Indledning / 1 / 2 / 3 / 4 / 5 1 Joh

 

Troens sejr over verden

1Alle, som tror, at Jesus er den lovede Messias, er Guds børn. Hvis vi elsker ham, som vi er børn af, må vi også elske de andre børn, han har. 2Vi ved, at vi elsker Guds børn, hvis vi elsker Gud og adlyder hans befalinger. 3Vi viser vores kærlighed til Gud ved at adlyde hans befalinger, og det er ikke nogen tung byrde. 4For alt, hvad der er født af Gud, sejrer over verden. Det er altså gennem vores tro, at verden bliver besejret.

Evigt liv fås ved troen på Guds Søn, der kom til jorden i menneskeskikkelse

5Kun de, der tror, at Jesus er Guds Søn, kan sejre over verden. 6Jesus Kristus kom gennem vand og blod. Ikke alene måtte han fødes som et menneske gennem vandet, men han måtte også dø som et menneske, så hans blod blev udgydt. Helligånden bekræftede det også med sit vidnesbyrd, og Ånden taler jo altid sandt. 7Der er altså tre, der vidner om, at Guds Søn blev menneske: 8Helligånden, vandet og blodet. De tre afgiver det samme vidnesbyrd. 9Tager vi imod menneskers vidnesbyrd, bør vi i langt højere grad tage imod Guds eget vidnesbyrd. Og dette er altså det vidnesbyrd, Gud selv har givet om sin Søn. 10De, der er kommet til tro på Guds Søn, ved i deres hjerte, at det er sandt. Men de, der ikke tror på, at Jesus er Guds Søn, mener åbenbart, at Gud lyver. De tror jo ikke på det vidnesbyrd, Gud har aflagt om sin egen Søn.

11Gud har også sagt, at han giver os evigt liv, og at vi får det gennem hans Søn. 12De, der har Sønnen, har livet, men de, der ikke har Sønnen, har heller ikke livet. 13Jeg har skrevet det her til jer, som tror på Guds Søn, for at I skal vide, at I har evigt liv.

Om at bede efter Guds vilje

14Vi har den tillid til ham, at han svarer os, når vi beder, lige meget hvad det drejer sig om, så længe det er i overensstemmelse med hans vilje. 15Hvis vi altså ved, at han svarer os, hvad vi end beder om, så ved vi også, at vi får, hvad vi har bedt om.

Om synd og oprør, liv og død

16Hvis I ser en kristen begå en synd, som ikke fører til døden, så skal I bede til Gud for ham, og Gud vil give ham livet, hvis han da ikke er en af dem, der synder med døden til følge. Der er en synd, som fører til død, og det er ikke angående den, I skal bede. 17Enhver oprørsk handling er synd, men ikke alle former for synd ender med død.

Afsluttende resume

18Vi ved, at de, som er Guds børn, ikke lever i synd, men Guds Søn beskytter dem, så den Onde ikke kan gøre dem noget.

19Vi ved, at vi tilhører Gud, men hele verden er i den Ondes magt.

20Vi ved, at Guds Søn er kommet og har givet os indsigt, så vi kan lære den sande Gud at kende. Ja, vi tilhører Sandheden, Jesus Kristus, Guds Søn. Han er den sande Gud, og hos ham er det evige liv.

21Mine kære børn, vær på vagt over for alle former for afgudsdyrkelse.

45 kommentare “1. Johannes – Kapitel 5”

  1. mollerik

    Vi ved, at vi tilhører Gud, men hele verden er i den Ondes magt.

  2. 4444dddd

    Jeg kan se, at oversættelsen her -i v. 6- faktisk direkte indskriver den (oversætterens egne) forståelse af “vandet” (-at det alluderer til : Fødselen -i Adam), som jeg i kommentarene til Joh. Evang.’s 3’de kapitel roste ham for ikke dér Direkte at have gjort.
    Samme forståelse er nu igen ikke så meget oversætterens private, som det er den forståelse anvendelsen (eller ‘dyrkelsen’) af den moderne videnskabeligheds tilgang fører med sig (-konsekvent fastholdt, udført, ‘dyrket’)-, og det vil igen sige : den forståelse der giver sig (måtte kunne give sig) på Det abstrakt almengyldiges plan, under det fælles-menneskeliges loft, (= udjævnende jævnliggørelse), hvortil samme tilgang -i Evangeliet, benyttede sig af de der tilstedeværende Farisæeres ( udjævnende) Lofts-ansættelse (~vantroens ), mens den her lader “Gnosticismen” udfylde samme rolle, idet den ( netop forståelses-mæssigt) ansætter og betragter dette brev som : Et Skrift mod gnosticismen-, -/snarere end et : Apostelbrev i Det nye testamente.

    Modsætningsvis skal jeg her fremlægge en forståelse, der kommer af at lade Skriften forklare sig af Skriften (-holdende Den hellige Skrift for: hellig, -såmænd), og dertil først opskrive verset i en tekstnær oversætning, -d.v.s med grundtekstens ord genkendelige og ‘identificerbare’-, som følger:

    “Det er ham, som kom gennem vand og blod: Jesus Kristus; ikke med vandet alene, men med vandet og med blodet; og det er ånden, som vidner, fordi ånden er sandheden.”

    Ud fra at der i v. 13 Ikke står : “Disse ting skriver jeg til jer …”, men : “Disse ting skrev jeg til jer, ..”, (-der med den foranstående passages indhold i mente [= “Disse Ting”] sagtens kunne hentyde til noget andet skrevet, de allerede Har fået af og fra ham – alias : Johannes Evangeliet-), vil jeg endda stramme forståelses-princippet derhen, at versets forståelse skal kunne ‘hænges op på’, hvad vi har stående i Evangeliet.

    Under Den tilgang, vil det være ret oplagt at forbinde “det vand” [ i v. 6] “som han ~Jesus Kristus, kom gennem”, med den dåbs vand Joh. Ev. lader sin egentlige beretning starte med, idet ordet “kom-” rent faktisk passer med, at det Lys Johannes Døber her vidner om, var : kommende- /(~på vej), ind i verden (Joh. 1. 9 *), – mens “det blod han kom gennem” så vil sigte til den hans offerdød på korset -i Evangeliets anden ende- hvor jo samme Evangelie som det eneste nævner og bevidner blodets udflyden af siden på ham, da han fik spydstikket.
    Fortsættelsen: “ikke Kun med vandet, men med vandet og med blodet”, er da igen en kendelig genlyden af Evangelie-ordene (1, 26): “.. Jeg [Johannes] døber kun med vand ..” (men:) “.. ham [Jesus Kristus] er det, der er døbende med Helligånd” (1. 33), -idet Helligåndens dåb /udgydelse, /meddelelse, netop har Hans eget blods udgydelse, egne forsonings-død på korset, til sin Forudsætning (16. 7), – og : i form af den “Talsmands” komme -“Sandhedens ånd”, ’som skal vidne om ham’- (15. 26), – netop genlydende i sjette vers’ sidste sætning.
    __________
    [* At det: “vandet”, -som det først-satte, sigter til, er Jesu dåb af Johannes, harmonerer på denne måde også helt med, hvad Jesus begrundende siger til og om apostlene og deres kald til at være vidner om ham : “-for I har været med mig fra begyndelsen” (15. 27), nemlig de apostles kaldelse som, i Evangeliet, netop udgør dåbs-beretningens Forlængelse- {-og sådan som jo også Lukas Ev. siger, i umiddelbar forlængelse af Sin dåbsberetning, om Jesus, at han “var omkring tredive år, da han begyndte”} – hvad der jo sagtens (-af Skriftens eget ord) vil kunne lade sig forstå om og som den begyndelse Jesus herfra gør som værende : Guds eget offerlam, i hvert fald er det jo dette Johannes Døber ‘nu’ Ser ham som : “Guds lam, som bærer verdens synd” (1. 29), og/eller : “borttager den-“, nemlig : “Det slagtede lam” ~ved: Blodet; {Åb. 5; /Hebr. 9. 5-19}, dét altså, hvor i og med Jesus /~frelseren /(= troens Jesus), også rent faktisk bringer ‘den fortabte verden’ : Frelsen-, ~bringer frelsen til verden.]

  3. 4444dddd

    { -Det var nu Hebræerbrevets kap. 10 jeg ville gøre henvisning til, -/selv om da også kap. 9 relaterer. }

  4. 4444dddd

    For en Kristen sand forståelse må nok (-yderligere, -og især for det videre ) medtages, at apostelen jo ikke skriver for folk, der har eller søger deres kristentro fra eller i: Skriften (/ i “Bibelen”), men sådanne, der i kraft af deres tro på evangeliets budskab (~ på: Ordet ) er blevet indlemmet i Kristi kirke, ‘gående rundt’ i dens “mysterier”, dvs: Familiært bekendte med såvel Åndens manifestationer som med kirkens Kirkelige handlinger: Dåb og Nadver ( det ‘aspekt af sagen’ (Dens ‘nutidighed’ eller ‘umiddelbarhed’), som Grundtvig ‘opdagede’ og protesterede den ‘real’-betydende vigtighed af ), hvor af nemlig vi ser den sindrighed ved apostelens særegne sprogbrug (: “vand” og “blod”), at den lige godt “kan gå på” såvel Kristi eget jordelivs dérfor relevante tildragelser som de her-efter af og i kirken Fortsatte tilkendegivelser; – især når fortsættelsen -i vers 7- eksplicit taler om: Vidner- /-der vel må betyde: aktuelle sådanne – /sådan som jo også Paulus kalder nadver-holdelsen for en Forkyndelse af Herrens død -indtil Han kommer igen (1. kor. 11)

    // Skulle man hertil -eller imod- indvende og påpege, at det Her givne svarer svært dårligt med mit først satte Strammede princip, al den stund Johannes-evangeliet, ’som det eneste’, Ikke (eksplicit) inkluderer nadverens indstiftelse i sin berettelse (og for så vidt heller ikke den specifikt Kristne dåb), ja så må jeg jo dels helt tage: Stramningen, på min egen kappe (- som jeg jo alligevel heller ikke helt holdt – og desuden, -ud fra at brevet i øvrigt veksler mellem formerne: “Jeg skrev” og: “Jeg skriver” på en for mig selv at se helt Fri måde,- vedgå denne Stramnings ‘lidt porøse’ grundlag), – men også vedgå, at selv om grund-princippet er sandt nok (= kristent-sandt ) inden for sin egen sfære, så er det ikke ensbetydende med, at denne sfære udgangspunktligt og ‘isoleret set’ er ‘nok’ for selve sandheden.
    /(Misforståelsen heraf = verdens forståelse af det, (= den moderne videnskabeligheds-), er da, at så skal Skriften (:Guds ord) ‘udvides’ med: alt skrevet, på lige fod-, og kristentroen med: alle religioner, på lige fod.)\

    Derimod refererer Johannes-evangeliet, ’som det eneste’ (-for nu at vende tilbage til vor sfære), de ord af Jesus, at “Den, som æder mit kød og drikker mit blod, har evigt liv / han bliver i mig, og jeg i ham” (Joh. 6), og på det sted i skærtorsdags-forløbet hvor de tre andre har nadver-indstiftelsen, der finder vi hos Johannes (bl.a.) Jesu proklameren sig at være : det sande Vintræ-, Det, som ‘disciplene er grenene på’, når og så vidt -vel at mærke- “de bliver i Ham /og Han i dem”, vis a vis: “æder Hans kød og drikker Hans blod” {-’suger saften fra Dette træs rod i sig’, -kunne vi sige (1. Pet. 2)}- for at de skal bære frugt, megen frugt,- fyldes af den Hans fred og glæde -og kraft, som kommer af og med at være gørende Hans vilje, Ham til ære -og (rettelig /’fortjent’) Tilbedelse-, déri og med: værende Lysets frembrud og skinnen i verdensmørket.., — idet den ’skillestreg’ -mellem: før og efter Jesu egen bortgang,- som sakramentaliseringen hos (eller af) de tre andres berettelse er tilbøjelig til at ville ’slå’, den fortoner sig netop ganske her hos Johannes, der hertil uafvendt ‘opererer’ i det åndeliges substantialitet (~i Ordets ) – /sådan som jo også nadveren er: et helt igennem Åndeligt måltid\ – mens den Handling vi på samme sted i forløbet, her hos Johannes præsenteres for er: fodvaskningen, -den Indbyrdes kærligheds- kunne man sige, broderkærlighedens,- helt i pagt med dén Meget Kendelige særegne ‘Anslåen’, der præger og går gennem alt det skrevne vi har fra hans hånd, Joh.-evangeliet selv inklusive, – og endda også ‘helt i pagt’ med -eller måske snarere: forklarende sig af-: Joh. åbenbaring, hvori vi jo om ‘den første menighed’ hører Herren sige, at ‘dens lysestage står for at blive flyttet fra den’, fordi den : “har svigtet sin første kærlighed”, -/hvis nemlig ikke den vender tilbage hertil.

  5. 4444dddd

    Vers 8 byder – sådan som vers 7 giver sig ‘i biblerne’ ‘nu om dage’, d.v.s efter den moderne videnskabelige tekstkritiks indgreb i det, – på et par sprogmæssige knuder / besynderligheder (-på sit eget græske grundsprog), dels ved at her sætningskonstruktionen, der bedyrer “etheden” ‘af vidnerne’, forefalder: ‘Højst besynderlig’-, sådan stående ‘uafhængigt’, idet den samtidig udtrykker deres ethed at være: en Bevægelse mod ethed – (~samtidigt være: ikke-Værende – [ordret: “og de tre ind i et er”]), og dels rent grammatisk derved at disse tre vidner, trods at de alle qua navneord er af intetkøn, dog grammatisk ’spejler sig’ i ordene: “de” og “tre”, som (om de var) hankønsord.
    – Knuder som, sjovt nok, forsvinder- d.v.s forklarer sig selv ganske tilfredsstillende,- når blot den tekststreng (benævnt: “det johannæiske komma”), som tekstkritikkens indgreb består i at have fjernet fra teksten (-agtende Kirkens “reale” vidnesbyrd for intet), genindsættes på sin plads, hvorfor jeg her først skal genopskrive versene -så teksttro som muligt- méd dette ‘johannæiske komma’ (gen-)indsat- -[i skarp parantes] :

    7.) For tre er der, som vidner [i Himmelen: Faderen, Ordet og Helligånden, og disse tre er et. Og tre er der, som vidner på jorden] :
    8.) Ånden og vandet og blodet, og de tre vorder et.

    Angående det rent grammatiske, så bliver først ordene “disse” og “tre” i ‘kommaet’ hankøns-spejlende fordi både “Faderen” og “Ordet” er hankønsord (-skønt “Helligånden” er et intetkønsord), og så er det en kendt regel for sproget, at hankøns-behæftelsen herfra så vil overstyre køns-behæftelsen for de tilsvarende ords genoptræden inden for samme sætnings-kontekst, altså i v. 8, selv om de her styres af lutter intetkønsord, så vi altså ‘nu’ præsenteres for et korrekt græsk, og ikke et ‘ubehjælpsomt dårligt’, som det ellers må kaldes i sin tekstkritisk ‘forbedrede’ udgave.
    -Og angående ethedens ‘underlige’ væren og ikke-væren, ja så ser vi den jo nu både ’sat ned på jorden’ (~i timelighedens regi (‘vordelsens’)), og: sat i forhold til den ethed som: Er- Værende, i den Himmelske evigheds regi, og indenfor dét forholds sættelse netop giver sig ‘korrekt’ som (noget): vordende.

    -Og så kan vi pludselig genoptage ‘ophængningen’ på Joh.-evangeliet : “Ordet, -som blev kød” og som fra begyndelsen “var hos Gud og var Gud” (kap. 1) (~Gud Fader): “Og nu, Fader! herliggør du mig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden blev til” [17. 5], “Jeg og Faderen, vi er et” [10, 30], “Gud er ånd” [4, 24], “De ord, som jeg har talt til jer, er Ånd og er Liv” [6, 63], “Og..han..åndede på dem, og siger til dem: Modtag Helligånden!” [20, 22] – /for de Himmelske vidners del, mens der for dem på jorden, de troendes samfunds / Kirkens, vel bliver tale om den ethed Jesus nedbeder også over alle kommende troende [17, 20-23], /der også, i vers 23, netop bruger udtryksformen: “ind i et”, -og derind under det, at der skal blive én hjord ud af: ‘hans indfødte får’ og: ‘hans andre får’ [10, 16].

  6. 4444dddd

    Skulle hertil vores almindelige tankegang have en følelse af, at ‘der springes noget over’, nemlig opretholdelsen af distinktionen mellem: Vidnerne (selv /og: ‘for sig’), og: det (‘andet’ / end dem selv) de er vidnende om, ja så ligger det jo deri, at selve bevidnelsen Vidnerne giver ‘ham, de vidner om’, er deres vindicerende bevidnelse af /om Dem selv- -I ham, -til sanktionerende bekræftelse af det vidnesbyrd Han aflægger -om Sig selv, – hvad jo også Nikodemus og hans fæller havde erkendt (Joh. 3. 2) – men ikke desto mindre Under-kendte (-‘gørende Gud til en løgner’) – hvorimod den distinktions-opretholdende ‘normale’ Bevidnelse jo netop var, hvad Johannes Døber var givet af føre ( hvorfor han også I dette sit jorde-livs særlige kald selv måtte forblive : Udenfor-stående (3, 29)), den ’slags’ bevidnelse, som det vidnesbyrd, Jesus selv var givet at føre, er: Større end- (5, 36)
    – medens det samme forhold, i Kirkens efterfølgende regi, så bliver at hæfte på: frugterne- -af de tre vidners virksomhed, på det at have smagt (~’oplevet’, om man vil) Den gode samvittigheds fred og glæde, og kraft-, idet her deres éthed Viser sig og Be-viser sig af de troendes væren ‘lemmer på ét legeme’ vis a vis: af deres indbyrdes kærlighed (17, 20-23).

    I dette regi bliver så igen det at: have smagt- det Guddommelige vidnesbyrd, og så alligevel: falde fra Troen /Troens lydighed, lig med: ‘At gøre Gud til en løgner’ [jvf. Hebræerbrevet 6, 4..], hvortil jo også hører den særlige ‘videre-gåen’, der i sagens egne sammenhæng kunne synes særlig tilforladelig, den: at gå ind under: moselovs-pagten [-qua vitterlig værende Gud-givet], især når der gaves (jøde-)kristne brødre, der foreholdt dette som et forlangende (d.v.s ingen Broder-kærlighed ville kunne yde, uden-), – sådan som vi jo ved af Skriften selv, at der gjorde- i den første menighed
    – for nu lige at byde på en (anden, mulig) -særlig konkretiserende- ‘forståelses-nøgle’ til brevet (/-end: gnosticismens, helt Skrift-fremmede).

    • 4444dddd

      -Det, at Gud (Fader) Lader sin røst høre -til en bevidnelse-, er /(synes) mest medindgående, som det Jesus “svarer” de (allerede) overbeviste- eller vidnes-modtagelige /-modtagende, med- /at give dem, ‘tilbage’, (:Beder sin Fader om at give / til: befæstelse) – så vel i forbindelse med hans dåb (: et ‘vederlag’ til Johannes Døber (det, at ingen giver Herren noget, uden at få Mere- tilbage)), som endnu mere i forbindelse med: Forklarelsen på bjerget ( her forklarende sig af: At dem, der skal forlanges særligt meget af /~pålægges et (særligt) stort ansvar (inden for riget), dem skal der også være (særlig) Meget givet ) – som også på sit tredje forefundne sted (Joh. 12), i forbindelse med de grækere, der -på de vidnesbyrd de havde hørt om ham- “gerne ville se Jesus”, skønt de som sådanne (endnu) ingen umiddelbar adkomst havde til det ~til: Israels Hellige, d.v.s. ikke før Kødets korsfæstelses fuldbringelse, -men så alligevel gaves noget – andet, og mere -end de kunne have drømt om.

    • 4444dddd

      Om den vranglærer, ved navn Cerinthus, som hos kirkefædrene sættes i konkret forbindelse med apostelen Johannes, gælder netop, at han forlangte omskærelse og overholdelse af sabbatten, og altså falder ind under den “judaisme” som er foreholdt og beskrevet i Skriften selv, i NT, som den der står Troens sandhed og den sande Tro imod, den altså som (bl.a. og ikke mindst) ‘dumper’ på : (broder-)kærligheds_forlangenet.
      / Derudover fremførte han en Gnostisk ‘kosmologi’ af den art, der fordeler det Guddommelige og det menneskelige på to egne bærere, Kristus og Jesus, idet “Kristus-ånden” ‘kom over’ Jesus ved hans dåb -/ a la Guds ånd jo også efter Skriften ‘kom over’ Gideon f.eks. \- mens Jesus selv var ganske normal-menneskeligt undfanget, men på en helt særlig måde adopteredes af Gud, d.v.s : Accomoderet eller ’spiseliggjort’ under den gamle pagts fortfarende berammelse.
      – Også i pagt med visse gammeltestamentelige beskrivelser -eller i pagt med visse dele af de gl. test. beskrivelser desangående- lærte han om Tusindsårsriget at det var af jordisk natur snarere end Himmelsk-, altså også for De kristne, der har del i den første opstandelse og/eller forvandling, – den læreudformning af det, der fik Augustin til helt at forkaste bogstaveligheden af det.
      – Og så skulle det i øvrigt være fra ham vi har julehøjtidens fejring !

    • 4444dddd

      Det kan hertil lige nævnes, dels, at den sætning i brevet der ifølge den moderne protestantiske videnskabeligheds tilgang især “Beviser” vort apostel-brev snarere at være (: dvs: bedst forståes som værende-) (endnu) et af den første kirkes apologetisk udarbejdede Modskrifter imod den gnosticisme, der helt afviste Jesus Kristus virkeligt at have været et skinbarligt menneske [i kød og blod], men kun syntes så- [-sådan a la ærkeenglen Rafael i Tobits bog] ~ at altså hans menneskelighed bar’ var et skin ( og ikke en skinbarlig-) – den såkaldte: “doketisme”, /og den, der normalt forbindes med Gnosticisme indenfor en kristen-kirkelig sammenhæng, — den (tros)-sætning, at: “Jesus er Kristus, kommen i kødet” ( 1. Joh. 4. 2 /-og desuden genoptrædende i 2. Joh. 7, så nutidens teologer gerne indbefatter “hele johannes-litteraturen” under denne ‘bedre forståelse’ – \der så blot under Johannes’ navn er blevet medoptaget i Det nye testamente… \så Nutidens kristne bestemt ikke behøver gå til datidens gnostikeres (bedre) Forståelse for at blive vildledt, men har Nutidens spekulativt-videnskabelige ditto For det samme), — ja så er det jo rigtigt, at denne sætning (også) modsiger doketismens skin-lære, i eftersætningen [-nemlig : ‘kommen i kødet’ ], mens forsætningen for dén sags skyld kunne synes lidt overflødig [ også Rafael tog for bekvemmelighedens skyld et (jordisk) kalde-navn på sig under Sit ærinde],- hvilket jo godt Kunne tyde på, at brevskriveren (heller) ikke (her) har haft specifikt sigte på samme doketisme-, mens netop forsætningen – under apostelbrevs_antagelsen – er det uhyre vigtige at få med, selve kernen i det Apostoliske Ærinde, – og så igen ‘tilfældigvis’ -dvs: Med Både for- og efter-sætning- ‘gør det af’ med netop dén ovennævnte gammeltestamenteligt accomoderede vranglære, hvis opkomst allerede gives os nytestamenteligt i Skriften selv.
      -Og Dels, at ovennævnte Cerinthus’ ‘gnostiske kosmologi’ ikke var mere ‘graverende’ (læremæssigt) end at den lod også den materielt /-synlige verden være fra Gud Selv (-oprindeligt, og altså som sådan være: Af Det Gode, – til forskel fra den (doketiske) gnosticisme, der lod den materielle verden være fra en anden “gud” (end Gud Selv), og som sådan ‘i sig selv’ være: Af det onde), hvorfor man også forklarer Cerinthus-‘kirkens’ historisk korte ‘levetid’ med, at den hurtigt gik op i: Ebionismen- (snarere end i Gnosticismen), idet Ebionismen netop bestod i at fastholde (sig selv på) Lovens (ufuldbragte) standpunkt (-frem for på Troens fulbragte-), herunder holdende sig ‘kosmologisk’ til det skrevne Gudsords eget ‘oprindeligt’ givne verdensbeskrivelse (-Endda også, kunne man sige, når samme Guds Ord: “Gør alting nyt”-).
      Kort sagt, så ser vi her apostelen Johannes slå på nøjagtig det samme som apostelen Paulus : Lydigheden overfor Jesu Kristi evangelium, om end hver på sin måde, -bekæmpende nøjagtig det samme : Ulydigheden mod Jesu Kristi evangelium.

    • 4444dddd

      Nu er det selvfølgeligt rigtigt nok, dels: At perspektiv-omlægningen i vers 6 ( -fra det kristent-kirkeliges til det (alment)-menneskeliges forståelses-ramme ( -og derunder igen jævnliggjort med doketismen, som dennes ligefremme mod_sætning), – at denne omlægning, osse i oversættelsen, i sin nærmeste tekst-sammenhæng står så ‘indhyllet’ i evangeliets grund_forkyndelse (: Troen på Guds Søn (-s navn), / ikke: ‘TRoen (?) på at han ‘var født af en kvinde” (-i hvert fald slet ikke hos hans medlevende i hans samtid\), men på at han -ikke desto mindre- Er: Guds Søn, Guds enbårne-, Født af : Gud), så at man kunne sige, at oversættelsen jo ikke udelader dette afgørende (/det Guddommeligt evige), men ‘bare’ lægger noget til (/det menneskeligt forsvindende – \for at læseren kan føle sig menneskeligt hjemme og tilpas i det læste), _-_ dels : At Sandheds-ordets /det Guddommeligt eviges, (‘indskrænkende’) fastholdelse jo ikke forhindrer det i (tillige) at være en modgåelse af (f.eks.) gnosticismen ( tværtimod- /nemlig den, der ‘besvarer’ en usand tilgang eller opstilling ved at fastholde den sande, -snarere end ved, indenfor usandhedens opstillende tilgang at tage parti mod det fremførte gennem at tage parti For- (hævde)- Det modsatte,- i den tro eller efter den tankegang, at når et eller andet efter Sandhedens målestok (Guds ords-) påviseligt ‘kommer til kort’, så må Det sande ‘jo’ være Det modsatte heraf;- ( den tanke-gang menneskeverdenen /kristenheden, øjensynligt ‘kører efter’, -har som sit udviklings-princip-).
      [ Til eksempel : Når reformatorerne (meget rigtigt) ud fra Skriftens Gudsord bortdømte samtidens, historisk udviklede /~udartede- klosterliv, -baseret på cølibat-Løftets opfindelse, og spundet ind i et net af ligeledes selvopfundne udvortes gernings-tilkendegivelser,- ja så ved man dog ikke selv bedre, end at Det sande kristne ‘jo’ så må bestå i Det modsatte heraf (~i : At gifte sig-, stifte familie, / og (selv) tage De tomme gerninger på sig, der ganske vist ikke er menneskeligt /-kirkeligt, selv_opfundne ( men dog Kristent (~nytestamenteligt) bedømt [og betegnet] : Tomme- ( altså i lyset af Jesu Kristi åbenbarelse, ~Ordet, ~evangeliet), – en opfattelse (af: Det Kristne) man aldrig og umuligt ville kunne nå frem til alene ad Guds ords vej, dvs, uden (i stedet) at være nået frem til den qua: Det modsatte af den katolsk forefundne ‘udartning’.
      -Jeg har nylig set en forholdsvis nydannet evangelisk frikirke afslutte sin grundlags_beskrivende ‘lovprisning’ af bibelen (-som sit grundlagsmæssige “ét og alt”) med denne sætning: [Vi holder] Den evangelisk-lutherske kirkes bekendelse som sand og forpligtende tolkning af Bibelen. – \ -og det viser vist meget godt, hvorfor der nu om dage bestandig tales om bibelen og bibelen (og ikke om: Skriften – Den hellige Skrift – Guds ord) fordi nemlig det her nu mere er Læren, ‘teologien’, der de facto (på forhånd) bestemmer hvad du læser ud af .. “bibelen” ( nemlig-, dvs, snarere end det omvendte : Den hellige skrifts (eget) ord, der: Bestemmer) (-sådan som ellers selve reformationen lagde det an til at skulle være, og som godt kan siges ligge ‘indbygget’ i selve ordbetegnelserne).]

      [ Angående (mere specifikt) den moderne videnskabeligheds omgørende indflydelse, så har jeg for snart en hel del år siden til en folkekirkelig gudstjeneste oplevet, at præsten ( = fag-videnskabs-manden) rent faktisk “tog bladet fra munden”, om man så må sige, og som sin Prædikens indhold fremførte, hvad han havde lært på universitetet om den pågældende bibelteksts alment menneskelige ‘tilblivelse’ ( og det er jo trods alt osse denne (menneskeligt (selv)-skabte) ‘Viden’, der -indenfor kirkemenigheden- kvalificerer Ham til Præst), ‘opbyggende og opløftende’ sin menighed til at nå op på hans egen bibelsk-kristne højere Oplysthed, dvs: ‘Mere omfattende og bredere funderet’, -end ‘bare’ “ordene selv”.
      Egentlig er den herfor tilgrundliggende logik og ‘fremgangs’måde uhyre simpel, hvad et simpelt eksempel vil kunne oplyse : Man har ‘noget’ for sig, som skal oplyses så godt og sandt som muligt, f.eks : En trane; – “Dette er en trane” vil da være ‘dette nogets’ umiddelbare og første Oplysning. Men-(!) er dette rigtigt og sandt nok, så vil sætningen: “Dette er en fugl” være -så at sige- [endnu] sandere og endnu Sikrere (f.eks nemlig for det tilfælde at tranen nok faktisk var en struds), – og det er såmænd netop denne form for (bedre) ’sikkerhed’ /(’sandhedsmæssigt’) den moderne videnskabelighed som sådan eksellerer i.
      Kun for det tilfælde hvor ‘dette noget’ er noget unikt enestående (f.eks: Gud /-s ord) er ‘fremgangs’måden (helt og aldeles og i den grad) malplaceret.]

  7. 4444dddd

    [ Forøvrigt vil man – under hensyntagen til den reelle mulighed af at: falde fra Troen, på: Sønnen ( -for eksempel til fordel for at gå ind under moselovens bestemmelser /’styring’ ( / men det kunne jo for den sags skyld også være til fordel for at gå ind under: den moderne videnskabeligheds Bestemmende Overstyring /-for nu lige at føje en, (ret Beslægtet-): aktualiserende ‘dimension’ til Den konkretiserende- /-‘gøre den Moderne bibeloversætning Dens kunst efter’ ) – man vil derud af se, at det kunne / ville, give ganske udmærket mening, om der i vers 13 stod at læse: “Disse ting skrev jeg til jer, I som er troende på Guds Søns navn, for at I skulle vide, at I har evigt liv” -{Joh. 20, 31}- “og..” -{nu skriver jeg [det, igen]}- “..for at I må tro på Guds Søns navn”, — altså med en rent gentagende sætnings ‘dobbeltkonfekt’ : om at tro på Guds Søns navn.

    -Og hvorfor jeg nævner Det? – Tjah, ikke egentlig for andet end at det faktisk var Sådan, verset fra først af ‘etablerede sig’ i (og med) de trykte biblers indtog på verdens historiens arena, – når de oversattes på baggrund af det givne græske grundtekst-materiale, men så igen siden- af den mere og mere Moderne videnskabeligt styrede tekstkritik (dvs: ‘Disse skrifters’ “rekonstruktion” på basis af deres jævnlighed med alt andet (menneskeligt) skrevet) -er befundet: mest sandsynlig: Uden- ‘dobbeltkonfekten’, hvad der for den, hvis interesse i sagen er: Den kristne kirkes Hellige Skrift / Guds ord, ses -‘i sig selv’ og alt andet lige- faktisk snarere at tale for- dobbeltkonfektens medhørende i teksten, end imod.

    / Pudsigt nok så har her Vulgata – den latinske ‘ærke’-bibel fra omkring år 400 – ikke dobbeltkonfekten i Sin tekst, den findes bevidnet i gamle græske håndskrifter, hvorimod det ovennævnte “Komma” (i vers 7) netop findes stående i: Vulgata -og i andre, ældre Latinske håndskrifter, men ikke i de gamle / ældste, græske.]

  8. 4444dddd

    -Apropos pudserligheder så er – i forbindelse med vers 6 og oversætterens heri indskrevne egne forståelse af: “vandet” (-at det går på det vand, der går, før en kvinde føder) – den tankeKonsekvens dukket op hos mig: At det bekendte Bevis for en bruds jomfruelighed (: blodet) sammen med: den bekendte Særlige omstændighed ved: Jesu fødsel,- ‘jo’ /vel, må betyde: At når vi vil /skulle: Tænke os dén fødsel, så må ‘det vand, der gik ved dén’, faktisk Tænkes at have været : vand Og blod – -!!

    -en slags hele sagen selv -(~dens egne konsistenthed med sig selv)- iboende ‘indforstået’ mindelse om, at det altså med Ham er det Guddommeligt unikes udfolden sig, der er på tale,- noget nyoversætningen “udjævnende” går (ganske) udenom (-eller endda: Accentuerer Modsat /-i pagt med hvad “et Modskrift mod gnosticismen” måtte forventes gøre), dét i sagen, som gør troen på den til Kristentroens (tro på den), Den, der har Det evige livs forjættelse.

    /-Om det andet led i indskrivningen gælder for så vidt det samme, som at det jo ikke var for sin egen synds skyld (den korsfæstede) Kristus døde “menneske-ligt” – sådan som éllers det at “måtte dø som et menneske” har sig, – men for som menneske (syndfrit menneske) at tage: Syndens (af Gud selv forordnede) dødsstraf på Sig ( afvæbne den – til gode for ‘alle os andre’) (og deri forsåvidt en højst “menneske-ulig” død), dét i sagen, som gør troen på den til Kristentroens (tro på den), Den, der har Det evige livs forjættelse.

  9. 4444dddd

    Lige så essentielt igen som at: troen er: kristentroen, er det at kristentroen er: en: tro-, er: Troen, (~beliggende i: Subjektiviteten /-på kierkegaardsk) således at når videnskabeligheden ’ser sig nødsaget til’ at erklære f.eks: Jesu Opstandelse -fra de døde, for et ‘lærepunkt’ der absolut ikke lader sig videnskabeligt ( /’objektivt_neutralt’) godtgøre /bekræfte, ja så er det, kristent- (netop) en /(‘nødvendig’ /-omend ikke: Tilstrækkelig)\ Godtgørende bekræftelse for: Sig og sit-: “Mange tak for ulejligheden – det var flinkt”, just det ‘punkt’ de særskilt udtagnes, apostlenes, særskilte vidnes-kald egentlig samler sig i- at være vidnerne om (-ikke vidner til, -a la jo også De var til hans korsfæstelse, sammen med allehånde andre, venner som fjender (-hvorfor også videnskabeligheden gerne nok lader dén være godtgjort) – men: om-), indplantende i de betroede “et Levende håb”, som de nu mere “ikke kan Lade Være at tale om, Ud-tale” [Apg. 4, 20], det ord, /dét glædelige budskabs-, som “var i begyndelsen, og som var hos Gud, og som var Gud”, “og som bliver evindeligt-”

    – og således at når gnostikerne ’så sig nødsaget til’ ( nemlig for forståelsens skyld, dvs: forståelighedens-) enten at afvise at Kristus qua den sandt Guddommelige, (‘tillige’) kunne /kan have været (fuldt og) sandt menneske, menneske_legemlig-, eller også til at ‘fordele’ disse to (-uforenelige) natur-bestemmelser /’attributer’, på to egne særskilte ‘bærere’: Jesus Og: Kristus, ja så er just ‘misforståelsen’ her, at ‘de tror’ at ’skulle forstå sig frem til sandheden’, ikke forstår at Dén (~nemlig: Ham): _tror_ ‘man’ (sig) ‘ind i’-, (nemlig i: den forståelses-mæssigt paradokst ’selvmodsigende’ [Luk. 2,34; Joh. 7,28]) – ulydigt mod selve evangelie-Ordet, der siger og byder os : at _Tro_ på Ham, Jesus Kristus, “kommen i kødet”, “født af en kvinde”, – de facto dog ikke vil tilsidesætte menneske-fornuftens standpunkt for det (~ for: Troen), men til bevarelse af sig selv på dette standpunkt, justerer Ordets billed-spejl (-det som skal indtrykke Sandheden i os) til ikke at gå imod det herunder: Tænkelige.

    -På den anden side så er ‘en forkyndelse’ -eller: knæsættelse, af den historisk kendte “Jesu Kristi” persons: sande menneskelighed, jo slet ingen : forkyndelse -af Evangeliet, (-eller hvis det er, så må det blive af : “Ateismens Evangelium” – af at dét (netop) er og var, hvad (også) han var og er : et (slet og ret) Menneske), dvs : For en forkyndelse af Evangeliet, -Guds frelsende Ord,- det som apostelkaldet bestod i at skulle gøre, der kan en sådan ‘knæsættelse’ aldrig være: Pointen -i det, – sådan som det ikke desto mindre lykkes oversætteren her at gøre det til- i apostelbrevet, pr egen omskrivning af dets tekst (-til noget nær ukendelighed), eller sådan som den må “justeres til” for at give læseren den moderne videnskabeligheds Forståelse af det ( dvs: Eksternt reflekterede, totalitets bestemte, ‘verdens_lige’) –
    – lige som en eventuel ‘teologisk uddybelse’ af “Menneskevordelsen” -hvad oversættelsen faktisk ’står frem som’ i v. 6- for at være kristen sand, også må pointere den ikke ubetydelige ‘anderledeshed’ der ligger i som person ikke desto mindre at være og have været : Ovenfra, være: Ordet, der blev kød, -til det værks fuldbringelse (nemlig) der ‘gør det af’ med det ulydighedens menneske, der var taget af jorden og dannet af støvet, dømme den herud af opkomne menneske verden til Undergang, ved i Lydighed mod Gud Fader at lade sig selv I kødet, korsfæste og lide døden, for derpå at fødes af Gud Fader selv som: Det nye menneske, født i Guds_Ånds-kraft, og ‘formerende sig’ i kraft af : troen_ -på Hans, Guds Søns navn.

    • 4444dddd

      – – Eller- så er en sådan knæsættelse af Kristi, /”Guds Søns”, Fulde menneske-lighed, – når den skal være Evangeliets og Dets forkyndelses Pointe,- en reducerende tilbageførsel af: “evangeliet-” på : “Jule-evangeliet”, = Sanktioneringen af det udvalgte folks fortrinsstilling I kødet [Luk. 2,10..] -dvs ikke (kun) som noget abstrakt-tidløst teologi-filosofisk gældende, men noget aldeles konkret ~ som jøde, -hvad: en knæsættelse af, vil gøre til noget (mindst) lige så : Ekskluderende- som ‘inkluderende’- altså uden evangeliets fortsættelse,- men som i lyset af dets fortsættelse bliver til: dette udvalgte folks Forrettighed til (’sammen med’ Ham, ‘deres eget kød’) at ‘aflægge’ det, der i henseende til Livet slet intet båder_ = Kødet, /det kød-fødte, [Joh. 6,63] (: ’sammen med’ Ham: Tage deres kors op-), for i tro på den almagts Gud der løbende ’sanktionerer ham’ for deres øjne, bøje sig med ind under hans Himmelske Faders vilje (= den Hans Kærligheds dybde) hvorunder også hedningerne er medarvinger i Guds rige, og hvortil kødets (selvhævdelses) dødelse er fornøden.

  10. 4444dddd

    ‘-Korrektion’-
    Jeg var nok lidt (for) hurtig med at ansætte: Jesu korsfæstelse, som noget: “videnskabeligheden” anser for ‘godtgjort’; – Det gør den faktisk slet ikke; -lige så lidt som den ser sig i stand til at give Skriftens øvrige berettelser ( om hans undergerninger, Fødsel, dåb..) Sin godtgørelse, Godtgørende deri Den hellige skrift at være : den Hellige skrift = Udskilte ( -af verdens) = Guds kirkes Guds-ord, Ordet- der ikke er af denne verdens art, – mens det, den Ham betræffende, alligevel godt tør give sin godtgørelse (-omend ikke direkte, men indirekte, dvs: Fordi den verdensvide antagelse af: kristendommen ellers ville blive en For urimelig kendsgerning) er (/kan koges ned til) : at han faktisk har levet Og: døde – som et menneske
    – altså just præcis ‘den Pointe’, ‘det ærinde’, ‘den essens’ vor videnskabelige oversætter her har ’set’ endogså at være : Skriftens eget ords- ‘glædelige budskab’, apostelbrevets, og så set det som Oversættelsens opgave at ‘få Frem’ til læserne.

  11. 4444dddd

    Efterretning.–

    Skulle det genere en og anden grundigere historisk videnskabeligt orienteret, at jeg har nævnt årstallet: 400, for den kirkeligt bestilte (‘katolsk autoritative’) latinske ‘Vulgata’-oversættelse, som det da gaves Hieronimus til opgave at udfærdige ( ud fra såvel de givne latinske som de givne græske håndskrifter),- uden dertil at nævne, at i de aller ældst bevarede afskrifter af samme ( det ældste -kaldet: “Fuldensis”- fra omkr. 550) der findes ‘det johannæiske Komma’ IKKE-, så være det hermed nævnt. – Ellers gælder at ud af halvtreds af de bevarede vulgata-håndskrifter har de niogfyrre Kommaet, lige som det konsekvent findes bevidnet i de andre tidligere og sideløbende Latinsk-sprogede versioner.
    [Værd at nævne er måske også, at denne: “fuldensis” faktisk indeholder et Forord, -som angives at være fra Hieronimus selv-, hvor i han udtrykkeligt nævner udeladelsen af Kommaet som et eksempel på manipulation af tektsen. –]
    Men, kan det ikke være lidt Ligemeget, når nu alle de bevarede Gamle græske håndskrifter, de original-sprogede, notorisk ikke har Kommaet med ?-
    Tjoh,- og så alligevel ikke: Nødvendigvis;- hvad dødehavsrullernes tilkomst burde have lært fagfolket, der nemlig indtil det herfra viste sig, at Den græske Oversættelse af GT ikke så sjældent stemte bedre overens med de nu tilgængelige ( meget gamle) hebræisk-sprogede håndskrifter end den indenfor jødedommen overleverede (= afskrevne, /og som sådan daterende sig ret sent\) ‘original-sprogede’ version (~ den masoretiske Tekst, kaldet) gjorde,- (be)-visende at en original-sproget tidligere tekstform meget vel kan have sin rigtigste bevarelse i en Oversættelse, noget vore protestantisk videnskabelige skrift-lærde ellers ganske har negliceret muligheden af, endda skønt skriftstedernes citering i NT oftest henter sig fra denne gamle græske oversættelse (“Septuaginta” kaldet).

    Man kunne måske sige, at dette faktiske forhold Nøder en til (-i sin stillingtagen, -når ellers man måtte have forfulgt sagen så langt ) [enten] decideret at Fravælge ‘videnskabeligheden’ til fordel for ‘kirkeligheden’ ~ positivt Vælge (sig ind i) Kirkeligheden på bekostning af Videnskabeligheden [eller omvendt]-, hvor jeg da vil kalde det anførte valg for det Kristent følgerigtige-, vælgende ’sig ind i’ ‘Kristi legeme på jord’ til fordel for ‘det abstrakt almenmenneskeliges ditto’.

  12. 4444dddd

    Af andre nævneværdigheder til belysning af Komma-historien, skylder jeg vel -(i henseende nemlig til min allerførst gjorte grammatiske påpegning),- at nævne : At en sådan (‘ellers’-) ‘ubehjælpsom dårlig’ ’sprogdragt’ [hos : “Kærlighedens apostel”] faktisk lader sig spotte i “Kærlighedens kapitel” [: 1. Kor. 13 – altså hos den græsk- og Skrift-Kyndigste af apostlene : Paulus], idet her vers 13 byder på et grammatisk principielt tilsvarende (~rent grammatisk ukorrekt) ‘køns-farve-skifte’, når : “disse tre ting” (-som er grammatisk intetkøns-farvede) skal sammenfatte : “tro, håb og kærlighed” -som alle tre er hunkønsord. –
    Nogen decideret grammatisk regel der skulle kunne give en ‘god begrundelse’ for tilfældet her, kender jeg ikke til skulle være, -min egen græsk-kyndighed indskrænker sig til et sådant grundlæggende indføringskursus, der pr inter-lineært regi har kunnet være meget berigende for min egen læsning af det nye testamente, et niveau som jeg med forsæt også har holdt og holder mig på-, /for ikke at risikere selv at komme ind under den moderne videnskabeligheds tros- og Ånds-fortærende ‘behandling’.
    -Derimod synes jeg faktisk, at jeg kender Paulus ret godt /og ‘grundigt’, og især da: skribenten Paulus, -gennem ‘modtagende’ læsning af hans breve /-snarere end: kritisk læsning\, og har derind under bemærket mig, at kap. 12, der jo som sådan også udgør et ‘basis oplæg’ til kap. 13, starter med at sætte : “Det Åndelige”, på dagsordenen, og fortsætter med herind under at omhandle de forskellige “nådegaver”, i begge tilfælde intetkøns-navneord, og hvor da en ‘ihukommende’ ‘bevarelse’ heraf (~af udgangspunktet), der meget langt henne i det videre ‘pludselig’ (-som det nemlig kunne synes ‘de mere glemsomme’) : Slår igennem- -in casu helt henne i slutningen af kap. 13-, i den grad kan kaldes noget generelt kendetegnende for Netop : Paulus, for Hans sæt og vis qua skribent, ærketypisk ( for: Ham), -så at vidste vi omvendt ikke, hvem brevet var af, men kunne konstatere sådanne usædvanligt lange sammenhængs-udslag i det, så kunne vi også omtrent hundrede procent sikkert tilskrive det: apostelen Paulus.

  13. 4444dddd

    Endelig skal så nævnes, at sagkundskaben også formår levere en rimeliggørende forklaring til den manglende overensstemmelse i køn når Kommaet udelades ( – skønt vi har et Skrift fra den Græsk Talende biskop Gregor Nasianzus -i Konstantinopel- fra omkring år 380, hvori sætningen i sig selv angiveligt får det skudsmål : at være grammatisk ukorrekt – /-men så til gængæld stærkt indikerende, at i Hans (græske) NT fandtes Kommaet rimeligvis Ikke-) blot til vindication af, at ad denne vej, den videnskabeligt objektive- kommer vi åbenbart ingen vegne med dette ord, dette ord i: Ordet- som igen efter sit Indhold : “Sætter alt over i: Subjektiviteten” -som Kierkegaard siger det,- troens-, (på Herren Jesus Kristus), så at hvis vi ikke havde et sådant rent Objektivt uafgørligt tilfælde i Skriftens Gudsord så måtte vi næsten sige, at form og indhold ikke ‘vidner’ ganske samstemmende, mens omvendt: det, at vi har det, næsten kunne tyde på, at der her har været en guddommelig finger med i spillet. –

  14. 4444dddd

    Til bilag for Forvirringens Total-omfang dette Komma betræffende, skal jeg hertil inddrage : Luthers, Indholdsbestemte begrundelse for Sin afvisning af det, – han fulgte for sin egen oversættelse Erasmus’ 2’den udgave af den græske grundtekst, -der Ikke havde Kommaet med – og ville så -med den begundelse: at i det himmelske: Behøves (jo) slet ingen (særlig) bevidnelse af hans, Jesu Kristi, Guddomme-Lighed, eftersom han jo dér (nu) er: Siddende ved Gud Faders Højre Hånd, ( altså ladende Kommaets: “-i Himmelen” betyde: For de himmelske væsener, englene ),- Ikke følge Erasmus i hans 3’die udgave, der Tog Kommaet med-, men antog dets ‘latinske tilstedeværelse’ for at være en tilskrivning af alt for ivrige tilhængere af treenighedslæren.
    /-Hans vel nok næstnærmeste medarbejder, Bugenhagen, antog det også for at være en tilskrivning, men gjort af treenighedslærens modstandere, idet den sammenholdt med: ‘De jordiske vidners’ ditto enhed, netop taler imod: En Substantiel enhed (~ dét Læren lærer), -mens hans Nærmeste medarbejder, Melanchton, godtog Kommaet.\

    I betragtning af at når vi lader Kommaets Indhold oplyse sig for os i reflekterende forhold til Joh.-Evangeliet (og det turde vel være det Ret så nærliggende og første at gøre), og dér støder på sådanne tilkendegivelser som:
    “Jeg har set Ånden dale ned fra Himmelen som en due, og den blev over ham. – ‘Den, du ser Ånden dale ned over og blive over, han er den, der døber med Helligånd.’ – Nu har jeg selv set det, og jeg har vidnet: Han er Guds Søn.” /Joh.1. 32-34.
    “Om mig aflægger jeg selv vidnesbyrd, og også Faderen, som sendte mig, vidner om mig.” – “Ingen kan gøre de tegn, som du gør, uden at Gud er med ham.” – “Hvis jeg ikke gør min Faders gerninger, skal I ikke tro mig! Men hvis jeg gør dem, så tro gerningerne, selv om I ikke vil tro mig; da skal I indse og forstå, at Faderen er i mig og jeg i Faderen.” – “Havde jeg ikke gjort de gerninger [og talt de ord] iblandt dem, som ingen andre har gjort [og talt], så havde de ikke synd; men nu har de Set [og hørt] dem og alligevel hadet både mig og min Fader.” / [8, 18] [3,5] [10, 37] [15, 24]
    “I ransager skrifterne, fordi I mener i dem at have evigt liv; og dem er det, der vidner om mig.” – “Thi hvis I troede Moses, ville I tro mig, for om mig har han skrevet.” / [5, 39 46]
    .. -ja så vil jeg kalde Luthers ‘internt himmelske’ læse-forståelse af, hvor om og til de himmelske Vidners – /Helligånden, Faderen, Ordet\ – vidnesbyrd knytter sig for : besynderlig– (“himmelråbende’ fjern fra evangeliet’, kunne man næsten sige)- / -om end det jo i dén, ganske særlige, forstand at de vidnes-modtagelige déri og med beviser sig at være: Guds børn ~ være af Det himmelskes natur- jo (netop) godt kan Siges indeholde eller ‘ramme’ noget sandt,.. som Luther så kunne siges at erklære, bedømme: Jordisk usandt ~ alment ugældende (hvad jo sådan set også kan være rigtigt nok) \ lige som i tilfældet med giftermålet sætter det (jordisk) alment gældende over Kaldetheden (~ Adam over Kristus), /-læggende kim ind i: Lutherdommen, for (netop) den moderne videnskabeligheds ‘naturlige’ fremvækst her indenfor.

  15. 4444dddd

    -At også Paulus -i henseende til giftermålet, ‘kan sætte det jordisk alment gældende over kaldetheden’, er jo klart nok ud fra hans ord om, at “det [~og altså for de kaldede] er bedre at gifte sig end at: brænde”, [1. kor 7, 9], – når- nemlig, de ikke formår at afholde samme: brand, fra – utugts Bedrivende – at ‘omsætte sig i gerning’, – forstående sig nok så meget af, at: “-de fejge… og de utugtige.. .. deres plads er i søen, som brænder med ild og svovl,-” [Åb 21, 8] og af at: “-hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere…. skal arve Guds rige” [1.Kor 6, 9], – som af, at det (’selvfølgelig’) ikke må volde en noget besvær, nogen : Liden- ..under det, (og for det), | -hvad tværtimod endda kunne synes forudsat : “Thi den, som har lidt i kødet, har brudt med synden” [1. Pet. 4] (‘den, der ikke har lidt i kødet, har ikke brudt med synden’ -?)
    – Men hvortil vi også hos Luther selv bestandig hører ham fremdrage (påstå), at klostrenes cølibat-løfte-liv generelt taget ikke betød, at de levede (spor) seksuelt afholdende, kun at de afholdt sig fra at indgå ægteskab – altså levede stik imod apostelordets indledende sætning, der faktisk decideret påbyder ‘dem, der ikke Formår leve afholdende, at gifte sig’ – men hvor overfor man så igen regnede selve løfte-afgivelsen for “det saliggørende”, en tankegang der vel nærmest er kristendommen så transcendent, at den slet ikke kan have med den at gøre, men som Luther så alligevel -i sin kirkelige rekonstruktion- lader gælde og stå for Alternativet til det: At gifte sig, dvs ved hjælp af denne kristne uting ( dens fortsatte opretholdelse /~medtagelse, qua reference) tilvejebringer en kirke, hvor i der slet ikke indgår noget alternativ -til det : At gifte sig.

    Ellers kunne vi jo komme på den tanke, om ikke Formåenheden er /(burde være) givet med: Dåben – vort gamle /-kødelige menneskes druknelse /-dødelse, – men det ville igen være at ansætte genfødelsens: Vand og Ånd, for to egne, isolérbare ’størrelser’, og uafhængig af den levende tro på vor Herre Jesus Kristus, der er Guds gerning i mig.

    Når desuden yderligere den katolske kirke fandt på at lade Ægteskabet konstituere sig på et kirkeligt afgivet: Løfte (-igen helt væsens fremmed for Guds ord, hvorefter det konstituerer sig på de to’s bliven et -kød), ja så ses jo heri en slags lægfolkets egen særskilte medopløftelse i geistlighedens glans-sfære : (cølibat)_Løftets-, men som reformatorerne, noget inkonsekvent, blot tog med over -som det Gud givne herfor (-altså: Af Guds ord givne- ??-) (mens man dog katolsk godt vidste, at det var kirkens eget påfund, men her blot satte den katolske kirke på linje med Gud), begge steder helt uden sans for kernen i det: At de løse forhold på dette område er syndige, fordi man, trods det at være blevet et kød, dog vil forblive de to eller flere man var, og deri og med kun -dels har Krænket en anden person- og: ‘Sprængt sig selv’.
    Udtrykket -i vort danske sprog, for dette løse forhold er: At have (haft) : sex med hinanden, – og udtrykket for at det i lutherdommen /protestantiskheden -på ca 500 år /apropos et vist jubilæum- er gået med ægteskabet nøjagtig som det i katolsk regi tog ca tusind år at ‘drive det til’ med klosterlivet, er at man nu om dage, og især (fri )-kirkeligt- ser ægteskabet (dvs : ægteskabs_Løftets aflæggelse) forklaret som det Gud-givne forum Gud har givet mennesker, der gerne vil have sex med hinanden, til også at kunne have det, følge deres trang, uden at de dermed synder, men tværtimod opfylder Guds (i denne trang tilkendegivne) intention med dem, idet Nu om dage disse to’s Tohed forventes eller forudsættes uanfægtet bestående, og det ikke blot som To, men som to : aldeles jævnlige, – fuldkommende den tendens mod det homofiles unaturlige omgang, som klosterlivet kun delvis lykkedes med.

    • 4444dddd

      Også nonne-væsenets særskilte fremståen kan jo meget godt ses i netop: Ligestillingens- belysning, og med den ekstra krølle i relation til: Ægteskabet, at det herunder bliver umiddelbart ‘nærliggende’ at opfatte klosterlivet som et særegent ‘ægteskabsliv’ (~med vor Herre Jesus selv!) som den enkelte går ind i, i og med løfte-aflæggelsen, en ‘forståelse’ af det, som så også befindes gyldiig for munkelivet, nemlig inde under den talemådes gyldighed: At “for vor Herre er vi alle kvinder”, -hvor så manden bliver til: En kvinde af hankøn, en hankøns-kvinde; – den bevægelse vor Moderne tids ligestilling netop kan siges fuldkomme ved socialt set at gøre: Kvinden til en: mand /af hunkøn, en hunkøns-mand.

    • 4444dddd

      Angående nævnte Talemåde, så kommer den givetvis af, at Ordet sine steder bruger Jomfru-benævnelsen Lige godt om : de ved troen: (på-)Ny fødte, helligede, – men, vel at mærke, -i f.eks. Åb. 14, i decideret modsætning til “kvinde”-benævnelsen (“dem, der ikke har besmittet sig med kvinder”)( og sådan som: jomfruerne jo heller ikke bibelsk benævnes: “kvinder”, men: “jomfruer”), – som nemlig på dette gebet grundlæggende står for dén (større) ‘modtagelighed’ for ‘løgne-tale’ /~forførende ord, som er det svagere køns udgangspunktlige: svaghed (-både kommende af og opvejet ved at hun også udgangspunktligt er en mands kvinde, ægtemands /faders-), ‘personificeret’ ved _kvinden_ Jesabel i tyatira-menigheden; – og sådan som også Paulus dels karakteriser den ved ‘hans’ evangelium ( nemlig dét han har fra Herren Jesus selv) ‘nyfødte’ korinter-menighed som “en ren jomfru” (-om den så også skulle have talt lutter ægtefolk), og dels befrygter, at de -“lige som Eva lod sig forføre af slangen”- er : Modtagelige, for en vis ‘kundskab’-, der Ikke har rod i Livets træ /~Livets ord.
      – Og hvor man så i stedet ‘forstår’ denne: Ordets_ talemåde som (indebærende) en: forsagelse /(‘forkætrelse’) af det: Ægteskab- Gud selv har lagt det kønsligt mellemmenneskelige samliv ind i, og tillige implicit lader forholdet /’samlivet’ mellem Herren og hans kirke være détte sammes, dette Jordisk mellemmenneskeliges: overførsel hértil.
      / Man kunne hertil bemærke sig, at samme sted i Åb. nærmere karakteriserer disse hellige ved: “At i deres mund blev der ikke fundet løgn”, og tænke på at det Eva gjorde, jo var at tage den forbudne frugt i sin mund,- og som Adam lod sig: besmitte med, ved at følge trop i.

      • 4444dddd

        Forøvrigt lader denne katolske attitude overfor: Ægteskabet, sig jo også begrunde (-Skriftmæssigt) ud fra (netop) dén særdeles helligholdelse af det, der regner det at bryde /(‘afbryde’) ægteskabet for noget Særdeles slemt, så slemt at da diciplene hører Jesus tale om det, udbryder de: “så er det ikke rådeligt at gifte sig” (Matt. 19), og hvor det, det så gælder om ’sexuelt’ er, at man Ikke er: ægteskabsbrydende- i det.
        /-hvordan det så lader sig forene med løfteaflæggelsen som et ‘ægteskabeligt’ ditto, – måske derved at man kun ‘har samkvem’ med (andre): kristentroende – indenfor Kristi legeme stående-.

  16. 4444dddd

    Altså -til tydeliggørelse- så opfattes i Nutidig (= ‘videnskabelig oplyst’) evangeliskhed det Ægteskabelige samliv at være (identisk med) : Dét Løse ditto- (utugtens-), der blot forud har aflagt et Løfte om ikke at “have sex” med andre = Kun at ville være utugtige (“bedrive utugt”) med én bestemt anden-, idet, det ( sandt ) Ægteskabs-konstituerende i det : de to’s bliven ét -kød, { dvs: Underordnet ét (over-) Hoved, (én vilje) -mandens } er (blevet) noget tidsånden (og dermed det alment gældende) ’så væsens-fremmed, at den slet ikke kan have med det at gøre’, – ligesom der jo -set gennem Videnskabelighedens briller- (netop) slet ingen forskel lader sig opvise, konstatere, mellem selve samlivs-Akten -i: Det Løse- og i: Det ægteskabelige regi. – (Dum-kloghedens triumf, -som nutidens evangeliskhed, dens bestaltede ordførere, -for ikke at fremstå ‘uoplyste’, godtagende optager; \-de missionske nærmest: Begejstret-)

    Pointen, ‘visdommen’, beydningen i og af det, giver sig jo nemlig deraf: “At Kristus er enhver mands hoved; og manden er kvindens hoved; og Gud er Kristi hoved” [1. Kor 11] og: “ligesom kirken underordner sig under Kristus, skal også hustruerne underordne sig under deres mænd-” [Ef. 5, 23], dvs med ægteskabs-Forholdet udgørende et (Gud givet) Forbillede på: Kristus & kirken- (’s forhold), hvori altså det har sin: Forklarelse, ( : i det, der er: Sagen selv), noget evangeliskheden ‘lukker øjnene for’ ( for ikke selv at måtte træde ud af det alment-gældendes (for sit eget jordelivs) bekvemmelige ståsted – thi når Sagen selv Er kommet, så er det jo : for Troen ~ kristen troen ~ de troende, – ikke Alment /-synligt ), for i stedet at fastholde det i en heraf ( ~af Kristus) uafhængig betydning, egenbetydning, selv-stående og -bestående ( -der, Kristent, strengt taget må betegnes: En Oprørsk betydning ), — “på lige fod med-” (jævn_Lig), – sådan som vi jo også i det ovenstående (netop) ser denne ‘moderne oplyste’ evangeliskheds lærdom kun at have blik for-, kun at ville medtage jævnliggørelsens aspekt af Kristi menneske vordelse.

    En yderligere mislighed, eller et yderligere udslag af misligheden i det hele (sammenholdt med: Guds ord), er denne Løfte-afgivelses indbyggede knæsættelse af: Det Monogame ( her i det: ‘kun at “have sex” med én bestemt anden’ ), der jo for det første udelukker omtrent samtlige GT’s givne tros-kæmper ‘af Guds rige’ (-gør Dem til: de utugtige /eller værre), og for det andet -når det skal være det Forbillede på Sagen selv, som Gud har givet det som- rent logisk må indskrænke ‘Guds riges på Kristi komme’s grundede tilvækst’ til enten kun at indbefatte den jøde-kristne menighed, eller endda -her indenfor- én Enkelt – f.eks: apostelen Johannes ‘den discipel Herren elskede’.

  17. 4444dddd

    “Nøddeskals-eksemplet” for min foreholdte påpegning af den (moderne) evangelisk fortolkende forvanskning af det Guds ord, Den Hellige Skrifts, den ellers selv foreholder /(foregiver..) at være sin egen eneste “bygge_Grund”, er : Malakias 2, 14.
    Når jeg godt vil tilføje det her, er det fordi nogen til det ovenståendes påstand om, at ægteskabet konstitueret som en særlig Pagts- (ægtepagts)-indgåelse pr de to indgåendes (kirkelige ~ (Gud-foreholdte)) løfte-aflæggelse om det-, er noget Guds ord aldeles ubekendt, en senere invention i og af ‘Kirken’ selv,- at nogen hertil vil foreholde, at det skam ellers står at læse sådan i hans bibel, nemlig i : Malakias 2, 14.
    (Jeg skal i øvrigt ikke erklære mig uenig i, at denne inventerede opstilling (sikkert) er den bedste /fornuftigste, måde at tackle sagen på – i (og for) denne verden nemlig, = noget der i praksis /(~udvortes set) bedst kunne ‘effektuere’ ‘det samme’, idet verden som sådan alligevel ikke hverken vil eller kan tage imod det kristne i det, (-At det ikke var som han og hun (hanner og hunner- altså: Kønsdifferentieret, med hvad dértil hører), han skabte dem : I Sit Billede; – men som : Mand og kvinde,- /a la Kristus og kirken, Lammet og dets brud – skønt det første jo allerede er begyndt at gøre sig protestantisk gældende, og meget vel, -når det ellers går i denne verden, som det har gjort hidtil,- indenfor en overskuelig fremtid vil gælde for den sunde evangeliske lære desangående [-og kunne findes stående i sin tids udgave af: Bibelen], og heller ikke erklære mig uenig i, at Luther, som Politisk reformator, løste sin opgave optimalt.)

    I nævnte vers hos Malakias kan vi læse ordene:
    “-skønt hun [ din ungdomshustru ] er dit livs partner og din pagts hustru.”
    “Heureka!”, siges der nu i alle moderne evangeliske bibel-kommentarer, “Her har vi det jo”; – ordet “pagt”’s medindgåelse i en sammenhæng, der decideret omhandler ægteskabsforholdet, (taler om De israelitiske mænds troløshed, der sender deres ungdomshustru bort [-når hun ikke længer er ung og fødedygtig]), og så-.., ja så har vi jo så godt som det bibelske belæg for : ægte-Pagts_opfattelsen -af ægteskabet.
    At ordet: Pagt, (osse hér) kunne betyde, hvad det ellers altid gør, i sin bare skikkelse, den pagt, Herrens pagt med Israel, hvis tegn (i kødet) disse israelitiske mænd går rundt med ‘på sig’, til mange gange daglig påmindelse, omskærelsens, og hvor indunder det netop er hans ægtehustru ( ‘ungdomshustru’) der -socialt_juridisk- ‘tæller’, ja det er i alle de evangelisk lærde kommentarer, jeg har set, ganske Udeladt, u-nævnt, ‘erstattet’ (i dem alle) af en, noget ejendommelig, vil jeg sige, gøren brug af princippet om: At lade Skriften forklare sig af Skriften, idet Labans, Jakobs svigerfaders, pånøden den flygtede Jakob en pagt-indgåelse de to imellem, om aldrig at ville angribe hinanden (1.ste Mos. 31), netop skulle være ‘i pagt med’ at opfatte Ægteskabet som: En Pagt.

    I samme fortælling indgår (nemlig) osse, dels at de rejser sig en stenstøtte til at være Vidne imellem dem, og dels at Laban herpå proklamerer, at ‘det [ nu ] er Herren selv, der overvåger deres adfærd, så at hvis Jakob skulle besvogre sig til anden side [~forringende Labans lod og del i Herrens velsignelse -af Jakob], så ser dog Gud dette pagtsbrud’, hvori vore evangelisk skriftlærde ser en ‘bevidnelse’ både af Malakias-versets foranstående sætning (-når blot den undergår en lille forandring) :
    “-fordi Gud var vidne mellem dig og din ungdomshustru..”
    og af den gængse evangeliske ægteskabsopfattelse og praksis.

    Forandringen i/af teksten består i, at man i moderne tid er gået over til at skrive : “-Gud var vidne..” i stedet for hvad teksten selv Faktisk og aldeles uomtvisteligt skriver, at : “-Gud har vidnet.. (mellem dig og din ungdomshustru)”, KlokkeKlart sigtende til Ordets eget givne vidnesbyrd i 1.ste Mos. 2 : “Derfor forlader en mand fader og moder og holder sig til sin hustru, og de to bliver ét kød”, – en tekst-gengivelse og tilknytning man leder 100% forgæves efter at finde medtaget i vore moderne evangelisk skriftlærdes bibel-tekst-kommenterende udgivelser, – /hvad måske ikke er så sært, thi tages Den med, så bliver nok alt det videre, hvori disse mænd ved at gøre deres lærthed gældende, sært overflødigt.

    (konklusion)

    Turn your eyes upon Jesus,
    Look full in His wonderful face,
    And the things of earth will grow strangely dim,
    In the light of His glory and grace.

    • 4444dddd

      Ups – Man vil se, at jeg i ovenstående kommentar har citeret profetordet som : “Gud har vidnet …”, skønt ‘hvad det Faktisk og uomtvisteligt skriver’ er : “Herren har vidnet ..” – Beklager.

    • 4444dddd

      [ Når vor Herre Jesus i selvsamme anliggende (-fraskillelse af en hustru efter forgodtbefindende) svarer med direkte at citere ordene i 1. Mos. 2,24, tilføjende, at: “så er de ikke længere to, men ét kød” (Matt. 19), og når der i Malakias 2.15 videre siges : “Gjorde han [ dem] ikke [ til] én”, så skulle man jo tro, det måtte være helt umuligt ikke at henføre Malakias-udsagnet hertil, men det er det [ altså] ikke, man skal blot have sin egen ‘evangeliske’ dagsorden på tapetet, /hvori man så yderligere fordrejer Mal. 2,16, -om at den, der således hader sin ungdomshustru, synder mod Herren,- til at gælde “Herrens had til skilsmisse” – læggende sagen på lige linje med den frygt munkene havde for at bryde det løfte de havde aflagt (‘for Gud’) -på Luthers tid. ]

    • 4444dddd

      [[ At det ikke (så meget) er “skilsmisse” Herren hader – men derimod den utugts utroskab (= ægteskabsbrud), som Fraskillelse blot er ‘konstateringen’ af, – viser sig jo osse i, at Herrens ord andetsteds hos profeterne (:Jer. 3,8) spiller på netop skilsmisse-anordningen i Moseloven : “Hun [Juda] så, at jeg forstødte den troløse kvinde Israel for al hendes hors skyld, og at jeg gav hende skilsmissebrev …”, -men, med den forskel at samme Herrens ord jo også og endnu stærkere lover både den ene og den anden, at de skal genoprejses, i og med nemlig at det Pagtsforhold, deres gensidige troskab mod hinanden beror på, skal erstattes af et (‘ægte’) .. Ægteskabsforhold (-), derved at de -lige som Eva toges af Adam,- skal være taget af Ham (-selv) ( Kristus-hemmeligheden, hvorindunder de ikke mere Kan synde (1. Joh. 3,9) ~ i al evighed hverken kan eller skal forskydes (Halleluja!)), – den Guds visdom som det er lykkedes evangeliskhedens visdom ‘at køre baglæns’, om man så må sige. ]]

    • 4444dddd

      Den måde som denne Guds visdom -på Hans eget plan- ‘går igen’ eller: er indlejret- på det menneskeliges plan, -på det Menneskes, han skabte i Sit billede, er i Skriftens (eget) ord bl.a. tilkendegivende sig ved, at hvor hustruens ægteskabelige utroskab jo består i: At være sin mand utro-, så består mandens ditto “utroskab” i at være: Troløs- mod sin én gang tagne hustru- skille sig af med hende igen (-uden at Hun har brudt ægteskabet), d.v.s: I at være “utro” mod Sig Selv, /(hvor_efter han så, hvis han gifter sig med en anden- bedriver hor mod den første, \Mar. 10, 11.) – en Skelnen som i Skriftens eget ord /sprogbrug, er løbende opretholdt, og som netop er indlejret og ‘går igen’ ‘den anden vej rundt’ -kunne man sige- når der i 2. Tim. 2, 13, står, at: “er vi utro, så forbliver han dog tro; thi sig selv kan han ikke fornægte”, /-hvori Omvendelsens Grundlæggende Medhøren i og for ‘hele sagen’ er ‘indoptaget’, så at sige.
      På ligestillingens, jævnliggørelsens, tidssvarenhedens- alter at udligne denne forskel i forholdet, -sådan som denne hverdagsdanske overs. gør det -også i sprogbrugen (der kun kender: utroskab),- er de facto at sidestille Ægteskabets forhold med et Lesbisk ditto-, -for at lette: Forståelsen, af det – -, igen overordnet i pagt med kun at ville fremsætte den rent menneske-Lige side af Kristus.

    • 4444dddd

      Decideret: Utroskab, (også) på: ‘herre-siden’, forestilles vi i Skriften selv i f.eks. Ezekiel 8, hvor: halvfjerdsindstyve af Israels ældste frembærer røgelsesoffer for de afgudsbilleder, de har indridset i tempelkamrenes vægge-, bedrivende deres utugts utroskab i selve ‘ægtesengen’, kunne man sige.
      Når jeg i min kommentar til 1. Kor. 7, medgiver oversætterens ‘menings’-bestemte omarbejdning af det sted i Åb. (kap. 14), hvor der står om de 144000, at “det er dem, der ikke har besmittet sig med kvinder” til, at ‘det er dem, der ikke er blevet urene ved at dyrke afguder’ [-formentlig både for ikke at ‘belaste’ ‘det evangeliske’ syn på kønsdriftens tilfredsstillelse, og for ikke at ‘udsætte’ læseren for det særlige forhold [ ved: Guds ord, nemlig], at forståelsen af det faktisk (først) kommer med troen på det] – at den nok ikke er helt ‘menings’-dårlig, så er det jo ikke mindst med baggrund heri, men det hindrer jo ikke, at den i denne sin behjælpelige hensyntagen selv er (netop!) : Utro-, mod det forlæg den dog ‘kravler ind i’, ~’i selve ægtesengen’, kunne man næsten sige.

  18. 4444dddd

    Men selv om den evangeliske omhandling af Malakias 2, 14-16, må kaldes en skændsel (-en mis-handling-, af det ~ af: Guds ord-), så behøver det jo ikke betyde, at det, man i stedet byder på i den forbindelse : Labans (’selvbestaltede’) pagtslutning med Jakob, med Herrens Hellige, udvalgte, er uden enhver relevans for (eksempelvis): ‘Ægteskabs-forholdets bibelske opfattelse’,- især ikke når samme tildragelse ‘går igen’ i Første Mosebogs beretning om både Isak og Abraham, -og hér med netop ægteskabsforholdet ’stående i centrum’, kunne man næsten sige.
    Jeg sigter selvfølgelig her dels (omend mindre udtalt) til Faraos ‘ tilbagelevering ‘ af Sara til Abraham, og dels -og ganske udtalt- til kong Abimeleks pagtslutning såvel med Abraham som (igen) med Isak, efter at disse konger havde måttet smage Herrens vrede over at de havde taget disse Herrens velsignede’s hustruer til sig, i alle tre tilfælde foranlediget af eller i hvert fald med baggrund i, at disse to Herrens velsignede havde bedt deres (smukke) hustruer om at kalde sig deres søstre, for at de ikke selv skulle blive dræbt for deres hustruers (skønheds) skyld.

    Uden nu at ville forsøge give en ‘bibelsk teologisk klarlæggelse’ af denne umiddelbart (nok) klart overraskende attitude hos vore to helte ( – et hint kunne måske være, at disse to Herrens velsignede osse faktisk levede, ‘gik rundt i’, den helt unike velsignelse, der var Dem tildelt, /den, hvori “Gud kan opvække dem børn af stenene der”), -/det synes mig at måtte være en oplagt ‘eksamensopgave’ at forvente gjort af dem, der er betalt for (netop) at Kunne gøre det/..
    så vil jeg -med netop ægteskabet i mente- slå ned på, at man jo kan sige, at de beder deres hustru om ‘at hemmeligholde’ deres ægteskab, lade det ægteskab de står i (som søskende (alias: børn af samme, ene, Fader) være : “En Hemmelighed”, – og så citere Ef. 5, 32 : “Den Hemmelighed, der ligger heri [ i ‘indstiftelsesordene’: Derfor forlader ..o.s.v.] er dyb. Jeg sigter hermed til Kristus og kirken.”

    En meget lidt teologi-videnskabelig fyldestgørende ‘klarlæggelse’, men måske nok så (Bibelsk) ‘indforstået’.
    Man kunne så også fra det foran stående ord hos Paulus:
    “På samme måde bør mændene elske deres hustruer som deres egne legemer; den, som elsker sin egen hustru, elsker sig selv”,
    ‘gå den anden vej’, og bemærke os, at det, Abraham og Isak her indunder negligerer ‘for livets skyld’, er ‘dem selv’, “deres egne legemer”, qua dét Jordiske ejeskabsforhold de som ægtefæller står i til hinanden, /nemlig så længe de lever, – til fordel for, -må man jo så sige beretningen lægger stærkt op til,- ‘at eje hinanden’ som søskende ~ som børn af samme ene (-ste (og evige)) Fader : som Guds børn –
    “Thi det var måske derfor, han for en kortere tid blev skilt fra dig, for at du skulle eje ham evigt” – /Filemon 15.

    En: ‘ejendommelig gøren brug af princippet om at lade Skriften forklare sig af Skriften’ ? – Tja, jeg skal da ikke påstå at disse ting hermed foreligger kristent bibelsk klarlagt, men nok at denne ‘vinkling’ af dem så at sige ‘dybde-perspektiverer’ dem, i Sandhedens, i Guds ords eget, regi.

    (Morale)

    Keep your eyes upon Jesus …

    • 4444dddd

      Omvendt så kunne man jo spørge hvad denne moderne evangeliske ægteskabskonstruktion så er ‘for noget’, når den åbenbart ikke er identisk med dén Gudgivne vi oplyses om i Guds ord; eller/og /(vis a vis) spørge efter hvilket bibelsk-andet den så har at hænge sit eget (andet) op på (thi dette er jo strengt taget kun hvad evangeliskheden påstår sig at være : ‘bibelsk’), – altså i stedet for at se på det foreliggende gennem Guds ord, så at se på Guds ord gennem det (faktisk) foreliggende-.
      Og hertil er det nu dæmret for mig, hvor godt seende vore evangelisk lærde faktisk er, når de -hvad jeg nok aldrig havde set af mig selv- trækker denne “Labanstreg” (-Undskyld- jeg Mener det ikke sådan, men jeg kunne ikke nære mig) frem og op ‘af posen’, der jo for det første er noget menneskeligt selvbestaltet, til-lagt, og som sådan afstedkommende en ‘fordoblelse’ i sagen selv, altså i : ægteskabet, kommende meget fint til udtryk, må man så sige, i Jakobs dobbelte giftermål, dvs i at Jakobs enkelte giftermål – i Labans regi- viser sig at være dobbelt-bundet, om man så må sige, på en gang at være med hans Givne (ægte)-hustru, (Lea), og med hans egen (menneskeligt) Foretrukne, (Rakel), og således at det (netop) er Rakel, der afstedkommer: Pagt-indgåelsen, ved at have bragt sin faders husgud med sig, -og hvortil man så igen kunne tænke på Løfte-aflæggelsen som den katolske kirkes ‘husgud’, den pavekirke man protestantisk river sig løs fra, men alligevel samtidigt bringer ‘husguden’ med sig, -på netop ægteskabets gebet.
      På denne måde at se videre /dybere i sagen vil jeg overlade til læseren selv at gøre; -jeg er ikke sikker på jeg ønsker at vænne mig selv alt for meget til at se på tingene denne vej rundt i stedet for den anden vej rundt, og heller ikke på at dét er menigheds-lærernes opgave.

      • 4444dddd

        Forskellen er den mellem at være : “ideologisk teolog”, der bruger sin teologiske kundskab til at bekræfte og understøtte dét Herskende, han selv står i (-og får sin løn af), eller være : “teologisk ideolog”, der prøver og måler det Herskende efter Guds ords målestok, – forskellen mellem at forholde sig : “professionelt til sit Kald”, og på at forholde sig : “Kaldet i sin profession”, sådan som Luther gjorde, og hvor så efterfølgerne mener, at når blot det er ‘det evangeliske’ man forholder sig professionelt bekræftende til, så har man (kalds)-ret til at lave målestokken selv, Guds ord, om herefter.

  19. 4444dddd

    Efternøler:
    Hvor lidt i pagt med den hellige Skrift -og hvor lidt i medfør af sammes berettelse- denne evangeliske gøren brug af Skriftens ord er-, tilkendegiver sig jo også deri, at det, på den ‘evangeliske’ forudopfattelse af ægteskabet___ /: at det er et slags “skab” for sexuallivets udfolden sig, som Gud har tilført for formeringens skyld – ( sådan som Luther får det vendt (-og sikkert også har fået det ind – ‘katolsk’), – om-Vendende substansen i Ægteskabet fra at gøre To til “ét” til at gøre To til ‘en hel masse’- efter det Andet Guds talte ord: “bliv frugtbare og mangfoldige…”, der kun for så vidt har med: Ægteskabet at gøre, som det indgår til ‘frembringelsen’ af ét eneste bestemt afkom : Kristus, – /om-gørende apostelens ord om, at det er for deres egen skyld -for ikke at skulle gå rundt i en ‘brand’, at de så får gifte sig-, til at være for at Opfylde dette (andet) Guds talte ord)\, – ___at det derunder bliver højst besynderligt, at det for alle tre patriarkers tilfælde gælder, at det, deres ægteskabsindgåelser (netop) Ikke (rigtig) ‘vil punge ud med’: er ‘ordinært’ /formerende afkom, -så de for (netop) den sags skyld,- der også er deres hustruers anseelse i Verdens øjne,- går med på at ty til ‘arrangementer’, der under samme evangeliske forståelse er: (absolut) Uægte-skabelige; (-hvad de altså ikke er i Skriftens øjne).

    • 4444dddd

      Efterbyrd:
      Til gengæld kan man da godt sige, at Skriften andetsteds, ny-testamenteligt, næsten kunne siges at ‘lægge op til’ præcis det, vi i dag står med, på området, når det jo nemlig hedder dels : “at i Kristus er der ikke forskel på.. .. mand og kvinde ..”, (Gal. 3, 28), og dels at det står enker frit at gifte sig “når blot det sker i Herren” (1. Kor. 7, 39), der jo godt Kunne ‘rystes sådan sammen’, at det er qua værende i Kristus (~i opstandelsens forskelsløshed (Matt. 22, 30; Joh. 11, 25)), at man Gifter sig-, /snarere end at man dog ikke gifter sig ud af forskellen mellem Gudelig og Ugudelig\, og selv om det vi står med, kristent set kunne kaldes: ‘rystende’,- så tror jeg heller ikke, det kunne kommet dér til med det- andre steder end netop under: kristenheden.

  20. 4444dddd

    -Og til gengæld.. så indser vi nu (bagefter og ‘modsætningsvist’), hvordan Labans ovenanførte forholden sig vitterlig kan kaldes: mønstergyldig, nemlig for de udtagnes ildhu for selv at få så megen del i udtagelsens Løn som muligt -idet det jo er den forjættelses-overdragne Jakob (: Kristus_forjættelsen) Laban om muligt -og temmelig ‘hensynsløst’- helt vil ‘rane til sig’, ‘indkorporere i sig selv’- ( meget på linje faktisk med den endnu ikke personligt kundgjorte forjættelses-‘arvings’ egen forholden sig til sin storebror Esau), og tillige, vil jeg sige, reflekterende sig i Saras (+ de øvrige ‘matriarkers’) pånøden deres ’sæde-ords-bærende’ ægtemænd at holde sig så nært som muligt til Deres ægteskab med Hinanden, hvori nemlig hun er (at regne) for Hans eget legeme, og: hendes trælkvinde Hagar som sådan er at regne for et (‘ekstra’) Lem på samme legeme – når nu det ikke rigtig vil blive til noget mere ellers- (-måske fordi Sara i den grad Er sin ægtemands ægte-hustru, er Hans eget legeme)- forblivende: “sin herre” tro (1. Pet. 3,6), mens Hagar viser sig ‘oprørsk’ mod: sin Frue-, hvorfor også Herren ‘belønner’ Sara med: Forjættelsens del, og lader Hagar stå med: ‘formeringens’. –
    -Og endda ‘reflekterende’ sig i jødernes generelle forholden sig på Malakias’ tid, når de nidkært vil Udfylde “forjættelsens afkom” Kvantitativt, en masse Selv være: dens Opfyldelse, – d.v.s i virkligheden helt overvejende i Hagars regi snarere end i Saras (Gal. 4, 21..).
    [Det Hagar gør, når hun vil være sin Herskerindes jævnlige, er jo at lade Abraham have taget sig en: ny og anden hustru ‘til formålet’, præcis det ‘Malakias_jøderne’ gør].

    • 4444dddd

      -Inde under mønsterligheden kan så igen: Rut, kaldes Hagars Modsætning, klyngende sig til og insisterende på -trods sin Faktiske Fritstillelse- at ville være /forblive : ‘et ekstra lem’ på det folke-legeme Herren har udvalgt sig til at “blive ét kød” med, – /meget a la Jakobs insisteren på -i sin natlige brydekamp og trods sin egen ‘faktiske status’ af ophav og stamfader (til afkommet)- ikke at ville slippe denne ham selv ‘iboende person’ uden at have fået Hans velsignelse; – // igen -ved at være blevet rigt ‘Materielt’ velsignet (‘med min stav drog jeg ud, og nu er jeg blevet til to lejre’)- stående ‘modsat mønsterligt’ til Noomi’s, Ruts svigermoders, tilfælde, (‘rig drog jeg ud, og fattig er jeg kommet tilbage’), i dybere sammenhæng med, tror jeg, at hvor Jakob så Selv ‘må klynge sig til’ “Den kommende Velsignelse”, så er det i Noomi’s tilfælde Dén, der ‘klynger sig til hende’, -ikke vil slippe Hende-, i form af: Rut, nemlig – “hende som er dig mere værd end syv sønner”.

    • 4444dddd

      Men med til det hele hører jo også (NB-), at denne: Hans bliven ét kød- med Sit dertil udtagne, -‘ét med os’, i Vort regi, kødets (= det af natur Ham oppositionelt modstående),- indebærer /sker for, samme Køds afmægtiggørelse, dødelse, i og med hans korsfæstelse, for at derind under étheden kan være vores med Ham-, nemlig i : Troen- (på ham), den, som er Vores (gen)fødelse efter Hans natur og i Hans ‘regi’, ~ Åndens.
      -sådan som også Noomi’s (gen-)Oprejsning (eller: ‘genindsættelse’) i det hellige land og folk jo (nu) sker specifikt på Landets egen præmis, Herrens eget lands- (“som de selv kun er fremmede og indvandrere hos” [3. Mos. 23]), nemlig ‘inde’ i Dets konstituerende lovords ånd, hvorefter det påligger de nærmeststående ‘brødre’ til en barnløs afdød borger ( eller: arvelods-forladt ditto) så at: ofre sig for- /bekoste, ’sin broders navns’ /(~hans personlige identitets), dérigennem Oppebårne figureren i landet; \ [“.. men glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i Himlene” (Luk. 10, 20) /-deres nemlig som tror på hans navn /person, som er : Lovens fuldkommelse];
      – og igen sådan at hvor den efter kødet Nærmeststående indløser -(og: i pagt med: Kødet; = egoistisk)- vægrer sig ved at efterkomme dette broder-kærlighedsbud i Dette lands konstitution, så lever Rut fremdeles helt efter: Det, frivilligt ‘aflivende’, kunne man sige, kødets ellers helt naturlige tilskyndelse.

      Og sådan -Måske?- som det er en: Fysisk svækket, Jakob, der træder ud af sin nærkontakt med Dén velsignelse, -mens Paulus må trækkes med at have fået: En torn i kødet.

    • 4444dddd

      Når vi her i Skrift-Ordet har stående -om Rut-: at “hun er dig mere værd end syv sønner”, så kunne man sige, at det (enten) er: lidt : ‘patetisk overdrevent’, udtrykt,- (eller også) at det (‘decideret’) er lidt : Profetisk ‘udtalt’, – ‘indkorporende’ nemlig, at landet (: ‘indvandrerne’ i det) -efter først at have opkastet en af dem selv til at være deres /(landets), konge, (underkendende ‘ejermandens’ duelighed (eller egnethed) herfor (-han virker måske dertil: ‘lidt for ‘usynlig”))- qua kongerige jo med kongeværdighedens overdragelse til: David, tilsiges at skulle være et evigt rige ( alias: evighedens rige -/ i og med: Davids-Sønnen nemlig), den dimensions inddragelse der kunne synes nødvendig for udsagnets ‘genuitet’, – sådan som så også Skriften i umiddelbar forlængelse af udsagnet nævner, at Ruts ‘affødelse’, Obed, “blev fader til Davids fader Isaj”.

    • 4444dddd

      Faktisk har vi så også dette for udsagnets prægnans fornødne, ‘eksplicit’ stående senere hen i Skriften selv, -når vi husker på at Rut jo var: (etnisk) fremmed, moabitisk, og Noomi måtte se sin egen (direkte) fortplantelse i Herrens folk at være ‘gået ud’; – nemlig i Esajas 56 :
      “Ej sige den fremmede, som slutter sig til Herren: “Herren vil skille mig ud fra sit folk!” Og gildingen sige ikke: “Se, jeg er et udgået træ!” _ Thi således siger Herren: “Gildinger, som holder mine sabbater, vælger, hvad jeg har behag i, og holder fast ved min pagt, _ dem vil jeg give i mit hus, på mine mure et minde, et navn, der er bedre end sønner og døtre; jeg vil give dem et evigt navn, et navn, der ikke skal slettes. _ Og de fremmede, som slutter sig til Herren for at tjene Ham og elske Hans navn, for at være Hans tjenere, alle, som helligholder sabbaten og holder fast ved min pagt, _ vil jeg bringe til mit hellige bjerg og glæde i mit bedehus; deres brændofre og deres slagtofre bliver til behag på mit alter; _”

      Og Ruts forhold til sin svigermoder (= Hendes ‘kontaktled’ til Herren)- ja, det kunne vel også netop og bedst kaldes: (selvop-)Ofrende, også skænkende hende at være fostermoder til Obed; -stamfader i lige linje til Ham, der ‘på tre dage’ -og ‘ud af sit eget kød og blod’- nyskabende (gen-)rejser “Davids (for)-faldne hytte” som Sit i evigheden stående ‘bedehus’, “af levende stene” (~åndeligt levendegjorte-).

  21. 4444dddd

    Skulle der være andre (end mig selv), der ikke rigtig kan blive træt af /(færdig med-) at forfølge tingene i Guds skrevne ord -og på Dets præmis,- så kunne det jo til det foranstående [-s ‘tre dage’] igen synes lidt fornødent også lige at nævne Skriftens ord om: “at een dag er for Herren som tusinde år, og tusinde år som een dag”, samt: at disse: Tre dage, mest umiddelbart taget, jo spænder over hans kors-døds, gravlæggelses og opstandelse forløb, -der samtidigt netop spænder over: sabbaten, som vi så kan sige, at han i det mindste Her, (også) rent menneskeligt i den grad overholdt, -helt overladende det til Gud (-s Ånd) at: ‘gøre arbejdet’, ..
    _ ..bestående i først : At levendegøre /”føde”, ham, Ordet (der blev kød [= en dødelig] ) Ånde-Ligt [~udødelig_(gjort), lig (med): en Ånd __\ (-og i karakter héraf ‘benyttende tiden’ /(’sabbatens’), til at prædike Troens ord for De den fordums verdens_(ordens) ånder, der var forvarede, fangne, bundne i den nuværende verdensordens-Ords dødsdom over dem (eksekveret med syndfloden), _ så han også her (“i graven”) jo i grunden blot Fortsætter sit virke (hvori han forøvrigt (’sabbat-ligt’) (heller): “intet gjorde eller talte: af sig selv, /men kun -formedelst: Ånden- ‘fulgtes med sin Fader’), _ -det virke, der jo også indledtes med dåbens ‘Druknelse’ i vand.. (~hans solidariseren sig med overtræderes tarv, /- her dog -modsat syndfloden- med vandet indgående til: Mange sjæles: Frelse)\, – ..sammen med, fulgt af: Åndens (forbindtlige, ~blivende, udkårende, Guds-sanktionerende) nedladen sig over ham])
    _ ..og dernæst i: “At underlægge Ham alt (-i Himlen og på jorden eksisterende)”, samt -i Hans udgydte blods (syndsforladende) kraft- : At bygge Kirken, hans brud, -via ordets forkyndelse for: alverden, og formedelst troens åndeligt genfødende ‘indbyggelse’ i den.

    Et arbejde som p.t. har stået på et par tusind år (menneskeligt regnet), og som jeg vil kalde meget ‘mønsterligt analogt’ til den jordisk konkretliggjorte dyreskabnings bliven underlagt den ligeledes jordisk konkretliggjorte Adam, per Adams given dem det navn, de skulle kaldes ved (‘lyde’), samt : Evas konkretliggjorte tilkomst, byggelse, af Adams eget ribben. Og jeg vil yderligere mene, at dette samme, (: jorderigets konkrete udformning efter ‘totalitetens’ mønster, med Adam i Guds rolle -i hvis billede han jo også er skabt),- må være gået for sig på: Syvendedagen /(hviledagen, ’sabbaten’), eller i hvert fald: ‘i dens regi’, det regi også (qua paradisets have’s), som Mennesket ‘falder ud af’ ved syndefaldet, /hvorefter de, ‘nede på jorden’, (netop) skal være underlagt: Arbejdets, møje\, __ Kulminerende i og med den nyskabelse af: Det hele, der ikke sker gennem vand, men gennem ild, og hvor efter det er på jorden (den nye jord), Gud selv vil ’slå sig ned’.

    / nærliggende skriftsteder : Joh. 2.16; (5. 19)| 2. Pet. 3| 1. Pet 3. 18-| 1. Kor. 15. 20-29| 1. Mos. 2-3| Åb. 21.

    • 4444dddd

      Man kunne vel meget godt kalde mine tre sidststående kommenteringer for en slags ‘opledende udfoldelse’ af : At tage Ordet på ordet, -om man så må sige, ~efter Dets (eget) udtryksvalg, det ord nemlig om at: “hun er dig mere værd end syv sønner”, – og det må så også kaldes Betegnende for vor herværende bibeloversættelse, at den (i stedet) lader samme ord udtrykke sig grundlæggende anderledes: “hun er dig mere trofast end ..”, genspejlende hvad den i sin indlednig til Ruts bog ’sammenfolder’ bogen som : Et par lysende eksempler på gode med-(og mellem-)menneskelige dyder som ansvarsfølelse og trofasthed, igen helt i tråd med den: almen-menneskeliggørelse af tingene (“de Guddommelige”), der er påpeget i det foregående.

    • 4444dddd

      Forskellen på det nævnte: “Guddommeliges”, ‘tankegang’ /”råden” -sådan som vi kan lære den af Skriftens (eget) ord, og så dens almindeliggjorte ‘udgave’, menneske-Lige, genspejler sig særdeles slående, vil jeg sige, mellem netop: Ruts tilfælde, og så et bestemt sted hos Paulus (: 1. Kor. 7. 21), -når vi husker på, at Rut jo havde en svigerinde (Orpa), der var stillet ganske som Rut, -men til forskel fra Rut ‘tagende imod sin fritstillelse’ fra Noomi.

      – “Blev du kaldet i trællestand, så bryd dig ikke om det, men selv om du kan blive fri, så bliv hellere i den”. (-1948 oversættelsen)

      -Og hvor det slående så også kommer til udtryk i, at bibeloversættelserne nu om dage -den herværende inklusive, typisk lader Paulus råde dem til at tage imod deres tilbudte fritstillelse,- fremholdende Orpa for os, må vi vel sige.
      /Jeg har i Kommentar afdelingen til 1.Kor. 7 omhandlet sætningens oversættelsesmæssige ‘problematik’ ret udførligt.

Skriv en kommentar til dette kapitel

Du skal være logget ind for at poste en kommentar.