selv forordnede) dødsstraf på Sig ( afvæbne den – til gode for ‘alle os andre’) (og deri forsåvidt en højst “menneske-ulig” død), dét i sagen, som gør troen på den til Kristentroens (tro på den), Den, der har Det evige livs forjættelse.

  9. 4444dddd

    Lige så essentielt igen som at: troen er: kristentroen, er det at kristentroen er: en: tro-, er: Troen, (~beliggende i: Subjektiviteten /-på kierkegaardsk) således at når videnskabeligheden ’ser sig nødsaget til’ at erklære f.eks: Jesu Opstandelse -fra de døde, for et ‘lærepunkt’ der absolut ikke lader sig videnskabeligt ( /’objektivt_neutralt’) godtgøre /bekræfte, ja så er det, kristent- (netop) en /(‘nødvendig’ /-omend ikke: Tilstrækkelig)\ Godtgørende bekræftelse for: Sig og sit-: “Mange tak for ulejligheden – det var flinkt”, just det ‘punkt’ de særskilt udtagnes, apostlenes, særskilte vidnes-kald egentlig samler sig i- at være vidnerne om (-ikke vidner til, -a la jo også De var til hans korsfæstelse, sammen med allehånde andre, venner som fjender (-hvorfor også videnskabeligheden gerne nok lader dén være godtgjort) – men: om-), indplantende i de betroede “et Levende håb”, som de nu mere “ikke kan Lade Være at tale om, Ud-tale” [Apg. 4, 20], det ord, /dét glædelige budskabs-, som “var i begyndelsen, og som var hos Gud, og som var Gud”, “og som bliver evindeligt-”

    – og således at når gnostikerne ’så sig nødsaget til’ ( nemlig for forståelsens skyld, dvs: forståelighedens-) enten at afvise at Kristus qua den sandt Guddommelige, (‘tillige’) kunne /kan have været (fuldt og) sandt menneske, menneske_legemlig-, eller også til at ‘fordele’ disse to (-uforenelige) natur-bestemmelser /’attributer’, på to egne særskilte ‘bærere’: Jesus Og: Kristus, ja så er just ‘misforståelsen’ her, at ‘de tror’ at ’skulle forstå sig frem til sandheden’, ikke forstår at Dén (~nemlig: Ham): _tror_ ‘man’ (sig) ‘ind i’-, (nemlig i: den forståelses-mæssigt paradokst ’selvmodsigende’ [Luk. 2,34; Joh. 7,28]) – ulydigt mod selve evangelie-Ordet, der siger og byder os : at _Tro_ på Ham, Jesus Kristus, “kommen i kødet”, “født af en kvinde”, – de facto dog ikke vil tilsidesætte menneske-fornuftens standpunkt for det (~ for: Troen), men til bevarelse af sig selv på dette standpunkt, justerer Ordets billed-spejl (-det som skal indtrykke Sandheden i os) til ikke at gå imod det herunder: Tænkelige.

    -På den anden side så er ‘en forkyndelse’ -eller: knæsættelse, af den historisk kendte “Jesu Kristi” persons: sande menneskelighed, jo slet ingen : forkyndelse -af Evangeliet, (-eller hvis det er, så må det blive af : “Ateismens Evangelium” – af at dét (netop) er og var, hvad (også) han var og er : et (slet og ret) Menneske), dvs : For en forkyndelse af Evangeliet, -Guds frelsende Ord,- det som apostelkaldet bestod i at skulle gøre, der kan en sådan ‘knæsættelse’ aldrig være: Pointen -i det, – sådan som det ikke desto mindre lykkes oversætteren her at gøre det til- i apostelbrevet, pr egen omskrivning af dets tekst (-til noget nær ukendelighed), eller sådan som den må “justeres til” for at give læseren den moderne videnskabeligheds Forståelse af det ( dvs: Eksternt reflekterede, totalitets bestemte, ‘verdens_lige’) –
    – lige som en eventuel ‘teologisk uddybelse’ af “Menneskevordelsen” -hvad oversættelsen faktisk ’står frem som’ i v. 6- for at være kristen sand, også må pointere den ikke ubetydelige ‘anderledeshed’ der ligger i som person ikke desto mindre at være og have været : Ovenfra, være: Ordet, der blev kød, -til det værks fuldbringelse (nemlig) der ‘gør det af’ med det ulydighedens menneske, der var taget af jorden og dannet af støvet, dømme den herud af opkomne menneske verden til Undergang, ved i Lydighed mod Gud Fader at lade sig selv I kødet, korsfæste og lide døden, for derpå at fødes af Gud Fader selv som: Det nye menneske, født i Guds_Ånds-kraft, og ‘formerende sig’ i kraft af : troen_ -på Hans, Guds Søns navn.

    • 4444dddd

      – – Eller- så er en sådan knæsættelse af Kristi, /”Guds Søns”, Fulde menneske-lighed, – når den skal være Evangeliets og Dets forkyndelses Pointe,- en reducerende tilbageførsel af: “evangeliet-” på : “Jule-evangeliet”, = Sanktioneringen af det udvalgte folks fortrinsstilling I kødet [Luk. 2,10..] -dvs ikke (kun) som noget abstrakt-tidløst teologi-filosofisk gældende, men noget aldeles konkret ~ som jøde, -hvad: en knæsættelse af, vil gøre til noget (mindst) lige så : Ekskluderende- som ‘inkluderende’- altså uden evangeliets fortsættelse,- men som i lyset af dets fortsættelse bliver til: dette udvalgte folks Forrettighed til (’sammen med’ Ham, ‘deres eget kød’) at ‘aflægge’ det, der i henseende til Livet slet intet båder_ = Kødet, /det kød-fødte, [Joh. 6,63] (: ’sammen med’ Ham: Tage deres kors op-), for i tro på den almagts Gud der løbende ’sanktionerer ham’ for deres øjne, bøje sig med ind under hans Himmelske Faders vilje (= den Hans Kærligheds dybde) hvorunder også hedningerne er medarvinger i Guds rige, og hvortil kødets (selvhævdelses) dødelse er fornøden.

  10. 4444dddd

    ‘-Korrektion’-
    Jeg var nok lidt (for) hurtig med at ansætte: Jesu korsfæstelse, som noget: “videnskabeligheden” anser for ‘godtgjort’; – Det gør den faktisk slet ikke; -lige så lidt som den ser sig i stand til at give Skriftens øvrige berettelser ( om hans undergerninger, Fødsel, dåb..) Sin godtgørelse, Godtgørende deri Den hellige skrift at være : den Hellige skrift = Udskilte ( -af verdens) = Guds kirkes Guds-ord, Ordet- der ikke er af denne verdens art, – mens det, den Ham betræffende, alligevel godt tør give sin godtgørelse (-omend ikke direkte, men indirekte, dvs: Fordi den verdensvide antagelse af: kristendommen ellers ville blive en For urimelig kendsgerning) er (/kan koges ned til) : at han faktisk har levet Og: døde – som et menneske
    – altså just præcis ‘den Pointe’, ‘det ærinde’, ‘den essens’ vor videnskabelige oversætter her har ’set’ endogså at være : Skriftens eget ords- ‘glædelige budskab’, apostelbrevets, og så set det som Oversættelsens opgave at ‘få Frem’ til læserne.

  11. 4444dddd

    Efterretning.–

    Skulle det genere en og anden grundigere historisk videnskabeligt orienteret, at jeg har nævnt årstallet: 400, for den kirkeligt bestilte (‘katolsk autoritative’) latinske ‘Vulgata’-oversættelse, som det da gaves Hieronimus til opgave at udfærdige ( ud fra såvel de givne latinske som de givne græske håndskrifter),- uden dertil at nævne, at i de aller ældst bevarede afskrifter af samme ( det ældste -kaldet: “Fuldensis”- fra omkr. 550) der findes ‘det johannæiske Komma’ IKKE-, så være det hermed nævnt. – Ellers gælder at ud af halvtreds af de bevarede vulgata-håndskrifter har de niogfyrre Kommaet, lige som det konsekvent findes bevidnet i de andre tidligere og sideløbende Latinsk-sprogede versioner.
    [Værd at nævne er måske også, at denne: “fuldensis” faktisk indeholder et Forord, -som angives at være fra Hieronimus selv-, hvor i han udtrykkeligt nævner udeladelsen af Kommaet som et eksempel på manipulation af tektsen. –]
    Men, kan det ikke være lidt Ligemeget, når nu alle de bevarede Gamle græske håndskrifter, de original-sprogede, notorisk ikke har Kommaet med ?-
    Tjoh,- og så alligevel ikke: Nødvendigvis;- hvad dødehavsrullernes tilkomst burde have lært fagfolket, der nemlig indtil det herfra viste sig, at Den græske Oversættelse af GT ikke så sjældent stemte bedre overens med de nu tilgængelige ( meget gamle) hebræisk-sprogede håndskrifter end den indenfor jødedommen overleverede (= afskrevne, /og som sådan daterende sig ret sent\) ‘original-sprogede’ version (~ den masoretiske Tekst, kaldet) gjorde,- (be)-visende at en original-sproget tidligere tekstform meget vel kan have sin rigtigste bevarelse i en Oversættelse, noget vore protestantisk videnskabelige skrift-lærde ellers ganske har negliceret muligheden af, endda skønt skriftstedernes citering i NT oftest henter sig fra denne gamle græske oversættelse (“Septuaginta” kaldet).

    Man kunne måske sige, at dette faktiske forhold Nøder en til (-i sin stillingtagen, -når ellers man måtte have forfulgt sagen så langt ) [enten] decideret at Fravælge ‘videnskabeligheden’ til fordel for ‘kirkeligheden’ ~ positivt Vælge (sig ind i) Kirkeligheden på bekostning af Videnskabeligheden [eller omvendt]-, hvor jeg da vil kalde det anførte valg for det Kristent følgerigtige-, vælgende ’sig ind i’ ‘Kristi legeme på jord’ til fordel for ‘det abstrakt almenmenneskeliges ditto’.

  12. 4444dddd

    Af andre nævneværdigheder til belysning af Komma-historien, skylder jeg vel -(i henseende nemlig til min allerførst gjorte grammatiske påpegning),- at nævne : At en sådan (‘ellers’-) ‘ubehjælpsom dårlig’ ’sprogdragt’ [hos : “Kærlighedens apostel”] faktisk lader sig spotte i “Kærlighedens kapitel” [: 1. Kor. 13 – altså hos den græsk- og Skrift-Kyndigste af apostlene : Paulus], idet her vers 13 byder på et grammatisk principielt tilsvarende (~rent grammatisk ukorrekt) ‘køns-farve-skifte’, når : “disse tre ting” (-som er grammatisk intetkøns-farvede) skal sammenfatte : “tro, håb og kærlighed” -som alle tre er hunkønsord. –
    Nogen decideret grammatisk regel der skulle kunne give en ‘god begrundelse’ for tilfældet her, kender jeg ikke til skulle være, -min egen græsk-kyndighed indskrænker sig til et sådant grundlæggende indføringskursus, der pr inter-lineært regi har kunnet være meget berigende for min egen læsning af det nye testamente, et niveau som jeg med forsæt også har holdt og holder mig på-, /for ikke at risikere selv at komme ind under den moderne videnskabeligheds tros- og Ånds-fortærende ‘behandling’.
    -Derimod synes jeg faktisk, at jeg kender Paulus ret godt /og ‘grundigt’, og især da: skribenten Paulus, -gennem ‘modtagende’ læsning af hans breve /-snarere end: kritisk læsning\, og har derind under bemærket mig, at kap. 12, der jo som sådan også udgør et ‘basis oplæg’ til kap. 13, starter med at sætte : “Det Åndelige”, på dagsordenen, og fortsætter med herind under at omhandle de forskellige “nådegaver”, i begge tilfælde intetkøns-navneord, og hvor da en ‘ihukommende’ ‘bevarelse’ heraf (~af udgangspunktet), der meget langt henne i det videre ‘pludselig’ (-som det nemlig kunne synes ‘de mere glemsomme’) : Slår igennem- -in casu helt henne i slutningen af kap. 13-, i den grad kan kaldes noget generelt kendetegnende for Netop : Paulus, for Hans sæt og vis qua skribent, ærketypisk ( for: Ham), -så at vidste vi omvendt ikke, hvem brevet var af, men kunne konstatere sådanne usædvanligt lange sammenhængs-udslag i det, så kunne vi også omtrent hundrede procent sikkert tilskrive det: apostelen Paulus.

  13. 4444dddd

    Endelig skal så nævnes, at sagkundskaben også formår levere en rimeliggørende forklaring til den manglende overensstemmelse i køn når Kommaet udelades ( – skønt vi har et Skrift fra den Græsk Talende biskop Gregor Nasianzus -i Konstantinopel- fra omkring år 380, hvori sætningen i sig selv angiveligt får det skudsmål : at være grammatisk ukorrekt – /-men så til gængæld stærkt indikerende, at i Hans (græske) NT fandtes Kommaet rimeligvis Ikke-) blot til vindication af, at ad denne vej, den videnskabeligt objektive- kommer vi åbenbart ingen vegne med dette ord, dette ord i: Ordet- som igen efter sit Indhold : “Sætter alt over i: Subjektiviteten” -som Kierkegaard siger det,- troens-, (på Herren Jesus Kristus), så at hvis vi ikke havde et sådant rent Objektivt uafgørligt tilfælde i Skriftens Gudsord så måtte vi næsten sige, at form og indhold ikke ‘vidner’ ganske samstemmende, mens omvendt: det, at vi har det, næsten kunne tyde på, at der her har været en guddommelig finger med i spillet. –

  14. 4444dddd

    Til bilag for Forvirringens Total-omfang dette Komma betræffende, skal jeg hertil inddrage : Luthers, Indholdsbestemte begrundelse for Sin afvisning af det, – han fulgte for sin egen oversættelse Erasmus’ 2’den udgave af den græske grundtekst, -der Ikke havde Kommaet med – og ville så -med den begundelse: at i det himmelske: Behøves (jo) slet ingen (særlig) bevidnelse af hans, Jesu Kristi, Guddomme-Lighed, eftersom han jo dér (nu) er: Siddende ved Gud Faders Højre Hånd, ( altså ladende Kommaets: “-i Himmelen” betyde: For de himmelske væsener, englene ),- Ikke følge Erasmus i hans 3’die udgave, der Tog Kommaet med-, men antog dets ‘latinske tilstedeværelse’ for at være en tilskrivning af alt for ivrige tilhængere af treenighedslæren.
    /-Hans vel nok næstnærmeste medarbejder, Bugenhagen, antog det også for at være en tilskrivning, men gjort af treenighedslærens modstandere, idet den sammenholdt med: ‘De jordiske vidners’ ditto enhed, netop taler imod: En Substantiel enhed (~ dét Læren lærer), -mens hans Nærmeste medarbejder, Melanchton, godtog Kommaet.\

    I betragtning af at når vi lader Kommaets Indhold oplyse sig for os i reflekterende forhold til Joh.-Evangeliet (og det turde vel være det Ret så nærliggende og første at gøre), og dér støder på sådanne tilkendegivelser som:
    “Jeg har set Ånden dale ned fra Himmelen som en due, og den blev over ham. – ‘Den, du ser Ånden dale ned over og blive over, han er den, der døber med Helligånd.’ – Nu har jeg selv set det, og jeg har vidnet: Han er Guds Søn.” /Joh.1. 32-34.
    “Om mig aflægger jeg selv vidnesbyrd, og også Faderen, som sendte mig, vidner om mig.” – “Ingen kan gøre de tegn, som du gør, uden at Gud er med ham.” – “Hvis jeg ikke gør min Faders gerninger, skal I ikke tro mig! Men hvis jeg gør dem, så tro gerningerne, selv om I ikke vil tro mig; da skal I indse og forstå, at Faderen er i mig og jeg i Faderen.” – “Havde jeg ikke gjort de gerninger [og talt de ord] iblandt dem, som ingen andre har gjort [og talt], så havde de ikke synd; men nu har de Set [og hørt] dem og alligevel hadet både mig og min Fader.” / [8, 18] [3,5] [10, 37] [15, 24]
    “I ransager skrifterne, fordi I mener i dem at have evigt liv; og dem er det, der vidner om mig.” – “Thi hvis I troede Moses, ville I tro mig, for om mig har han skrevet.” / [5, 39 46]
    .. -ja så vil jeg kalde Luthers ‘internt himmelske’ læse-forståelse af, hvor om og til de himmelske Vidners – /Helligånden, Faderen, Ordet\ – vidnesbyrd knytter sig for : besynderlig– (“himmelråbende’ fjern fra evangeliet’, kunne man næsten sige)- / -om end det jo i dén, ganske særlige, forstand at de vidnes-modtagelige déri og med beviser sig at være: Guds børn ~ være af Det himmelskes natur- jo (netop) godt kan Siges indeholde eller ‘ramme’ noget sandt,.. som Luther så kunne siges at erklære, bedømme: Jordisk usandt ~ alment ugældende (hvad jo sådan set også kan være rigtigt nok) \ lige som i tilfældet med giftermålet sætter det (jordisk) alment gældende over Kaldetheden (~ Adam over Kristus), /-læggende kim ind i: Lutherdommen, for (netop) den moderne videnskabeligheds ‘naturlige’ fremvækst her indenfor.

  15. 4444dddd

    -At også Paulus -i henseende til giftermålet, ‘kan sætte det jordisk alment gældende over kaldetheden’, er jo klart nok ud fra hans ord om, at “det [~og altså for de kaldede] er bedre at gifte sig end at: brænde”, [1. kor 7, 9], – når- nemlig, de ikke formår at afholde samme: brand, fra – utugts Bedrivende – at ‘omsætte sig i gerning’, – forstående sig nok så meget af, at: “-de fejge… og de utugtige.. .. deres plads er i søen, som brænder med ild og svovl,-” [Åb 21, 8] og af at: “-hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere…. skal arve Guds rige” [1.Kor 6, 9], – som af, at det (’selvfølgelig’) ikke må volde en noget besvær, nogen : Liden- ..under det, (og for det), | -hvad tværtimod endda kunne synes forudsat : “Thi den, som har lidt i kødet, har brudt med synden” [1. Pet. 4] (‘den, der ikke har lidt i kødet, har ikke brudt med synden’ -?)
    – Men hvortil vi også hos Luther selv bestandig hører ham fremdrage (påstå), at klostrenes cølibat-løfte-liv generelt taget ikke betød, at de levede (spor) seksuelt afholdende, kun at de afholdt sig fra at indgå ægteskab – altså levede stik imod apostelordets indledende sætning, der faktisk decideret påbyder ‘dem, der ikke Formår leve afholdende, at gifte sig’ – men hvor overfor man så igen regnede selve løfte-afgivelsen for “det saliggørende”, en tankegang der vel nærmest er kristendommen så transcendent, at den slet ikke kan have med den at gøre, men som Luther så alligevel -i sin kirkelige rekonstruktion- lader gælde og stå for Alternativet til det: At gifte sig, dvs ved hjælp af denne kristne uting ( dens fortsatte opretholdelse /~medtagelse, qua reference) tilvejebringer en kirke, hvor i der slet ikke indgår noget alternativ -til det : At gifte sig.

    Ellers kunne vi jo komme på den tanke, om ikke Formåenheden er /(burde være) givet med: Dåben – vort gamle /-kødelige menneskes druknelse /-dødelse, – men det ville igen være at ansætte genfødelsens: Vand og Ånd, for to egne, isolérbare ’størrelser’, og uafhængig af den levende tro på vor Herre Jesus Kristus, der er Guds gerning i mig.

    Når desuden yderligere den katolske kirke fandt på at lade Ægteskabet konstituere sig på et kirkeligt afgivet: Løfte (-igen helt væsens fremmed for Guds ord, hvorefter det konstituerer sig på de to’s bliven et -kød), ja så ses jo heri en slags lægfolkets egen særskilte medopløftelse i geistlighedens glans-sfære : (cølibat)_Løftets-, men som reformatorerne, noget inkonsekvent, blot tog med over -som det Gud givne herfor (-altså: Af Guds ord givne- ??-) (mens man dog katolsk godt vidste, at det var kirkens eget påfund, men her blot satte den katolske kirke på linje med Gud), begge steder helt uden sans for kernen i det: At de løse forhold på dette område er syndige, fordi man, trods det at være blevet et kød, dog vil forblive de to eller flere man var, og deri og med kun -dels har Krænket en anden person- og: ‘Sprængt sig selv’.
    Udtrykket -i vort danske sprog, for dette løse forhold er: At have (haft) : sex med hinanden, – og udtrykket for at det i lutherdommen /protestantiskheden -på ca 500 år /apropos et vist jubilæum- er gået med ægteskabet nøjagtig som det i katolsk regi tog ca tusind år at ‘drive det til’ med klosterlivet, er at man nu om dage, og især (fri )-kirkeligt- ser ægteskabet (dvs : ægteskabs_Løftets aflæggelse) forklaret som det Gud-givne forum Gud har givet mennesker, der gerne vil have sex med hinanden, til også at kunne have det, følge deres trang, uden at de dermed synder, men tværtimod opfylder Guds (i denne trang tilkendegivne) intention med dem, idet Nu om dage disse to’s Tohed forventes eller forudsættes uanfægtet bestående, og det ikke blot som To, men som to : aldeles jævnlige, – fuldkommende den tendens mod det homofiles unaturlige omgang, som klosterlivet kun delvis lykkedes med.

  16. 4444dddd

    Altså -til tydeliggørelse- så opfattes i Nutidig (= ‘videnskabelig oplyst’) evangeliskhed det Ægteskabelige samliv at være (identisk med) : Dét Løse ditto- (utugtens-), der blot forud har aflagt et Løfte om ikke at “have sex” med andre = Kun at ville være utugtige (“bedrive utugt”) med én bestemt anden-, idet, det ( sandt ) Ægteskabs-konstituerende i det : de to’s bliven ét -kød, { dvs: Underordnet ét (over-) Hoved, (én vilje) -mandens } er (blevet) noget tidsånden (og dermed det alment gældende) ’så væsens-fremmed, at den slet ikke kan have med det at gøre’, – ligesom der jo -set gennem Videnskabelighedens briller- (netop) slet ingen forskel lader sig opvise, konstatere, mellem selve samlivs-Akten -i: Det Løse- og i: Det ægteskabelige regi. – (Dum-kloghedens triumf, -som nutidens evangeliskhed, dens bestaltede ordførere, -for ikke at fremstå ‘uoplyste’, godtagende optager; \-de missionske nærmest: Begejstret-)

    Pointen, ‘visdommen’, beydningen i og af det, giver sig jo nemlig deraf: “At Kristus er enhver mands hoved; og manden er kvindens hoved; og Gud er Kristi hoved” [1. Kor 11] og: “ligesom kirken underordner sig under Kristus, skal også hustruerne underordne sig under deres mænd-” [Ef. 5, 23], dvs med ægteskabs-Forholdet udgørende et (Gud givet) Forbillede på: Kristus & kirken- (’s forhold), hvori altså det har sin: Forklarelse, ( : i det, der er: Sagen selv), noget evangeliskheden ‘lukker øjnene for’ ( for ikke selv at måtte træde ud af det alment-gældendes (for sit eget jordelivs) bekvemmelige ståsted – thi når Sagen selv Er kommet, så er det jo : for Troen ~ kristen troen ~ de troende, – ikke Alment /-synligt ), for i stedet at fastholde det i en heraf ( ~af Kristus) uafhængig betydning, egenbetydning, selv-stående og -bestående ( -der, Kristent, strengt taget må betegnes: En Oprørsk betydning ), — “på lige fod med-” (jævn_Lig), – sådan som vi jo også i det ovenstående (netop) ser denne ‘moderne oplyste’ evangeliskheds lærdom kun at have blik for-, kun at ville medtage jævnliggørelsens aspekt af Kristi menneske vordelse.

    En yderligere mislighed, eller et yderligere udslag af misligheden i det hele (sammenholdt med: Guds ord), er denne Løfte-afgivelses indbyggede knæsættelse af: Det Monogame ( her i det: ‘kun at “have sex” med én bestemt anden’ ), der jo for det første udelukker omtrent samtlige GT’s givne tros-kæmper ‘af Guds rige’ (-gør Dem til: de utugtige /eller værre), og for det andet -når det skal være det Forbillede på Sagen selv, som Gud har givet det som- rent logisk må indskrænke ‘Guds riges på Kristi komme’s grundede tilvækst’ til enten kun at indbefatte den jøde-kristne menighed, eller endda -her indenfor- én Enkelt – f.eks: apostelen Johannes ‘den discipel Herren elskede’.

Skriv en kommentar til dette kapitel

Du skal være logget ind for at poste en kommentar.